L'incoronazione di Poppea (SV 308, Poppeas kroning) er en italiensk barokopera, der består af en prolog og tre akter. Den blev første gang opført i Venedig i karnevalssæsonen 1642-1643. Musikken, der tilskrives Claudio Monteverdi, er komponeret til en libretto af Giovanni Francesco Busenello.
Operaen var en af de første, der byggede på historiske begivenheder og personer i stedet for klassisk mytologi, og den benytter således episoder fra skrifter af Tacitus, Sueton og andre i sin fortælling om, hvordan Poppea, den romerske kejser Neros elskerinde, opnår at blive kronet som kejserinde. Operaen blev genopført i Napoli i 1651 men blev derefter glemt, indtil partituret blev genopdaget i 1888. Den blev genstand for musikhistorikeres interesse sent i det 19. og først i det 20. århundrede. Operaen er blevet opført og indspillet mange gange siden 1960'erne.
Originalpartituret eksisterer ikke længere; to overleverede kopier fra 1650'erne er indbyrdes forskellige i betydelig grad, ligesom kopierne ikke stringent følger originallibrettoen. Hvor meget af musikken der faktisk er skrevet af Monteverdi, er derfor omdiskuteret. Ingen af de eksisterende versioner af librettoen, hverken i håndskrift eller tryk, kan endeligt knyttes til førsteopførelsen på Teatro Santi Giovanni e Paolo; den præcise premieredato er desuden ukendt. Ligeledes er der kun få og usikre oplysninger om den oprindelige rollebesætning, og der er ingen overleveringer om, hvordan operaen oprindeligt blev modtaget af offentligheden. På trods af disse usikkerheder anerkendes operaen som regel som en del af Monteverdis værk, hans sidste og muligvis bedste opera.
I modsætning til den traditionelle morale om dydens triumf, er det her den fuldbyrdede affære mellem Poppea og Nero, som er i værkets fokus; Busenellos libretto fremviser dramaets personer som moralsk kompromitterede. Operaen blev skrevet, da genren kun havde nogle få årtier på bagen; L'incoronazione di Poppea roses gerne for sin originalitet, sin melodi og for musikkens afspejling af personernes menneskelige egenskaber. Værket har været med til at definere det centrale i teatermusik – og desuden etableret Monteverdi som sin tids førende musikdramatiker. thumb|alt= I kunstnerens opfattelse af hertugen af Mantova har han et spidst skæg, 'præstekrave' og brokadejakke samt en stav i sin højre hånd og et sværd i sin venstre. Hans våbenskjold ses øverst til venstre samt indskriften: "Vincentius Dux Mantua, Mont Ferrat 1600".|Hertug Vincenzo Gonzaga var Monteverdis arbejdsgiver i årene i Mantova, hvor komponisten skrev sine tidlige operaer. Den historiske kontekst
Operaen som dramatisk genre stammer fra årene mellem det 16. og 17. århundrede, selvom selve ordet ikke var i brug som betegnelse før 1650. Musikdramatiske forløbere for genren omfatter hyrdespil med sange og kor samt madrigalen fra sidst i det 16. århundrede.Neef, p. 326 Monteverdi havde, mens han var i hertug Vincenzo Gonzagas tjeneste i Mantova, været en førende madrigalkomponist, før han begyndte at skrive sine første operaer i fuld længde i årene 1606-1608.Carter (2002), pp. 1-2 Disse første operaer, L'Orfeo og L'Arianna, behandler de græske myter om henholdsvis Orpheus og Ariadne. Efter en uoverensstemmelse i 1612 med Vincenzos efterfølger, hertug Francesco Gonzaga flyttede Monteverdi til Venedig, hvor han blev maestro di capella ved Sankt Markuskirken, en stilling han forblev i til sin død i 1643.Neef, p. 324
Monteverdi vedligeholdt en interesse i og producerede fortsat teatermusik og sceneværker som en del af sine officielle pligter, herunder værket Il combattimento di Tancredi e Clorinda, som han komponerede til karnevallet i 1624-1625. Da det første offentlige operahus i verden åbnede i Venedig i 1637, vendte Monteverdi, der da var 70 år gammel, tilbage til at komponere operaer i fuld skala. Han kan have været påvirket af Giacomo Badoaro, der var en aristokratisk digter og intellektuel, som havde sendt den aldrende komponist sin libretto til Il ritorno d'Ulisse in patria (Odysseus' hjemkomst).Ringer, pp. 137-38 Til karnevalssæsonen 1639-1640 fik Monteverdi sat L'Arianna op igen på Teatro San Moisè, ligesom en produktion af Il ritorno d'Ulisse in patria kom op på Teatro San Cassiano. Til den følgende sæson komponerede han Le nozze d'Enea in Lavinia, der ikke er overleveret. Den blev opført på det tredje af Venedigs nye operahuse, Teatro Santi Giovanni e Paulo.
