Slaget om Leyte Gulf anses i almindelighed for at være det største søslag under 2. Verdenskrig og et af de største søslag i historien.
Det blev udkæmpet i farvandene omkring de filippinske øer Leyte, Samar og Luzon mellem den 23. og 26. oktober 1944 mellem de Vestallierede og Kejserriget Japans fly- og flådestyrker. Den 20. oktober invaderede amerikanske soldater Leyte for at isolere Japan fra de lande, det havde besat i Sydøstasien og især afskære dets militær og industri fra vitale olieforsyninger. Den japanske flåde indsatte næsten alle sine større enheder i et forsøg på at afværge den allierede invasion, men blev slået tilbage af den amerikanske stillehavsflådes 3. og 7. flåde. Den japanske flåde nåede ikke sit mål; den led store tab og kunne ikke gå i kamp med tilsvarende styrke. Hovedparten af de store skibe, som ikke kunne få brændstof, blev i havn i resten af Stillehavskrigen.
Slaget om Leyte Gulf omfattede fire store søslag: Slaget i Sibuyanhavet, Slaget i Surigaostrædet, slaget ved Kap Engano og Slaget ved Samar foruden mindre træfninger.
Slaget om Leyte Gulf var også det første slag, hvori japanske fly gennemførte organiserede kamikaze-angreb. I dette slag havde japanerne færre fly end de allierede havde skibe: en klar demonstration af styrkeforholdet mellem de to parter.
Baggrund Felttogene mellem august 1942 og begyndelsen af 1944 havde fordrevet de japanske styrker fra mange af deres baser på øerne i det sydlige og centrale Stillehav, mens andre baser var blevet isoleret (fortrinsvis Solomonøerne, Bismarckarkipelaget, Admiralitetsøerne, Ny Guinea, Marshall øerne og Wake), og i juni 1944 havde en række amerikanske amfibielandsætninger støttet af hangarskibe erobret de fleste af Marianerne (ved forbigåelse af Rota). Det gennembrød Japans strategiske indre forsvarsring og gav amerikanerne en base, hvorfra langtrækkende B-29 bombefly kunne angribe de japanske hovedøer. Japanerne gik til modangreb i Slaget i det Filippinske hav. Den amerikanske flåde sænkede tre japanske hangarskibe og beskadigede andre skibe og nedskød omkring 600 japanske fly. Det betød, at den japanske flåde stort set hverken havde fly tilbage på hangarskibene eller piloter med erfaring til at flyve dem.
Admiral Ernest J. King og andre medlemmer af Joint Chiefs of Staff foretrak nu en blokade af de japanske styrker på Filippinerne og et angreb på Formosa for at give amerikanerne og australierne kontrol over søvejene mellem Japan og Sydasien. General Douglas MacArthur gik ind for en invasion af Filippinerne, som også lå på forsyningslinjerne til Japan. At efterlade Filippinerne på japanske hænder ville være et slag mod amerikansk prestige og MacArthur personligt, da han i 1942 havde udtalt de berømte ord: "I shall return". De betydelige luftstyrker, som japanerne havde samlet på Filippinerne, anså mange højtstående officerer uden for Joint Chiefs of Staff det for farligt at omgå, heriblandt den øverstkommanderende i Stillehavet admiral Chester Nimitz. Nimitz og MacArthur havde haft modsatrettede planer, idet Nimitz oprindeligt fokuserede på en invasion af Formosa, da det også kunne afskære forsyningslinjen til Sydøstasien. Formosa kunne også fungere som base for invasion af det kinesiske fastland, hvilket MacArthur mente var unødvendigt. Et møde mellem MacArthur, Nimitz og præsident Roosevelt bidrog til at afgøre, at Filippinerne var et strategisk mål, men havde mindre betydning ved afgørelsen om at invadere Filippinerne, end det til tider hævdes. Nimitz skiftede til sidst holdning og gik ind på MacArthurs plan. Der blev også regnet med, at en invasion af Formosa ville kræve omkring 12 amerikanske divisioner, og det var større landstyrker, end amerikanerne kunne mønstre i hele Stillehavet på det tidspunkt. Hele den australske hær var indsat på Solomonøerne, Ny Guinea, Hollandsk Ostindien og på forskellige andre Stillehavsøer.
Den måske mest afgørende indvending mod admiral King og andres Formosa-Kina plan var, at invasionen af Formosa ville kræve langt større landstyrker, end der stod til rådighed i Stillehavet i slutningen af 1944, og ville først have været gennemførlig, efter at sejren over Tyskland havde frigjort de nødvendige tropper.
