Se portræt for at læse mere om det generelle om emnet.
thumb|Det officielle kinesiske hofportræt af kejserinden og hustru til kejser Qinzong (1100–1161) fra Song-dynastiet
Portrætmaleri er en genre inden for malerkunsten, der viser mennesker, dyr og selv livløse genstande. Ud over i maleri kan portrætter laves i marmor, bronze, elfenben, træ, keramik, ætsning, litografi, fotografi, selv video og digitale medier.
Portrætmaleri kan også beskrive det malede portræt. Portrætmalerier er ofte bestillingsarbejde for offentlige eller private, eller er inspireret af beundring eller sympati for emnet. Portrætter er ofte vigtige optegnelser, som stater og familier kan bruge som dokumentation. Når en kunstner portrætterer sig selv, kaldes det et selvportræt.
Portrætmalerier har primært været erindringer om de rige og magtfulde. Men efterhånden blev det almindeligt for middelklassen at bestille portrætter af deres familier og kolleger. I dag benyttes portrætmaleri stadig af regeringer, virksomheder, grupper, klubber og enkeltpersoner.
Teknik og praksis thumb|van Dyck, tripelportræt af kong Karl 1. af England 1635-1636. Det viser profil, en face og trekvart profil. Det skulle sendes til Bernini i Rom, der skulle udføre en buste. Et veludført portræt viser den indre essens af emnet (set fra kunstnerens synspunkt) eller at være en smigrende gengivelse og ikke bare en præcis lighed. Aristoteles sagde: "Formålet med kunst er ikke at præsentere tingenes ydre, men deres indre betydning, for den og ikke ydre fremtoning og detaljer udgør sand virkelighed." Gordon C. Aymar ,The Art of Portrait Painting , Chilton Book Co, Philadelphia, 1967, s. 119 Kunstnere kan stræbe efter fotografisk realisme eller en impressionistisk lighed i skildringen af deres emne, men det adskiller sig fra en karikatur, som forsøger at afsløre særpræg ved overdrivelse af fysiske egenskaber. Kunstneren tilstræber generelt et repræsentativt portræt, som Edward Burne-Jones sagde: "Det eneste tilladte udtryk i store portrætter er udtryk for karakter og moralsk kvalitet, ikke noget midlertidigt, flygtigt eller tilfældigt." Aymar , s. 94
I de fleste tilfælde er resultatet et alvorligt udtryk med lukkede læber, og alt ud over et lille smil er forholdsvis sjældent. Eller som Charles Dickens udtrykte det, "der er kun to stilarter i portrætmaleri: den alvorlige og det smørrede grin." Aymar, s. 129 Selv med disse begrænsninger er en palet af subtile følelser mulige, lige fra rolig trussel til blid tilfredshed. Men når munden skal være forholdsvis neutral, må en stor del af ansigtsudtrykket skabes gennem øjne og øjenbryn. Som forfatter og kunstner Gordon C. Aymar siger det: "Øjnene er det sted, man leder efter de mest komplette, pålidelige og relevante oplysninger". Og øjenbryn kan registrere "næsten egenhændigt, spekulation, skam, frygt, smerte, kynisme, koncentration, vemod, utilfredshed, og forventning, i uendelige variationer og kombinationer." Aymar, s. 93
Portrætmaleri kan beskrive motivet ”hel figur”, ”halv figur”, ”ansigt og skuldre” (også kaldet et "brystbillede"), eller ”ansigt”, samt i profil, både skråt forfra eller ”lige på”, en face med forskellig fordeling af lys og skygge. Indimellem har kunstnere skabt portrætter med flere vinkler, som Sir Anthony van Dycks's "Tredobbelt portræt af Karl I". Aymar, s. 283 Der er endda eksempler på portrætter, hvor ansigtet ikke er synligt på nogen måde. Andrew Wyeths Christina's World (1948) er en berømt eksempel, hvor den lamme pige med ryggen vendt mod beskueren føjer sig ind i de omgivelser, hvor hun er placeret i for at formidle kunstnerens fortolkning. Aymar, s. 235
thumb|Pierre-Auguste Renoir, På terrassen, 1881 left|thumb|Gilbert Stuart, Portræt af George Washington, ca. 1796
Modellen kan være påklædt eller nøgen, indendørs eller udendørs, stående, siddende, liggende og til hest. Portrætmalerier kan være af enkeltpersoner, par, forældre og børn, familier eller grupper. De kan laves som oliemaleri, akvarel, pen og blæk, blyant, trækul, pastel og blandet medie. Kunstnere kan ansætte en bred palet af farver, som med Pierre-Auguste Renoirs På terrassen (1881) eller begrænse sig til hovedsageligt hvid eller sort, som Hammershøi eller Gilbert Stuarts Portræt af George Washington(1796).
