Vestfronten under 2. verdenskrig omfattede Danmark, Norge, Luxembourg, Belgien, Holland, Frankrig og det vestlige Tyskland.Tyskland indsatte op til 40% af sine landstyrker og op til 75% af Luftwaffe på Vestfronten (inklusive Nordafrika og Italien). Tallene varierede på grund af at enheder blev overført frem og tilbage, men i 1944 var der omkring 69 tyske divisioner stationeret i Frankrig og hertil kom omkring 19 i Italien. Kilde: Axis History Factbook, "The Second World War" af John Keegan. Ifølge David Glantz , havde Aksemagterne i januar 1945 over 2,3 mio. soldater, indsat på Østfronten, hvilket svarede til 60% af Wehrmachts styrker og næsten alle de resterende europæiske aksemagtstyrker. I løbet af de efterfølgende kampe i vinterens løb havde Wehrmacht tab på 510.000 på Østfronten mod 325.000 på Vestfronten. Da man nåede april 1945 stod 1.960.000 tyske soldater på Østfronten overfor 6,4 mio. i den Røde Hær, mens 4 mio. allierede soldater i Vesttyskland stod over for mindre end 1 mio. tyske soldater. I maj overgav næsten 1,5 mio. tyske soldater sig til den Røde Hær, mens næsten 1 mio. mere heldige overgav sig til briterne og amerikanerne, heriblandt mange som var flygtet vest på for at undgå den frygtede Røde Hær. Kampene på landjorden på Vestfronten foregik i to perioder. Den første var i foråret 1940 og resulterede i at Danmark, Norge, Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig blev løbet over ende og overgav sig. Herefter gik der en periode på næsten fire år, hvor kampene på Vestfronten næsten udelukkende blev udkæmpet i luften. Det startede med Slaget om England, og fortsatte senere med den strategiske bombekampagne mod Tyskland. Den anden periode med krig på landjorden begyndte i juni 1944 med invasionen i Normandiet og fortsatte indtil Tysklands kapitulation i maj 1945.
1939–40: Aksemagternes sejre Spøgelseskrigen Spøgelseskrigen kaldte man den første del af krigen på Vestfronten. Den var kendetegnet ved relativt få militære operationer og strakte sig fra Tysklands angreb på Polen i september 1939 frem til Slaget om Frankrig i maj 1940. Selv om de europæiske stormagter havde erklæret hinanden krig var ingen af siderne klar til at indlede et større angreb, og der foregik derfor forholdsvis få kamphandlinger på landjorden.
Mens hovedparten af den tyske hær kæmpede i Polen, bemandede en langt mindre tysk styrke Siegfried-linjen, den tyske forsvarslinje ved den franske grænse. I Maginot-linjen på den anden side af grænsen stod de franske og britiske styrker opmarcheret mod dem; men det kom kun til mindre lokale træfninger. Det britiske Royal Air Force nedkastede flyveblade i Tyskland og de første canadiske tropper ankom til Storbritannien, mens der var underligt roligt i Vesteuropa i 7 måneder.
I deres hast for at genopruste var Storbritannien og Frankrig ved krigens start begyndt at købe store mængder våben i USA for herigennem at supplere deres egen produktion. Det ikke-krigsførende USA bidrog til de Vestallierede med salg af militærudstyr. Tyske forsøg på at afbryde den transatlantiske forbindelse udløste Slaget om Atlanten.
Skandinavien Mens der var stille på Vestfronten i april 1940 kom det for alvor til kampe mellem de Allierede og tyskerne under invasionen af Norge som var en del af Operation Weserübung, der også omfattede besættelsen af Danmark. Ved at invadere Norge, lykkedes det tyskerne at komme de Allierede i forkøbet. De havde planlagt landgang i Norge med henblik på at begyndte en omringning af Tyskland og herigennem afskære landets forsyninger med råmaterialer, herunder jernmalm fra Sverige. Da de Allierede efterfølgende prøvede på at invadere Norge blev de slået tilbage af tyskerne, men den tyske flåde led store tab.
