Kenning er en flerleddet, poetisk omskrivning, især kendt fra angelsaksisk og norrøn skjaldekunst, hvor et navneord erstattes med et andet, som på en vis minder om det, man har i tankerne. Edda-kvadene har få kenninger, som derimod særpræger skjaldedigtningen.
Ordet "kenning" stammer fra norrønt kenna (= at kende, vide, navngive med en kenning), af den indoeuropæiske rod *gnō-."Old Norse, from kenna, to know, to name with a kenning; see gnō- in Indo-European roots," citeret fra: http://www.thefreedictionary.com/kenning
Professor Arthur Quiller-Couch ved Cambridge-universitetet udtalte sig i 1913 meget skarpt mod angelsaksisk poesi pga brugen af kenninger, "det prætentiøse nummer med at kalde alle ting "bort fra deres rette navne" for den litterære effekts skyld, som om havet forbedres ved at blive omformuleret til "sælernes område"."Andreas Haarder: Det episke liv (s. 31), Berlingske forlag, 1979,
Eksempler thumb|Gosforth Cross-panelet menes at fremstille Hejmdal med Gjallarhornet. Kenningen "apostlenes heste" kendes fra moderne dagligtale i betydningen "ben". Kameler kaldes ofte "ørkenens skibe". Den ældste bevarede kenning skriver sig fra folkevandringstiden, på brakteaten fra Tjurkö i Blekinge. Teksten kan transkriberes sådan: Wute runor an walhakurne HeldaR Kunimundiu (= Heldar gjorde runer for Kunimund på det vælske korn.) "Vælsk korn" var en kenning for guldPeter Hallberg: Epoker og diktere (s. 174), Gyldendal Norsk Forlag, Oslo 1979, efter historien om Loke i Reginsmål.<ref>[https://books.google.no/books?id=51W9DwAAQBAJ&pg=PA197&lpg=PA197&dq=loke+odin+oterskinn&source=bl&ots=wthgYzlaiq&sig=ACfU3U1tRgbCqwDeMdvqoWsiD2F9TYy6pw&hl=en&sa=X&ved=2ahUKEwjInvCMoMfyAhVoSfEDHZkeC5oQ6AF6BAgbEAM#v=onepage&q=loke%20odin%20oterskinn&f=false Sores Welat Demir: "Reginsmål" i Norrøn Mytologi]</ref>
Et hovedafsnit i Snorres Edda hedder Skáldskaparmál (= Skjaldskabslære), en lærebog for skjalde med eksempler på mytologiske kenninger. Snorre fortæller, at "Hejmdals hoved" er en kenning for sværd; selv er han blevet gennemboret af en mands hoved, og derfor kaldes et hoved for "Hejmdals skæbne". "Hejmdals sværd" er ellers blevet benyttet af en skjald som betegnelse for "hoved". Sværdet kunne være en "sårstav", der kløvede "hovedhårets høje" dvs. hovedskallerne. Sømændene var "skibslastens plankebrædders beboere", hvor "skibslastens plankebrædder" var fartøjet, mens "beboerne" var søfolkene.Peter Hallberg: Epoker og diktere (s. 185)
"Hjerte" kunne omskrives med "sindets agern", mens "lig" var "Hugins byg", dvs. "ravnens føde", som de faldne er.Peter Hallberg: Epoker og diktere (s. 183) Hvis man tænkte sig en kriger som et træ, blev sværdet grenen på det træ. "Krigeren" kunne derfor også kaldes "sværdtræet". Men et sværd, der hugger, kan tænkes som en ild, der brænder og efterlader sår. Et sværd kunne derfor kaldes "sårild", og "Der stod sårild-træet" skulle forstås som "Der stod krigeren med sit sværd". Odin sagdes en gang at have hængt sig i verdenstræet Yggdrasil for å få visdom. Et træ kan derfor også kaldes "Odins galge". Kenningen "sårild-Odinsgalgen" betød dermed også "sværdtræet" og igen, "krigeren med sit sværd".
