Vestens hårde halse (, ) er en italiensk spaghettiwestern fra 1968 instrueret af Sergio Leone.
I filmens hovedroller ses Henry Fonda som ukarakteristisk spiller skurken Frank, Charles Bronson som hans banemand "Harmonica", Jason Robards som banditten Cheyenne og Claudia Cardinale som Jill med en fortid som prostitueret, nybagt enke efter en jordejer. Filmmanuskriptet blev skrevet af Leone og Sergio Donati, ud fra et forlæg, som var lavet af Leone, Bernardo Bertolucci og Dario Argento. Fotografen var Tonino Delli Colli, og Ennio Morricone skrev musikken til filmen.
I Europa var filmen en betydelig kassesucces, som i nogle byer spillede i flere år, mens den hovedsagelig fik negativ kritik i USA, efter premieren her i 1969 og blev ingen succes i biograferne. Filmen betragtes i dag som et mesterstykke og en af de bedste westernfilm nogensinde.http://www.dvdtimes.co.uk/content.php?contentid=11651http://www.ruthlessreviews.com/1752/once-upon-a-time-in-the-west/
I 2009 blev den optaget i National Film Registry af Library of Congress for at være "kulturelt, historisk og æstetisk" betydningsfuld, og den vil blive gemt i al fremtid.
Handling
Filmen beskriver to konflikter, som foregår omkring Flagstone, en opdigtet by i det vilde vesten: en kamp om jord i forbindelse med bygning af en jernbane og et hævntogt mod en koldblodig morder.
Handlingen koncentrerer sig i første række om kampen om "Sweetwater" et stykke land i nærheden af Flagstone, som rummer områdets eneste kilde til vand. Jorden blev købt af Brett McBain (Frank Wolff), som forudså, at jernbanen var nødt til at passere gennem dette område for at få vand til damplokomotiverne. Da jernbanebaronen Morton (Gabriele Ferzetti) finder ud af dette, sender han sin revolvermand Frank (Fonda) af sted for at intimidere McBain, og Frank dræber både McBain og dennes tre børn, hvorefter han efterlader beviser på åstedet, som peger i retning af banditten Cheyenne (Robards) og dennes bande. Da McBains nye brud Jill (Cardinale) ankommer fra New Orleans, ligger familien myrdet på gården, og hun bliver ejer af området.
I mellemtiden er en mystisk mundharmonikaspillende revolvermand (Bronson), som Cheyenne senere giver navnet "Harmonica", på jagt efter Frank. I filmens indledende scene, som foregår på en jernbanestation, forekommer en række symbolske sekvenser. En stol, der knirker, en vindmølle, der knager, en revolverbevæbnet mand, der forsøger at dræbe en flue. Pludselig ankommer et tog, Harmonica springer ud og bliver konfronteret med de tre mænd, som Frank har sendt af sted for at dræbe ham. Den ene siger den efterhånden berømte sætning: "Der er vist en hest for lidt", og peger på de tre heste, banditterne har medbragt, men Harmonica svarer: "Nej, der er to for mange", hvorefter han dræber alle tre. I en landevejskro på vej til Sweetwater fortæller han Cheyenne, at de tre revolvermænd, som han dræbte, udgav sig for at være Cheyennes mænd. Et stykke tid senere dræber Harmonica to mænd, som Frank har sendt af sted for at dræbe Jill.
I Sweetwater bliver der leveret byggematerialer, som er tilstrækkelige til at bygge en jernbanestation og en mindre by. Harmonica forklarer Cheyenne, at Jill mister Sweetwater med mindre stationen er færdig, når jernbanebyggerne når frem til stedet, og Cheyenne sætter sine folk i gang med at bygge den.
I mellemtiden vender Frank sig mod Morton, som ønskede at slå en handel af med Jill. Franks forræderi lettes af, at Morton er invalid. Efter at have tvunget hende til sex, tvinger Frank Jill til at sælge sin ejendom på auktion. Han forsøger at købe ejendommen billigt ved at intimidere de andre købere, men Harmonica dukker op med Cheyenne som sin fange og afgiver et langt højere bud baseret på de dusørpenge, som han vil få for at overdrage Cheyenne til myndighederne. Efter at have afvist endnu et intimideringsforsøg fra Franks side sælger Harmonica ejendommen tilbage til Jill. På dette tidspunkt forsøger nogle af Franks mænd at dræbe Frank, efter at være blevet betalt af Morton for at forråde ham, men Harmonica advarer Frank for selv at få lejlighed til at dræbe ham.