Slagene om Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig
I maj 1940 invaderede tyskerne Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig. De fire landes forsvar bukkede hurtigt under for den tyske "Blitzkrieg". Store britiske og franske styrker undslap imidlertid til Storbritannien fra Dunkerque under Operation Dynamo. De franske styrker vendte tilbage til Frankrig via Normandiet; men måtte snart overgive sig. Frankrigs tab var på 90.000 døde og 200.000 sårede.
Tyskerne begyndte herefter at overveje hvorledes man skulle reagere overfor Storbritannien. Hvis briterne nægtede at underskrive en fredsaftale var en mulighed at invadere. Royal Navys Home Fleet var væsentlig stærkere end den tyske Kriegsmarine, der ydermere havde lidt store tab ved Norge, og det var derfor en absolut forudsætning for en landgang i Storbritannien, at det tyske Luftwaffe havde opnået luftherredømmet, om ikke over de Britiske Øer så over invasionskysten.
1941–44: Mellemspil
Efter Slaget om England kunne man ikke længere anse en invasion af Storbritannien for en realistisk mulighed. Mens hovedparten af den tyske hær blev opstillet ved grænsen til Sovjetunionen som optakt til Operation Barbarossa – invasionen af Sovjetunionen – begyndte tyskerne at opføre Atlantvolden, som var en række forsvarsstillinger fra det nordlige Norge til den fransk-spanske grænse med hovedvægten i området omkring den Engelske Kanal. Atlantvolden blev bygget i forventning om at briterne på et tidspunkt ville forsøge en invasion i Europa.
left|thumb|Dieppes grusstrand og klipper umiddelbart efter angrebet den 19. august 1942. En Daimler Dingo panservogn er blevet efterladt.
På grund af de voldsomme logistiske forhindringer, som en invasion over Kanalen skulle overvinde, besluttede de Allieredes øverste militære chefer at gennemføre et større forsøg i form af et angreb på byen Dieppe i Frankrig. Hovedparten af tropperne var canadiere, men der var også mindre britiske, amerikanske og Frie franske enheder involveret. Angrebet blev en katastrofe. Næsten totredjedele af angrebsstyrken blev dræbt, såret eller tilfangetaget. De Allierede lærte imidlertid meget af det fejlslagne angreb, og disse erfaringer blev anvendt ved senere invasioner.
I næsten to år var der ingen kampe på landjorden på Vestfronten, bortset fra kommandoangreb og aktioner fra modstandsbevægelserne i de besatte lande, som fik støtte fra det britiske SOE og det amerikanske OSS. De Allierede bragte imidlertid på anden vis krigen til Tyskland, idet der blev indledt en strategisk bombekampagne, som med stadig stigende styrke blev gennemført af 8. amerikanske luftvåben om dagen og Royal Air Force Bomber Command om natten.
To tidlige britiske angreb for hvilke der blev tildelt kamptegn var mod Boulogne (11. juni 1940) og Guernsey (14.–15. juli 1940). Der blev også uddelt kamptegn for deltagelse i "North-West Europe Campaign of 1942", som omfattede angrebene på: Bruneval (27.–28. februar 1942), St Nazaire (27.–28. marts 1942), Bayonne (5. april 1942), Hardelot (21.–22. april 1942), Dieppe (19. august 1942) samt Gironde (7.–12. december 1942).North West Europe 1942 regiments.org Dieppe , www.canadiansoldiers.com
Et angreb mod Sark om natten mellem 3. og 4. oktober 1942 er værd at bemærke fordi der nogle dage senere blev udsendt en tysk propagandameddelelse, som antydede at mindst én tilfangetaget deltager var undsluppet, og at to var blevet skudt, da de gjorde modstand mod at få deres hænder bundet. Denne episode om at binde fangers hænder bidrog til Hitlers beslutning om at udstede sin førerbefaling (Befehl über die Vernichtung von Kommandotrupps und Fallschirmspringern) som gik ud på, at alle tilfangetagne kommandosoldater rutinemæssigt skulle henrettes.
