thumb|upright=1.25|Wehrmachts ledelse ved rigspartidagen i 1938. Fra venstre: Erhard Milch, Wilhelm Keitel, Walther von Brauchitsch, Erich Raeder og Maximilian von Weichs. Tysklands oprustning i 1930'erne dækker over den mandskabsmæssige og materielle udvidelse af Tysklands hær, flåde og luftvåben mellem nazisternes magtovertagelse i januar 1933 og 2. verdenskrigs begyndelse 1. september 1939. Oprustningen af Wehrmachtsom grundlagdes i 1935 som overordnet organisation for hær (Heer), flåde (Kriegsmarine) og luftvåben (Luftwaffe)var en integreret del af den nationalsocialistiske politik og var for Hitler den vigtigste forudsætning for at generobre det Tyske riges stormagtsstatus.
Som resultat af den energisk gennemførte genoprustning, hvis fundament allerede var lagt i Weimar-republikken, opstod der med Wehrmacht en stærk militær magtfaktor på det europæiske fastland, men på grund af en ineffektiv rustningsorganisation og manglen på en samlet oprustningsplan lykkedes det ikke at skabe den nødvendige basis for en oprustning i dybden, som kunne understøtte en længerevarende krig. I direkte sammenhæng med oprustningen opstod fireårs-plan-myndigheden, der ud over at stå for selve oprustningen også havde til opgave at opruste industrien til at kunne understøtte en krigsøkonomi. Af den i Versailles-traktaten fastlagte hær på 100.000 mand blev der i løbet af 7 år skabt en værnemagt på 4,5 mio. mand, som dog på grund af det rasende tempo, hvorunder det var foregået, var ramt af betydelige mangler, hvad angår kvaliteten af materiel og personel.
Forhistorie Udgangssituationen i Weimarrepublikken Nederlaget i 1. verdenskrig og den heraf følgende Versailles-traktat styrede fuldstændig tankegangen i Reichswehr. De pålagte drastiske nedskæringer blev ikke godtaget af politikerne og hovedparten af befolkningen, så den traktatmæssigt fastlagte hær på 100.000 mand i 7 infanteridivisioner blev af hærledelsen anset for at være en overgangsløsning og for at være grundlag for en større hær, som ikke var underlagt traktatmæssige begrænsninger.Rainer Wohlfeil u. Edgar Graf von Matuschka: Reichswehr und Republik (1918–1933). Bernard & Graefe 1970, , S. 207ff. For at nå dette mål, var ledelsen af Reichswehr villig til at overtræde betingelserne i Versailles-traktaten og anvende illegale midler – fortrinsvis ved udrustning af såkaldte indbyggerværn med militært udstyr, billigelse af det sorte Rigsværn Schwarze Reichswehr og militært samarbejde med Sovjetunionen (Rapallotraktaten) for at opnå grundlæggende taktisk og teknisk viden. Indtil starten af 1930'erne forblev omfanget og den militære værdi af disse tiltag forholdsvis ringe personelt som materielt.Wohlfeil/Matuschka: Reichswehr und Republik. S. 218ff.