Størrelsen af portrættet kræver overvejelse. Chuck Closes enorme portrætter skabt til museumsfremvisning adskiller sig meget fra portrætter til kundens hjem eller billeder, det skal være lette at rejse med. Ofte tager kunstneren i betragtning, hvor det endelige portræt skal hænge og tager hensyn til farver og stil i den omkringliggende udsmykning. Aymar, s. 280
Skabelsen af et portræt kan tage lang tid: Normalt kræver det at modellen sidder mange gange. Cézanne insisterede på over 100 gange. Aymar, s. 51 Goya foretrak et enkelt langt dagsforløb. Aymar, s. 72 Det gennemsnitlige er omkring fire fremmøder. Robin Simon, The Portrait in Britain and America, G. K. Hall & Co., Boston, 1987, s. 131, Portrætmalere præsenterer ofte deres modeller for en portefølje af tegninger eller fotos, hvorfra modellen kan vælge en posering, som Sir Joshua Reynolds tilbød. Hans Holbein den yngre lavede en tegning af ansigtet, og færdiggjorde resten af maleriet uden model. Simon, s. 129 I det 18. århundrede, tog det typisk et år at levere et portræt til en kunde. Simon, s. 131
Modellens forventninger og humør er en alvorlig overvejelse for en portrætkunstner. Med hensyn til portrættets realisme er portrætmalerne generelt konsekvente i deres tilgang. Kunder, der opsøgte sir Joshua Reynolds, vidste, at de ville modtage et flatterende portræt, mens Thomas Eakins's kunder vidste, at de kunne forvente et realistisk, skånselsløst portræt. Nogle modeller udtrykker stærke præferencer, mens andre lader kunstneren beslutte alt. Oliver Cromwell var berømt for at forlange, at hans portræt skulle vise "alle disse ujævnheder, bumser, vorter, og alt således som du ser mig, ellers vil jeg aldrig betale en øre for det."Aymar, s. 262
Efter at have anbragt modellen i en behagelig stilling undersøger kunstneren sit emne, og søger ét ansigtsudtryk ud af mange, der er hans begreb om essensen af modellen. Stillingen bliver også nøje overvejet for at afsløre modellens følelsesmæssige og fysiske tilstand; det samme gælder påklædningen. For at holde modellen fanget og motiveret opfører dygtige kunstnere sig ordentligt og taler venligt med modellen. Élisabeth Vigée-Le Brun råder kunstnerkolleger til at smigre kvinder og komplimentere deres udseende for at få deres samarbejde ved poseringen.
Væsentligt for udførelsen af et vellykket portræt er beherskelsen af den menneskelige anatomi. Det menneskelige ansigt er asymmetrisk, og dygtige portrætkunstnere gengiver den subtile venstre-højre forskel. Kunstnere skal have kendskab til de underliggende knogle- og vævsstrukturer for at kunne udføre et overbevisende portræt.
thumb|Portrætstudie af Thomas Eakins
Ved komplekse kompositioner kan kunstneren første lave en komplet skitse med blyant, blæk, kul eller olie. Den er især nyttig, hvis modellens tid er begrænset. Ellers bliver en rå, overordnet form skitseret på lærredet med blyant, kul eller tynd olie. I mange tilfælde afsluttes ansigtet først. Mange store portrætkunstnere udførte kun hoved og hænder, mens tøj og baggrunden blev lavet af svende og lærlinge. Der var endda andre end portrætmalerne, der udførte særlige opgaver som gardiner og beklædning som Joseph van Aken Simon, s. 98 Nogle kunstnere brugte tidligere dukker for at skabe stillingen og beklædningen. Simon, s. 107 Brugen af symbolske elementer placeret rundt om modellen ( tegn, husholdningsgenstande, dyr og planter) blev ofte brugt til at vise modellens moralske eller religiøse holdning, eller med symboler, der repræsenterer modellens arbejde, interesser, eller sociale status. Baggrunden kan være helt sort eller en udpenslet scene, som placerer modellen i rette sociale og rekreative omgivelser.
