thumb|Runesten fra Hunnestad, Skåne. Figuren tolkes traditionelt som jætten Hyrrokin. Ikonografi i nordisk religion er en overordnet kategorisering af de utallige og meget forskelligartede kunstgenstande med sakrale motiver, der er blevet fremstillet relation til den før-kristne religion i Norden. Studier af billeder og ikonografi udgør en nøgleposition i det generelle studium af nordisk religion, da de udgør langt hovedparten af de bevarede kilder fra samtiden til de før-kristne myter og ritualer.Andrén (1990) s. 19 Yngre middelalderlig litteratur, hvori kristne forfattere har nedskrevet gamle myter og mytologiske beskrivelser må dog benyttes for at forstå oldtidens billeder. Helt op i middelalderen var det ikke alt, man anså som værdigt nok til at blive afbildet. Religiøse motiver, som f.eks. guder og scener fra sagn og myter var det, mens hverdagsscener ikke var interessant at afbillede.Pesch (2004) s.27
thumb|Bronzeplade der formentligt forestiller Fenrisulven, som bliver bundet af Tyr. Denne tolkning er dog omdiskuteret. Ca. 500 e.v.t. fra Torslunda på Øland, Sverige.Bæksted (1994) s. 104
De ældste billeder fra Norden der med relativ stor sikkerhed kan relateres til kendt mytologisk stammer fra omkring 400 e.v.t. På dette tidspunkt opstod også den germanske dyrestil, der er karakteriseret ved særlige ikonografisk kendetegn, der fortsat var i brug i Norden indtil 13. århundrede. Det nordiske billedsprog adskilte sig i høj grad fra den græsk-romerske naturalistiske stil. Formålet med den religiøse kunst var at vise mytens hovedbestanddele, frem for at afbilde naturtro gengivelser af enkelte scener. Det abstrakte billedsprog tyder også på, at det blev forventet, at betragteren var bekendt med det mytiske stof for at kunne tolke billedet. Den religiøse kunst var derfor betydningsbærende, og gjorde den mytiske situation aktuel i forhold til den sammenhæng kunstværket var en del af. Skriftlige kilder viser også, at religiøs kunst spillede en betydelig rolle i ritualerne.
Baggrund Nordisk kunst
Den nordiske kunst er kendetegnet af kontrast, kulør og harmonisk bevægelse, og den blev fremstillet for at virke prangende. Størstedelen af den kunst, der er blevet bevaret, er fundet i grave og udført på brugsgenstande, fremstillet af metal og sten. Kun sjældne tilfælde er der fundet udsmykkede tekstiler og træarbejder, men det har sandsynligvis været de materialer, man almindeligvis har brugt til udsmykninger. I vikingetiden blev alle typer af håndværkere og kunstnere kaldt smede (norrønt: smidr), f.eks. kunne en snedker blive omtalt som en tresmidr. De kunstneriske stilarter udviklede sig gradvist, når nye mønstre, materialer eller motiver blev skabt eller når gamle forsvandt. Udviklingen var kendetegnet af kortvarige innovative perioder, der blev afløst af mere konservative perioder, hvor den ny stilart havde fundet sin form. De vigtigste stilarter fra begyndelsen af germansk jernalder til slutningen af vikingetiden var Nydam-, Vendel-, Broa-, Berdal-, Borre-, Jellinge-, Mammen-, Ringerike- og Urnesstil. Hver af dem er opkaldt efter fundstedet for fremtrædende genstande udsmykket i den pågældende stil.
Historisk baggrund thumb|Aftegning af figurerne på det store guldhorn udført for Ole Worm i 1641. Motivernes betydning er stadig meget usikker, det f.eks. ikke afgjort om de repræsenterer figurer fra vikingetidens mytologi, eller en nu glemt gudeverden.
