Jean Désiré Gustave Courbet (født 10. juni 1819 i Ornans, ved Besançon, i Frankrig, død 31. december 1877 i La Tour-de-Peilz i Schweiz) var en fransk kunstmaler. Courbet er kendt som den første maler inden for kunstretningen ”realisme”, som han måske har navngivet. Courbet har en central placering blandt det 19. århundredets franske kunstmalere; som nyudvikler og som en kunstner, der ikke stod tilbage for at lave dristige sociale kommentarerer i sit arbejde.
I Danmark er Gustave Courbet repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Ny Carlsberg Glyptotek og Ordrupgaard.
Realisme left|thumb|Teatralsk selvportræt - Desperat mand, c. 1843–1845 (privat samling) Courbet var en produktiv maler, der hovedsageligt gjorde sig i figurative kompositioner, landskabsmalerier, havmotiver, stilleben og hverdagsmotiver. Grundet sit valg af motiver som inkluderede emner som ansås for vulgære: landdistrikternes borgerskab og bønder, og de fattiges arbejdsvilkår, blev han – og opsøgte han – kontroverser med de mere etablerede kunstnermiljøer. Hans arbejde kunne hverken indpasses i de fremherskende romantiske eller nyklassiske bevægelser. Historiske motiver, som parisersalonen anså for en kunstners højeste kald, interesserede ikke Courbet, som erklærede at; "en kunstner der står i et århundrede er basalt set ude af stand til at reproducere aspekter fra tidligere eller fremtidige århundreder ..."Faunce, Sarah; Courbet, Gustave; and Nochlin, Linda 1988, s. 7. Han mente, at den eneste mulige kilde for en kunstner var kunstneres egen erfaring.
På trods af hans modvilje mod at være del af en klike, skole eller bevægelse, er hans arbejde blevet klassificeret som realisme på linje med de samtidige kunstnere Honoré Daumier og Jean-François Millet. Courbet stræbte ikke efter det formfuldendte eller perfekte udtryk, men derimod spontan og hårdhændet behandling af materialer, med hvilke han antydede kunsternes egen direkte observation af livets og verdenens uregelmæssigheder. Hans usentimentale realistiske skildringer af livet, som det blev observeret, udfordrede de samtidige akademiske ideer om, hvad der konstituerede god kunst.
right|thumb|De hvide strømper, c.1861 (Barnes Foundation) Courbet blev født i 1819 som søn af Régis og Sylvie Oudot Courbet i byen Ornans i det franske departement Doubs. Familien, der drev et landbrug, var velhavende, men antiroyal. Courbets morfader havde deltaget i Den Franske Revolution mod monarken. I familien var også Courbets fire søstre, Zoé, Zélie og Juliette, som var de første til at stå model for hans tegninger og malerier.
I en alder af tolv kom han på et mindre seminarium i Ornans, hvor han modtog sin første kunstuddannelse af Antoine-Jean Gros. På forældrenes anmodning begyndte han i 1837 at studere jura ved Collège Royal i Besançon. I 1839 rejste han til Paris – officielt for at fortsætte jurastudiet ved Steuben & Hesse omend hans kunstinteresse og frihedssøgende personlighed snart tvang ham til at søge egne veje. Han udviklede derefter sit talent ved på egen hånd at studere spanske, flamske og franske malere og ved at male kopier af deres værker.
Han vendte ofte tilbage til fødebyen Ornans for at gå på jagt og fiske og finde inspiration.Avis Berman, "Larger than Life" , Smithsonian Magazine, April 2008.
Blandt hans første værker fra denne tid var en odalisk – kvindelige slavinde i tyrkisk harem. Et motiv inspireret af Victor Hugos forfatterskab og af George Sands novelle Lélia. Men dette imaginære motiv var lidt af en afvigelse blandt hans samlede værker, og han forlod dernæst også de litterære inspirationskilder for at koncentrere sig om motiver fra det virkelige liv.