Det blev til sidst besluttet, at MacArthur skulle invadere øen Leyte i den centrale del af Filippinerne. Amfibiestyrkerne og nærstøtte fra flåden ville blive leveret af 7. flåde under kommando af viceadmiral Thomas C. Kinkaid. Den 7. flåde bestod nu af enheder fra den amerikanske flåde, australske enheder, heriblandt de svære krydsere HMAS Shropshire og HMAS Australia samt destroyeren HMAS Arunta. Hertil kom muligvis nogle få skibe fra New Zealand og Holland.
Den 3. flåde under kommando af admiral William F. Halsey, Jr. med Task Force 38 (styrken af hurtige hangarskibe under kommando af viceadmiral Marc Mitscher) som sin vigtigste enhed, skulle yde fjerndækning og støtte invasionen. right|thumb|300px|De fire vigtigste slag i Slaget om Leyte Gulf: 1 Slaget i Sibuyanhavet, 2 Slaget i Surigaostrædet, 3 Slaget ved Kap Engano og 4 Slaget ved Samar En alvorlig og grundlæggende fejl ved denne plan var, der ikke var en overordnet amerikansk leder af flådestyrkerne. Det og kommunikationsfejl førte til en krise, som nær var blevet til en strategisk katastrofe for de amerikanske styrker. (Fuller 1956, Morison 1956). Ved et tilfælde opererede den japanske plan med tre adskilte flåder, og heller ikke her var der en overordnet leder.
De amerikanske muligheder stod også klart for den japanske flåde. Flådechefen Soemu Toyoda udarbejdede fire "sejrsplaner": Shō-Gō 1 (japansk: 捷１号作戦 Shō ichigō sakusen) var en stor flådeoperation ved Filippinerne, mens Shō-Gō 2, Shō-Gō 3 og Shō-Gō 4 var reaktioner på angreb mod henholdsvis Formosa, Ryukyu og Kurilerne. Planerne drejede sig om komplekse, offensive operationer, som satte næsten alle til rådighed stående enheder ind i et afgørende slag, og derfor stort set udtømte Japans beskedne oliereserver.
Den 12. oktober 1944 indledte den 3. amerikanske flåde under admiral Halsey en række angreb fra hangarskibe på Formosa og Ryukuo for at sikre, at fly, som var baseret der, ikke kunne gribe ind overfor landgangen på Leyte. Den japanske overkommando igangsatte derfor Shō-Gō 2 og sendte bølger af fly til angreb mod 3. flådes hangarskibe. I et langvarigt udmattelsesslag blev japanerne slået tilbage og mistede 600 fly på tre dage, næsten hele deres flystyrke i området. Efter den amerikanske invasion i Filippinerne skiftede den japanske flåde over til Shō-Gō 1.
Ifølge Shō-Gō 1 skulle viceadmiral Jisaburō Ozawa's skibe, Den nordlige styrke, lokke hovedparten af den amerikanske dækningsstyrke væk fra Leyte. Den nordlige styrke ville blive centreret omkring adskillige hangarskibe, men de havde kun få fly eller trænede flybesætninger. Hangarskibene skulle være madding. Når den amerikanske dækningsstyrke var lokket væk, ville to andre overfladestyrker rykke frem mod Leyte vestfra. Den sydlige styrke under admiralerne Nishimura og Shima skulle støde frem mod landgangsområdet gennem Surigao-strædet. Den centrale styrke under admiral Kurita, som var langt den stærkeste af de angribende styrker, skulle passere gennem San Bernardino strædet ud i det Filippinske hav, dreje sydpå og så også angribe landgangsområdet.
Det var sandsynligt, at denne plan ville resultere i ødelæggelsen af en eller flere af angrebsstyrkerne, men senere forklarede Toyoda dette til sine amerikanske udspørgere:
Ubådsangrebet i Palawan Passagen (23. oktober) Da den forlod sin base i Brunei bestod Kuritas stærke "Centrale styrke" af fem slagskibe: Yamato, Musashi, Nagato, Kongō og Haruna, ti svære krydsere: Atago, Maya, Takao, Chōkai, Myōkō, Haguro, Kumano, Suzuya, Tone og Chikuma, to lette krydsere: Noshiro og Yahagi samt femten destroyere.
