thumb|ICE 3-togsæt på Dortmund Hovedbanegård
InterCityExpress, eller bare ICE (tysk udtale: [iːtseːˈeː]), er et system af højhastighedstog, der primært kører i Tyskland og dets nabolande. Toget, der er Deutsche Bahns (DB) flagskib, er også den højeste produktkategori fra DB Fernverkehr. Brand-navnet "ICE" er blandt de bedst kendte i Tyskland med et kendskab blandt befolkningen tæt på 100% ifølge DB.(Tysk)
Navnet "ICE" bruges også som en betegnelse for materiellet, der kører på systemet. Dette materiel er udviklet siden de tidlige 80'ere og er designet specifikt til systemet. Der kører fem forskellige udgaver af ICE-toget i Tyskland: ICE 1 (i drift siden 1991), ICE 2 (1996) og ICE 3 (1999) samt ICE-T og ICE-TD. De fire førstnævnte togtyper kører på strøm, mens ICE-TD kører på diesel. De forskellige varianter af ICE 3-toget produceres både af Bombardier og Siemens AG.
Foruden ruterne i selve Tyskland kan togene også ses i nogle nabolande. Der findes for eksempel ICE 1 og ICE 2-linjer til Zürich og Interlaken i Schweiz og Wien i Østrig. ICE 3-togene kører også til Liège og Bruxelles i Belgien(Tysk) og ved lavere hastigheder til Amsterdam i Holland.(Tysk) ICE TD kører som EuroCity fra Berlin via Hamborg til Århus og København.
I 2007 åbnede en ny rute mellem Paris og Frankfurt / Stuttgart, hvor der køres med såvel ICE- som TGV-tog.(Tysk)
Det spanske jernbaneselskab RENFE bruger også tog baseret på ICE 3-toget, Siemens Velaro.. Disse tog kan komme op på hastigheder omkring 350 km/t. Bredere versioner af toget er bestilt af Kina til Beijing – Tianjin højhastighedslinjen (CRH 3) og af Rusland til Moskva – Sankt Petersborg og Moskva – Nisnij-Novgorod-ruterne (Velaro RUS).(Russisk)
ICE's historie
Deutsche Bundesbahn startede en serie af tests i 1985 af InterCityExperimental-testtoget (Også benævnt ICE-V). IC Experimental blev brugt som et demonstrationstog og til brug ved tests ved høj hastighed, hvor toget satte ny verdensrekord med 406,9 km/t d. 1. maj 1988.(Tysk)
Toget blev i 1996 afløst af en ny testenhed, benævnt ICE S.
Efter en heftig debat mellem DB og det tyske transportministerium vedrørende udstyret om bord, togets længde og bredde og det påkrævede antal af togsæt bestiltes 41 enheder i 1988. Ordren udvidedes til 60 tog i 1990 med den tyske genforening i tankerne. Ikke alle tog blev dog leveret til tiden.
ICE-netværket åbnede officielt d. 29. maj 1991 med flere nybyggede tog, der fra forskellige retninger mødtes på den nyligt opførte Kassel-Wilhelmshöhe Station.(Tysk)
Første Generation
thumb|ICE 1 på Nürnberg-München højhastighedslinjen
Uddybende artikel: ICE 1
De første ICE-tog var nogle togsæt benævnt DB klasse 401 (ICE 1). De indsattes i 1989, mens de første regelmæssige ICE-tog fra d. 2. juni 1991 kørte fra Hamburg-Altona Station via Hamborg Hovedbanegård, Hannover Hovedbanegård, Kassel-Wilhemshöhe Station, Fulda Station, Frankfurt am Main Hovedbanegård, Mannheim Hovedbanegård og Stuttgart Hovedbanegård mod München Hovedbanegård – den såkaldte ICE linje 6. Hannover-Würzburg-højhastighedslinjen og Mannheim-Stuttgart-højhastighedslinjen, der begge var åbnet samme år, blev integreret i ICE-netværket helt fra starten.
På grund af mangel på togsæt i 1991 og i starten af 1992 blev ICE linje 4 (Bremen Hovedbanegård – München Hovedbanegård) først åbnet d. 1. juni 1992. Førhen blev ICE-togsættene brugt, når de var tilgængelige, integreret i InterCity-netværket med IC-nummerering.
I 1993 blev ICE linje 6's endestation flyttet fra Hamburg til Berlin (senere, i 1998, via Hannover-Berlin-højhastighedslinjen), og den tidligere IC linje 3 fra Hamburg-Altona mod Basel blev opgraderet til ICE-standarder som erstatning.
Anden generation
thumb|ICE 2 med åben koblingsdække.