Blandt hans malerier fra begyndelsen af 1840'erne er flere selvportrætter, hvor han optræder i forskellige roller, stadig med tydelige påvirkninger fra romantikken. Af dem er Selvportræt med sort hund (c. 1842-1844) – udstillet på Parisersalonen i 1844; Teatralsk selvportræt også kendt som Desperat mand (c. 1843-1845); De elskende i naturen (1844, Musée des Beaux-Arts, Lyon); Billedhuggeren (1845), Den sårede mand (1844-1845, Musée d'Orsay, Paris); Cellisten; (1847, Nationalmuseum, Stockholm); Manden med pibe (c. 1848-1849, Musée d'Orsay , Paris)
Rejser til Holland og Belgien i 1846-1847 styrkede Courbets tro på, at maleren burde skildre livet omkring sig, på samme vis som Rembrandt, Hals og andre hollandske mestre havde gjort. Fra 1848 havde Courbet vundet tilhængere blandt yngre kritikere, nyromanister og realister; især Jules Champfleury bakkede ham op.Faunce, Sarah; Courbet, Gustave; and Nochlin, Linda 1988, s. 83. Courbet opnåede større anerkendelse efter en succes med maleriet Efter middagen på Ornans på Parisersalonen i 1849. Værket – der minder lidt om Chardin og Le Nain – gav Courbet en guldmedalje og blev købt af staten.Masanès, Fabrice 2006, ss. 31–32. Med guldmedaljen behøvede Courbet ikke længere en jurygodkendelse for at udstille på Parisersalonen (en særstilling Courbet nød godt af indtil 1857 da denne regel blev ændret).Masanès, Fabrice 2006, s. 55.
I 1849 malede Courbet Stenhuggerne (Les Casseurs de pierres) – billedet gik tabt under det britiske luftbombardementet af Dresden i 1945. Billede blev beundret af Proudhon som et ikon for bondeliv og er kaldt "det første af hans store værker”Masanès, Fabrice 2006, p. 31.. Courbet var blevet inspireret til billedet af en begivenhed, han havde observeret på en vej. Som han forklarede Champfleury og forfatteren Francis Wey: "Det er ikke ofte man møder et så komplet udtryk for fattigdom, så lige der fik jeg ideen til et maleri. Jeg bad dem komme til mit studie næste morgen"
Begravelse i Ornans
thumb|Gustave Courbet, Begravelse i Ornans, 1849-1850, olie på lærred, 314 cm × 663 cm., Musée d'Orsay, Paris. Courbets endelige gennembrud som kunster kom i 1850, da han udstillede det monumentale maleri Begravelse i Ornans på Parisersalonen. Billedet, der måler over 3 m × 7 m, foremstiller en begravelse i Courbets hjemby, hvor billedets hovedpersoner er byens almindelige mænd og kvinder – "malet netop de mennesker, som havde været til stede ved begravelsen, alle byens borgere". I samtiden var det ellers kutyme at anvende skuespillere som modeller i historiske malerier. Resultatet blev en realistisk præsentation af indbyggerne og livet i Ornans.
Det at skildre almindelige menneskers hverdagsbegivenheder i en skala ellers forbeholdt kongelige vakte en del opsigt og medførte både voldsom fordømmelse og anerkendelse. Det franske publikum fik nu øjnene op for realismen, som talte til dem på en mere direkte facon, end den overdådige og idealiserede romantiske kunst formåede. Courbet udtalte om maleriet: "begravelsen i Ornans var i virkeligheden begravelsen af romantikken."
Kunsthistoriker Sarah Faunce udtalte: "I Paris blev Begravelsen vurderet som et værk, der havde trængt sig ind i den store tradition for historiemaleri, som en opkomling i beskidte støvler, der bryder ind i en fest forbeholdt fornemme folk, og i forhold til denne tradition, så var det naturligvis fundet for let."Faunce, Sarah; Courbet, Gustave; and Nochlin, Linda 1988, s. 4. Billedet manglede ligeledes den sentimentale retorik, der var forventet i genren: Courbets sørgende indtager ingen teatralske positioner for at indikere sorg, og deres ansigter er mere karikerede end ophøjede. Kritikerne beskyldte Courbet for bevidst at tilstræbe grimhed.. Men i sidste ende medførte maleriet en stigende interesse i den nye realisme, og romantikkens ekstravagante, dekadente fantasi mistede lidt af sit tag i kunstverden.
