Armeniere Հայեր, Hayer 250px| Antal og fordelingAntal i alt 6-10.000.000 (anslået) Armenien: 3.145.000 Georgien: 346.000 Libanon: 254.000 Syrien: 170.000-190.000 Iran: 100.000 Tyrkiet: 45.000-76.000 Rusland: 1.182.388 (2010) * Krasnodar kraj: 281.680 (2010) * Stavropol kraj: 161.324 (2010) * Rostov oblast: 110.727 (2010) * Moskva: 106.466 (2010) * Moskva oblast: 63.306 (2010) Letland: 2.700 (2010) Frankrig: 450.000 Ukraine: 100.000 Hviderusland: 60.000 Grækenland: 35.000 USA: 484.840 Canada: 40.615 Australien: 60.000 Etnografi Sprog: Armensk Religion: Apostolske ortodokse armeniske kristendom Levevis: Udbredelse250px Kort over armeniernes udbredelse.
Armeniere er et indoeuropæisk folkeslag med oprindelse i Kaukasus og det armenske højland, hvor det en stor del af dem fortsat bor. Udover Armenien findes der større grupper af etniske armeniere i USA og Frankrig.
Der er betydelige armenske befolkninger i nærliggende lande som Georgien, Iran, Rusland og Ukraine. Efter det armenske folkedrab (1915-1917) flygtede en stor del af de overlevende til Frankrig, USA, Argentina, Levanten og andre lande, hvor armenierne var velkomne. Det findes i dag skønsvis 8 millioner armeniere i verden.Miniature Empires: A Historical Dictionary of the Newly Independent States - Page 3 by James B Minahan
Armenierne taler to forskellige, men indbyrdes forståelige dialekter af armensk. Den østarmenske dialekt anvendes hovedsagelig i Armenien, Iran og de tidligere Sovjetrepublikker, mens vestarmensk primært anvendes i den armenske diaspora.
Armenien blev kristnet under Arsakiderne tidligt i 300-tallet og blev dermed den første kristne nation. Kristendommen var imidlertid begyndt at brede sig i Armenien allerede lige efter Kristi død som følge af missionsarbejdet ved de to apostle Thaddæus og Bartholomæus,se og de fleste armeniere er tilsluttet Den Armenske Apostolske Kirke, en ikke-kalkedonsk kirke.
Etymologi I løbet af historien er armeniere blevet den internationale betegnelse for denne folkegruppe. Den blev først anvendt af nabostaterne om antikkens Armenien. Det er traditionelt antaget at være afledt fra Armenak eller Aram (en efterkommer af Haik, alle armenieres forfader). Armenierne selv kalder sig imidlertid Hay (armensk: Հայ, flertal: Հայեր, Hayer). Ordet kommer i følge legenden fra grundlæggeren af den armenske nation, Haik.
Historie
thumb|Kongedømmet Urartu under Sarduris 2. i 743 f.kr.
Under bronzealderen blomstrede flere riger på og ved Det armenske højland, herunder Hettiterriget (på højden af sin magt), Mitanni (det sydvestre historiske Armenien) og Hayasa-Azzi (1600-1200 f.Kr.). Lige efter Hayasa-Azzi kom Nairi (1400-1000 f.Kr.) og kongedømmet Urartu (1000-585 f.kr.). Hver enkelt af de nævnte nationer og stammer tog del i det armenske folks etnogenese.Vahan Kurkjian: History of Armenia, Michigan, 1968Armenian Soviet Encyclopedia, v. 12, Jerevan 1987Artak Movsisyan, "Sacred Highland: Armenia in the spiritual conception of the Near East", Jerevan, 2000Martiros Kavoukjian, "The Genesis of Armenian People", Montreal, 1982
Det herskende dynasti i Urartu (assyrisk for Ararat) blev erstattet af Orontidene, som etablerede sig omkring samme tidspunkt, som skyternene og mederne invaderede i 6. århundrede f.Kr.. I følge Herodot var armenioi i 440 f.Kr bevæbnede som frygerne.Herodotus, The Histories, VII.73 Den første statsdannelse, som blev kaldt Armenien af folkene i omgivende områder (således af Hekataios af Milet og i Bisutun-inskriptionerne) blev etableret tidligt i 6. århundrede f.Kr. På sit højdepunkt under Tigranes den stores styre (95-55 f.Kr.) erobrede Armenien områder befolkede af andre folkeslag, og riget strakte sig fra det nordlige Kaukasus helt til det som nu er det centrale Tyrkiet, Libanon og det nordvestre Iran. Riget blev senere en kort periode (114-118 e.Kr.) underlagt Romerriget.
Under Arsakiderne blev Armenien den første stat, som indførte kristendommen som som sin officielle religion (efter tidligere at have praktiseret hellenistisk paganisme - den gamle græske religion og der efter den romerske religion)«The conversion of Armenia to Christianity was probably the most crucial step in its history. It turned Armenia sharply away from its Iranian past and stamped it for centuries with an intrinsic character as clear to the native population as to those outside its borders, who identified Armenia almost at once as the first state to adopt Christianity». (Nina Garsoïan i Armenian People from Ancient to Modern Times, red. R.G. Hovannisian, Palgrave Macmillan, 1997, Vol. 1, s.81) tidligt i 300-tallet, sandsynligvis i 314.Tidspunktet har traditionelt været dateret til 301, efter Mikayel Chamchian (1784), men 314 er datoen som i dag favoriseres af de fleste historikere, som Nicholas Adontz (1970), s.82, i henhold til Ananians forskningsarbejde, og Seibt The Christianization of Caucasus (Armenia, Georgia, Albania) (2002). Dette indledte en ny æra i det armenske folks historie. For yderligere at styrke den armenske nationale identitet udviklede Mesrop Mashtots noget senere det armenske alfabet. Dette indledte Armeniens guldalder, da mange udenlandske bøger og manuskripter blev oversatte til armensk af Mesrops elever. I 428 mistede Armenien sin uafhængighed til de bysantinske og persiske riger.
I 885 reetablerede armenierne sig som en selvstændig enhed under ledelse af Ashot I af Bagratiderne. Efter den byzantinske okkupation af Bagratide-Armenien i 1045 og den påfølgende invasion af de tyrkiske Seldsjukker i 1064, flygtede en betydelig del af den armenske adel og bondebefolkning. De bosatte sig i stort antal i Kilikia, en region i Anatolien, hvor armenierne allerede var etablerede som en minoritet helt siden romertiden. I 1080 grundlagde de det uafhængige armenske kongedømme Kilikia, som blev kerneområde for armensk nationalisme. Armenierne udviklede nære sociale, kulturelle, militære og religiøse bånd med de nærliggende korsfarerstater, men bukkede efterhånden under for de invaderende mamelukker.
I 1500-tallet blev det østlige Armenien erobret af det persiske Safaviderige, men det vestlige Armenien kom under det Osmanniske rige. I 1820'erne blev de dele af det historiske Armenien, som lå under persisk kontrol, centrerede omkring Jerevan og Sevansøen, indlemmede i Det russiske imperium, men Vestarmenien forblev under osmannisk styre. Under disse urolige tider var armenierne afhængige af kirken for at bevare og beskytte sin unikke identitet.
thumb|Armenske frivillige i den britisk-ledede Egyptian Expeditionary Force, som kæmpede mod tyrkerne i 1916-1918. Den etniske udrensning af armeniere i det Osmanniske riges sidste tid nævnes ofte som et folkemord eller en massakre med et skønnet antal ofre på alt fra 400.000 - 1,5 millioner.Armenian massacres (Turkish-Armenian history) - Britannica Online Encyclopedia En bølge af forfølgelser i årene 1894 til 1896 blev efterfulgt af og kulminerede i hændelserne under det armenske folkedrab i 1915 og 1916. Efter det knusende osmanniske nederlag til russerne under 1. verdenskrig, trak Enver Pasha sig tilbage som øverstkommanderende for hæren og beskyldte armenierne for at have skylden for det katastrofale nederlag. Dette begrundedes med, at en del armenske oprørsgrupper havde angrebet tyrkiske forsyningsruter og gjort væbnede oprør mod osmanniske styrker i håb om at få selvstændighed. Armenske partier og guerillaer, som ønskede selvstændighed, havde eksisteret længe, og armenske grupper havde længe samarbejdet med Rusland, men dette førte til, at mange flygtede til de russisk kontrollerede områder og lod sig hverve til den russiske hær og begyndte at kæmpe på russernes side mod det osmanniske rige. Enver Pasha ønskede at løse det armenske problem og beordrede, at armeniere i den osmanniske hær skulle afvæbnes og gav ordre om deportation.
Senere tyrkiske regeringer har konsekvent afvist anklager om folkemord. Man har argumenteret med, at armenierne, som døde, kun var en konsekvens af krigen eller af deres individuelle eller kollektive støtte til Det osmanniske riges fjender. Ifølge enkelte kilder anslås antallet af armeniere inden for det Osmanniske Rige grænser til ca. 1,2 mio.
Efter Det russiske kejserriges kollaps ved de russiske revolutioner i 1917 blev Armenien selvstændigt i en kort periode, fra 1918 til 1920, som Den demokratiske republik Armenien. I slutningen af 1920 kom kommunisterne til magten og omdannet til Armenske SSR, efter at Armenien var blevet indtaget af den Røde hær. I 1922 blev Armenien en del af den Transkaukasiske SFSR i Sovjetunionen og blev i 1936 igen en selvstændig sovjetrepublik som Armenske SSR i Sovjetunionen. Den 21. september 1991 erklærede Armenien sin uafhængighed fra Sovjetunionen og oprettede den anden republik Armenien.
Geografisk udbredelse Armenien thumb|Armensk-befolkede områder i Anatolien og Transkaukasus i 1896. Stærkere blå farve viser regioner med højere armensk befolkning. De røde tal viser procentdelen af armeniere i hver enkelt region
Armenierne har været tilstede på Det armenske højland i over 4.000 år, helt fra tiden da Haik, den legendariske patriark og grundlæggeren af den første armenske nation, førte dem til sejr over Belus af Babylon. Med nutidens befolkning på 3,5 millioner udgør de en overvældende majoritet af befolkningen både i Armenien og i den omstridte region Nagorno-Karabakh i Aserbajdsjan. Armenierne i diasporaen henviser i uformelle sammenhænge til dem som Hayastantsi (armensk: Հայաստանցի), der betyder "de som er fra Armenien" (det vil sige, at de eller deres forfædre ikke blev tvunget til at flygte i 1915). Sammen med armenierne i Iran og Rusland taler de den østlige dialekt af det armenske sprog. Staten er sekulær som en følge af sovjetisk dominans, men størstedelen af indbyggerne er armensk-apostolske kristne. thumb|left|En armensk keramiker i Det armenske kvarter i Jerusalem.
Diaspora
thumb|Kort over Den armenske diaspora.
Små armenske handelssamfund har eksisterede uden for Armenien i mange århundreder. Det har for eksempel i over tusind år været en armensk befolkning i Det Hellige Land, og et af de fire kvarterer inden for murene i Jerusalem kaldes Det armenske kvarter. Der findes også rester af tidligere større armenske samfund i Indien, Burma og Sydøstasien. De fleste armeniere er imidlertid blevet spredt rundt om i verden som en direkte følge af folkemordet i 1915, og udgør den armenske diaspora.
Inden for det armenske diaspora-samfund findes en uofficiel klassificering af forskellige typer armeniere. For eksempel kaldes armeniere, der har deres oprindelse fra Iran Parskahay (armensk: Պարսկահայ), mens armeniere fra Libanon sædvanligvis kaldes Lipananahay (armensk: Լիբանանահայ). Bortset fra armenierne i Iran, Rusland og tidligere sovjetrepublikker som Georgien (hvor de udgør flertallet af befolkningen i provinsen Samtskhe-Javakheti) og Ukraine så taler diaspora-armenierne hovedsagelig den vestlige dialekt af armensk. Denne dialekt har betydelige forskelle i forhold til den østlige dialekt, men brugere af de to dialekter kan sædvanligvis forstå hinanden. I områder, hvor armeniere med mange forskellige baggrunde lever sammen (så som i Canada og USA) har de forskellige grupper en tendens til at klumpe sig sammen.
Den første armenier i USA var Martin the Armenian, som kom til Jamestown-kolonien omkring 1618. Siden da har armenierne spredt sig over hele landet, og de største centre for den armenske befolkning er i byerne Watertown i Massachusetts, Fresno, Glendale og Los Angeles i California og Detroit og New York. I Canada findes et stort antal armeniere i Toronto og Montreal. Armeniere findes også i alle landene i Latinamerika, med de største koncentrationer i Brasilien, Argentina, Uruguay, Chile, den Dominikanske Republik, Venezuela, Costa Rica og Mexico.