Fransk eller fransk forsvar er en åbning i skak, som er karakteriseret ved trækkene

1.e4 e6

Fransk anses for at være en solid og sund åbning, omend den kan give sort et noget hæmmet spil under udviklingen af brikkerne i den indledende fase. Sort får ofte angrebschancer på dronningefløjen, mens hvid tenderer mod at have overvægt på kongefløjen.

Grundlæggende udvikling Fransk - diagram 1Position efter 1.e4 e6 2.d4 d5 Efter åbningstrækkene 1.e4 e6 fortsætter spillet sædvanligvis med 2.d4 d5. Hvid fortsætter sit tryk mod brættets centrum, mens sort straks udfordrer bonden på e4.

Hvid har her adskillige muligheder for at fortsætte: ved at forsvare bonden med 3.Sc3 (hovedvarianten) Ved at forsvare bonden med 3.Sd2 (Tarraschsvarianten) At afbytte bønderne med 3. exd5 (afbytningsvarianten) Ved at lade bonden gå frem med 3.e5 (fremstødsvarianten)

Generelle temaer Diagram 2 nedenfor viser en bondestilling, som ofte opstår i fransk. På grund af bondestillingen i centrum har sort mere plads på dronningefløjen og fokuserer derfor på denne side af brættet ved næsten altid på at tidspunkt at spille ...c7-c5 for at angribe hvids bondekæde ved dens basis. Sort kan følge op ved at gå frem med sine a- og b-bønder.

En alternativ eller samtidig plan for sort er at angribe hvids centrum, som trykker hans stilling sammen. Fløjangrebet ...c7-c5 er sædvanligvis ikke nok til at opnå befrielse, så sort vil ofte spille ...f7-f6. Støtter hvid bonden på e5 ved at spille f2-f4, er der to almindelige fortsættelser for sort. Fransk - diagram 2 Den første er at trykke direkte mod f-bonden ved at spille ...g7-g5. Bonden på g5 truer desuden med at gå frem til g4 og drive den hvide springer væk fra f3 og derved fremme sorts spil mod hvids centrum. Den anden mulighed er at spille ...fxe5, og hvis hvid slår tilbage med fxe5, har sort fået åbnet f-linjen for sit tårn. Eftersom hvid sædvanligvis har en springer på f3 til at beskytte sine bønder på d4 og e5, kan det give sort mulighed for på et tidspunkt at ofre med ...Txf3 for at ødelægge det hvide centrum og angribe kongen. Hvis hvid på den anden side spiller dxc5, åbnes diagonalen a7-g1, hvilket gør det mere risikabelt for hvid at udføre kort rokade.

Hvid forsøger sædvanligvis at drage fordel af sit større manøvrerum på kongefløjen, hvor han ofte vil forsøge at opnå et matangreb. Det er f.eks. hvad hvid forsøger i det såkaldte Aljechin-Chatard-angreb. Et andet eksempel er den følgende udvikling i klassisk fransk: 1.e4 e6 2.d4 d5 3.Sc3 Sf6 4.Lg5 Le7 5.e5 Sfd7 6.Lxe7 Dxe7 7.f4 0-0 8.Sf3 c5 9.Ld3 (se diagram 3)

Hvids hvidfeltede løber ser mod den svage bonde på h7, der sædvanligvis er dækket af en springer på f6, men som her er blevet tvunget væk af e5. En typisk fortsættelse af hvids angreb er 9...cxd4 10.Lxh7+ Kxh7 11.Sg5+, hvor sort må give sin dronning for at undgå at blive sat mat og fortsætter med 11...Dxg5 12.fxg5 dxc3. Sort har tre lette officerer for dronningen, hvilket betyder en lille materiel fordel, men hans konge er udsat, og hvid har gode angrebsmuligheder. Fransk - diagram 3Stillingen efter 9.Ld3

Udover mulighederne for et officersangreb kan hvid også spille efter en plan, som går ud på at rykke frem med bønderne på kongefløjen (en særdeles almindelig ide i slutspillet), hvilket på passende tidspunkter indebærer trækkene f2-f4, g2-g4 og derpå f4-f5 for at udnytte terrænovervægten på denne side af brættet. En hvid bonde på f5 kan være meget stærk, fordi den både truer med at slå en brik på e6 og med at gå frem til f6. Sommetider kan fremrykning med h-bonden til h5 eller h6 også være effektiv. I mange franske opstillinger ligger der en strategisk fordel for sort på lang sigt, hvorfor hvid ofte er mere eller mindre tvunget til at angribe. Det blokerede centrum betyder, at det ofte er muligt at ofre for at opnå matangreb, og det siges, at hvide spillere i denne åbning bør undersøge det klassiske løberoffer (Ld3xh7) ved hvert træk. Sort byder imidlertid tit et angreb velkommen, fordi fransk er kendt for at rumme forsvarsmuligheder og manøvrer for sort, som ofte ender med en materiel fordel til slutspillet. Viktor Korchnoi, der sammen med Botvinnik har været en af de stærkeste spillere og kendere af åbningen, talte om, hvordan han psykologisk kunne lokke modstandere til at angribe sig og ofre materiale, hvorpå han kunne afvise modstanderens anfald og have en let gevinst i slutspillet.