En anden digter og librettist i Venedig var velhaveren Giovanni Francesco Busenello (1598-1659), der ligesom Badoaro var medlem af åndsselskabet Accademia degli Incogniti. Den gruppe af fritænkende intellektuelle øvede en betydelig indflydelse på det kulturelle og politiske liv i Venedig i midten af det 17. århundrede og var særligt aktiv i sine forsøg på at fremme den musikdramatiske genre.Ringer, pp. 213-14Rosand (1991), pp. 37-40 Busenello havde tidligere arbejdet sammen Francesco Cavalli, der var samtidig med Monteverdi, omend yngre, og som havde leveret librettoen til Didone.Robinson, p. 74 Ifølge teaterhistorikeren Mark Ringer var han en af operahistoriens største librettister. Det vides ikke med sikkerhed, hvordan og hvornår Busenello mødte Monteverdi, men begge havde gjort tjeneste ved Gonzagas hof. Ringer mener, at de fra deres oplevelser under Gonzagas styre, der var præget af lige dele kultur og brutalitet, kan have udviklet et fælles syn på kunst.
Tilblivelseshistorie Librettoen Hovedkilderne til historien i Busenellos libretto er Tacitus' Annales, sjette bog af Suetons De vitis Caesarum, bøgerne 61 og 62 fra Dio Cassius' Historia Romana samt det anonymt forfattede skuespil, Octavia (der engang blev tilskrevet Seneca), hvorfra operaens fiktive ammer stammer.Ringer, p. 215 Påstanden om, at L'incoronazione di Poppea er den første opera med et historisk frem for et mytisk tema kompromitteres af de romerske guders medvirken, som igangsætter handlingen og blander sig i og kommenterer den, men historien bygger dog på rigtige mennesker, og den er baseret på faktiske begivenheder. thumb|left|upright|alt= I kunstnerens opfattelse ser manden direkte på betragteren. Han har vigende hårgrænse og et spidst skæg. Han er iført mørkt tøj og bærer en løs hvid krave.|Giovanni Francesco Busenello, librettist. Busenello sammentrængte de historiske begivenheder fra de syv år der forløb fra 58 til 65 til en handling der spænder over en enkelt dag og indlagde desuden begivenhederne i handlingen i sin egen rækkefølge. Han havde ikke noget ønske om historisk præcision, men var åben omkring denne fremgangsmåde med at tilpasse historien til sit eget formål og skrev herom i sit forord til librettoen.Carter (2002), pp. 270-72 På tilsvarende måde forlenede han sine personer med historisk ukorrekte karaktertræk: Neros ondskab er nedtonet, den bedragede hustru Ottavia fremstilles som en mordlysten konspirator, Seneca, hvis død historisk intet har at gøre med Neros affære med Poppea, fremstår korrupt, pompøs og dum og ikke nobel og dydig, Poppeas motiver fremstilles som ægte kærlighed i lige så høj grad som magtbegær, og fremstillingen af Lucano som en lystig drukkenbolt skjuler Lucans virkelige virke og status som en betydende romersk digter med en udtalt anti-kejserlig og pro-republikansk tendens.Carter (2002), p. 274
Librettoen er overleveret i flere versioner: To trykte, syv håndskrevne samt en anonymt overleveret synopsis fra den oprindelige opsætnning.Carter (2002), p. 265 Den ene af de trykte versioner har forbindelse til genopsætningen i 1651 i Napoli, mens den anden er Busenellos endelige version, der blev trykt i 1656 som en del af en samling af hans libretti. Manuskripterne stammer alle fra det 17. århundrede, omend ikke alle er daterede; nogle er "literære" versioner, der ikke har nogen direkte forbindelse til en opførelse. Det mest betydningsfulde manuskript blev fundet i Udine i Norditalien i 1997 af Monteverdi-kenderen Paolo Fabbri.
