Christian Frederik (Friedrich) Conrad Sarauw (2. juli 1824 i Slesvig by – 29. november 1900 i København) var en dansk militærforfatter og -historiker, bror til Conrad Sarauw og Conrad Friedrich Emil Theodor Sarauw samt far til Paul Sarauw.

Officer Faderen, kammerråd Friedrich Heinrich Wilhelm Sarauw (1777-1845), en slægtning af Friedrich Sarauw, var borgmester i Burg på Femern. Tidligere var faderen herredsfoged i Struxdorf Herred og amtsforvalter i Hytten Amt. Moderens navn var Sophie Hedewig født Claussen (1782-1851).

Efter at have studeret ved forskellige tyske universiteter, bl.a. ved universitetet i Kiel, trådte han 1848 ind i den slesvig-holstenske hær, ved hvilken han året efter blev premierløjtnant. Efter fredsslutningen blev han ansat i Forbundskontingentet, som kort efter indlemmedes i den danske Hær. Som kompagnichef ved 4. regiment deltog han i krigen 1864, avancerede samme år til kaptajn, men udtrådte 1872 af krigstjenesten. 1871 blev han Ridder af Dannebrog.

Forfatter Sarauw, der 1857 tog statsvidenskabelig eksamen, var en frugtbar forfatter såvel i militær som i politisk retning; han skrev såvel på dansk som på tysk, men hans afhandlinger var som oftest tendentiøse og havde derfor generelt kun polemisk betydning. Under den fransk-tyske krig 1870-71 var han Berlingske Tidendes militære medarbejder, og hans artikler om denne krig vakte berettiget opmærksomhed. 1878 udgav han en fremstilling på tysk af den russisk-tyrkiske krig, medens han 1881 skildrede Karl XII's felttog.

Spion Ved at knyttes som spion til Bureau des renseignements (den franske efterretningstjeneste) i Paris kom han 1885 i konflikt med de tyske love, blev under en rejse i Tyskland arresteret og dømt til 12 års tugthusstraf for landsforræderi."Sarauw, französicher Spion", i: Johannes Lepsius, Albrecht Mendelssohn-Bartholdy & Friedrich Wilhelm Karl Thimme (red.), Die grosse Politik der europäischen Kabinette, 1871-1914: Sammlung der diplomatischen Akten des Auswärtigen Amtes, Deutsche Verlagsgesellschaft für Politik und Geschichte 1922, s. 190. Online hos Google Books 1887 blev han benådet og flyttede tilbage til København, hvor han snart genoptog sin journalistiske virksomhed. Han blev som militær medarbejder fast knyttet til bladet Politiken (under mærket "Colonel"), forfægtede dettes militære anskuelser og udgav talrige skrifter mod Københavns moderne befæstning.

Han er begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Kilder

Eksterne henvisninger

Sarauw, Christian Frederik Conrad i Povl Engelstoft og Svend Dahl, Dansk biografisk Leksikon (2. udgave)

Kategori:Danskere i 1800-tallet Kategori:Officerer fra Danmark Kategori:Riddere af Dannebrog Kategori:Personer i Treårskrigen fra Slesvig-Holsten Kategori:Personer i den 2. Slesvigske Krig fra Danmark Kategori:Personer fra Slesvig by Kategori:Debattører fra Danmark Kategori:Faglitterære forfattere fra Danmark Kategori:Faglitterære forfattere fra Tyskland Kategori:Journalister fra Danmark Christian 1 Kategori:Personer i Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Spioner fra Danmark Kategori:Spioner for Frankrig Kategori:Dansksprogede forfattere fra Danmark Kategori:Salmonsens Kategori:Militærhistorikere fra Danmark