Fortælleteknikken i Agatha Christies krimier er bygget op om løsningen af en gåde, som kan minde om et puslespil. Forfatteren lægger nogle brikker frem for læseren og tilbyder denne at gætte på, hvem der er den egentlige skurk, som regel en morder. I modsætning til Arthur Conan Doyle indbygger Christie ofte de afgørende ledetråde i dialogen mellem de involverede, mens beviserne mod den skyldige er mindre fremtrædende og af og til ikke kan føre til domfældelse.
Fortælleteknisk metode
Christie anvender en fortælleteknisk metode, hvor hvert kapitel indeholder en række informationer, der har relevans for opklaringen af sagen. Disse informationer er ofte skjult i en dagligdags dialog, og evnen til at sløre vigtige spor nævnes som et væsentligt element i Christies ”talent til at overraske”Jf. den engelske titel på Barnard (1980): A Talent to Decieve, hvor Barnard netop fremhæver Christies særlige ”gaver” i kapitlet ”Surprise, Surprise!” Motivet til forbrydelsen, ægte og falske alibier er andre ingredienser, som flytter mistanken fra en af de mistænkte til en anden i løbet af opklaringsprocessen. Efter den overraskende slutning på romanen Hvem dræbte? fra 1926 blev det ofte fremhævet, at hendes helt specielle evne var, at læseren som regel blev overrasket af løsningen på ”puslespillet” uden at føle sig snydt.Osborne (1982), s. 34
Fortællerrollen er en vigtig ingrediens i et Christie-plot. I sine tidligste romaner foretrak hun første persons fortælleren, som har begrænset indsigt, men samtidig er en del af plottet. Rollen varetages af Arthur Hastings i de første Poirot romaner, men også f.eks. Anne Beddingsfield i Mysteriet i Marlow og Dr. Sheppard i Hvem dræbte? fra 1926. Sheppard måtte nødvendigvis erstatte Hastings i denne bog, da pointen er, at fortælleren er morderen, og Hasting passede ikke rigtigt i denne rolle. I andre romaner benytter hun sig af den registrerende fortæller. Det er interessant at sammenligne f.eks. Amy Latheran, fortælleren i Mord i Ørkenen, der anstrenger sig for at registrere hændelserne objektivt,s. 239-243 og Jerry Burton, fortælleren i Døden kommer med Posten, en fordomsfuld mand, der tilmed er forelsket i en kvinde, der muligvis er morder.s. 384Det er bemærkelsesværdigt, at hun ud over Hastings skabte 7 mandlige fortællere, men blot to kvindelige. s. 385
Senere i karrieren benyttede hun sig oftere af den alvidende fortæller, men løber her den risiko, at læseren føler sig snydt, hvis denne føler, at der mangler en brik i puslespillet. Den alvidende fortæller i En af os er morderen tillader læseren en begrænset indsigt i personernes tanker, hvilket er "at skøjte på tynd is, men (hun) klarede det virtuost".Barnard (1980), kapitel III
Christie var konservativ af livssyn, men ret uinteresseret i praktisk politik, selv om hun støttede det konservative parti. Hendes sociale position og politiske synspunkter har vildledt mange anmeldere til at udelukke netop den klassiske konservative samfundsstøtte som gerningsmand.Jf. Barnard (1980), der anfører flere eksempler i kapitel IV Ofte undytter Christie læserens formodede fordom om forfatterens sympati for en bestemt person til at vildlede. Fx når hun på trods af sit konservative syn på kønsroller, gør den opofrende mor og hustru til skurken, ligesom hendes aversion mod selvstændige, stærke kvinder ikke forhindrede, at disse kunne optræde både som heltinder og skurke. Denne evne til at variere sit persongalleri har været med til at hæfte begrebet "den mindst sandsynlige blandt de mistænkte" På engelsk ”Least Likely Suspect”., men Barnard fremhæver, at det ofte er den, læseren af en eller anden grund aldrig drømmer om at mistænke på den skyldige i en roman af Agathe Christie. Bernard (1980) s. 38.