Uddybende artikel: ICE 2
Fra 1997 blev ICE 1's efterfølger, ICE 2, indsat i drift. Disse togsæt bliver trukket af DBAG klasse 402-lokomotiver.
Togene blev først indsat i drift på ICE linje 10, Berlin-Köln/Bonn, men siden styrevognen endnu ikke var blevet godkendt til drift, sammensatte DB to dele af togsættene (med et lokomotiv hver), således at man fik et tog bestående af to lokomotiver og ingen styrevogne – ligesom forgængeren, ICE 1. Først fra 24. maj 1998 blev ICE 2-enhederne fuldt udstyrede med styrevogne, og kunne opdeles på deres vej fra Hamm via enten Dortmund, Essen, Duisburg, Düsseldorf eller Hagen til Wuppertal og Solingen-Ohligs.
I slutningen af 1998 blev Hannover-Berlin-højhastighedslinjen åbnet som den tredje højhastighedslinje i Tyskland. Dermed blev rejsetiden på linje 10 (mellem Berlin og Ruhr-dalen) nedsat med 2½ time.
ICE 1- og ICE 2-togene overskrider målene for den fritrumsprofil, der er anbefalet af den internationale jernbaneorganisation (UIC). Selvom togene oprindeligt var tænkt til kun at skulle køre inden for Tysklands grænser, er nogle enheder blevet godkendt til at køre i Schweiz og Østrig. Nogle ICE 1-enheder er blevet udstyret med en ekstra smallere pantograf, så de kan køre på forskellige kørestrømsledninger i Schweiz.
ICE 1- og ICE 2-tog kan kun køre på 15 kV vekselstrøm, og dermed stort set kun i de tysk-talende lande i Europa.
Tredje generation
thumb|ICE 3 - et nyt design
Uddybende artikel: ICE 3
For at overholde de restriktioner, der pålagdes ICE 1 og ICE 2, blev deres efterfølger, ICE 3, bygget smallere, så toget kunne køre i hele Europa. Modsat ICE 3s forgængere er ICE 3-toget ikke bygget som et lokomotiv-trukket tog, men som et elektrisk togsæt med motorer under gulvet gennem hele toget ligesom det bl.a. kendes fra IC3 og IC4. Dermed reduceredes noget af vægten pr. aksel, så UIC's standarden kunne overholdes.
To forskellige typer blev udviklet: DBAG klasse 403 (nationale ICE 3), og DB klasse 406 (ICE 3M), hvor M'et står for Mehrsystem (multi-spænding). Togene blev døbt og markedsført som "Velaro" af deres producent, Siemens.
Ligesom ICE 2 er ICE 3 og ICE 3M udviklet som halv-længde tog, sammenlignet med ICE 1, og er i stand til at køre opdelt med individuelle togsæt, der kan køre på forskellige ruter og koble automatisk sammen for at kunne rejse sammen. Da€ ICE 3-togene er de eneste ICE-tog, der er i stand til at køre på Köln-Frankfurt-højhastighedslinjen med dens 4%-stigning, bruges de fortrinsvis her.
Deutsche Bahn planlægger at afgive ordrer på yderligere 30 togsæt til en værdi af 900 millioner € – til brug for international trafik, primært til Frankrig.
Den nyeste højhastighedslinje i Tyskland, Nürnberg-Ingolstadt, der åbnede i maj 2006, er den seneste tilføjelse til ICE-netværket. Den er en af to linjer i Tyskland (sammen med den linje, der går fra Köln til Frankfurt), der er bygget til hastigheder op til 300 km/t. Siden det kun er tredje generation af ICE-togene, der er i stand til at opnå sådanne hastigheder, blev ICE linje 41, der førhen kørte fra Essen via Duisburg til Nürnberg, forlænget over Nürnberg-Ingolstadt-højhastighedslinjen, og i dag betjener linjen Oberhausen, Duisburg, Frankfurt am Main, Nürnberg, Ingolstadt og München.
ICE T og ICE TD thumb|Førerkabinen i ICE-T
Samtidig med udviklingen af ICE 3 udviklede Siemens lignende tog med krængeteknik. ICE T (også benævnt DBAG klasse 411 og 415), der er elektrisk og findes med fem eller syv vogne, og ICE TD (også benævnt DBAG klasse 605), der er diesel-elektrisk, blev bygget med identisk design, både indvendigt og udvendigt. Designet lagde vægt på, at toget skulle egne sig til strækninger, der ikke er udbygget til højhastighedskørsel, såsom de kurvede strækninger i Thüringen.