I sin hyldest til Harald Hårfager, Glymdråpa, skabte Torbjørn Hornkløve kenningen, hvor himmelen kaldes "solens højsæde". Denne formel blev gentaget af både Eyvind Skaldaspillir og Hallfred Vanrådeskjald, og optræder i prosaform på runesten i Danmark.Halvdan Koht: Harald Hårfager (s. 65)
Kenninger kunne være så snørklede, at de fremstår som nærmest ugennemtrængelige. Den længste, overleverede kenning består af otte led: nausta blakkshlémána gífrs drifu gimslöngvir, og findes i Dråpa om Toralv Skolmsson (Þórálfs drápa Skólmssonar), gengivet i Håkon den godes saga, hvor Toralv Skolmsson er blandt deltagerne i slaget ved Fitjar på Stord omkring 961. Kenningen betyder simpelthen "krigeren", men er omskrevet til "kasteren af ilden fra jættekonens storm fra den beskyttende måne hos bådhusenes hest".Kenninger for "kriger"
En kortere kenning for "kriger" er "kampens træstamme". Eyvind Skaldaspillir hyldede kong Håkon den Gode med kenningen "Ales galtes stormbyges træstamme" - hvor "Ales galte" viser til sagnkongen Ales hjelm, der var kendt under navnet "Hildesvin" eller "Hildegalt". Det næste led blev dermed "hjelmens stormbyge", der var en kenning for "kamp" - en stormbyge af pile og spyd. Det tredje led blev dermed "kampens træstamme" - dvs. krigeren.Peter Hallberg: Epoker og diktere (s. 185), Gyldendal Norsk Forlag, Oslo 1979, ISBN
Guld kunne af skjaldene kaldes Fullas hovedgærde fordi gudinden Fulla gik med et guldsmykke omkring sit hoved, Frodes mel fordi kong Frode havde en kværn, som Fenja og Menja malede guld frem af, oddergæld fordi Loke, Odin og Høner engang måtte dække et odderskind med guld for at købe sig fri, og vælsk korn kendt fra Tjurkö-brakteaten fra omkring år 500. Havet kunne omtales som fiskenes seng skibenes glatte sti ringen om øerne søkongens skråninger hvalhuset søbrusets land Jordens blod kystlinjens skummende øl "Kampen" kunne omskrives til "sværdstævnet" eller "spydenes uvejr". Ulve kunne kaldes "Vidres hunde", hvor man måtte have kendskab til, at Vidre var ét af Odins navne. Ulvene tænktes at strejfe på slagmarkerne efter de faldne.Peter Hallberg: Epoker og diktere (s. 177) thumb|Egill Skallagrimsson fremfører sit digt til Erik Blodøkse stående. Blandt andre kenninger kan nævnes havhest = skib brændingesvin = skib kampens ild = sværd blod-orm = sværd Fornjots søn (jotnen Ægir) = vind lig-gøg = ravn himmelbjerge = skyer Odins galge = træ Månens søster = Solen Månen brugtes i flere kenninger. "Kampmåne" var en kenning for skjold; "øjenvippernes måne" var en kenning for "øje".http://www.asnc.cam.ac.uk/resources/mpvp/wp-content/uploads/2013/03/What-are-kennings.pdf Ennimáni (= pandemåne) var også en kenning for "øje".Peter Hallberg: Epoker og diktere (s. 187)
I Beowulf-kvadet omtales blod som "kamp-sved", og døden som "sværdets søvn". Beowulfs navn var i sig selv en kenning; det betød "bi-ulv", som igen var en kenning for "bjørn";"Old English beo wulf, literally "bee-wolf," "a wolf to bees;" a kenning for "bear"," citeret fra: http://dictionary.reference.com/browse/beowulf bjørnen spiser jo honning.
Drottkvætt I drottkvætt-stilen er kenningerne tit kombinerede, så de enkelte led igen er omskrevet.
En virtuos i brugen af kenninger var Eyvind Skaldaspillir. Dog er Egill Skallagrímsson den skjald, som har efterladt de fleste nydannelser og kenninger, som kan tilregnes en enkelt person, nok ikke uden forbindelse med, at forholdsvis megen af hans poesi er blevet bevaret. I hans digt Höfuðlausn'' (= "Hovedløsningen")Höfuðlausn kan umuligt have været digtet under de omstændigheder, som Egils saga beskriver. Men forskerne er enige om, at digtet faktisk er Egills værk, og dets versemål (runhenda) tyder på, at Egill har måttet komponere i en fart. Höfuðlausn er faktisk det første overleverede nordiske digt med enderim, hvis man undtager en enkelt strofe, som sagaen tilegner hans far, men dette sidste er omtvisteligt. forekommer der f.eks. 21 ord, som ellers ikke er kendt. Det skyldes nok, at Eigill, enten han ville eller ej, måtte komponere et digt til ære for Erik Blodøkse. Opgaven var ham meget imod, og digtet lyder usædvanligt hult, selv for denne konge- og høvdingehyldingers æra. Det bødede han på med en usædvanlig opfindsomhed, hvad digtets ydre form angik, indbefattet mange smukke, nye ord. Det indfører også noget helt nyt i norrøn lyrik: Digtet har enderimEgil Skallagrimsson – Store norske leksikon ved siden af det traditionelle bogstavrim. Enderimet kan Egill have fået kendskab til fra kristen poesi, han hørte under sine besøg i England.
Referencer
Se også Skjaldekunst Heiti Drottkvætt-stil Yngre Edda
Eksterne henvisninger Carmina Scaldica fra "Kulturformidlingen Norrøne Tekster og Kvad". Kenninger for guden Tor.
Kategori:Skjaldekunst Kategori:Nordisk mytologi Kategori:Ord og vendinger fra norrønt