Røgsløret
"Least Likely Suspect" er et simpelt, men effektivt "røgslør", som får læseren til at udelukke en person som skyldig. I Fine sko med spænder fra 1940 er skurken i en social position, som burde udelukke ham som morder. Alistair Blunt fremhæves af en fremtrædende konservativ politiker som en af de få, der kan redde Storbritannien fra politisk og socialt kaos, og Hercule Poirot bemærker: "De står for alt, hvad jeg finder væsentligt. Sundhed, balance, stabilitet og retfærdig fordeling." I umiddelbar forlængelse af denne udtalelse beviser Poirot, at Blunt er en nådesløs morder, der har skaffet tre mennesker af vejen for at beskytte sin sociale position.Jf. Barnard (1980), s. 54
Alistair Blunts position er et eksempel på et røgslør, som medvirker til at læseren overser de ægte spor, som peger på ham som gerningsmanden. Et tilsvarende eksempel findes i Mysteriet i Marlow, hvor sir Eustace står for britisk stabilitet, men det er en facade. I virkeligheden er han storforbryder og leder af et internationalt netværk af kriminelle. Et tredje eksempel er Lady Westholme i Stævnemøde med døden. Som engelsk parlamentsmedlem forekommer hun hævet over mistanke, men Poirot udpeger hende alligevel som kynisk morderske. Major Burnaby i Sittaford-mysteriet er en af de typiske sidefigurer i en klassisk Christie, stivnakket, selvbevidst militærmand; men her er det ikke en sidefigur, men morderen, som bærer disse karakteristika.Bernard (1980), s, 65
I Hvem dræbte? er det fortællerrollen, der er røgsløret. Fortælleren, Dr. Sheppard lyver ikke direkte i sine notater om sagen, men han skjuler så mange væsentlige kendsgerninger, at læseren burde være på vagt. Barnard (1980), s. 37 Det er primært hans rolle som fortæller, der udgør hans alibi, som viser sig at være konstrueret. I Døden lurer er Nick Buckley tilsyneladende offer for en række attentaforsøg. I virkeligheden peger flere spor på, at Nick selv har iværksat disse attentater, som hun hver gang slipper godt fra. Efter at have overbevist omgivelserne om, at hun er i livsfare, myrder hun sin kusine. Planen afhænger af, at læseren tror på, at de er blevet forvekslet, fordi kusinen, kort før drabet foregik, havde lånt Nicks sjal.Døden lurer?, s. 112 Christie nedfældede adskillge noter om denne roman, som viser, at hun havde flere andre af sine senere plots i tankerne, fx. med referencer til den senere udgivelse Mord for åbent tæppe., s. 197-200 En anden ung, hårdkogt kvinde er skuespillerinden Jane Wilkinson i Tretten til bords. Hun engagerer en kollega til at deltage i et middagsselskab, hvor hun er forklædt som Wilkinson, og denne benytter dette alibi til at myrde sin mand, den despotiske Lord Edgware. Wilkinson er naturligvis nødt til også at myrde kollegaen, og først da Hercule Poirot finder de afgørende brikker i puslespillet, bliver hun afsløret. Også tilblivelsen af dette plot er grundigt beskrevet i Christies notesbøger.s. 197-200
I ABC Mordene og Mord er let er gerningsmanden tilsyneladende en seriemorder eller en psykisk syg person. I virkeligheden har gerningsmanden en logisk grund til sine handlinger, og nogle af de drab, som gerningsmanden ikke har et motiv til, er røgslør over det "ægte" drab. Grundideen er i begge tilfælde beslægtet med morderens plan i Mord for åbent tæppe, hvor skuespilleren Charles Cartwright afholder en generalprøve på det drab, han senere gennemfører som planlagt.s. 214 Læseren leder derfor efter et motiv til det første mord og overser, at det er det andet mord, der har et motiv. En af os er morderen, hvor ti mennesker er isoleret på en øde ø, byder derimod på en ægte seriemorder, som dog har en helt forståelig grund til sine handlinger.Osborne (1982), s. 111 anser endog mordene for "uundgåelige". Røgsløret i denne roman er gemt i tolkningen af et børnerim, som desværre af hensyn til politisk korrekthed er ændret i nyere engelske udgaver af romanen. (I den seneste danske udgave af romanen (Der var ti, der var ni... fra 1998) er børnerimet (Ti små niggerdrenge) dog bevaret uændret.)Rimets titel er: Ten Little Nigger Boys (på dansk_ Ti små niggerdrenge) Bogen betegnes som hendes mest kendte og populære roman.Osborne (1982), s.111
De foregående eksempler på den umulige morder som tema overgås måske af pointen i Det kringlede hus, hvor morderen er et barn. Christie havde dog forberedt sine læsere allerede i 1944, da hun skrev Mod nulpunktet, hvor det tidligt i romanen fremgår, at morderen allerede som barn havde begået drab. Både her – og senere i Dommen er afsagt – henviser hun til virkelige sager med børn, der har begået drab. Derfor burde hendes publikum vide, at børn er potentielle mordere. Hendes styrke var, at "tænke det utænkelige", som Bernard (1980) bemærker i sin kommentar til Det kringlede hus.
