thumb|Nakskov Station på Nørrevold 29 er tegnet af Ørnsholt og stod færdig i 1925. thumb|Ørnsholts rækkehuse i Ole Kirks Allé, opført i 1944 og senere valgt som Danmarks smukkeste almene boliger. Adolph Einar Ørnsholt, født Hansen (født 9. januar 1887 i Aarhus, død 19. oktober 1978 i Nakskov) var en dansk arkitekt, der primært har sat sit præg på mellemkrigstidens Nakskov, hvor han har skabt flere hundrede private og offentlige bygninger. Han har således tegnet Nakskovs banegård, tidligere bibliotek og biograf udover etageejendomme, rækkehuse og talrige villaer. Han tegnede også blandt andet de elleve stationsbygninger, der var på den nu nedlagte Nakskov-Rødby Jernbane.

Levnedsløb

Einar blev født i Aarhus som søn af oversergent, senere stabssergent Laust Christian Hansen Ørnsholt og Vilhelmine Helene Mathilde Markussen. Drengen blev døbt Adolph Einar Hansen, men familien tog navneskift fra Hansen til Ørnsholt 10. august 1899, da Einar var to år gammel.

Uddannelse

Ørnsholt tog realeksamen 1902, blev murersvend 1905 og gik på Aarhus tekniske Skole 1905. Han blev forberedt til Kunstakademiet under Sophus Vermehren og C.V. Aagaard 1906 og gik på Kunstakademiet (under professor Hans J. Holm) fra 1907 indtil sin afgang 1917. I løbet af sin 10-årige uddannelse var han ansat på tre tegnestuer, nemlig hos Jens Christian Kofoed 1907, H.C. Glahn i Nykøbing Falster 1910-12 og Martin Borch 1912-13.

Ørnsholt deltog under sin studietid i "den danske klasse", oprettet i 1908 af Martin Nyrop og Hack Kampmann. Den danske klasse var nationalromantisk orienteret, men også meget optaget af enkelhed og rene linjer, der førte til en opblomstring af arkitekturretningen nyklassicisme, der tidligere havde domineret i Danmark sidst i 1700-tallet.Louise Sebro: Ejnar Ørnsholts eget hus. Udgivet af Realdania By & Byg 2024.

1917 vandt Ørnsholt den Neuhausenske Præmie for et restaureringsprojekt for Hammershus.

Arbejde som arkitekt

I 1916 blev Ørnsholt ansat hos den københavnske arkitekt Johannes Magdahl Nielsen, som var i gang med at opføre toldkammeret i Nakskov. Ørnsholt blev tilsynsførende på dette byggeri, og han fik så meget smag for havnebyen på Lolland, at han slog sig ned i byen i 1917.

Egen tegnestue

I 1918 etablerede Ørnsholt en selvstændig tegnestue i Nakskov, hvor han efterhånden blev en førende eksponent for nyklassicismen. Han var i denne periode påvirket af Heinrich Tessenows tyske huse. I 1930'erne tegnede Ørnsholt enkelte villaer i funkis inspireret af Frits Schlegel og Einar Rosenstand.

Andre hverv

Ørnsholt var tillige branddirektør i Landbygningernes almindelige Brandforsikring 1918-46, medlem af bestyrelsen i Lolland-Falsters Stiftsmuseum, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Nakskov og bygningssagkyndig ved Halsted Kloster fra 1929.

Privatliv

Ørnsholt blev gift 1. maj 1914 i Brønshøj med Tonny Marie Sofie Sandorff (født 6. april 1892 i Nykøbing Falster, død 30. juni 1954 i Nakskov), der var datter af sadelmagermester Thorvald Godtfred Daniel Sandorff (1847-1927) og Johanne Augusta Ernestine Petersen (1852-1932). Han havde mødt Tonny, mens han boede i Nykøbing som ansat hos Glahn. Parret flyttede til Nakskov, hvor de først boede i en lejlighed i bymidten, indtil Ørnsholt i 1918 fik bygget sit eget hus på Svingelsvej. Huset blev familiens ramme de næste tres år. Her voksede familiens tre børn op: Ole, Birthe og Laust (kaldet Bror), som siden selv blev arkitekt og overtog farens tegnestue.

Ørnsholt var et meget spirituelt menneske. Hans livssyn var stærkt præget af teosofien, og i 1914 meldte han sig ud af Folkekirken. Han troede på farverne som noget, der påvirkede menneskets følelser og dets åndelige tilstand, og det har formodentlig påvirket hans karakteristiske farvesætning i flere af hans bygninger. Ørnsholt var også vegetar og meget optaget af naturen. Han var en af grundlæggerne af Retsforbundet med dets tanker, om at mennesker skulle kunne bruge, men ikke personligt eje jord.

Samarbejde med sønnen

Sønnen Laust Ørnsholt (1925-1974) blev også arkitekt (MAA) og blev i 1950 tilknyttet farens tegnestue, som han gradvis overtog. Laust fortsatte faderens virke på Lolland og stod selv bag en række bygninger, indtil han døde pludseligt i 1974, 49 år gammel.Til lykke til Ejnar Ørnsholt. Artikel i Lolland-Falsters Folketidende 19. maj 2018.