Ifølge musikhistorikeren Ellen Rosand emmer dette manuskript af forestillingens umiddelbarhed, og det er den eneste kopi af librettoen, der nævner Monteverdi ved navn. Dette og andre beskrivende detaljer, der ikke fremgår af de øvrige kopier, fører Rosand til at antage, at manuskriptet blev kopieret i løbet af forestillingen. Antagelsen styrkes, siger hun, af at det indeholder en hyldest til den unavngivne sanger, der spillede rollen som Poppea. Selvom dateringen er usikker, har manuskriptets sammenhæng med originalen ført til spekulation i, at Udine-manuskriptet kunne være skrevet ifm. urpremieren.Rosand (Monteverdi's Last Operas), pp. 61-65
Partituret Der findes to udgaver af partituret til L'incoronazione di Poppea; begge er fra 1650'erne. Den første blev genopdaget i Venedig i 1888, det andet i Napoli i 1930. Napoli-partituret er forbundet med genopførelsen af operaen i netop den by i 1651. Begge udgaver indeholder i al væsentlighed den samme musik, omend de begge afviger fra den trykte libretto med individuelle tilføjelser og udeladelser. I hvert partitur er sangstemmen vist med basso continuo-akkompagnement; instrumentstemmerne er inddelt i tre i Venedig-partituret, mens de i det andet partitur er delt i fire, uden at instrumenterne i nogen af tilfældene er udspecficeret. Dirigenten Nikolaus Harnoncourt, der er en førende Monteverdi-fortolker, henviser til datidens praksis med i høj grad at lade partituret stå åbent, så man kunne tage højde for lokale opførelsesforhold. En anden konvention gjorde det unødvendigt at nedskrive detaljer, som de udøvende kunstnere ville tage for givet. Ingen af de to udgaver af partituret kan dog sættes i forbindelse med uropførelsen; omend versionen fra Venedig generelt betragtes som mere autentisk, benytter moderne produktioner som regel materiale fra dem begge.Ringer, pp. 218-19
Spørgsmålet om ophav – om hvor meget af musikken der egentlig er Monteverdis – er omstridt, og Rosand indrømmer, at det måske aldrig bliver helt løst. Der er stort set ingen, der nævner Monteverdi i de samtidige kilder, og musik af andre komponister har desuden kunnet identificeres i partiturerne, herunder passager fra det nyligt fundne partitur til Francesco Sacratis opera, La finta pazza. En særlig stil i den metriske notation, der bruges i nogle passager i L'incoronazione di Poppea, kunne lede tanken hen på yngre komponister. De mest omdebatterede dele af ophavsspørgsmålet vedrører dele af dialogen, musikken for Ottone, scenen med flirten mellem Valetto og Damigella samt kroningsscenen, herunder den afsluttende duet, "Pur ti miro".Rosand (Monteverdi's last operas), pp. 65-68
Moderne forskning er tilbøjelig at se L'incoronazione di Poppea som et resultat af et samarbejde mellem Monteverdi og andre med den ældre komponist som en ledende bidragyder. De assisterende komponister kan have været Francesco Sacrati, Benedetto Ferrari og Francesco Cavalli. Ringer foreslår, at det kan have været Monteverdis alder og helbred, der gjorde, at han ikke var i stand til at færdiggøre operaen uden yngre kollegers hjælp; han fremsætter den ikke dokumenterede tese, at der kan have været tale om en slags workshop som hos Rubens, som stod for et maleris overordnede linjer og enkelte vigtige detaljer, mens trivialiteter kunne overlades til yngre kunstnere i lære. Musikforskeren Alan Curtis mener dog, at samarbejdet kun har involveret en enkelt bidragyder og fik trykt sin udgave af L'incoronazione di Poppea fra 1989 med angivelse af Monteverdi og Sacrati som komponister. Analytikeren Eric Chafes studium af Monteverdis tonesprog støtter også teorien om et samarbejde og fremhæver, at nogle af de omdiskuterede sektioner, herunder prologen, kroningsscenen og den afsluttende duet, afspejler Monteverdis intentioner og kan have været skrevet efter hans direkte anvisninger.
Moral