Efter at Morton og resten af Franks mænd er blevet dræbt i en kamp med Cheyennes bande, tager Frank til Sweetwater for at konfrontere Harmonica. Ved to lejligheder har Frank spurgt Harmonica om hvem han er, og begge gange har Harmonica undladt at svare. I stedet har han opremset navne på personer, som Frank har dræbt. De to mænd stiller op til en revolverduel, og på dette tidspunkt vises det i et tilbageblik, hvad der er Harmonicas motiv for at få hævn: Da Harmonica var dreng dræbte Frank hans ældre bror ved at placere ham med en løkke omkring halsen på skuldrene af Harmonica, så han ville blive dræbt, når Harmonica ikke længere kunne bære vægten af ham. Inden Frank forlader stedet, trykker han en mundharmonika ind i Harmonicas mund. I revolverduellen trækker Harmonica hurtigst og skyder Frank, og da Frank igen spørger hvem han er, trykker han mundharmonikaen ind i Franks mund. Frank nikker svagt i genkendelse og dør.
Da Frank er død, siger Harmonica og Cheyenne farvel til Jill, som fører opsyn med bygningen af jernbanestationen, mens jernbanebyggerne ankommer til Sweetwater. Cheyenne kollapser næsten øjeblikkeligt, og indrømmer, at han blev skudt af Morton, mens han og hans mænd kæmpede mod Franks bande. Arbejdstoget ankommer, og filmen slutter med, at Jill bærer vand til jernbanearbejderne, mens Harmonica rider af sted med Cheyennes lig ud mod horisonten.
Rollebesætning Claudia Cardinale som Jill McBain Charles Bronson som Harmonica Jason Robards som Cheyenne Henry Fonda som Frank Gabriele Ferzetti som Morton Paolo Stoppa som Sam Woody Strode som Stony Jack Elam som Snaky Keenan Wynn som Sheriff Frank Wolff som Brett McBain Lionel Stander som barmand Al Mulock som Knuckles
Produktion Oprindelse Efter at have lavet sin amerikanske borgerkrigsfortælling Den gode, den onde og den grusomme, havde Leone planlagt at holde op med at lave westernfilm, da han mente at have sagt alt hvad han havde på hjerte. Han var stødt på bogen The Hoods skrevet under pseudonymet 'Harry Grey', en selvbiografisk bog om forfatterens egne oplevelser som en jødisk dreng under forbudstiden, og havde planer om at filmatisere bogen (dette blev 17 år senere til hans sidste film Der var engang i Amerika). Leone fik imidlertid kun tilbud om at lave westerns af filmselskaberne i Hollywood. United Artists (som havde produceret Dollars Trilogien) tilbød ham mulighed for at lave en film med Charlton Heston, Kirk Douglas eller Rock Hudson i hovedrollen, men det afslog Leone. Da Paramount imidlertid tilbød Leone et stort budget og Henry Fonda, hans favoritskuespiller, som han havde ønsket at arbejde med i næsten hele sin karriere, accepterede Leone tilbuddet.
Leone fik Bernardo Bertolucci og Dario Argento – filmkritikere, som senere blev instruktører – til at hjælpe sig med at udvikle manuskriptet i slutningen af 1966. De brugte en stor del af det følgende år på at se og diskutere talrige klassiske westernfilm såsom High Noon, The Iron Horse, The Comancheros, og Forfølgeren hjemme hos Leone, og opbyggede en historie, som næsten udelukkende bestod af referencer til amerikanske westerns.