Fra arkæologiske udgravninger helt tilbage til bronzealderen kendes der utallige udsmykkede genstande. Mange af dem med billeder, der med meget stor sandsynlighed har haft en eller anden form for religiøs betydning. Da der ikke er bevaret en eneste skriftlig kilde til bronzealderens religion, kan disse billeder kun tydes med meget stort besvær og usikkerhed. Først fra jernalderen kan enkelte billeder tolkes vha. sammenligninger med kendt mytologisk stof, og bl.a. de mange udsmykkede genstande tyder på, at der har været signifikant kontinuitet mellem jernalderens religion og vikingetidens. F.eks. kan svenske jernaldergravfund fra Helgö og Vendel tolkes indenfor rammerne af den mytologi der kendes fra Eddalitteraturen.Holtsmark (1989) s. 53 I forhold til moderne tid var billeder meget sjældne i oldtiden, de var af den grund noget særligt. Museumsinspektør på Nationalmuseet Morten Axboe påpeger derfor, at udsmykninger ofte fik en religiøs betydning (hvilket dog ikke nødvendigvis gjaldt alle former for billeder).Axboe (2004) s. 47 Det er sandsynligvis også derfor, at meget af det ikonografiske materiale er blevet bevaret som levn efter offerceremonier, f.eks. i søer og moser.
Mængden af kunst var dog ikke konstant; mellem 500 f.v.t. og 300 e.v.t. er lokalt fremstillede billeder sjældne i fundmaterialet fra Norden, mens de bliver mere almindelige i den senere del af jernalderen.Petersen (2004) s. 58 Guld ser ud til at have spillet en særlig rolle i jernalderens religion. I romersk og germansk jernalder bliver der indført forholdsvist meget guld til Norden fra Romerriget, men efter år 600, da de sidste rester af romersk administration i de vestlige provinser er forsvundet, svinder guldmængden atter i fundene fra Norden. Historiske begivenheder kan også have indflydelse på hvilke genstande der bliver bevaret, f.eks. blev der i hungeråret 535/536 e.v.t. ofret usædvanligt store mængder af guld.Axboe (2004) s. 51
thumb|Guldbrakteat fra Fyn, germansk jernalder. Runeindskriften omtaler bl.a. den høje, som i yngre tekster bruges som pseudonym for Odin; Figuren tolkes derfor som Odin.
En stor fundkategori af religiøs kunst fra jernalderen er guldbrakteaterne. De stammer i reglen fra 4.og 5. århundrede, og var inspireret af romerske mønter, men de var udsmykket ud fra en nordisk forestillingsverden og i en lokal stil. Nogle af motiverne ligner scener fra myter, vi kender fra yngre manuskripter, f.eks. Balders død (afbildet ved en kvist, der sidder i brystet på den centrale person) og Tyr, der lægger sin hånd i Fenris’ mund. Andre figurer, fra en mere udbredt type, skal sandsynligvis tolkes som afbildninger af Odin.Axboe (2004) s. 47-49 Desuden afbildninger af et ritual, der også kendes fra mellem 900 og 1100-tallet: puste i hestens øre, for at helbrede den fra at være halt. I andre tilfælde er brakteaterne udført i en så stiliseret form, at motivet kun vanskeligt kan tolkes, men overordnet var Odin det dominerende motiv. Axboe foreslår, at baggrunden til hans popularitet har været, at det kun var overklassen, de havde ressourcerne til brakteater af guld, og at Odin allerede på dette tidspunkt var aristokratiets gud.Axboe (2004) s. 49
thumb|Guldgubber fra Sorte Muld, Bornholm.
En anden mere talrig ikonografisk fundgruppe er guldgubberne. De var mindre end brakteaterne, og fungerede sandsynligvis som offergaver. De findes i reglen i forbindelse med høvdingesæder (som udover at være politiske centre bl.a. også fungerede som religiøse centre i vikingetiden). Motivernes betydning er omdiskuteret, omend nogen mener, at kunne se scener fra kendte myter. En anden særligt fremtrædende kunstgenstand er guldhornene fra Gallehus, men endnu har ingen kunnet give en tilfredsstillende tolkning af motiverne på guldhornene, da vi ikke kender nogen paralleller til de symbolfigurer, der er på dem.