Første oprustningsprogram thumb|upright|Reichskanzler Marx godkendte finansieringen af den hemmelige oprustning Afskedigelsen af Hans von Seeckt som chef for hæren i oktober 1926 og den langsomme erkendelse i hærledelsen af, at kun et samarbejde med lovgivningsmagten kunne give politisk rygdækning af den ønskede oprustning, betød et skifte i forholdet mellem Reichswehr og den af hæren skeptisk betragtede rigsregering.Der tales om et "sensationellen Wende" i: Müller/Volkmann: Die Wehrmacht. Mythos und Realität. S. 79 Således meddelte Reichswehrminister Geßler regeringen i november 1926, at den hidtil gennemførte hemmeligholdelse overfor statens ledelse ville blive opgivet, og at der fremover ville blive informeret om de indtil da indledte oprustningstiltag. På grund af den således accepterede politiske kontrol med Reichswehr var regeringen under rigskansler Wilhelm Marx og dennes socialdemokratiske efterfølger Hermann Müller parat til at finansiere de fortsat hemmelige rustningstiltag. Herefter blev efter to års forarbejde det Første oprustningsprogram den 29. september 1928 godkendt af hærchefen, og den 18. oktober blev det bevilget af regeringen. Målet for dette program, som for første gang samlede alle hærens materielle oprustningsplaner i et femårigt program, var at sikre udstyr og ammunition til en hær på 16 divisioner, begrænset lageropbygning og tiltag til styrkelse af industrikapaciteten i tilfælde af mobilisering. Dette mål skulle nås frem til 1932, og der skulle anvendes 350 mio. Reichsmark fra en hemmelig fond.Den oprindelige plan om en 21-divisioners hær blev opgivet af økonomiske årsager. Broderparten gik til hæren. Kriegsmarine fik kun ca. 7 mio. RM om året. De 350 mio. RM blev bevilget med fuld understøttelse fra regeringspartierne via en hemmelig fond i statsregnskabet. Desuden blev Staatssekretärausschuß (viceministerudvalget) grundlagt, som kunne godkende bevillinger og bestod af en repræsentant for Rigsrevisionen (Rechnungshof), Reichswehr og finansministeriet. Udvalget var således ikke underlagt rigsdagens kontrol. Se Hürter: Groener, S. 114f. Målt i forhold til de samlede bevillinger til Reichswehr i størrelsesordenen 726,5 mio. RM (=8,6 % af statsbudgettet) virkede de 70 mio. RM, der således var til rådighed årligt, forholdsvis beskedne, men det må betragtes som en nyskabelse i den tyske hærs historie, at de komplekse forhold omkring fremstilling af bestemte former for militært udstyr i en moderne målrettet blev afstemt efter hinanden i en samlet plan.Ernst Hansen: Reichswehr und Industrie. Rüstungswirtschaftliche Zusammenarbeit und wirtschaftliche Mobilmachungsvorbereitungen 1923 – 1932. Boldt-Verlag 1978, , S. 64ff.
Andet rustningsprogram thumb|upright|Reichswehrminister Groener udbyggede hæren indenfor politisk fastlagte rammebetingelser I januar 1928 tiltrådte Groener posten som Reichswehrminister og hermed kom der mere dynamik i oprustningsanstrengelserne, da han var en mand med den fornødne politiske, militære og økonomiske kompetence.Som ingen anden forandrede Groener Reichswehr. Iflg. Hürter: Wilhelm Groener. S. 355ff. Med henblik på en yderligere udbygning af Reichswehr blev ”Zweite Rüstungsprogramm” færdiggjort i foråret 1932, og det dannede senere det indledende grundlag for oprustningen i det Tredje rige. Med et budget på 484 mio. RM skulle der skabes grundlag for en hær på 21 divisioner med udstyr, våben og ammunition, og der skulle etableres lagre til seks ugers krig. Der blev for første gang afsat 110 mio. RM til Luftwaffe, som skulle bestå af i alt 150 fly.78 rekognosceringsfly, 54 jagere og 18 bombefly, se Mueller-Hillebrand: Das Heer 1933-1945. Band I, S.19f. Under indtryk af de vanskelige økonomiske forhold var det en langfristet plan, som dækkede perioden fra april 1933 til marts 1938. I november ændredes planen, hvorefter det var tanken, at der i foråret 1938 skulle være i alt 570.000 mand under våben. Da der var tale om et maksimalt antal rustningstiltag, og da der derfor var tale om et stramt kalkuleret program, viste den sig yderst ømfindtlig overfor ændringerne i de økonomiske forhold som følge af Depressionen, så Groener var tvunget til at bede om yderligere 1 mia. RM fordelt over fem år fra regeringen.Müller/Volkmann: Die Wehrmacht. Mythos und Realität. S. 81. Situationen blev vanskeliggjort af, at nogle rustningsvirksomheder forlangte høje priser for ad denne vej at redde sig igennem krigen. Som følge af kravene i Versailles-traktaten var der kun få våbenfabrikker, og de havde derfor monopollignende forhold, som f.eks. Borsig eller Simson.Simson havde monopol på fremstilling af lette maskingeværer, jf. Wolf Gruner: Deutsches Reich 1933-1937. , S. 372. Når man ser tilbage på rustningspolitikken i Weimar Republikken står det klart, at en langfristet og omfattende rustningsplanlægning ikke først opstod ved nazisternes magtovertagelse, men allerede blev grundlagt ved det første og andet rustningsprogram.