thumb|Caspar David Friedrich: Der Wanderer über dem Nebelmeer ("Vandreren over tågehavet"). Cirka 1818.
Romantikken var en kulturstrømning i Europa i perioden ca. 1800-1870. Den varede indtil realismen og naturalismen. Den forudgående periode var oplysningstiden (ca. 1700-1800). Romantikken fandtes især inden for litteratur, malerkunst, musik og filosofi.
Strømningen opstod som en reaktion mod oplysningstiden og dens dyrkelse af fornuften. Romantikerne tog afstand fra hverdagslivets snusfornuftige og perspektivløse virkelighed. De fremhævede i stedet følelsen og intuitionen ("anelsen") som erkendelsesmidler. De var endvidere modstandere af klassicismens regler. Formerne, der havde været bundne, løstes op, og naturlighed blev et ideal.
I den romantiske litteratur var naturen besjælet og forskønnet. Naturen blev dyrket som et sted for ånd og skønhed. I det hele taget så romantikerne alt som udtryk for ånd. Romantikken var således præget af idealisme. Den havde rødder hos Platon og Plotin og vandt tilhængere blandt mystikere og følelsesmennesker. Studier af sjælen og metafysiske spekulationer kombineredes med et nyt syn på kunstneren som et geni, der i kraft af sin inspiration kan "ane" naturens hemmeligheder.
Perioden var kendetegnet ved en interesse for fortiden og historien. Den var endvidere kendetegnet ved en interesse for nationen og folkekulturen. Under romantikken blomstrede nationalfølelse, orientalisme og eksotisme.
Som kulturstrømning stod romantikken stærkest i Tyskland, Frankrig og England.
Tidsangivelse Det er vanskeligt at angive præcist, hvornår romantikken begyndte. Strømningen voksede gradvist frem. Allerede Thomas Grays '"Elegi, skrevet på en landsbykirkegård" fra 1751 brød drastisk med oplysningstidens æstetik og er romantisk i stilen.Thomas Grays "Elegy Written in a Country Churchyard" fra 1751 (1750?) (Wikisource) Hvorvidt førromantikken bør regnes med til romantikken, er der ikke enighed om.I Bonniers lexikon, bind 16, regnes førromantikken med til romantikken, mens denne strømning er skilt ud i Litteraturens historia i världen og i Epoker och diktare.
Der er dog almindelig enighed om, at romantikken var født i 1800:
I England brød romantikken igennem i 1798 med William Wordsworths og Samuel Coleridges Lyrical Ballads. I Tyskland var Goethe forbindelsen mellem førromantik og romantik, og i 1798 formuleredes romantikkens æstetik af Friedrich Schlegel.
Det er ligeledes vanskeligt at fastslå, hvornår romantikken sluttede. Den dominerede kulturen i første halvdel af 1800-tallet, især til 1830'erne. Derefter skete der en gradvis opløsning. På den anden side levede romantikken længe efter realismens gennembrud omkring 1870. Inden for musikken varede romantikken ind i 1900-tallet, men her skelnes der som regel mellem romantikken som epoke og romantikken som æstetik. For mange forfattere, komponister og kunstnere i slutningen af 1800-tallet er det mere relevant at tale om romantiske, klassicistiske eller realistiske træk i deres værker.
Hvis romantikken forstås som idealismens æstetik, var den stadig en betydningsfuld strømning indtil første verdenskrig. Visse inddelinger betegner perioden 1830-1914 som materialismestriden mellem romantikkens idealisme og materialismen i forskellige grader.
Hvis romantikken defineres som en epoke, fører det til mange undtagelser. Goethe er for eksempel i en del værker klart romantisk (Den unge Werthers lidelser, Faust, og mange digte). I andre er han rent klassicistisk (Iphigenia på Tauris, Romerske elegier).
Tidsmæssigt tilhører Jane Austen romantikken, men hendes romaner betegnes sædvanligvis som realistiske. Inden for musikken levede den klassicistiske arv videre i de første 20 år af romantikkens periode.
Begrebet "romantikken" thumb|left|"Music Party Perworth ", William Turner (1835), Tate Gallery.
