Danmark-Norge er den moderne betegnelse for rigsfællesskabet mellem de to kongeriger Danmark og Norge fra 1536 til 1814. Rigsfællesskabet havde sin oprindelse i Kalmarunionens endelige sammenbrud i 1523, da Sverige erklærede sig uafhængigt, men havde formelt først sin begyndelse da Norge blev underlagt den danske krone i 1536, og varede indtil Norge blev afstået til kongen af Sverige. I samtiden anvendtes begrebet dog ikke, og staten blev som regel omtalt som "den danske krone" (kron zu Dennemarck) eller "Tvillingrigerne".Uffe Østergård: Europa. Identitet og identitetspolitik (1998).
Unionsriget inkluderede i hovedsagen de to rigsdele Danmark og Norge, men omfattede også provinserne Slesvig og Holsten, der var særskilte administrative enheder, de oprindeligt norske skatlande Grønland, Island, Færøerne, Shetland og Orkneyøerne som fra landnamstiden var underlagt den norske konge, samt efterhånden et antal oversøiske kolonibesiddelser. Ved rigsfællesskabets start var de nuværende svenske landskaber Skåne, Halland, Bohuslen, Herjedalen og Jämtland ligeledes en del af rigsfællesskabet, men de mistedes i 1658 til Sverige. Opløsningen af unionen mellem de to lande i 1814 fik ikke indvirkning på forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne, som derefter med Lauenborg dannede helstaten indtil 1864, og de tidligere norske områder Færøerne, Island og Grønland som efter rigsopløsningen forblev danske besiddelser.
Danmark og Norge var på forskellig vis forenet i disse år. I 1380 arvede Oluf 2. Norge, da hans far, Håkon 6. af Norge, døde. Oluf var Håkons og Margretes eneste barn.
Søfartsnationen thumb|Kirkeskibsmodel af Prinds Christian fra 1757 i Elling Kirke NV for Frederikshavn.
Danmark-Norge må først og fremmest forstås som en søfartsnation. Flere forhold gjorde sig gældende: Selve rigets udstrækning og form. Danmark-Norge var yderst langstrakt og med en forholdsvis lang kystlinje. Kun få steder var der mere end 50 km til kysten – i Danmark var det Jyllands indre hedeegne og Skånes nordøstlige skovegne, i Norge det bjergrige indland. Men det, der bandt riget sammen, var havet. Danmark var et udpræget ørige med talrige sejlbare sunde, bælter, fjorde, nor, vige og dyb; kun Jylland var en halvø forbundet med det mellemeuropæiske fastland, mens Skåne, Halland og Blekinge udgjorde den sydvestlige og sydlige kyst af den skandinaviske halvø. I Jylland skar fjorde sig ind på østkysten, Limfjorden endda nærmest tværs over halvøen, på Fyn Odense Fjord, på Sjælland Isefjorden og Roskilde Fjord.
Norge var et langstrakt kystområde med talrige dybe fjorde, der skar sig langt ind i bjerglandet. I begge kongeriger lå næsten al bymæssig bebyggelse ved (eller nær ved) kysten: købstæder, ladepladser og bondehavne.
Skibsfarten i datiden var mere veludviklet end vejfærdslen. Såvel rejser som varefragt skete så vidt muligt med skib. Det var ofte hurtigere (når vinden var gunstig), og de fragtede varemængder kunne være langt større end hestekærrer og andre vogne kunne bære. Vejfærdslen skete kun over kortere strækninger: med de 2 mil omkring købstæderne, hvor handel og håndværk som hovedregel ikke måtte udøves, og under hensyn til købstædernes særret til sejlads, var søgning fra indland til nærmeste kystkøbstad den mest udtalte form for vejfærdsel.
Det spillede en stor rolle, at Kattegat i lighed med Øresund og Bælterne i praksis længe udgjorde et indhav i den dansk-norske stat, som kontrollerede kysterne hele vejen rundt. Ganske vist lykkedes det i længden ikke tvillingriget at opretholde denne tilstand langs østkysten, men ikke desto mindre formåede Danmark-Norge i vid udstrækning at overvinde tabet af de østlige provinser, i det mindste i henseende til søfart og samhandel.
