Europa-Kommissionen (ofte forkortet EU-Kommissionen, tidligere Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, EF-Kommissionen) er den udøvende gren af Den Europæiske Union og ansvarlig for at fremlægge lovforslag, implementere beslutninger, opretholde EU-traktater og administrere den daglige drift af EU. Medlemmerne tages i ed af Domstolen i Luxembourg, hvor de sværger at respektere traktaterne og være fuldstændig uafhængige i udførelsen af deres pligter i løbet af deres mandat.
Kommissionen arbejder på samme måde som en kabinetregering, med 27 kommissionsmedlemmer (uformelt kendt som "kommissærer"). Der udpeges en kommissær pr. medlemsstat, men kommissærerne er bundet af deres ed til at repræsentere EU's samlede interesser, snarere end deres hjemlands. En af de 27 kommissærer er Kommissionsformand, udpeget af Det Europæiske Råd og valgt af EU-Parlamentet. EU-Rådet nominerer derefter de andre 26 medlemmer af kommissionen i samråd med den nominerede kommissionsformand, og de 27 medlemmer skal derefter, som samlet gruppe, godkendes af EU-Parlamentet.Treaty on European Union: Article 17:7 Den nuværende kommission er Von der Leyen-kommissionen II, som blev taget i ed i slutningen af 2024.
Begrebet Kommission anvendes enten i snæver forstand om det 27-mand-store Kommissærkollegie (eller bare Kollegiet) eller i bredere forstand til også at omfatte det administrative organ på omkring 23.000 EU-embedsfolk, der er opdelt i afdelinger kaldet generaldirektorater ("GD'er") og tjenester.Summaries of EU legislation: Rules of Procedure of the European Commission Kommissionens proceduremæssige sprog er engelsk, fransk og tysk. Kommissionsmedlemmerne og deres "kabinetter" (nærmeste hold) har hovedkvarter i Berlaymont-bygningen i Bruxelles.
Historie
Etablering EU-Kommissionen stammer fra en af de fem nøgleinstitutioner, der blev oprettet i det overnationale europæiske fællesskabssystem efter den franske udenrigsminister, Robert Schumans, forslag 9. maj 1950. Kommissionens forløber blev etableret i 1951 som den ni-mand-store "Høje Myndighed" under formand Jean Monnet. Den Høje Myndighed var den overnationale administrativt udøvende gren af det nye Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Den blev taget i ed den 10. august 1952 i Luxembourg. I 1958 etablerede Rom-traktaten to nye fællesskaber sideløbende med EKSF: det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom). Disses udøvende grene blev dog kaldt "Kommissioner" i stedet for "Høje Myndigheder". Denne navneforandring skyldtes det nye forhold mellem den udøvende gren og EF-Rådet. Nogle stater, såsom Frankrig, var betænkelige ved den Høje Myndigheds magt, og ønskede at begrænse den ved at give mere magt til Rådet snarere end de nye fællesskabers udøvende instanser.
Louis Armand ledte den første Euratom-kommission. Walter Hallstein ledte den første EØF-kommission, og afholdt det første formelle møde 16. januar 1958 på Château de Val-Duchesse. Her etablerede man en overenskomst omkring en omstridt pris på korn, og fik efterfølgende gjort et positivt indtryk overfor andre lande, da kommissionen havde sin internationale debut ved Kennedyrunden i forbindelse med forhandlingerne af handelsaftalen GATT. Hallstein påbegyndte konsolideringen af europæisk ret, og begyndte at have indvirkning på national lovgivning. I begyndelsen blev der ikke lagt mærke til hans administration, men med hjælp fra EF-Domstolen begyndte hans kommission at demonstrere sin autoritet tydeligt nok til at fremtidige kommissioner blev taget mere seriøst.
I 1965 førte en stigende uenighed mellem den franske regering under Charles de Gaulle og de andre medlemsstater til den såkaldte "tomme stols krise". Selvom den institutionelle krise blev løst det følgende år, kostede det Etienne Hirsch hans formandspost for Euratom og senere Walter Hallstein formandskabet for EØF, på trods af at han ellers blev anset for værende den mest dynamiske leder frem til Jacques Delors.