Ordet ”romantik” kommer af det oldfranske ord romanz, som betegner en prosafortælling på folkesproget, og som også er grundlaget for det danske ord roman.Jævnfør opslaget roman: "... Ordet kommer fra romanz, som i middelalderen var betegnelsen for det talesprog, som havde udviklet sig i det franske område fra romernes sprog, latin. Ordet gik så på en særlig genre af fortællinger, skrevet på folkesproget, men efter antikke romerske forbilleder – den høviske roman – som kom på mode i Frankrig i 1100-tallet. ..." — Se også Gammelfransk . Romancen som litterær term modstilles sædvanligvis satiren og angiver med Robert Scholes ord en fremstilling af "overmenneskelige karakterer i en idealverden", i modsætning til satiren, som "gengiver undermenneskelige grotesker fanget i kaos".Robert Scholes, "Fiktionsberättelsens modus", i oversættese til svensk ved E. Kloow, i Genreteori, 1997, s. 142 — Til fire typer af plot: romance, satire, komedie og tragedie, se også isis.ku.dk fra Metahistory og Plot (narrative)#Structure Inden for musikken er en romance en langsom solosats, som kendetegnes ved følelsesfuld intimitet.
Den epoke, der i dag kaldes romantikken, kaldtes nyromantikken i samtiden. Med romantik mente man en kristen æstetisk strømning i middelalderen, som hænger sammen med mysticismens indre ekstatiske forsoning med Gud. Betegnelsen blev også brugt om naturlyrik, fremstillinger af kærlighed, fremstillinger af det hæslige, riddervæsenet og frigørelse fra formkrav.Se for eksempel opslaget "Romantik" i Nordisk familjebok, Uggleupplagan, bind 23 (1916) (https://runeberg.org/nfcc/0398.html) Til denne æstetiske strømning hører "gotikken". Denne betydning af ”gotik” har kun overlevet i udtrykket ”gotiske fortællinger”.
Den tyske filosof Friedrich Schlegel skabte begrebet ”romantikken” i 1798, og strømningen begyndte derefter at gøre sig gældende i filosofi og kultur; den blev en formuleret ideologi. Schlegel havde i 1797, sammen med sin bror August Wilhelm Schlegel, grundlagt tidsskriftet Athenäum,Athenäum fragmenter og andre skrifter af Friedrich Schlegel, , udgivet i 2000. som blev det organ, hvor romantikkens æstetik – særlig poetikken – voksede frem og blev formuleret. I 1798 skrev Friedrich Schlegel 116. Athenäums-Fragment, som blev den egentlige programerklæring: "Den romantiske poesi er en progressiv universalpoesi". Han hævdede kunstnerens absolutte frihed fra konventioner med hensyn til indhold og form.
Et af æstetikkens grundspørgsmål er: Skal den utæmmede natur eller den civiliserede og velplejede kultur sættes højest? Romantikerne valgte naturen, og valget blev af og til drevet ud i den rene primitivisme. Fremtiden betragtedes med mistro, og fortiden betragtedes med nostalgi og sentimentalitet. Det var ikke blot det forestillede historiske primitive samfund der ophøjedes; det var også andre, uforstyrrede kulturer (orientalisme).
Der skelnes også mellem dionysiske og apolloniske idealer i æstetikken. Den britiske filosof Bertrand Russell mener, at romantikken kan fremholdes som typisk dionysisk: Skønhedsværdier, risikable eventyr, ustabilitet, dristighed og voldsomhed sattes højere end nytte og bevarelsen af ro og orden.
Ifølge Russell havde den britiske digter Lord Byron i liv og virke alle ingredienser af en romantiker i sig. Han foragtede ædelt og hensynsløst konventioner, og han døde romantisk i fjerntliggende sumpe, hvor han kæmpede for Grækenlands selvstændighed.Russell, s. 233 Byrons epos Don Juan er også blevet et symbol på romantikkens eroticisme.
Andre fremholder i stedet de tyske digtere Novalis (Friedrich von Hardenberg) og Ludwig Tieck som urtyperne på romantikken. Novalis koncentrerede sig om lidelsen mere end om lysten, mere om ensheden end om selvstændigheden, som Byron fremstiller. Tieck repræsenterede det folkelige og nationalismen. Hos ham var kærligheden platonisk og religiøs i sit væsen, og følelsen var en indre bevægelse.
