Slaget om Bretagne under 2. Verdenskrig var fortsættelsen af Operation Cobra, som førte til amerikanernes udbrud fra brohovedet i Normandiet. Slaget begyndte den 1. august 1944 og varede på grund af belejringerne af byerne Lorient og Saint-Nazaire ved til krigens slutning.
Ganske vist var de egentlige kampe stort set afsluttet i slutningen af september 1944, og størstedelen af de amerikanske styrker blev overført til fronten mod Tyskland, men der måtte beholdes en mindre belejringsstyrke da fæstningskommandanterne i Lorient og St. Nazaire vægrede sig ved at kapitulere, og på grund af de stærkt befæstede bymure og forsyningen af forsvarerne via ubåde stod det klart at det ikke kunne betale sig at erobre byerne. Selve Bretagne blev stort set befriet af medlemmer af den Franske modstandsbevægelse.
Forhistorie Bretagne under tysk besættelse Den tyske hær besatte Bretagne under slaget om Frankrig. Rennes faldt den 18. juni 1940 og kun få dage senere stod de tyske tropper i Brest. Derved var Bretagne faldet i tyske hænder næsten uden kamp.
Bretagnes kyst blev en del af Atlantvolden og de vigtige havnebyer blev udbygget til fæstninger. I Brest, Lorient og Saint Nazaire blev der bygget store ubåds bunkere, som fungerede som støttepunkter for de tyske ubåde, som deltog i Slaget om Atlanten. Bunkeren i Brest var den største bunker, der nogensinde er bygget.
Trods mange ofre i den egne befolkning så nogle bretoner et samarbejde med tyskerne som en vej til vej til uafhængighed, et tusindårigt ønske. De mest radikale nationalister i (Parti National Breton) og deres undergrundsorganisation "Gwen ha du" samarbejdede med tysker.
I 1943 blev den bevæbnede modstandsgruppe Bezen Perrot etableret. Den katolske præst og abbed Jean-Marie Perrot, som var en tilhænger af Parti National Breton dannede den med støtte fra Sipo/SD. Bezen Perrot var en udbrydergruppe fra Kadervenn, en bretonsk nationalistisk organisation. Navnet Bezzen Perrot blev opfundet af Ael Péresse. Efter Perrots død i december 1943 skete der en reorganisering under Célestin Lainé og gruppen fik navnet Bezen Kadoudal. 60 til 80 frivillige deltog fra marts 1944 i angreb på den Franske modstandsbevægelse. I begyndelsen af den amerikanske fremmarch gik nogle medlemmer under jorden og en stor gruppe deltog i det tyske tilbagetog til Østfrankrig. De tilbageblevne blev optaget i tyske SD-specialenheder og i Waffen-SS, såsom "Charlemagne Divisionen" 8. Freiwilligen Sturmbrigade der SS Frankreich og blev overført til Østfronten.
Operation Overlord thumb|240px|Amerikanske kampvogne kører gennem Avranches
Efter erobringen af havnebyen Cherbourg dem 27. juni, hvis vigtige havneanlæg var blevet stærkt beskadiget af tyskerne, og det senere amerikanske udbrud fra Overlord-brohovedet blev byen Avranches, som udgør porten til Bretagne erobret den 30. juli af general George S. Pattons netop aktiverede 3. amerikanske armé. Havnene i Bretagne, som nu var blevet meget vigtige for fremrykningen mod Tyskland skulle oprindelig have været erobret med hele 3. armé, og det var en del af Overlord planen, at der skulle oprettes en ny stor amerikansk havn ved Quiberonbugten. Planlæggerne måtte gå ud fra, at det det ville lykkes for tyskerne at ødelægge havnene ved Atlanterhavskysten inden de blev besat af amerikanerne. I sidste trin skulle den amerikanske 3 armé tage opstilling nord for Loire og rykke frem i østlig retning.
Da det imidlertid viste sig, at den tyske modstand brød sammen over en bred front og at den 7. tyske armé i videst mulige omfang var indsat i forsvaret af Normandiet, besluttede general Dwight D. Eisenhower sig for at kun 8. korps skulle sendes ind i Bretagne mens de øvrige amerikanske styrker skulle rykke østpå. Overraskende nok faldt broen ved Pontaubault over Sélune-floden ubeskadiget i amerikanernes hænder så Patton i løbet af blot tre dage kunne sende 7 komplette divisioner med omkring 100.000 mand og 10.000 køretøjer over broen og ind i Bretagne.
