Adolf " Adi " Dassler (3. november 1900 - 6. december 1978) var en tysk skomager, opfinder og iværksætter, der grundlagde det tyske sportstøjsfirma Adidas. Han var også den yngre bror til Rudolf Dassler, grundlægger af Puma. Dassler var en innovatør inden for design af atletisk sko og en af de tidlige producenter, der fik reklame fra atleter til at drive salg af hans produkter. Som et resultat af hans koncepter byggede Adi Dassler den største producent af sportsbeklædning og udstyr. Da han døde havde Adidas 17 fabrikker og et årligt salg på en milliard mark.
Liv
Tidligt liv og familie Adolf Dassler blev født i den frankiske by Herzogenaurach, en lille by omkring 20 km uden for Nürnberg, den 3. november 1900,som den tredje søn og yngste af fire børn af Christoph og Pauline Dassler. Hans søskende var Fritz (født 1892), Marie (født 1894) og Rudolf (født 1898). Christoph havde været den sidste i en række af Dassler-vævere og farvere. Med sammenbruddet i den lokale tekstilindustri på grund af konkurrence fra industriproducenter forlod Christoph sine forfædres handel, begyndte han at lære de komplicerede syningskompetencer, der var nødvendige for at blive en skomager og fik beskæftigelse på en lokal fabrik og til sidst specialiserede sig i at fremstille filt-hjemmesko. (Mange andre i Herzogenaurach havde henvendt sig til skomageriet på samme tid. I 1922 havde byen hele 112 skomagere ud af en befolkning på 3.500. ) Pauline startede et vaskeri på bagsiden af huset, hvor datteren Marie også arbejdede, og de tre drenge blev brugt til at levere ren tøj i hele byen, hvor de blev kendt som "vaskeridrengene".
I 1913 afsluttede Adi sin formelle uddannelse og blev lærling i en bager. Adi var helt uinteresseret i at blive bager og tilbragte meget af sin fritid i atletiske bestræbelser. Med sin barndomsven, Fritz Zehlein, søn af en lokal smed der var engageret i en række sportsbegivenheder i atletik, samt fodbold, boksning, ishockey, skiløb og skihop. Adi skabte ofte sit eget udstyr såsom spyd fra pinde og diskus fra sten. Kort efter august 1914 blev Adis brødre hvervet af den tyske hær. Adi afsluttede sin læreplads, men besluttede sig for ikke at blive bager. I stedet begyndte han at lære syning af sin far. Han begyndte også at sætte sig ind i, hvordan ændringer i skodesign kunne forbedre atletiske præstationer. Han begyndte at konkludere, at specialiserede sko til hver sport kunne give betydelige resultater. Det var en idé, der skulle vejlede hans senere karriere og dybt påvirke sporten og forretningen omkring den.
Inden hans 18-års fødselsdag blev Adi hvervet i juni 1918 i krigens sidste dage. Han forblev i hæren i over et år indtil oktober 1919. Da Adi vendte tilbage, fandt han, at den økonomiske ødelæggelse af krigen fik deres mor til at opgive vaskeri-forretningen. Adi besluttede at forfølge sine koncepter om innovativt atletisk fodtøjsdesign og bruge vaskeriet til at starte en lille skoproduktionsvirksomhed.
Begyndelsen af Gebrüder Dassler Schuhfabrik Adi ernærede sig selv, mens han forsøgte at starte sin virksomhed, ved at reparere sko i byen. Han så realiteterne i Tyskland efterkrigstiden, hvor der ikke var nogen pålidelig forsyning med materiale til produktion eller kredit til at skaffe fabriksudstyr eller forsyninger, i øjnene og begyndte med at rense hærrester i det krigshærgede landskab: Hærhjelme og brødposer leverede læder til såler; faldskærme kunne levere silke til hjemmesko. Dassler blev ganske dygtig til at tilpasse de disponible enheder til at hjælpe med at mekanisere produktionen i fravær af elektricitet. Ved hjælp af bælter rigede han for eksempel en læderfræsemaskine til en monteret, stationær cykel drevet af firmaets første medarbejder. Virksomheden blev drevet af Adis vision om specialiserede sportsdesign. Han producerede en af de tidligste spidsede sko med pigge smedet af smeden i familien til sin ven Fritz Zehlein. Han eksperimenterede konstant med forskellige materialer (såsom hajskind og kængurulæder) for at skabe stærke, men lette sko. Flere år senere fortalte hans enke, Kathe Dessler: "At udvikle sko var hans hobby, ikke hans job. Han gjorde det meget videnskabeligt."