Tidlige kommissioner (1967-1985) De tre organer sameksisterede frem til 1. juli 1967 da de, under Fusionstraktaten, blev kombineret til en enkelt administration under formanden Jean Rey. På grund af fusionen voksede Rey-kommissionen midlertidigt til at bestå af 14 medlemmer, omend efterfølgende kommissioner blev reduceret til ni, efter formlen med et medlem for små stater og to for store stater. Rey-kommissionen fuldendte Fællesskabets toldunion i 1968 og var fortaler for et mere magtfuldt, folkevalgt Europa-Parlament. På trods af at Rey var den første formand for de kombinerede fællesskaber, betragtes Hallstein normalt som den moderne Kommissions første kommissionsformand.
Malfatti- og Mansholt-kommissionerne fulgte, og arbejdede med samarbejde om pengepolitik og den første udvidelse af det Europæiske Fællesskab mod nord i 1973, da blandt andre Danmark kom med i fællesskabet. Med udvidelsen voksede Kommissionens medlemskab også til tretten under Ortoli-kommissionen (Storbritannien blev, som et stort medlemsland, tildelt to kommissærer), som forsøgte at håndtere det udvidede fællesskab i en tid med økonomisk og international ustabilitet. Fællesskabets eksterne repræsentation blev styrket da kommissionsformand Roy Jenkins, der oprindeligt var blevet rekrutteret til formandsposten i januar 1977 fra sin rolle som Home Secretary i Storbritanniens Labour-regering, blev den første kommissionsformand til at deltage i et G8-topmøde på vegne af Fællesskabet. Efter Jenkins-kommissionen beskæftigede Gaston Thorns kommission sig med Fællesskabets udvidelse sydpå, såvel som med påbegyndelsen af arbejdet med Den Europæiske Fælles Akt.
Jacques Delors' revitalisering af Kommissionen (1985-1994) thumb|upright|Kommissionsformand Delors, en af de bedst kendte formænd i Kommissionens historie Kommissionens formandskab blev i 1985 overtaget af den franske økonom Jacques Delors, som tilførte den en ny dynamik og en fornyet idé om retning, og blev den første til at besidde formandsposten i hele tre embedsperioder: Nemlig i perioden 1985-1988, perioden 1989-1992 og igen i perioden 1993-1994. Delors og hans hold betragtes ofte som "euroens grundlæggere". International Herald Tribune bemærkede om Delors arbejde ved udgangen af hans anden embedsperiode i 1992: "Mr. Delors reddede det Europæiske Fællesskab fra et dødvande. Han ankom fra Europessimismen var på sit højeste. Selvom han var en lidet kendt tidligere fransk finansminister, pustede han liv og håb ind i EF og ind i den mismodige Bruxelles-Kommission. I sin første periode, fra 1985 til 1988, samlede han Europa om kaldet for et enkelt marked, og da han blev udpeget til en anden periode begyndte han at opfordre europæere til [at arbejde mod] de langt mere ambitiøse mål om økonomisk, monetær og politisk union".
Santers kommission og korruptionsskandale (1995-1999)
Delors efterfølger blev Jacques Santer. Hele Santer-kommissionen blev dog af Parlamentet tvunget til at træde tilbage i 1999 efter en svindels- og korruptionsskandale hvor kommissionsmedlemmet Édith Cresson spillede en central rolle. Denne svindel blev afsløret gennem whistleblowing fra en intern revisor, Paul van Buitenen, og førte blandt andet til oprettelsen af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (ofte kaldet OLAF efter sit franske navn, Office européen de lutte antifraude).
Santer-kommissionen markerede den første gang en kommission har været tvunget til at træde tilbage en masse og repræsenterede et skift i magtforholdet til Parlamentet.
I sin embedsperiode nåede Santer-kommissionen blandt andet at arbejde med Amsterdam-traktaten og euroen.