Kuritas skibe passerede Palawan øen omkring midnat mellem den 22. og 23. oktober. De amerikanske ubåde Darter og Dace var i stilling i nærheden. Klokken 0.16 den 23. oktober pejlede Darter'''s radar den japanske styrke på en afstand af 30.000 yards (27½ km). Kaptajnen fik straks visuel kontakt. De to ubåde indledte hurtigt forfølgelsen af skibene, mens Darter afsendte den første af tre kontaktrapporter over radioen. Mindst en af dem blev opsnappet af en radiooperatør på Yamato, men Kurita undlod at tage de nødvendige forholdsregler mod ubåde.Darter og Dace, som sejlede i fuld fart på overfladen, nåede efter flere timer frem foran Kuritas styrke med henblik på at foretage et undervandsangreb ved daggry. Dette angreb var usædvanligt vellykket. Klokken 5.24 affyrede Darter seks torpedoer, hvoraf mindst fire ramte Kuritas flagskib, den tunge krydser Atago. Ti minutter senere fik Darter to træffere på Atagos søsterskib Takao med en ny salve torpedoer. Klokken 5.56 fik Dace fire træffere på den tunge krydser Maya (søsterskib til Atago og Takao).
Atago og Maya sank hurtigt. Takao vendte tilbage til Brunei eskorteret af to destroyere — og blev fulgt af de to ubåde. Den 24. oktober, mens ubådene fortsat skyggede den beskadigede krydser, stødte Darter på grund på Bombay Shoal. Alle bestræbelser på at få skibet af grunden slog fejl, og skibet blev opgivet. Hele besætningen blev reddet af Dace.
Takao vendte tilbage til Singapore, hvor den blev resten af krigen.
Atago sank så hurtigt, at Kurita måtte svømme for at overleve. Han blev reddet af en af de japanske destroyere, og han skiftede derefter over til slagskibet Yamato.
Slaget i Sibuyanhavet (24. oktober) thumb|Musashi afsejler fra Brunei i oktober 1944 på vej til slaget om Leyte Gulf.
Omkring kl. 8.00 den 24. oktober blev Den centrale styrke observeret og angrebet ved indsejling til Sibuyanhavet af VF-20 eskadrillens Hellcat jagerfly, VB-20 eskadrillens Helldiver bombefly, og VT-20 eskadrillens Avenger torpedofly fra USS Enterprise i Halseys 3. flåde. Trods sine store styrke var 3. flåde ikke velplaceret til at håndtere truslen. Den 22. oktober havde Halsey afsendt to af sine hangarskibsgrupper til Ulithi for at få forsyninger og ammunition. Da Darter'''s kontaktrapport kom, tilbagekaldte Halsey Davisons gruppe, men lod viceadmiral McCain fortsætte med den stærkeste af Task Force 38s hangarskibsgrupper mod Ulithi. Halsey endte med at tilbagekalde McCain den 24. oktober, men forsinkelsen betød, at den kraftigste amerikanske hangarskibsflåde ikke spillede den store rolle i det følgende slag, samt at 3. flåde var uden næsten 40% af sin styrke i luften under det meste af slaget. Om morgenen den 24. oktober var der kun tre grupper til rådighed til at angribe Kuritas styrke, og den bedst placerede — Bogans Task Group 38.2 — var uheldigvis den svageste af grupperne, da den kun bestod af et stort hangarskib, USS Intrepid, og to mindre hangarskibe (undladelsen af at tilbagekalde McCain den 23. oktober betød også, at 3. flåde under slaget måtte undvære fire af dens seks svære krydsere).
left|thumb|Yamato ramt af en bombe nær det forreste kanontårn i Sibuyanhavet.
Fly fra hangarskibene USS Intrepid og Cabot i Bogans gruppe angreb omkring kl. 10.30 og ramte slagskibene Nagato, Yamato, Musashi og beskadigede den tunge krydser Myōkō alvorligt. En anden bølge fra Intrepid, Essex og Lexington angreb senere med VB-15 Helldivers og VF-15 Hellcats fra Essex og ramte Musashi yderligere 10 gange. Mens det sejlede tilbage, ramte en tredje bølge fra Enterprise og Franklin det med 11 bomber og 8 torpedoer.
Kurita vendte sin flåde for at nå uden for rækkevidde af flyene og passerede det sårede Musashi undervejs. Han ventede indtil kl. 17.15, inden han vendte om igen for at stævne mod San Bernardino strædet — Musashi kæntrede og sank omkring kl. 19.30.