<ref>Denne længe undervurderede konstatering, som f.eks. i: Hürter: Wilhelm Groener. S. 106 Rüdiger vom Bruch og Brigitte Kaderas: „Wissenschaften und Wissenschaftspolitik: Bestandsaufnahme zu Formationen, Brüchen und Kontinuitäten in Deutschland des 20. Jahrhunderts.“ Franz-Steiner-Verlag 2002, , S.265</ref>
Ændring af rustningspolitikken i det Tredje rige Med Adolf Hitlers magtovertagelse skete der en radikal ændring af militærpolitikken. Groeners retningslinje, som gik ud på, at det udelukkende var de politiske synspunkter vedrørende opgaverne for et flersidigt sikkerhedssystem indenfor rammerne af Reichswehr, der skulle tilgodeses, blev hurtigt forladt til fordel for den tanke, som havde eksisteret siden Reichswehrs oprettelse, at militæret skulle have en fremtrædende stilling i samfundet. Et tegn på militærets nye stilling var det, at den nye Reichwehrminister, general Werner von Blomberg, blev taget i ed den 30. januar inden resten af regeringen. Særligt sigende var Hitlers tiltrædelsestale overfor repræsentanter for Reichswehr den 3. februar 1933, hvor han straks meddelte, at hans politik alene handlede om at genvinde den politiske magt, og at forudsætningen herfor var en opbygning af Wehrmacht.Afskrift i NS-Archiv.de af Liebmann-optegnelserne Oprustningen af Reichwehr, som Hitler betegnede som statens vigtigste indretning, fik højeste prioritet.
Status over rustningerne efter magtovertagelsen thumb|De tre reklameeskadriller fra det camouflerede Luftwaffe bestod af en håndfuld biplaner som denne He 51 Et memorandum til Blomberg fra marts 1933 i anledning af Westerplatte-affæren betegnede den militære situation som "håbløs". Hæren manglede mandskabsreserver, udstyr og frem for alt ammunition.Memorandummet blev udformet af chefen for hærens ledelse (Kurt von Hammerstein-Equord) og af chefen for troppekontoret (Wilhelm Adam). MGFA: Bind 1, S. 400. Ganske vist kunne det påregnes, at de afsluttede forarbejder til den Anden rustningsplan snart ville give synlige resultater, men i marts 1933 var ingen af de mange tiltag i planen blevet gennemført. Krigsmarinen rådede ikke engang over de skibe, som det var berettiget til ifølge Versailles-traktaten. Inden for de lette skibsklasser var grænsen næsten nået, men af de tilladte seks lommeslagskibe (eufemistisk kaldet Panzerschiffe; "panserskibe") var kun tre i ordre, og ingen var endnu færdiggjort. Det endnu ikke eksisterende Luftwaffe bestod af tre "reklameeskadriller", som kun var udrustet med et mindre antal civile maskiner. På daværende tidspunkt havde Reichwehr kun i ubetydelig grad overskredet personelrammerne i Versailles-traktaten.Alle tal fra MGFA: DRZW, Bind 1, S. 401f.
Udenrigspolitiske faktorer På grund af den uafklarede udenrigspolitiske situation afholdt rigskansleren sig fra officielle bekendtgørelser af konkrete rustningstiltag, da han ikke ville risikere militær intervention fra Frankrig eller Polen og gerne ville se resultatet af nedrustningskonferencen i Geneve. Hitler var (i modsætning til Blomberg og Neurath) ikke fuldstændig afvisende overfor et positivt resultat af konferencen for derigennem at undgå udenrigspolitisk isolation, men det blev ikke til en grundlæggende overenskomst, da de fremlagte kompromisforslag ikke indeholdt forbedringer i den tyske delegations øjne.Hitler var indtil det sidste tilhænger af en aftale (som han senere alligevel ville ændre), da han var klar over sin egen militære svaghed og mente, at det vil være forkert at kræve mere end vi teknisk og økonomisk rent faktisk kan anskaffe. se MGFA: Bind 1, S. 398 Udtrædelsen af Folkeforbundet (14. oktober 1933) og afrustningskonferencen udgjorde det endegyldige brud med Groeners kollektive sikkerhedssystem og markerede skiftet til Blombergs foretrukne politik om alene at stole på militær styrke.
Oprustningen af Wehrmacht 1933–1939 Hærens oprustning