Da man nåede til sommeren 1944, hvor forventningen om en allieret invasion åbent blev bekræftet af højtstående tyske officerer, var placeringen af tropper til at imødegå den en opgave for OB West – det tyske militærhovedkvarter i Paris. Det havde kommandoen over tre overordnede hovedkvarterer: Hovedkvarteret i Holland (Wehrmacht Befehlshaber Niederlande W.B.N.), som omfattede forsvaret af den hollandske og belgiske kyst, Heeresgruppe B som omfattede forsvaret af de nordfranske kyster, hvoraf 15. armé med hovedkvarter i Tourcoing havde ansvar for området nord for Seinen, og 7. armé med hovedkvarter i Le Mans) havde ansvaret for området mellem Seinen og Loire og forsvaret af Kanalkysten og Atlanterhavskysten, mens Heeresgruppe G havde ansvar for forsvaret af kysten ud til Biscayen og Vichy-frankrig. Her havde 1. armé med hovedkvarter i Bordeaux ansvar for forsvaret af Atlanterhavskysten mellem Loire og den spanske grænse, mens 19. armé med hovedkvarter i Avignon) havde ansvaret for den franske middelhavskyst.
Da det ikke lod sig forudsige hvor de Allierede ville vælge at gøre landgang var det nødvendigt at foretage en betydelig spredning af de mobile tyske reserver, som rummede hovedparten af de pansrede styrker. Hver Heeresgruppe fik tildelt sine mobile reserver. Heeresgruppe B rådede over 2. panserdivision i det nordlige Frankrig, 116. panserdivision ved Paris og 21. panserdivision i Normandiet. Heeregruppe G havde i betragtning af muligheden for en invasion på Atlanterhavskysten placeret sine mobile reserver med 11. panserdivision ved Gironde, 2. SS panserdivision Das Reich var i færd med at blive genudrustet omkring den sydfranske by Montauban og 9. panserdivision var placeret i området ved Rhone-flodens delta.
OKW fastholdt selv kontrollen over en betydelig reserve af sådanne divisioner, men de var også spredt over et stort område: 1. SS panserdivision Leibstandarte SS Adolf Hitler var under opbygning og træning i Holland, 12. SS panserdivision Hitlerjugend og Panser Lehr divisionen var placeret i området mellem Paris og Orleans da kysterne i Normandiet blev anset for de mest sandsynlige invasionsområder. 17. SS Pansergrenaderdivision Götz von Berlichingen var placeret lige syd for Loire i nærheden af Tours.
1944–45: Den anden front Normandiet right|thumb|250px|Ruter som invasionen fulgte på D-dagen
Den 6. juni 1944 indlede de Allierede Operation Overlord (også kendt som "D-Dag") — den længe ventede befrielse af Frankrig. Vildledningsplanerne Operation Fortitude og Operation Bodyguard havde overbevist tyskerne om at invasionen ville ske ved Pas-de-Calais, mens det faktiske mål var Normandiet. Efter to måneders hårde kampe i den vanskeligt fremkommelige bocage gav Operation Cobra amerikanerne mulighed for at bryde ud af den vestlige del af brohovedet. Snart efter rullede de allierede hære gennem Frankrig. De omringede omkring 250.000 tyske soldater i Falaise-lommen, men som det så ofte var sket på Østfronten nægtede Hitler at give tilladelse til en strategisk tilbagetrækning før det var for sent. Det lykkedes for 100.000 tyskere at undslippe fra Falaise-lommen, men de efterlod hovedparten af deres udstyr, og 150.000 blev taget til fange.
De Allierede havde argumenteret frem og tilbage om hvorvidt de skulle angribe over en bred front eller over en smal front siden før D-dag. Hvis briterne var brudt ud af brohovedet ved Caen da de indledte Operation Goodwood og var fortsat langs kysten kunne de etablerede realiteter have afgjort spørgsmålet til fordel for en smal front; men da udbruddet skete under Operation Cobra i den vestlige ende af brohovedet drejede 21. armégruppe, som bestod af britiske og canadiske tropper, op gennem Belgien, Holland og Nordtyskland, mens 12. amerikanske armégruppe rykkede frem mere sydligt i retning af det østlige Frankrig, Luxembourg og Ruhr-distriktet og hurtigt spredtes ud over en bred front. Da det var den strategi, som blev foretrukket af SHAEF, de vestallieredes øverstbefalende i Europa general Eisenhower og hovedparten af den øverste amerikanske militærledelse blev det den strategi, som blev fulgt.
Befrielsen af Frankrig