Cursus honorum (lat.) betyder ærefuldt embede. Det ærefulde, honorære, bestod i, at embedet ikke var fast aflønnet i den romerske republik. De seks stillinger, magistraten i den sidste del af republikkens tid kunne tilbyde, udvikledes over en længere årrække.

Fra kongedømme til embedsstat

Oprindelig var Rom et kongedømme. Regentens beføjelser blev fordelt mellem de to højeste embedsmænd, consulerne. Tribunembedet fik allerede ca. 475 stor betydning som et særligt organ for varetagelse af plebejernes interesser. Med De Licinske Love fra 367 f.Kr. blev grundlaget for en ny struktur fastlagt, idet prætorerne blev ansvarlige for retsplejen, mens ædilerne fik tilsyn med byen, med kornforsyningen og med skuespillene.Jf. Krarup (1971), s. 93 Herefter var det dels praktiske hensyn, dels politiske og militære hensyn, der udviklede organisationen af embederne.

Det ærefulde

Æresbegreberne er nok bedst belyst af Cicero, som tager udgangspunkt i forfædrenes dyder. Herfra udvikler han begreberne pligt, retfærdighed og mådehold som de idealer, embedsmændene skal leve op til. Cicero, M.T.: De Officiis Kravet om at tjene staten i forfædrenes ånd var ikke præcist beskrevet, og Cicero havde politisk interesse i at formulere disse dyder skarpt og præcist.Cicero yndede at bruge begrebet concordia ordinum om sit politiske ideal. Dvs. en styreform med samarbejde om at værne om republikken. Reelt støttede han sig til den fornemste del af senatets medlemmer, nobiliteten.

Embedsstrukturen

I den sene republiks tid var der via forskellige reformer skabt en fast struktur om embederne:Skemaet er baseret på oplysninger hos Krarup (1971), s. 86 – 103

Embede Antal valgte Mindstealder ved valg Hovedopgave Andre opgaver (eksempel) Kvæstor 20 30 år Forvaltning af statskassen   Tribun 10 33 år leder af tribunal vetoret Ædil 4 36 år politiopgaver Opsyn med kornforsyning Praetor 8 39 år retsformand provinsbestyrer consul 2 42 år Hærfører Leder af senatet censor 2 42+ år folketælling Skatteopkrævning

Reelt havde disse embedsmænd beføjelser, der svarer til en regerings. Da senatet kun var rådgivende organ og folkeforsamlingen – især i krisetider – havde stærkt begrænset reel indflydelse, var magistraten i det antikke Rom særdeles magtfuld.

Noter

Litteratur Cicero, Marcus Tullius, De Officiis (On Duties), translated by Walter Miller. Harvard University Press, 1913, ,

Krarup, Per (1971): Romersk politik i oldtiden, Gyldendal

Kategori:Antikkens Rom Kategori:Embeder i det Antikke Rom