Selvportrætter fremstilles normalt ved hjælp af et spejl, og det færdige resultat er et spejlbillede – modsat et normalt portræt, hvor model og kunstner står over for hinanden. På et selvportræt ses en højrehånds kunstner ses med pensel i venstre hånd, medmindre kunstneren bevidst korrigerer billedet eller bruger endnu et spejl til at vende billedet.
thumb|left|Jacques-Louis David, portræt af Madame Récamier (1800), Louvre, Paris
Det sker at kunden eller kundens familie er utilfreds med portrættet, og kunstneren må retouchere det, ændre det eller trække det tilbage uden at blive betalt, og lide ydmygelsen af fiasko. Jacques-Louis Davids berømmede portræt af Madame Récamier, der nød stor popularitet på udstillinger, blev afvist af modellen pga. en klodset malet fod. Det samme gjaldt John Singer Sargents berygtede Portræt af Madame X. John Trumbulls portræt "General George Washington" blev afvist af det udvalg der havde bestilt det. Aymar, s. 268, 271, 278 Den nærtagende Gilbert Stuart besvarede engang en kundes utilfredshed med portrættet af hans kone på denne slagfærdige måde: "Du bragte mig en kartoffel, og du forventer en fersken!" Aymar, s. 264
Et vellykket portræt kan imidlertid bevirke livslang taknemmelighed fra en klient. Grev Balthazar var så tilfreds med det portræt Raphael havde malet af grevinden, at han sagde til kunstneren: "Dit billede ... kan alene lette mine bekymringer. Det billede er mig en fryd, jeg retter mine smil til det, det er min glæde." Aymar, s. 265
Historie Antikken
thumb | right |Romersk-egyptisk begravelsesportræt af en kvinde.
Rødderne til portrætter findes i forhistorisk tid, selv om kun få af disse værker har overlevet til i dag. I den frugtbare halvmånes kunst fra antikken og især fra Egypten, vrimler det med skildringer af herskere og guder. Imidlertid blev de fleste af dem skabt stærkt stiliseret, de fleste i profil i sten, metal, ler, gips, eller krystal. Egyptiske portrætter lægger liden vægt på lighed, i det mindste til Akhenatons tid i det 14. århundrede f.Kr. Portrætmaleri af fornemme mennesker fra Kina går sandsynligvis tilbage til før 1000 f.Kr., selvom ingen er overleveret fra den tid. Eksisterende kinesiske portrætter går tilbage til omkring 1000 e.Kr. Aymar, s. 5
Fra litterære kilder ved vi, at oldgræsk maleri indeholdt portrætter, ofte meget nøjagtige, hvis vi skal tro kritikeres ros, men der er ingen overleveret. Skulpturer af herskere og personligheder som Socrates overlevede i et vist antal, og som de individualiserede portrætter af hellenistiske herskere på mønter, viser de, at de græske portrætter kunne opnå en god lighed, og at personerne blev afbildet med forholdsvis lidt smiger – Sokrates' portrætter viser, hvorfor han havde ry for at være grim. Alexander den Stores efterfølgere indledte den praksis at sætte Alexanders portræt som gud på deres mønter, og snart satte de deres egne profiler på.
Romerske portrættører adopterede portrætkunstens traditioner fra både etruskerne og grækerne. De byggede på en meget stærk tradition knyttet til deres religiøse brug af portrætter af forfædrene såvel som til romersk politik. De få malede overleveringer – i Fayum mumieportrætter, Alines grav og Septimius Severus-tondoen, alle fra Egypten under romersk herredømme – er klart lokale malerier, der afspejler græsk frem for romersk stil, men vi har et væld af hoveder i form af skulpturer, herunder mange individuelle portrætter fra middelklassens grave og møntportrætter i tusindvis.