En moderne ide for hvid er at vinde terræn på dronningefløjen ved at spille a2-a3 efterfulgt af b2-b4. Hvis hvid har held til dette, vil sorts bevægelsesmuligheder indskrænkes yderligere.

Et af sorts problemer i fransk er, at hans egen bonde på e6 spærrer for løberen på c8. Hvis sort ikke er i stand til at udvikle den ved hjælp af bondefremstød som ...c5 og/eller ...f6, kan den forblive passiv under hele spillet. Et ofte fremhævet eksempel på den potentielle svaghed ved denne løber er partiet Tarrasch–Teichmann fra San Sebastián 1912, hvor stillingen i diagram 4 opstod efter femten træk i den klassiske variant af fransk. Fransk - diagram 4S. Tarrasch-R. TeichmannSan Sebastián 1912Stilling efter 15...Sxc5 Sort er her havnet i en stilling, hvor han er tvunget til at være helt passiv. Hans hvide løber er hæmmet af bønderne på a6, b5, d5, e6 og f7. Hvid vil formodentlig forsøge at afbytte sorts springer, som er den eneste brik med nogen bevægelsesfrihed. Selv om det kan være muligt for sort at opnå remis, er det ikke nogen let opgave, og medmindre hvid gør sig skyldig i fejltagelser, vil sort have få chancer for skabe aktivt modspil.

Det er grunden til, at de klassiske varianter af fransk mistede deres popularitet i mange år, og at varianten med 3....Lb4 begyndte at blive benyttet oftere efter 1. verdenskrig, især som følge af Nimzowitschs og Botvinniks indsats. I partiet Tarrasch – Teichmann vandt hvid efter 41 træk. For at undgå denne skæbne er det sædvanligvis en prioriteret opgave for sort at finde en nyttig placering af løberen. Sort kan spille ...Ld7-a4 for at angribe en bonde på c2, hvilket sker i mange grene af Winawer-varianten. Har sort flyttet sin f-bonde til f6, kan sort også overveje at bringe løberen til g6 eller h5 via d7 og e8. Befinder hvids hvide løber sig på diagonalen f1-a6, kan sort forsøge at afbytte den ved at spille ...b6 og ...La6, eller ...Db6 fulgt af ...Ld7-Lb5.

I fremstødsvarianten (3.e5) er det et generelt tema, at hvid gerne vil stille sin hvide løber på d3 for at maksimere dens virkning. Det kan hvid ikke spille umiddelbart efter ...Db6 uden at tabe bonden på d4. Sort kan ikke vinde den ekstra bonde umiddelbart, fordi 6.Ld3 cxd4 7.cxd4 Sxd4? 8.Sxd4 Dxd4?? 9.Lb5+ vinder den sorte dronning ved en afdækkerskak. Derfor angiver teorien, at sort bør spille 7...Ld7 i stedet for at forebygge dette. Hvid har ofte alligevel ofret d-bonden ved at forsætte med 8.0-0 Sxd4 9.Sxd4 Dxd4 10.Sc3. Det kaldes Milner-Barry-gambit efter Stuart Milner-Barry, men fremgangsmåden anses for at være tvivlsom og har aldrig haft tilhængere blandt de stærkeste spillere.

Hovedvarianten 3.Sc3 Da 3. Sc3 spilles i mere end 40% af alle partier med fransk åbning, anses denne fortsættelse for at være hovedvarianten. Efter dette træk har sort tre hovedfortsættelser, nemlig 3...dxe4 (Rubinstein-varianten), 3...Lb4 (Winawer-varianten) eller 3...Sf6 (den klassiske variant). En mere excentrisk ide er 3...Sc6!? 4.Sf3 Sf6 med hensigten 5.e5 Se4, som den tyske internationale mesterspiller (IM) Helmut Reefschlaeger har benyttet en del.

Rubinstein-varianten 3...dxe4 Varianten er opkaldt efter stormesteren (GM) Akiba Rubinstein, og den kan også fremkomme efter trækkene 3.Sd2 dxe4. Hvid har friere spil og mere terræn i centrum, hvilket sort håber at kunne neutralisere ved at komme til at spille ...c7-c5 på et tidspunkt. Denne solide variant er i de senere år blevet taget op igen og optræder i mange spil mellem stormestre som et remisvåben, selv om den ifølge teorien stadig giver hvid et lille overtag. Efter 4.Sxe4 er sorts to mest populære muligheder 4...Ld7 5.Sf3 Sc6 (Fort Knox-varianten), som aktiverer den hvidfeltede løber og ofte spilles af Alexander Rustemov, eller det mere benyttede 4...Sd7 5.Sf3 Sgf6 6.Sxf6+ Sxf6, hvor sort nu er klar til ...c5. At spille 4...Dd5 er en anden interessant mulighed, som er behandlet i skakserien Secrets of Opening Surprises (dansk: Hemmeligheder om åbningsoverraskelser) af IM Jeroen Bosch.