Efter krigen havde broderen Rudolf bestemt sig for at blive politimand. Men efter at han havde afsluttet sin træning, trådte han ind i Adis firma den 1. juli 1923 De slog sig sammen, og med støtte fra Zehlein-smeden, der producerede pigge, kunne Adi registrere Gebrüder Dassler, Sportschuhfabrik, Herzogenaurach (Dassler-brødrenes Sportsskofabrik, Herzogenaurach) den 1. juli 1924.I 1925 lavede Dasslers læder Fußballschuhe (fodboldstøvler) med neglebolte og banesko med håndsmedede pigge.
To faktorer banede vejen for omdannelsen af virksomheden fra en lille regional fabrik til den internationale skodistributør, den ville blive. Først blev der vist interesse fra den tidligere olympiske og derefter træner for det tyske olympiske atletikhold Josef Waitzer. Da han lærte om fabrikken og Adis eksperimenter, rejste Waitzer fra München til Herzogenaurach for at se det selv. Et langt venskab udviklede sig mellem de to, baseret på interesse for at forbedre atletisk præstation med forbedret fodtøj, og Waitzer blev noget af en konsulent for virksomheden. Forholdet ville vise sig at være yderst værdifuldt ved at give Adi adgang til atleterne (tyske og udenlandske) ved OL i Berlin i 1936. Allerede i Amsterdam-legene i 1928 blev Dasslers fodtøj imidlertid brugt i internationale konkurrencer. Lina Radke, for eksempel, den tyske mellemdistanceløber, der vandt guld i 1928, havde Dassler banesko På samme måde bar en tysk guldmedaljeøber Dassler-sko i Los Angeles-legene i 1932. Den anden nøglefaktor for skofirmaet i begyndelsen af 1930'erne var den rolle, sporten spillede i Hitlers racenationalistiske filosofi. Med fremkomsten af det nazistiske parti blev atletisk teamwork prioriteret. Dassler-brødrene kunne sagtens se, hvordan deres økonomiske interesse ville drage fordel af politik; alle tre Dassler-brødre tiltrådte nazi-partiet den 1. maj 1933 - tre måneder efter, at Hitler blev udnævnt til kansler. Rudolf siges at være den mest ivrige troende af de tre. Men det var Adi, der besluttede, at det at blive træner og leverandør til klubberne i Hitlerjugend var afgørende for at udvide produktionen, og han tiltrådte i 1935. Både Adi og Rudolf var medlemmer af det nationalsocialistiske motorkorps, og i deres korrespondance brugte begge den supplerende lukning, "Heil Hitler."
I de tidlige 1930'ere tilmeldte Adi Dassler sig til Schuhfachschule (Fodtøjets tekniske kollegium) i Pirmasens. En af instruktørerne var Franz Martz, en mesterproducent af varer. Dassler blev en hyppig gæst hos Martz, der godkendt Dasslers opmærksomhed mod sin femten år gamle datter, Käthe Martz. Den 17. marts 1934 giftede de to sig. I modsætning til Rudolfs kone Friedl (født Strasser), var Käthe mere selvherskende og mistænksom overfor franskernes mægtige måder. Hun ville have hyppige skænderier med Adis forældre, og Rudolf og hans kone, som alle boede i samme hus. Flere år senere, i et brev til Pumas amerikanske distributør, forklarede Rudolf splittet fra sin bror som udelukkende Käthes skyld, som han hævdede "forsøgte at blande sig i forretningsforhold..."; han hævdede, at brødrenes forhold var "ideelle" indtil 1933. Käthe fødte deres søn, Horst, i marts 1936, deres første datter, Inge, i juni 1938 og deres anden datter, Karin, i 1941. Brigit i maj 1946 og Sigrid i 1953 blev født efter krigen.