ICE TD-toget var dog ret ustabilt, tilbøjeligt til fejl og blev vurderet for dyrt til at køre, og blev dermed sat ud af drift fra sent 2003 til midten af 2006. Togene bliver brugt til supplerende kørsler. Siden 2004 er det den 2. generation af ICE 2-togene, ICE T2 (DB klasse 411,5), der bliver indsat. Diesel til tog har den samme skat i Tyskland som diesel til biler.
Søndag d. 9. december 2007 indsattes ICE TD i direkte tog fra København og Århus til Berlin via Hamburg. Denne rute er billigere i drift, da diesel til tog beskattes lavere i Danmark.
Eschede-ulykken thumb|Resterne af ICE 884 "Wilhem Conrad Röntgen"
Uddybende artikel: Eschede-ulykken
3. juni 1998 skete en af de værste jernbaneulykker i nyere tid. Ulykken, der både er den værste højhastigheds-togs-ulykke nogensinde, samt den værste jernbaneulykke siden det moderne Tysklands grundlæggelse i 1949, var en afsporingsulykke med et ICE-tog af typen ICE 1. Toget, ICE 884, "Wilhelm Conrad Röntgen", fra München til Hamborg, blev afsporet ved en hastighed på 200 km/t. 101 døde og 88 blev såret.
Årsagen til ulykken var, at en hjulring på forreste vogns tredje aksel brød sammen og herefter borede sig op gennem vognbunden og satte sig fast. Da vognen passerede et sporskifte, ramte den nu nederste ende af den afrevne hjulring tvangsskinnen på det første af to sporskifter. Tvangsskinnen blev revet løs af sin befæstigelse og borede sig også op i vognbunden og løftede derved bogien så hjulene afsporedes. Et af de afsporede hjul ramte tungepartiet på det næste sporskifte og bragte dette ud af sin stilling, hvilket medførte at den bageste aksel på vogn tre blev ført ind mod nabosporet. Hastigheden var stadig omkring 200 km/t og den tredje vogn blev fuldstændig afsporet og ramte med sin ene ende en bropille på en vejbro, der styrtede sammen. Fjerde vogn der også var blevet afsporet nåede at passere broen. De øvrige vogne hobede sig op i zig-zag under og mod den sammenstyrtede bro og blev endelig også ramt af det bageste lokomotiv.
ExpoExpress
Til Expo 2000 i Hannover leverede Deutsche Bahn 120 ekstraordinære togkørsler. Nogle af disse specielle kørsler blev kørt med ICE-tog med betegnelsen "ExpoExpress (EXE). Disse kørsler bød også på den første store debut for de dengang nye ICE 3-tog, hvormed de blev præsenteret for både det nationale og internationale publikum.(Tysk)
Udstyr ICE's design Et nævneværdigt karaktertræk ved ICE-togene er deres farvedesign, der er blevet registreret af DB som en æstetisk model, og dermed er blevet beskyttet som en immaterial rettighed.(Tysk) Togene er malet i Matgrå (RAL 7035) med en Trafikrød (RAL 3020) stribe på den nedre del af toget. Det ubrudte sorte bånd af vinduer og deres ovale døre adskiller ICE'erne fra ethvert andet DB-tog.
ICE 1 og ICE 2-modellerne havde til at starte med en Orient rød (RAL 3031) stribe, med en 29 cm bred Pastellilla (RAL 4009) stribe nedenunder. Disse striber blev ommalet med den nuværende trafikrøde farve mellem 1998 og 2000, da alle enhederne skulle checkes og ommales i anledning af Expo 2000.
ICE-logoet på toget er malet med Agate-grå (RAL 7038), og dets ramme er malet i Kvartsgrå (RAL 7039). Plasticpladerne i togets interiør er alle malet i Matgrå (RAL 7035).
Oprindeligt var ICE 1-togenes interiør designet i pastelfarver med mint som den dominerende farve, da dette var DB's daværende designmanual. ICE 1-enhederne er alle blevet ombygget i midt-2000'erne, og følger nu de samme forskrifter for designet som ICE 3, der benytter sig meget af indirekte belysning og træmøblement.
Det karakteristiske ICE-design udvikledes af et hold af designere med Alexander Neumeister i spidsen i de tidlige 1980'ere, og blev først brugt på InterCityExperimental (ICE V)-togene. Holdet, med Neumeister i spidsen, designede efterfølgende ICE 1, ICE 2 og ICE 3/T/TD. Togenes interiør blev designet af BPR-Designs Jens Peters i Stuttgart. Blandt andre er han ansvarlig for det høje tag i restaurantvognen og den specielle belysning. Det samme designhold var også ansvarlige for de nu udgåede InterRegio-tog i midt-firserne.
Forskelligheder i designet thumb|ICE 1 - i drift siden 1991 thumb|ICE T2 (2. udgave af ICE 2)