Carl Marius Emil Andersen (22. oktober 1881 i Aalborg – 11. juli 1957 smst) var en socialdemokratisk borgmester for Aalborg Købstadskommune i perioden 1945-54. Han omtales ofte som Marius den første, da den socialdemokratiske borgmester i perioden 1970-81 også hed Marius Andersen.

Han blev som 19-årig udlært som maskinarbejder og var i ansat ved Aalborg Privatbaners maskinafdeling fra 1904 og 14 år frem.

Tidlig politisk karriere

Den politiske karriere begyndte, da han i 1911 blev forretningsfører for Smedenes og Maskinarbejdernes Fagforenings lokalafdeling i Aalborg, en post han bestred i 26 år, hvorefter han i 1937 blev forretningsfører for avisen Nordjyllands Social-Demokrat frem til 1945.

I 1917 blev Andersen valgt ind i som 1. suppleant i kommunalbestyrelsen i købstaden, og fra 1919 var han medlem, da et andet medlem trak sig.

Han fik hurtigt tunge poster og var fx formand for et Broudvalg, som stod for den kommunale del af processen, som førte til åbning af Limfjordsbroen i 1933.

Da den tidligere viceborgmester døde i 1937, fik han under borgmester Marinus Jørgensen posten som viceborgmester. Den fastholdt han efter valget i 1943, omend efter lodtrækning.

Borgmester i Aalborg

Da Jørgensen i 1945 trak sig fra borgmesterposten, var Andersen det naturlige valg til borgmester. Opgøret efter besættelsen ramte også Marius Andersen, men han klarede frisag. Valget havde støtte fra kommunisterne, som til gengæld fik viceborgmesterposten.

Andersens embedsperiode var præget af udvikling af Aalborg Lufthavn, genopførelse af Aalborghallen og indlemmelse af Nørre Tranders med Vejgaard samt dele af Hasseris sognekommuner.

Efter ni år undlod han som 73-årig at genopstille i 1953, hvorefter vice-borgmester Jens Jensen i 1954 valgtes som borgmester.

Marius Andersen arbejdede smidigt og var fik et sympatisk eftermæle.

Otium

Andersen fik kun tre års otium, før han efter fem ugers indlæggelse døde på Aalborg Kommunehospital. Han er begravet på Almen Kirkegård i Aalborg.gravsted.dk

Referencer

Eksterne henvisninger

Kraks Blå Bog 1957

Kategori:Borgmestre i Aalborg Kategori:Personer fra Aalborg Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Fagforeningsfolk fra Danmark Kategori:Borgmestre fra Socialdemokraterne