Dassler så OL i Berlin i 1936 som det vigtigste springbræt for international eksponering. Selvom hans forhold til Waitzer sikrede, at de fleste tyske atleter skulle bære Dassler-fodtøj, havde Dassler en anden atlet hovedsageligt i tankerne - Jesse Owens, den amerikanske atletikstjerne. Dassler fandt vej til at møde Owens og tilbød ordløst sine sko til den amerikanske stjerne. Owens accepterede gestussen og bar de karakteristiske sko (med to læderbånd på siderne og mørke pigge), da han besejrede Lutz Long i længdespringet , og knuste sin egen rekord i processen, i sine to individuelle guldvindende præstationer på banen og som medlem af USA's guldmedalje-forstyrrelse af det tyske stafeteam.
Dasslers aftale med Owens viste sig afgørende for firmaets succes. Ikke kun gjorde det øjeblikkeligt, at virksomheden blev en international aktør inden for sportsbeklædningsområdet, hvorved salget toppede, men det bogstaveligt talt senere redningen for firmaet. Da amerikanske tropper opdagede, at Dassler-fabrikken var hvor skoene til Owens olympiske sejre blev lavet, besluttede de at lade værkerne forblive stående, og faktisk blev mange af tropperne gode kunder senere hen. Store ordrer på basketball, baseball og hockey fodtøj gav Dasslers "det første løft på vejen mod at blive en verdensomspændende succeshistorie."
Da krigen begyndte, sluttede Dasslers evne til at drage fordel af nazistens entusiasme for sport, da Det tredje rige blev en total krigsmaskine. Dassler-firmaet fik lov til at operere, men dets produktion blev kraftigt begrænset. Den 7. august 1940 modtog Adi meddelelse om sin værnepligt til Wehrmacht. Selvom han i december rapporterede at han ville begynde at uddanne sig som radiotekniker, blev han fritaget for tjeneste den 28. februar 1941 på grund af, at hans tjenester var vigtige i Gebrüder Dassler. Rudolf, der allerede havde tjent fire år under den store krig, blev hvervet i januar 1943.
I de første år af krigen blev firmaet delvist konverteret til en fabrik til produktion af militært materiale. Ikke desto mindre blev personalet reduceret, og udbuddet var svært at komme med. Men det fortsatte med at fremstille Waitzer-sko, selvom nogle af dens fodboldlinier blev kendt som "Kampf" og "Blitz." I oktober 1942 blev arbejdsmanglen så alvorlig, at Adi Dassler selv formelt anmodede om anvendelse af fem sovjetiske krigsfanger til at bemande sin produktionslinje.
Krigsforhold forværrede den simmende konflikt mellem Rudolf og Adis familier. Huset, som Christoph, Pauline, sønnerne Rudolf og Adi og deres hustruer og fem børnebørn boede i, syntes at være kvælende og tvunget familieforening på arbejde blev yderligere kompliceret af søster Maries ansættelse der. Rudolf, der var vred over, at hans yngre bror var fast besluttet på at være leder af Dassler-firmaet, og derfor frigivet fra Wehrmacht, begyndte at hævde sig blandt familiemedlemmer. Han brugte denne antagede autoritet til at nægte ansættelse af to af Maries sønner og hævdede, at "der var nok familieproblemer i virksomheden." Afgørelsen ødelagde hans søster, da de, der ikke var ansat i tilladte industrier, næsten garanterede at blive hvervet, da hærens arbejdskraftbehov var enormt stort. Maries sønner blev faktisk til sidst hvervet, og de vendte aldrig tilbage fra krigen. Fritz Dassler, som ikke talte med Adi, tog en lignende beslutning om at afskedige en teenage-syerske, der arbejdede for sin lederhosen-blevet-til-hær-bukse-producent, men som tidligere havde arbejdet i fire år for Adi. Det lykkedes Adi at finde plads til hende på skofabrikken for at beskytte hende i resten af krigen.