Endelig spillede det en afgørende rolle, at Danmark og Norge supplerede hinanden: Danmark var et lavland med gode jordbundsforhold til kornavl, mens Norge leverede fisk, træ og metaller til Danmark. Det gjorde, at der var behov for sejlads mellem rigerne, og det fremmede skibsfarten i begge riger. Med tiden skulle det blive en hjørnesten i Dobbeltrigets erhvervspolitik at sikre de to afsætningsmarkeder for hinanden. Skønt de søfarendes andel af befolkningen vel var begrænset, var betydningen af deres virke så meget større: de skabte afsætnings- og dermed indkomstgrundlaget for samfundsgrupper som landbrugere, fiskere, træfældere, bjergværksfolk, håndværkere og købmænd.
Det var således ikke uden grund, at Arent Berntsen kaldte sin skildring i 1656 af Dobbeltmonarkiet for "Danmarckis oc Norgis Frugtbar Herlighed"Arent Berntsen: Danmarckis oc Norgis Frugtbar Herlighed, 1656.
Efterdønninger af opløsningen af Kalmarunionen (1523-1588)
Rigsfællesskabet mellem Danmark og Norge har sin oprindelse i Kalmarunionen. Under Kalmarunionen mærkedes eftervirkningerne af Den Sorte Død og den medførte nedlæggelsen af landbrugsbedrifter i Norge og Hansaens kontrol med norsk handel. Danske og tyske embedsmænd kom til at indtage norske embeder. Jordegods og bispesæder kom under fremmed kontrol. Derved svækkedes mulighederne for en norsk selvhævdelse. 1450 blev rigsfællesskabet fastlagt i en traktat, der skulle sikre det norske rigsråd indflydelse ved kongevalg, men bestemmelsen fik ingen reel betydning. thumb|left|Skulptur af Christian 2. 1530 i Sankt Knuds Kirke i Odense. Kalmarunionen ophørte i 1523, da Sverige valgte sin egen konge. Efter således at have mistet Sverige flygtede Christian 2., og det danske rigsråd valgte hertug Frederik af Holsten til konge som Frederik 1.. Frederik stod over for store problemer: dels at holde sammen på resterne af fællesriget og sikre kongens stilling deri, dels at stække Hansaens økonomiske magt i riget. Dertil kom problemer med magtmisbrug blandt embedsmænd. Det skulle vise sig, at Frederik 1. og hans afløser, Christian 3., evnede at løse dem alle.
Kampen om Norge
thumb|Akershus slot på Christian IV’s tid. Rekonstruktion. thumb|Model af Båhus fæstning Frederik 1.s første skridt var at sikre sig sin godkendelse som konge i Norge. Han sendte derfor to udsendinge til Norge, Henrik Krummedige til Østlandet og Vincens Lunge til Vestlandet. Henrik Krummedige opfyldte sin opgave loyalt over for kongen, mens Vincens Lunge søgte at udnytte situationen til at opbygge sin egen magtstilling sammen med ærkebiskop Olav Engelbrektsson og resterne af det norske rigsråd. For at blive hyldet som konge måtte Frederik 1. godkende en håndfæstning, der gjorde Vincens Lunge og rigsrådet til de egentlige magthavere i Norge. Men efter kongevalget følte Frederik 1. sig snart stærk nok til at udskifte de norske høvedsmænd på Akershus og Båhus med trofaste embedsmænd. Dertil kom at Vincens Lunge blev kompromitteret, og at han ragede uklar med ærkebispen på grund af sine lutherske sympatier. I 1529 kunne Frederik 1. uden vanskeligheder afsætte ham som lensmand på Bergenhus.
Frederik 1. havde brug for indkomster og kastede blikket på kirkens besiddelser, som blev inddraget en for en. Det medførte strid med ærkebispen, som forsøgte at skabe et modkup med den afsatte Christian 2., men da Christian ankom i 1531 med en i Nederlandene sammenskrabet hær, lykkedes det ham hverken at vinde Akerhus eller Båhus, og han måtte overgive sig. Ærkebispen og andre gejstlige måtte affinde sig med kong Frederiks styrkede stilling. Da Frederik 1. døde 1533, gjorde ærkebispen et sidste forsøg på at genvinde sin stilling, men de danske lensherrer på de vigtigste slotte sluttede op bag Christian 3.. I 1536 lod ærkebispen Vincens Lunge dræbe under et møde i Trondhjem og andre danske lensherrer fængsle og forsøgte at erobre Akershus og Bergenhus. Men Christian 3. kunne snart drive ærkebispen ud af Norge, og i 1537 var hele Norge ubestridt under den danske konges herredømme.