En af de mest fremtrædende ikonografiske grundformer i kunsten gennem hele den germanske jernalder og vikingetiden, er den germanske dyrestil. I den indgår dyr som bærende element i ornamentale mønstre på genstande af alle former. I nogle perioder optræder dyrene i næsten abstrakte former, i andre er de mere naturtro, men det er sjældent muligt at identificere, hvilken mytologisk sammenhæng de repræsenterer. professor i arkæologi på Oslo universitet Lotte Hedeager mener alligevel, at denne stilart var en integreret del af den før-kristne germanske religion. Hun mener ikke, at det var intentionen, at ornamenterne skulle illustrere bestemte mytologiske forhold, men snarere overordnede kosmologiske forestillinger. Ved at sammenligne med ikonografiske paralleller i andre billeder, der skal illustrere specifikke myter, mener hun, at det er muligt at belyse betydningen af den ornamentale udsmykning.Hedeager (1999) s. 133-134 Hedeager foreslår på den baggrund, at dyrestilen opstod som et fælles symbolsk billedsprog for den germanske krigerelite i den tidlige middelalder. En markant undtagelse er de germanske frankere, hvor dyrestilen aldrig bliver udbredt. Udenfor Norden forsvinder den i slutningen af 7. århundrede, da kristendommen bliver dominerende i de områder. Her bliver den frankisk-kristne indflydelse i stedet dominerende.Hedeager (1999) s. 130-131
thumb|Detalje på hjelm fra Vendel (ca. 6. århundrede). Tolkes almindeligvis som Odin.
Den tidligste fase af dyrestilen kaldes Nydamstilen eller stil I, og den opstod omkring år 400 e.v.t. i Sydskandinavien og var fra begyndelsen et integreret element i kunsten i samfundets top. Hedeager mener, at udviklingen af denne særegne stil markerede etableringen af den magtelite, der kommer til at dominerer i Skandinavien de følgende århundreder frem til religionsskiftet.Hedeager (1999) s. 126-127 Senere i 5. århundrede spredte Nydamstilen sig også til England og Nordvesteuropa, men i begyndelsen af 6. århundrede blev den afløst af Vendelstilen eller stil II, hvis grundlæggende formsprog var fælles fra Skandinavien til Italien.Lund Hansen (1992) s. 187 I 8. og 9. århundrede opstod de ældste af de stilarter, der karakteriserede vikingetidens kunst. Dyrestilen udvikler sig indtil 11. århundrede, hvor den sene Urnesstil opstår. I middelalderen sker der en gradvis overgang mellem Urnesstilen og den romanske stil, først i 13. århundrede forsvinder dyrestilen helt. Hedeager mener, at denne stilarts fortsatte dominans og udvikling i Norden er en afspejling af aristokratiets forankring i den hedenske kultur gennem hele perioden.Hedeager (1999) s. 131
Udformningen af den lille sølvfigur Odin fra Lejre fra omkring år 900, der blev fundet under udgravninger ved Gammel Lejre i 2009, passer umiddelbart ind i denne udvikling af vikingetidens kunst. Samtidig med anvendelse af dyrestilens ornamentik, indeholder figuren med dens tidligst kendte afbildning af Odin på sin trone Lidskjalv en direkte forbindelse til sagaernes fortolkning, ligesom de senere års fund i Lejreområdet er med til at stadfæste området som et betydeligt centrum for den før-kristne religion og kultdyrkelse kombineret med en position som magtcentrum.
thumb|Runesten fra Ramsund, Sverige (11. århundrede). Billederne viser forskellige situationer fra legenden om Sigurd Fafnersbane.
Billedsprog og betydning