Da Hitler i Berlin hørte om situationen på Vestfronten erklærede han straks havnene ved Atlanterhavskysten for fæstninger og anordnede, at de skulle forsvares til sidste mand. General Wilhelm Fahrmbacher, som fra 1. august var øverstbefalende for de tyske tropper i Bretagne trak derefter de til rådighed stående enheder tilbage til havnene. I Brest, Lorient og Saint-Nazaire forberedte de tyske skibe og ubåde sig på hurtigt at forlade havnene.
Kampen om Bretagne Opmarchen thumb|Generalmajor Troy H. Middleton
For at afskære de tyske forsyningslinjer gav general Troy H. Middleton den 4. pansrede division ordre til at rykke sydpå til Quiberon-bugten. 6. amerikanske pansrede division fik ordre til hurtigst muligt at rykke direkte mod Brest. Middleton, som egentlig havde planlagt at rykke vestpå sammen med sine enheder fik af Patton besked på at blive i sit hovedkvarter. Som følge af denne beslutning mistede Middleton snart kontakt med sine enheder, som rykkede frem i højt tempo. Den hurtige fremrykning afstedkom også logistiske problemer. Enhederne kunne først få tilstrækkelige forsyninger ikke mindst af brændstof og ammunition når fremrykningen gik i stå.
Kampvognene og køretøjerne i 8. korps kørte hurtigt igennem Bretagne, således berettede en allieret soldat der var i en forsyningsenhed i Bretagne: I løbet af et par dage uddelte vi rationer som julemanden på sin slæde, mens både dem som leverede og dem som modtog var i bevægelse. Lastbilerne var som en flok diligencer på flugt gennem indiansk område. Vi blev vant til at holde hjulene i gang uden hensyntagen til snigskytter samtidig med at vi håbede på ikke at fare vild eller blive ramt. Hjemmeside om slaget om Bretagne på: http://www.historylearningsite.co.uk/battle_for_brittany.htm ; Hentet 23. juni 2006.
De allierede chefer gav ordre til en hurtig fremrykning. Da tyskerne havde trukket sig tilbage til havnebyerne stødte amerikanerne stort set ikke på modstand i det åbne land. På vejene stod franske civile og vinkede til dem. Børnene råbte om tyggegummi, chokolade og bolsjer, som besætningerne på køretøjerne kastede til dem.
Den 2. august omringede den 4. amerikanske panserdivision Rennes og begyndte den 7. august en belejring af Lorient. Dermed kunne Bretagne kun nås østfra gennem en amerikansk spændetrøje. Den 6. amerikanske pansrede division var efter fem dage nået de omkring 230 km derfra til Brest og nåede forstæderne den 7. august. Den 83. amerikanske infanteridivision forsøgte fra den 5. august at befri den nordlige havneby Saint-Malo.
Den Franske modstandsbevægelse og allierede specialtropper thumb|240px|Operationer og sabotagehandlinger udført af SAS-tropper og den Franske modstandsbevægelse i Bretagne Også i Bretagne var Forces Françaises de L'Intérieur (FFI) aktive. De blev kort før D-dag ledet fra London af den franske officer Albert Eon. De 20.000 modstandskæmpere i Bretagne var imidlertid ikke nær så godt udrustede som deres kolleger i Normandiet. De havde kun forældet udstyr, ikke ret meget ammunition og få våben. Om natten mellem den 5. og 6. juni 1044 blev der i forbindelse med Operation Overlord nedkastet fire grupper fra det franske 4. SAS over det nordlige og sydlige Bretagne med henblik på at etablere støttepunkterne "Samwest", "Dingson" og "Grog", hvorfra de franske modstandsfolk skulle understøttes og hvor der skulle markeres landings- og udspringszoner til resten af bataljonen. Det franske SAS skulle forberede alle kommunikationsveje til at blive afbrudt og forberede baghold og sabotageaktioner for at hindre tyskerne i at bevæge sig i retning af Normandiet. I juni og juli drog enhederne gennem området og bevæbnede de stedlige medlemmer af modstandsbevægelsen med våben og trænede dem i at bruge dem.