Lige siden Den gode, den onde og den grusomme, som oprindelig varede tre timer, blev Leones film som regel beskåret (ofte ret drastisk) inden de blev vist i biograferne. Leone var meget opmærksom på længden af Vestens hårde halse under indspilningen, og inddrog senere Sergio Donati, som havde været med i arbejdet med adskillige af Leones andre film, til at hjælpe med at forbedre drejebogen, ikke mindst for at begrænse filmens længde mod slutningen af produktionen. Mange af filmens mest mindeværdige replikker stammer fra Donati eller filmens engelske dialoginstruktør, den udlandsamerikanske skuespiller Mickey Knox.http://www.fistful-of-leone.com/articles/knox.html
Stil I Once Upon a Time in the West ændrede Leone stil i forhold til sine tidligere westernfilm. Mens "Dollars" filmene var besynderlige og hurtige og en form for parodi på det vilde vestens ikoner er Vestens hårde halse meget langsommere og alvorlig i temaet. Leones karakteristiske stil, som er meget anderledes, men samtidig meget påvirket af Akira Kurosawas Sanshiro Sugata (1943), er stadig tydelig, men er blevet ændret ved starten på Leones anden såkaldte "Once Upon a Time", trilogi. Personerne i denne film begynder også at ændre sig markant i forhold til deres forgængere i "Dollars" trilogien. De er ikke helt så skarpt tegnede og som noget usædvanligt for Leones personer indtil da, ændrer de sig (eller forsøger i det mindste på det) i løbet af historien. Dette markerer begyndelsen på den anden fase af Leones stil, som blev yderligere udviklet i Duk dig, fjols! og Der var engang i Amerika.
Temaer og motiver Et vigtigt motiv i filmen er jernbanen, dens fremmarch forkynder kulturens og civilisationens ankomst og det gamle mytiske vilde vestens forsvinden. Dette fanger i miniature de gamle kulturheltes uddøen i den moderne verden, hvor det er det almindelige menneske, som har betydning. Vesten blev af Leone anset for at være det sidste sted hvor man kunne finde gammeldags helte, og man kan se filmen som en nostalgisk gennemgang og udforskning af fortiden. Parallelt til dette er der Leones sorg over det mytiske vilde vestens forsvinden fra filmens verden og filmen er hans måde at sende de gamle Hollywood westernhelte og legender til hvile – som filmens titel antyder. Den afsluttende duel mellem Harmonica (Bronson) og Frank (Fonda) tydeliggør dette budskab. Harmonica fungerer ofte som filmens tematiske stemme og har ventet på at Frank (som har forsøgt at blive forretningsmand gennem hele fortællingen) skal bekende kulør som en fra den gamle race og møde ham i en afgørende revolverduel. Et andet gennemgående tema er vand. Forandringen af den centrale skikkelse Jill (Cardinale) sker som følge af vandet på hendes jord, og der er adskillige scener hvor der bliver serveret eller drukket vand. En brønd og dens vand har en central placering i fortællingen som det der nærer den nye civilisation, og Stillehavet spiller en betydningsfuld rolle i Mortons vision om at bygge en transamerikansk jernbane.
Tempo Filmen indeholder lange langsomme scener, hvor der ikke er megen dialog eller handling, afbrudt af korte og voldelige scener. Leone var langt mere interesseret i de ritualer der gik forud for volden end volden i sig selv. Filmens tone er i tråd med det tørre steppeland, hvori den foregår, og giver den et realistisk præg, som står i modsætning til de omhyggeligt koreograferede skyderier.
Lokationer Teglporten, som optræder i Harmonicas tilbageblik til sin ungdom og som indgår i filmens udgangspunkt, blev opført nær en lille lufthavn km nord for Monument Valley i Utah, tre km fra Highway 163 som forbinder Gouldings Lodge og Mexican Hat. Den berømte startscene med de tre revolvermænd, som møder toget, var den sidste scene, som blev optaget i Spanien. Optagelserne ved Cattle Corner Station, som stedet blev kaldt i historien, var planlagt til at vare fire dage og foregik ved jernbanelinjen nær Estación de Calahorra, udenfor Guadix i Spanien. Skuespilleren Al Mulock som spiller Knuckles i åbningsscenen begik selvmord i Guadix lige inden man var færdige med at filmatisere denne sekvens.Knuckles suicide Leone hævdede at han havde behov for en næroptagelse mere.
Besættelse af rollerne Fonda accepterede ikke Leones første tilbud om at spille Frank, så Leone fløj til New York for at overbevise ham: "Forestil dig dette: kameraet viser en revolvermand fra taljen og nedefter, som trækker sin revolver og skyder et løbende barn. Kameraet vipper op mod revolvermandens ansigt og ... det er Henry Fonda." Efter at være mødtes med Leone ringede Fonda til sin ven Eli Wallach, som rådede ham til at medvirke, da "You will have the time of your life."