Reformationen 1536 indebar, at det meste kloster- og kirkegods kom under kronen, som derved blev landets største jordejer og fik øgede indtægter og magt. I stedet for en mere eller mindre selvstændig katolsk kirke stod nu en reformert kirke under den danske konges overhøjhed. Gejstligheden ophørte med at have politisk betydning, og også i forhold til bønderne svækkedes præsteskabet. Ved reformationen havde de gamle præster fortsat deres virke, men i de følgende årtier blev de afløst af præster, der var uddannet i Danmark.
Tilbage stod for kongen afklaringen af forholdet til rigsrådet. Forud for sit valg til norsk konge havde Christian 3. lovet det danske rigsråd, at Norge fremover ville blive behandlet som et dansk landskab. I virkeligheden skete det ikke: Danmark havde valgkongedømme, hvorfor enhver ny konge for at blive valgt måtte afgive mere eller mindre handlingsbegrænsende løfter i en håndfæstning. Det svækkede selvsagt kongens magt. Norge derimod var at arvekongedømme, og det var derfor i kongens interesse at beholde Norge i en større grad af uafhængighed. Det for at sikre valgretten til den danske trone for medlemmer af kongehuset. Det norske rigsråd afskaffedes 1537, men ellers beholdt Norge de fleste institutioner. Til afløsning af rigsrådet oprettedes "herredage", der var møder mellem danske rigsråder udsendt som kongelige kommissionærer til Norge, norske adelsmænd og lagmændene. Disse "herredsdage" var dels rigets højeste domsmyndighed, dels lovgivningsorgan og gennemførte ved recesser en fornyelse af norsk ret. Fra 1548 indførtes tillige stændermøder, der blev indkaldt i vigtige anledninger, især kongehyldninger. I 1572 oprettedes en norsk centralmyndighed, idet lensherren på Akershus fik titel af statholder og en vis kontrolmyndighed over de norske lensherrer.
De tidligere norske besiddelser Island, Grønland og Færøerne kom direkte under den danske krone.
Hansaforbundet stækkes
Samtidig indebar Grevens Fejde, at Hansaforbundets stilling blev alvorligt svækket. Hansaforbundet havde lige siden middelalderen haft et handelskontor i Bergen på den norske vestkyst. Bergen var udgangspunkt for al handel med Nordnorge. Den bestod i, at fisk fanget langs de nordnorske kyster, blev byttet mod korn fra Mellemeuropa. Hansaforbundet sad på hele denne handel og indtog i kraft heraf en magtstilling, som savner sidestykke. Set fra et dansk-norsk synspunkt måtte det være et stort ønske at bryde denne magtstilling.
En beskeden begyndelse var gjort allerede i 1507, da Amsterdam af Christian 2. havde fået rettigheder til at deltage i handelen, men disse rettigheder havde langt fra et omfang, der kunne true Hanseforbundets stillingFriis, s. 537. Truslen kom især internt i Hanseforbundet: Lübeck havde forsøgte at holde kornforsyningerne til Bergen og Norge under kontrol for at styre bytteforholdet mellem fisk og korn. Men andre østersøstæder viste ikke forståelse for Lybæks politik, og de begyndte at anløbe Bergen på "strandsiden" uden for staden og her afsætte korn til den befolkning af norske, danske, hollandske, tyske og skotske købmænd, som havde slået sig ned her, og de fik nu mulighed for og regeringens opbakning til at gå ind i den nordlandske handel med fisk. Det bidrog til at undergrave Hansaforbundets magtstilling i Bergen og Norge, og den nye udvikling tog fart under dyrtidsårene i 1540'erneFriis, s. 537f. Nok bestod handelskontoret i Bergen, men hansakøbmændene måtte fra 1550'erne handle på lige vilkår med norske købmænd, hvorfor sidstnævnte vandt frem. Dermed toges de første skridt til at frigøre sig fra et ikke dansk-norsk herredømme i næringslivet. I den udstrækning, hvor købmændene havde tysk, nederlandsk og skotsk baggrund, blev de forholdsvis hurtigt assimilerede i det norske samfundSalmonsen "Norge" (opslag "Historie", s. 189). Denne udvikling skulle snart brede sig til andre næringsgrene.