Nat efter nat blev der fløjet nye SAS-grupper og forsyninger til området ved Saint-Marcel, ca. 35 km nordøst for Vannes, hvorved det lykkedes for de allierede enheder at udføre de fleste sabotageaktioner med held. SAS-grupperne samlede ca. 10.000 modstandskæmpere om sig, som hjalp til med at løse opgaverne. Den 18. juni gennemførte 200 mand fra det franske SAS med fire bevæbnede Jeeps og ca. 2.500 modstandsfolk en kamp mod omkring 5.000 tyske soldater, som blev støttet af mortérer. SAS-tropperne og modstandsfolkene holdt deres stillinger til ud på natten for derefter at trække sig tilbage i ly af mørket. Efter disse kampe blev SAS enhederne jagtet med alle midler af tyskerne, og mange mistede livet. I dag erindrer et museum i St. Marcel om kampene.
Da den amerikanske fremrykning mod vest begyndte, fløj briterne moderne udstyr til Bretagne og nedkastede det med faldskærm. Den 2. eskadron fra 3. SAS blev fløjet ind til Bretagne for at afløse mændene i 4. SAS. På grund af den hurtige amerikanske fremrykning opstod der imidlertid et problem. Køretøjer, våben og andre forsyninger landede ofte i områder, som allerede var befriet af amerikanerne. Modstandsbevægelsen måtte derfor omstændeligt bringe forsyningerne til de planlagte steder inden amerikanerne nåede frem.
Trods vanskelighederne havde den bretonske modstandsbevægelse sine succesoplevelser. Enheder fra FFI angreb med bevæbnede Jeeps flyvepladsen i Vannes og erobrede den efter kort tid. 150 modstandskæmpere erobrede vigtige jernbanebroer ved Morlaix, og FFI-grupper var vejvisere for de amerikanske køretøjer som følge af deres kendskab til området og sproget-
Det franske SAS havde ved krigens slutning mistet over 65 % af sine folk ved kampene i Bretagne.
Slaget om Rennes (2. til 4. august) Den 4. amerikanske pansrede division under general John Wood kørte nordfra i retning af Rennes. I landområderne blev de hilst af vinkende og klappende bretoner, som også rakte dem vin og blomster. En gang i mellem overgav enkelte tyske soldater sig og blev taget til fange.
Så snart de kom i nærheden af Rennes blev amerikanerne beskudt fra enkeltstående tyske modstandsreder. Derved blev nogle få såret. Således var der 15 km fra forstæderne ved Saint-Aubin-d'Aubigné et tysk artilleriangreb mod det forreste af kolonnen af køretøjer, hvilket tvang amerikanerne til at trække sig nogle kilometer tilbage og afvente nattens komme. Den næste morgen overfløj enkelte tyske fly området, men blev jaget væk af maskingeværild fra amerikanerne. Den efterfølgende fremrykning mod Rennes foregik med sporadisk tysk modstand, hvorved der til stadighed blev taget fanger.
I Rennes forsøgte tyskerne at gennemføre et angreb i flanken på de fremrykkende amerikanere, som imidlertid tilkaldte 8. Luftvåben. Efter luftangrebet overgav tyske soldater sig i skarer. Fra den 4. august var Rennes renset for tysk modstandHjemmeside om befrielsen af Rennes ; Hentet 24. juni 2006. Omkring 2.000 soldater fra hæren og SS havde overgivet sig. Den 4. amerikanske panserdivision fortsatte længere mod syd med Nantes, Saint-Nazaire og Lorient som sine næste mål. Den 6. august erobrede de Vannes med hjælp fra den Franske modstandsbevægelse.
Slaget om Saint-Malo og Dinard (5. til 14. august) Den 83. amerikanske infanteridivision under generalmajor Robert C. Macon, som efter udbruddet fra hovedet lå ved La Cardonière og Feugères fik ordre til at indtage Saint-Malo og Dinard. Den 3. august begyndte frem rykningen og divisionen nåede byen Pontorson kl. 10. Mens tropperne kørte på vejen ved Mont Saint-Michel og Dol-de-Bretagne fik de de sidste ordrer og drejede mod Saint-Malo.
Mens amerikanerne rykkede frem mod Saint-Malo fik de af den Franske modstandsbevægelse at vide, at der på daværende tidspunkt stadig var ca. 10.000 tyske soldater i byen. Den amerikanske efterretningstjeneste havde regnet med omkring det halve, og rent faktisk var der over 12.000 tyskere i byen. Senere viste det sig, at tyske tropper fra mange forskellige enheder havde begivet sig til Saint Malo da amerikanerne brød ud af brohovedet. Hertil kom soldater fra de besatte engelske kanaløer.