Derudover er der to muligheder for at overgå til at spille gambit: Ellis-gambit med 3...dxe4 4.Sxe4 e5 eller Donna-gambit med 3...dxe4 4.Sxe4 Sc6 5.Sf3 e5

Winawer-varianten 3...Lb4 Denne variant, som er opkaldt efter GM Simon Winawer, og som Nimzowitsch og Botvinnik har bidraget til forståelsen af, er blevet et af de vigtigste systemer i fransk, primært som følge af sidstnævntes indsats i 1940'erne. Den blev da den oftest benyttede fortsættelse efter 3.Sc3, men i 1980'erne begyndte den klassiske variant med 3....Sf6 igen at blive benyttet, og den er siden blevet mere populær. Fransk - diagram 5Winawer-varianten. Stillingen efter1.e4 e6 2.d4 d5 3.Sc3 Lb4 4.e5 c55.a3 Lxc3+ 6.bxc3 3...Lb4 binder springeren på c3 og tvinger derved hvid til at ophæve spændingen i centrum. Det sker normalt ved at spille 4.e5, der vinder terræn og giver hvid håb om at kunne demonstrere, at sorts løber på b4 er dårligt placeret. Sort kan spille 4....Se7, men det sædvanlige træk er 4...c5, hvorefter normalt følger 5.a3 Lxc3+ 6.bxc3, hvilket giver stillingen i diagram 5 til venstre.

Her har hvid fået en dobbeltbonde på dronningefløjen, som sorts modspil vil være rettet mod, men som også kan være til hjælp for hvid ved at styrke hans centrum yderligere og give ham en halvåben b-linje. Hvid har den sædvanlige overvægt på kongefløjen, hvor sort her er yderligere svækket, fordi han har afgivet sin sorte løber. Kombineret med, at hvid desuden besidder løberparret, har han angrebschancer, som han må forsøge at udnytte, eftersom den opståede strategiske bondestilling på længere sigt er gunstig for sort.

I stillingen i diagrammet spiller sort oftest 6...Se7. (Det vigtigste alternativ er 6...Dc7, som kan være en trækomstilling til hovedvarianterne efter 7.Dg4 Se7, men sort har også mulighederne 7.Dg4 f5 eller....f6.) Nu kan hvid udnytte sorts manglende løber ved at spille 7.Dg4, der stiller sort over for valget mellem at ofre sine bønder på kongefløjen med 7...Dc7 8.Dxg7 Tg8 9.Dxh7 cxd4, hvilket til gengæld ødelægger hvids centrum (den såkaldte "Forgiftede bonde-variant") eller at spille 7...0-0 8.Ld3 Sbc6, som undgår at afgive materiale, men som efterlader kongen på den fløj, hvor hvid forsøger at angribe. Blandt eksperterne i fortsættelsen 7.Dg4 er Judit Polgár.

Hvis de taktiske komplikationer efter 7.Dg4 ikke falder i hvids smag, er 7.Sf3 eller 7.a4 gode positionelle alternativer. 7.Sf3 er et naturligt udviklingstræk, som hvid sædvanligvis følger op ved at udvikle sin kongeløber til d3 eller e2 (lejlighedsvis til b5) og rokere kort. Hensigten bag 7.a4 er trefoldig: Trækket forbereder Lc1-a3, der drager fordel af sorts manglende sorte løber, det forhindrer sort i at spille ...Da5-a4 eller ...Ld7-a4 med angreb på c2 og hvis sort spiller ...b6 (fulgt af ...La6 for at afbytte den dårlige løber), kan hvid spille a5 og angribe bonden på b6.

Begge sider har mange alternative fortsættelser i stedet for at følge hovedlinjen i Winawer-varianten. I det fjerde træk er nogle af hvids muligheder: 4.exd5 exd5, der fører til en fortsættelse i afbytningsvarianten 4.Se2 (Aljechin-gambit) 4...dxe4 5.a3 Le7 (5...Lxc3+ er nødvendig at gøre, hvis sort ønsker at beholde bonden) 6.Sxe4 for at forhindre sort i at fremtvinge en dobbeltbonde (med ... e3) 4.Ld3 til forsvar af e4; 4.a3 Lxc3+ 5. bxc3 dxe4 6. Dg4, et andet forsøg på at udnytte sort svage punkt på g7.

Efter 4.e5 c5 kan hvid også forsøge 5. Ld2, hvilket også undgår dobbeltbonden og gør 6.Sb5 mulig, hvorfra springeren kan gå til d6 eller ganske enkelt forsvare d4.