Courbet blev en berømthed og kaldt et geni, såvel som "barbar" og en "frygtelig socialist".Faunce, Sarah; Courbet, Gustave; and Nochlin, Linda 1988, s. 8. Han bidrog aktivt til offentlighedens opfattelse af ham som en uskolet bonde, mens hans ambitioner, hans højtflyvende udtalelser til journalister, og hans insisteren på at skildre sit eget liv i sin kunst, gav ham et ry for uhæmmet forfængelighed.Faunce, Sarah; Courbet, Gustave; and Nochlin, Linda 1988, ss. 8–9. Courbet koblede sine ideer med kunstnerisk realisme sammen med anarkisme og socialistiske ideologier, og efter at have nået et publikum, arbejdede han for at fremme demokratiske og socialistiske ideer ved sit maleri og desuden ved at forfatte politisk motiverede essays og afhandlinger. Hans velkendte ansigt var genstand for hyppige karikatur i fransk presse.
I 1850 skrev han til en ven:
I løbet af 1850'erne malede Courbet talrige andre figurative værker med almindelige folk og venner som motiver: Landsbydamer (1852), Bryderne (1853), De badende (1853), Den sovende spindekone (1853), Hvedesigterne (1854).
Malerens atelier
thumb|Malerens atelier (L'Atelier du peintre): en ægte allegori over en syv års periode i mit kunstneriske og moralske liv, 1855, 359 × 598 cm, olie på lærred, Musée d'Orsay, Paris
I 1855 forelagde Courbet fjorten malerier til udstillingen på Exposition Universelle. Tre blev afvist på grund af manglende plads, herunder Begravelse i Ornans og hans andet monumentale lærred Malerens atelier.Masanès, Fabrice 2006, s. 52. Courbet ville det dog anderledes. Som protest mod udstillingsarrangørerne og det generelle kunstetablissementet åbnede han selv et midlertidig galleri (som han navngav: Realismens pavillon) som nabo til den officielle. Her udstillede han på egen hånd fyrre af sine malerier, herunder det afviste Malerens atelier. Det var i første gang, en kunstner arrangerede sin egen offentlige fremvisning af sit arbejde, og i princippet lagde det grunden for en helt ny måde at lave kunstudstillinger på, hvor de mere etablerede kunstetablissementet blev udfordret af Courbets radikale handling. Men på trods af at andre kunstnere så som Eugène Delacroix var glødende tilhængere af Courbets indsats, så kom offentligheden hovedsageligt af nysgerrighed og for at håne ham. Besøgende og salg var skuffendeFaunce, Sarah; Courbet, Gustave; and Nochlin, Linda 1988, s. 84., men Courbet havde for altid sikret sin status som helt for den franske avantgarde.
Malerens atelier blev anerkendt som et mesterværk af Delacroix, Baudelaire og Champfleury, mm. Det er en allegori af hans liv som maler, set som en heroisk opgave, i hvilken han er flankeret af venner og beundrere til højre, og udfordringer og modstand til venstre. Vennerne til højre omfatter kunstkritikeren Champfleury, Baudelaire og kunstsamleren Alfred Bruyas. Til venstre er figurere (en præst, en prostitueret, en graver, en købmand, og andre), som repræsenterer, hvad Courbet i et brev til Champfleury beskrev som "den anden verden af trivielle liv, de mennesker, elendighed, fattigdom, rigdom, de udbyttede og udbyttere, mennesker der lever af døden."Masanès, Fabrice 2006, s. 48.
Verdens oprindelse
thumb|right|Verdens oprindelse (L'Origine du monde) (1866). Paris: Musée d'Orsay. thumb|right|Portræt af Jo (La belle Irlandaise), 1866, en maleri af Joanna Hiffernan, sandsynligvis også modellen for Verdens oprindelse (L'Origine du monde) og De sovende (Le Sommeil).