Hvis læseren skal have en chance for at gætte løsningen på en Christie-mordgåde, er første betingelse, at denne husker, at alle er under mistanke uanset deres position i bogen; det skal dog tilføjes, at der også er mange eksempler på, at den tilsyneladende mest sympatiske eller mest interessante person i en Christie ikke er morderen. f.eks. Ellinor i Var hun uskyldig? og Henrietta i Hollow-mysteriet. Overfaldisk betragtet har Henrietta i Hollow-mysteriet samme position i plottet som f.eks. Elsa Greer i Seksten år efter. Men de udfylder unægtelig rollen som en berømtheds elskerinde på meget forskellig vis. Henrietta er klar over, at John Christow ville forlade sin lettere stupide kone, hvis han ikke havde en elskerinde at "trøste" sig hos, og derfor beslutter hun sig for at udfylde rollen. Elsa bliver derimod jaloux, da elskeren viser sig at foretrække sin kone for elskerinden. Den uundgåelige konsekvens er, at mens den bedragne hustru myrder ægtefællen i Hollow-mysteriet, er det elskerinden, der myrder sin elsker i Seksten år efter.
Trekantdramaet Christie har selv understreget, at der kun findes tre grundmotiver til forbrydelser: Penge, kærlighed og frygt.I sin selvbiografi fra 1977. I trekantdramaet kan disse tre grundmotiver kombineres og varieres, og flere af Christies bedst sælgende romaner udnytter disse muligheder. I De låsede døre er Alfred Inglethorps utroskab længe ukendt for læseren, mens det fra starten er kendt, at han er arving til en formue efter sin 20 år ældre hustru. Tim Rendalls seksuelle motiv til at myrde sin kone afsløres ligeledes meget sent i Det caribiske mysterium. I Solen var vidne går der rygter om et trekantsdrama, men det forkerte viser det sig, idet den egentlige utroskab er nydeligt tilsløret.
I Nemesis kan det virke overraskende, at det er gammeljomfruen Jane Marple, der kommer på sporet af en lesbisk kvinde, Clotilde Bradbury-Scott, der ti år tidligere har myrdet en teenage-pige, som hun har fattet lidenskabelig kærlighed for. Da pigen ville giftes med en ung mand med en kriminel løbebane, valgte Clotilde at dræbe pigen og udlægge falske spor, som sendte den unge kriminelle i fængsel på livstid. I andre tilfælde er homoseksuelle par ganske harmløse, især når Christie karikerer deres forhold. Især tydeligt i Invitation til mord. Motivet, hvor en kvinde hævner sig, fordi hun er blevet svigtet i et seksuelt forhold, spiller en rolle i Mord er let, mens samme tema er en afgørende brik i røgsløret i Døden på Nilen. I Hun døde ung – Miss Marples sidste sag bemærker denne dr. Hallidays "unaturlige hengivenhed for sin søster", som driver ham til at begå drab. Selv om hun ikke direkte bruger udtrykket incest, er det klart,at det er det, hun mener med udtrykket unaturlig hengivenhed.
Mordplanen