Prodi og styrkelse af Kommissionen (1999-2004)
Santer blev i 1999 efterfulgt som kommissionsformand af den tidligere italienske premierminister Romano Prodi. Ratificeringen af Amsterdam-traktaten havde styrket Kommissionens politiske magt, og Prodi blev i pressen beskrevet som noget nær en premierminister. Kommissionens magt blev igen styrket med Nice-traktaten, der i 2001 gav kommissionsformanden større kontrol over sammensætningen af sin kommission.
Barroso-kommissionens ti år (2004-2014)
I 2004 blev José Manuel Barroso kommissionsformand. Allerede før han kunne tiltræde blev Barroso nødt til at omstrukturere sin kommission, da Parlamentet nægtede at godkende hans første forslag til en kommission. Barroso-kommissionen var også den første fuldtallige kommission siden EU-udvidelsen i 2004 til 25 medlemsstater, og antallet af kommissærer var ved Prodi-kommissionens afgang derfor nået op på 30. Som resultat af det voksende antal medlemsstater, udløste Amsterdam-traktaten en reduktion i antallet af kommissærer til at være en pr. stat, snarere end to for større stater.
Barrosos første kommissions periode udløb 31. oktober 2009. Pr. Nice-traktaten skulle den første kommission, der skulle udpeges efter antallet af medlemsstater var nået 27, reducere sit antal kommissærer til "mindre end antallet af medlemsstater". Det præcise antal kommissærer skulle afgøres af et enigt Europæisk Råd og medlemskab ville derefter skulle rotere ligeligt mellem medlemsstaterne. Efter Rumænien og Bulgarien var kommet med i EU i januar 2007, trådte denne klausul i kraft fra og med den næste kommission. Lissabon-traktaten, der trådte i kraft 1. december 2009, krævede en reduktion i antallet af kommissærer til to-tredjedele af medlemsstaterne fra 2014 medmindre Det Europæiske Råd besluttede andet. Medlemskabet skulle rotere ligeligt, og ingen medlemsstat skulle have mere end en kommissær. Traktaten blev dog afvist ved folkeafstemning i Irland i 2008, hvor en af de centrale bekymringer var tabet af deres kommissær. Som følge heraf blev der givet en garanti til gengæld for en ny afstemning: Rådet ville bruge sin magt til at justere antallet af kommissærer op. Ifølge traktaterne skulle antallet dog stadig holdes på mindre end det samlede antal medlemmer, og det blev derfor foreslået at den medlemsstat, der ikke fik en kommissærpost i stedet skulle få posten som Højtstående repræsentant – den såkaldte 26+1-formel.Czechs prepare for possible second Irish No , EUobserver, 8 January 2009 Denne garanti bidrog til at irerne godkendte traktaten i en ny folkeafstemning i 2009.
Lissabon-traktaten kombinerede også posten som udenrigskommissær med Rådets højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. Denne post, der også var næstformand for Kommissionen, ville være ansvarlig for at lede EU-Rådets møder om udenrigsanliggender såvel som tage sig af Kommissionens eksterne relationer.
Traktaten dikterer herudover at der bør tages hensyn til de seneste europæiske valg når Kommissionen udpeges, omend kommissionsformanden stadig foreslås af Det Europæiske Råd; EU-Parlamentet "vælger" Kommissionen snarere end "godkender" den som under Nice-traktaten.
Juncker-kommissionen og seneste udvikling (2014-2019)
thumb|upright|Tidligere Kommissionsformand Juncker I 2014 overtog Jean-Claude Juncker posten som formand for den Europæiske Kommission da han nåede større opbakning end sine nærmeste konkurrenter, Martin Schulz og Guy Verhofstadt, i Europa-Parlamentsvalget 2014. Junckers Kommissions mandatperiode udløb den 31. oktober 2019.
Von der Leyen-kommissionen (2019- Nu)
I 2019 overtog Ursula von der Leyen posten som formand for den Europæiske Kommission.
I 2024 blev hun genvalgt til en ny fem-års periode og dannede Kommissionen von der Leyen II.
Magt og funktioner thumb|Den nuværende kommissionsformand er Ursula von der Leyen