Romantikerne foretrak Platon frem for Aristoteles, særlig i den form der findes hos Plotin. Platons vægt på idealisme, eros og dialogform, og Plotins verdensbillede passede til epoken - ikke Aristoteles' nøgterne ræsonnementer.
Social og politisk sammenhæng thumb|upright=1.2|Napoleon Bonaparte kroner sig selv til kejser og Josephine til kejserinde i 1804. Detalje af maleri af Jacques-Louis David. Louvre thumb|upright=1.2|Friheden fører folket på barrikaderne. Maleri af Delacroix 1830. Louvre Romantikken kan ses i forbindelse med industrialismens tidsalder, selv om industrialiseringen ikke slog helt igennem før romantikken blev afløst af realismen.
Romantikken kan også ses som efterrevolutionens tidsalder. Revolutioner havde både fundet sted i Frankrig og i USA (med selvstændighedskrigen mod England). I efterdønningerne fra den franske revolution fandt omfattende samfundsændringer sted; især det gamle aristokrati var truet.
Fremvæksten af den nye verdensorden med en nyrig iværksætterklasse fandt sted i romantikkens epoke og var dens økonomiske og sociale forudsætning: Borgerklassen kunne købe kunst. Napoleonskrigene rystede statsdannelserne, men Wienerkongressen i 1814-15 genoprettede ordenen.
Krig og uroligheder inden for de enkelte stater var dog stadig en realitet. Generelt fandtes der en udbredt mistro mod demokrati. Men romantikken rummede ikke bare reaktionære, men også revolutionære kræfter, som ønskede at gøre oprør mod den herskende ordning. Delacroix' maleri Friheden fører folket på barrikaderne fra 1830 blev et symbol på både frihed og revolution.
Mens realismen i hovedsagen var borgerskabets æstetik, blev romantikken idealisternes og utopisternes. De politiske og socioøkonomiske faktorer ledte til mere faste, men forskellige, politiske ideologier: konservatisme, liberalisme, anarkisme og socialisme. Af disse har især konservatismen sin grund i romantikken gennem dens idealisering af historien og nationen. I sammenhæng med den økonomiske nyordning skabtes det klassesamfund, som socialismen opstod som en reaktion mod. De britiske digtere spredte anarkismens ideer i skønlitteraturen.
Jordbruget var blevet reformeret i de foregående århundreder og havde forårsaget en voldsom befolkningstilvækst, som medførte en omfattende emigration til Amerika. De ejendomsløse blev på grund af befolkningstilvæksten tvunget til at forlade landet for at søge arbejde i byerne.
For at råde bod på den tiltagende fattigdom indførtes almen skolegang i de fleste europæiske lande. Den moderne pædagogik fødtes med den schweiziske romantiker Johann Heinrich Pestalozzi, som forordnede "hjertets dannelse" frem for hovedets eller håndens.
Med emigrationen og kolonialismen spredtes den vesterlandske kulturs territorium rundt om i verden. Tekniske opfindelser af betydning var dampmaskinen, jernbanen og kanalbyggeriet, som sammen med emigrationen og kolonialismen medførte, at afstandene formindskedes. Modsætningen mellem land og by blev forstærket af industrialiseringen i byerne. Romantikerne dyrkede ikke teknikken; i valget mellem land og by valgte den ægte romantiker landet.
Romantikkens filosofi Det er usikkert, om romantikkens filosofi skal føres tilbage til den tysksprogede eller den fransksprogede verden. Ifølge én betragtning var det Rousseau, som skabte den romantiske filosofi med sin opfordring til at lade følelsen regere.Se fx Russell, s. 236 Ifølge en anden betragtning var det de tyske idealister, der lagde grunden med deres metafysiske og erkendelsesteoretiske studier.Eriksson och Frängsmyr, s. 156 Det svarer til to parallelle linjer i romantikken: følelsen og idealismen.
Bertrand Russell har peget på det modsigelsesfulde i romantikkens filosofi: På den ene side var der en overdreven tiltro til, at fornuften alene skal løse verdens bekymringer, og at menneskets mulighed for at lære er grænseløs, hvilket førte til marxismen og utilitarismen. På den anden side var der en irrationalisme, som siden udmøntede sig i eksistentiel filosofi (Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche).