Færøsk (føroyskt (mál) [førist måal]) er et vestnordisk sprog, som har udviklet sig fra det oldnordiske sprog som landnamsmændene talte da de bosatte sig på Færøerne i det 9. århundrede. Siden dengang har man talt færøsk på Færøerne. Det er hovedsproget for de godt 54.000 indbyggere på Færøerne og tales af ca. 25.000 færinger bosat i Danmark og formodentlig af ca. 5.000 færinger i resten af verden. Færingerne har relativt let ved at forstå islandsk især på skrift, mens islændinge derimod ofte ikke forstår færøsk.

Historie thumb|200px|Hammershaimb var en af pionerene bag udviklingen af det færøske skriftsprog Norrønt I de første århundreder efter nordboernes kolonisation var sproget det gamle fælles vestnordiske sprog norrønt, som foruden på Færøerne også blev talt i Norge, på Island, Shetlandsøerne, Orkneyøerne, Sutherland og Hebriderne. Dengang havde norsk de gamle særkender f.eks. af morfologisk, leksikalsk og ortografisk art, som man endnu kender fra færøsk og i endnu højere grad fra islandsk. Indtil det 15. århundrede lignede det færøske skriftsprog islandsk og gammelnorsk.

Skriftsproget forsvinder Efter reformationen forbød det danske styre brugen af færøsk (og norsk) i skoler, kirken og officielle dokumenter, og i over 300 år blev færøsk stort set kun brugt mundtligt. Historisk set fik dansk således en særdeles fremtrædende rolle på Færøerne og var i flere århundreder færingernes eneste skriftsprog. Til gengæld er der en rig skat af færøske folkeviser og kvad samt sagn og eventyr, som er overleveret mundtligt gennem århundreder. Húsavíksbrevet fra 1407 er det sidste færøske skrift der er bevaret fra tiden før reformationen. Frem til Jens Christian Svabo (1746–1824) i 1770-erne påbegyndte sin nedtegning af færøske kvad og skrev et udkast til en ordbog, findes der ikke bevaret noget skriftligt materiale. I mangel af skriftlige kilder ved forskerne ikke nøjagtig hvordan færøsk udviklede sig i denne periode, men resultatet af den sproglige udvikling var at det færøske sprog i 1700-tallet adskiller sig markant mere fra norsk end sproget omkring 1400.

Det moderne færøske skriftsprog Færøsk blev genoplivet som skriftsprog, da Venceslaus Ulricus Hammershaimb i 1854 udgav en ny ortografi for færøsk. Hammershaimbs ortografi er ikke fonetisk, men bygger direkte på den oldnordiske tradition. Den er derfor blevet kritiseret for at være for kompliceret. I 1898 lancerede sprogforskeren Jákup Jakobsen en alternativ færøsk ortografi baseret på fonetiske principper, men den slog ikke an. Det nye færøske skriftsprog afløste så småt den danske skriftsprogstradition fra slutningen af 1800-tallet. Efter lang strid blev færøsk officielt skolesprog på Færøerne 13. december 1938, hvor det afløste dansk. Færøsk har været kirkesprog siden 13. marts 1939 og siden 4. januar 1944 ligeberettiget retssprog. Først ved hjemmestyreordningen 1948 blev færøsk hovedsproget på Færøerne. Dansk blev det officielle andetsprog og har også i nutiden en central rolle i det færøske samfund. I skolen har dansk status som første fremmedsprog, og børnene lærer det fra tredje klasse.

Færøske dialekter thumb|200px|Isoglosser på Færøerne. Syd for den røde linje taler man søndenfjordsdialekt. Nord for den grønne linje findes Norderøernes dialekt, mens man i midten taler "tórshavnsk" eller sydstrømødialekten.

Nordenfjordsdialkter: Norderødialekt Østerødialekt (nord og syd) Sundalagdialekt Vågødialekt Sydstrømødialekt (Tórshavn-dialekt, havnarmálið)

Søndenfjordsdialekter: Sandødialekt Suderødialekt(er)

Søndenfjords betyder syd for Skopunarfjørður mellem Streymoy og Sandoy. Nordenfjords er også "tórshavnsk" og må ikke forveksles med Norderø-dialekten, som er lidt anderledes. Dertil er der ret store forskelle mellem dialekter i Sandoy og Suðuroy, og selv mellem dialekter i Suðuroy er der forskelle.

Alfabet BogstavNavnFonetiskA, a fyrra a [fɪʐːa ɛa]/a, ɛa/Á, á á [ɔa, aː]/ɔa/ eller /aː/B, bbe [beː]/b/D, dde [deː]/d/Ð, ð edd [ɛdː]ingenE, ee [eː]/ɛ, eː/F, feff [ɛfː]/f/G, gge [geː]/g/H, hhá [hɔa]/h/I, ifyrra i [fɪʐːa iː]/ɪ, iː/Í, ífyrra í [fɪʐːa ʊi]/ʊ, ʊi/J, jjodd [jot]/j/K, kká [kɔa]/k/L, lell [ɛlː]/l/M, memm [ɛmː]/m/N, nenn [ɛnː]/n/O, oo [oː]/ɔ, oː/Ó, óó [ɔu, œu]/œu, ɔu, au, œ, ɔ/P, ppe [peː]/p/R, rerr [ɛɹ]/r, ɹ, ʂ, ʐ/S, sess [ɛsː]/s/T, tte [teː]/t/U, uu [uː]/ʊ, uː/Ú, úú [ᵾu]/ᵾu/V, vve [ʋeː]/ʋ/Y, yseinna i [saɪtna iː]/ɪ, iː/Ý, ýseinna í [saɪtna ʊi]/ʊ, ʊi/Æ, æseinna a [saɪtna ɛa]/a, ɛa/Ø, øø [øː]/œ, øː/ Diftongei -/aɪ, aiː/ey -/ɛ, ɛiː/oy -/ɔ, ɔiː/

Alfabetet hedder stavraðið på færøsk, benytter latinske bogstaver og benytter 29 forskellige bogstaver.

Bogstaverne Á, Í, Ú og Ý sorteres i dag efter henholdsvis A, I, U, og Y, mens de i tidligere ordbøger blev blandet ind mellem ord med disse bogstaver. F.eks. er rækkefølgen i Færøsk-dansk ordbog fra 1961: A, Á: [...] atreið, átrokandi, atsmakkur, átta, men i dag sorterer man: A: [...] atreið, atsmakkur, [...], Á: átrokandi, átta.

Bogstaverne Ð, ð forekommer aldrig ved begyndelsen af et ord. Derfor ses det store bogstav Ð kun, når alle bogstaver i et ord skrives stort, f.eks. på et landkort: SUÐUROY.

Ø, ø overtog i 1891 Ö og ö's plads, men de ses stadig visse steder, f.eks. i bryggerinavnet Föroya Bjór (oprettet 1888).

Lydlære Efter V.U. Hammershaimb 1891.

Selvlydene og tvelydene (vokaler og diftonger) a udtales som rent [a] i enhver kort stavelse samt i alle ubetonede endestavelser, f.eks. andi, ånde, ånd; marka, mærke. I en lang stavelse udtales det på Norderøerne og Eysturoy [æstroi] som dansk [æ], på de øvrige øer som et sammensmeltet [æa] (i én stavelse), dog således at a-lyden er den fremherskende, f.eks. flag, græstørv, hagi, udyrket mark, skarð, bjærgkløft, udtales: [flæa], [hæaji], [skæar]. á udtales, når det står i en lang stavelse, på Norderøerne og i flere bygder på Eysturoy som et langtrukket [a:], f.eks. ár, år, bátur, båd; på de andre øer lyder det som et sammensmeltet [åa] (i en stavelse), dog med fremherskende a-lyd; på Vágar [våar] udtales denne lyd bredest: [åar], [båatur]. I en kort stavelse udtales det på Norderøerne og Eysturoy som et meget åbent [å] eller undertiden som [a] (der kan have en svag bilyd af [o] eller [u]) efter sig), men på de andre øer som rent [å], som átti, ejede, sátt, forlig. e er åbent [æ] i en kort stavelse, som errin, stolt, brestur, knald, lukket i en lang, f.eks. hevur, har, ferð [fer], en rejse. i lyder, når det er kort, som dansk [i] i "spinde", f.eks. sigla, sejle, stinga, stikke, men når det er langt, som dansk [i:] i "smile", f.eks. til [ti:l], til, skin [sji:n], skin. Som udlyd i ubetonede endestavelser er det mere åbent, nærmende sig noget til [e], f.eks. koddi, en pude, kravdi, krævede. Når á, æ eller ø står umiddelbart foran i, indskydes i udtalen et [j] foran [i] (jf. udtalen af ð og g nedenfor); f.eks. smáir (læs: [småjir]), små; træið (læs: [træji]), træt; bøin (læs: [bøjin]), marken. På Suðuroy ([suwuroi] eller hurtigt: [su:ri]) høres dette indskudte [j] sjældent. í lyder i en lang stavelse som [yi] ([yj]) eller [ui], f.eks. hví [kvui], hvorfor, líva [luiva], beskærme. I en kort stavelse har det en mindre bred lyd, skírdi, døbte. o er åbent [å] i en kort stavelse, som tosti, tørst, smokka glide ned; lukket [o:] i en lang, som brot, et brud, et stykke, troka, trænge på. ó udtales i en lang stavelse som [ou] eller rettere [åu], men i Norderødialekten (samt på Vágar) som [öu], f.eks. ósi, en flodmunding, bjóða [bjouwa], byde. I en kort stavelse lyder det i Søndenfjordsdialekten (dialekten syd for Tórshavn ['toursjhaun], ['tåsjhaun]) som [å] eller [ou], f.eks. stórt, stort, dóttir, datter, læs: [stårt], [dåttir] eller [stourt], [douttir]; men derimod nordenfjords som [ö], altså [stört], [döttir]. Jf. Eivør Pálsdóttir [aivør pålsdöttir].Som udlyd får det et gv efter sig, f.eks. klógv for "kló", en klo, sjógvur, sø; ligeledes når ordet ender på ov eller óg, som hógv for "hóv", mådehold, nógv for "nóg", meget; men kun på Suðuroy udtales dette ógv som ogv ([ougv]), på Sandoy og nordenfjords lyder det [egv] ([klegv], [sjegvur], [hegv], [negv]). Dette fænomen hedder skerping og er typisk færøsk. u lyd er som det danske u, enten det korte som i "hun", f.eks. upp, op, stuldur, tyveri, eller det lange, som i "hus", f.eks. duga, at du, hurð, en dør. I ubetonede endestavelser lyder det som [o] eller en mellemlyd mellem [o], [ö] og [ø], f.eks. flutu, de flød, gjóstur, tørrende blæst. Når á, æ eller ø står umiddelbart foran u, indskydes i udtalen foran [u] et [v] (jf. nedenfor udtalen af ð og g), f.eks. smáur (læs: [småvur]), liden, bøur (læs: bøvur), indmark; dette indskudte [v] høres ikke på Suðuroy. ú i lang stavelse lyder som norsk u med et efterslag af dansk u (eller som [yw]), f.eks. nú, nu, hús, hus. I en kort stavelse lyder ú almindelig som dansk åbent [y]. Som udlyd får det ofte, ligesom ó, et gv efter sig og har da en åben [i]-lyd, som: búgv [bigv], bo, trúgvur [trigvur], trofast, kúgv [kigv] (ikke [tsjigv]!), ko. Det er en anden udgave af skerping. y udtales ganske som i, f.eks. tyggja [tidsja], tygge; synir [sinir], sønner. ý udtales ganske som í, f.eks. krýndur [kruindur], kronet, mýs [muis], mus (flertal). æ udtales ganske som a (se ovenfor) og sammenblandes derfor med dette overalt, undtagen på Suðuroy hvor det lyder som [e] eller dansk [æ]; f.eks. klæðir [klæajir], klæder, rættur [rattur], rigtig. Det svarer til oldnorsk æ og é. ø er åbent i en kort stavelse, som snøggur, glathåret, lukket i en lang, som øl, øl.

De egentlige tvelyde (diftonger) er: ei, ey og oy. ei lyder som [ai] på Sydstreymoy (Tórshavn dialekt), Vágar og de sydlige øer, på Suðuroy dog ikke fuldt så åbent; på Nordstreymoy, Eysturoy og Norderøerne udtales det som [oi] ([åi]), idet bein, et ben, her udtales [boin], men på den sydlige halvdel af Færøerne [bain] (som på tysk). Eksempelvis tveir [tvair], 2, leita [laita], lede, søge. ey udtales overalt på øerne som [ei] ([æi]) i en lang stavelse, f.eks. fleytir, flødeskum, heysur, et hoved. I en kort stavelse udelades ofte nordenfjords (især i Tórshavn dialekten) y-lyden ganske i udtalen, f.eks. leyst [lest], løst (af leysur [leisur]), steyrvongur [stervongur], en vingebrudt fugl. Denne tvelyd svarer til islandsk au. oy udtales overalt som [oi] ([åi]) og bliver derfor på de nordlige øer blandet med ei; eksempler er loysa (af leysur), at løse; goymsla, varetægt. I en kort stavelse høres stundom kun [o], dog kun foran [g] og [k] forbundet med en anden medlyd, f.eks. bláoygdur [blåaogdur], blåøjet. Men drejer det sig om færøske ønavne som Nólsoy udstødes y-lyden, så udtalen bliver [nølsi]. Det gælder også for Føroyar [førjar], Færøerne og føroyskt [førist], færøsk sprog. Øer i andre lande hedder altid oyggj [oidsj] eller oggjar [oidsjar] (flertal), f.eks. Orknoyggjar, Orkneyøerne.

Medlydene Medlydene (konsonanterne) er: b, d, ð, f, g, h, j, k, l, m, n, p, r, s, t og v., af hvilke kun de følgende har noget særegent ved udtalen: d udtales meget hårdt i enden af en stavelse, f.eks. skuld, skyld, rinda, betale. I begyndelsen af en stavelse lyder det som i dansk; dog antager dj i reglen den samme hviskende udtale som gj, f.eks. djarvur [dsjarvur], djærv.