Værker

Almen karakteristik

Ørnsholt optog i sine bygninger flere forskellige byggestile. Fra sin studietids deltagelse var han påvirket af den danske klasses nationalromantik, men også nyklassicismens enkelhed. Han blev også påvirket af den engelske Arts and Crafts, af den danske Bedre Byggeskik-bevægelse og af funktionalismen.

Ørnsholts eget hus på Svingelsvej

thumb|Ørnsholt opførte i 1918 et hus til sig selv og sin familie på hjørnet af Svingelsvej og Gyvelvej. I 1918 fik Ørnsholt bygget sit eget hus i Nakskov, hvor han boede indtil sin død i 1978. Huset var hans allerførste selvstændige bygning i Nakskov. Han købte en ubebygget hjørnegrund på Svingelsvej/Gyvelvej af De Danske Sukkerfabrikker og opførte her en nøgtern og funktionel villa med en række fine detaljer. Dets iøjnefaldende farver skilte sig meget ud i samtiden: Huset havde pudsede facader i italiensk rød, vinduer med hvide rammer og hvide skodder, azurblå vidnueskarme, hvidmalet havedør og hoveddør og kridhvide forskallinger langs kanterne på tegltaget og på tagets og kvistenes rygninger. Også indvendigt havde villaen iøjnefaldende farver.

Huset fik siden lov at forfalde, indtil Realdania købte ejendommen i 2021 og renoverede det efterfølgende henover en 2-årig periode. Det nyrestaurerede hus stod færdigt i sommeren 2024.Udskældt arkitektonisk perle åbner nu dørene. TV 2. Hentet 19/6-2024 Realdania udgav også et 58-siders hæfte med tekst, illustrationer og farvefotos af huset.

Liste over væsentlige værker af Ørnsholt

I Nakskov bl.a.: Biograf, Nygade 36 (1918) Nakskov Station, Nørrevold 29 (1925) Den Lollandske Landbostands Sparekasse, Søndergade (1929-30, fresker af Henrik Madsen 1945, ombygget) Brugsforeninger: Tårsvej 56 (1934) og Rødbyvej 61 (1936) Folkebibliotek og børnehave, Klostergade 22 (1939) Præstegårde: Præstestræde 4 (1922) og Bredgade 47 (1930, katolsk) Etageejendomme: Nygade 33 (1923, 1929), Søndergade 32 (1926) og Søndergade 42 (1938) Pensionistboliger, Rødbyvej 40 (1943 - nedrevet) og Løjtoftevej 103-11 (1946 - nedrevet) Talrige villaer og enfamiliehuse: Svingelsvej 38 (1918), 43 (1918, eget hus), 82 (1920), 73 (1924), 42, 75, 109, 115 (1927), 15 (1932), Krogsbøllevej 5 (1938), Nakskovvej 228 (1917), 244 (1931) og Løjtoftevej 281(1931), 283 (1931), 285 (1930), 293 (1930), Strandvej 1 (1954) Dobbelthuse: Tårsvej 138 (1937) og Havebyen 33-35 (1949) Rækkehuse: Bytinget 1-6 (1937), Ole Kirks Allé 8-60 (1944 - i 2014 valgt som "Danmarks Smukkeste Almene Boliger") og Nymarkvej (1950) I Maribo: Sdr. Boulevard 56 (1933), 23 (1934) og 58 (1937) Udvidelse af Lolland-Falsters Stiftsmuseum (1942) Andre steder bl.a.: 11 stationsbygninger, Nakskov-Rødby Jernbane (1924-26, nedlagt) Vejvæsenets administrationsbygning, Gåbensevej 1, Nykøbing Falster (1936) Præstegårde: Vigsnæs (1919), Bogø (1922), Sandby (1928) og Holeby (1950) Villaer: Fuglevænget 4, Aalborg (1925), og Duevej 103, Frederiksberg (1929) Landvillaer Vedbyvej 3, Skelstofte (1928) og Maglehøjvej 228, Dannemare (1936) Landarbejderboliger, Knuthenborg Skibevej 59 og 61, Bandholm (1916), Gammeleje, Lyvej 36 Herredskirke (1921, nedrevet), Halsted Kloster Ullerslevvej 34, Halsted (1929) Sommerhuse: St. Orebjergvej 13, Rågeleje (1913), Begoniavej 7, smst. (1913) og Slotøvænget 7, Lindelse (1920, udvidet 1935) Endvidere på Lolland: Bankfilialer, folkebygninger, elevboliger, skovløberhuse, kapeller m.v.; desuden kirkeinventar og møbler.

Referencer

Eksterne henvisninger Louise Sebro: Ejnar Ørnsholts eget hus. Udgivet af Realdania By & Byg 2024. Peter Heiberg og Flemming Skude: Arkitekten Ejnar Ørnsholt - liv og værk. Udgivet af Nakskov lokalhistoriske Arkiv mfl. 2016. Ida Haugsted:

Kategori:Arkitekter fra Danmark Kategori:Personer fra Aarhus Kategori:Personer fra Nakskov Kategori:Danskere i 1900-tallet Kategori:Nyklassicistiske arkitekter Kategori:Branddirektører fra Danmark Kategori:Modtagere af De Neuhausenske Præmier