Josquin Lebloitte dit des Prez (født ca. 1450, død 27. august 1521) var en fransk-flamsk komponist og sanger fra højrenæssancen. Han betragtes som en af periodens største komponister og havde afgørende indflydelse på det 16. århundredes europæiske musik. Josquin var en del af den fransk-nederlandske musikskole og videreførte den musikalske tradition, som var blevet udviklet af Guillaume Dufay og Johannes Ockeghem. Han komponerede komplekse polyfoniske værker, hvor forholdet mellem tekst og musik var centralt. Hans stil afveg ofte fra den tidlige renæssances melisme, idet han i stedet anvendte kortere, gentagende motiver. Som sanger af profession skrev Josquin hovedsageligt vokalmusik, herunder messer og motetter.
Josquins biografi er omgærdet af en del usikkerhed, og der er kun begrænsede oplysninger om hans barndom og tidlige år. Han blev født i den fransktalende del af Flandern og kan muligvis være blevet uddannet ved katedralen i Cambrai. Det antages også, at han studerede under Johannes Ockeghem. Senere blev han ansat som korsanger ved hertug René af Anjous hof og fandt sandsynligvis herefter arbejde hos kong Ludvig 11. af Frankrig. I 1480'erne rejste Josquin til Italien som en velstående mand, hvor han tjente kardinal Ascanio Sforza. I denne periode komponerede han motetten Ave Maria (ca. 1485) og sangen Adieu mes amours (ca. 1480). Han kan også have været i tjeneste hos den ungarske kong Matthias Corvinus i disse år. Senere arbejdede han for paverne Innocens 8. og Alexander 6., kong Ludvig 12. af Frankrig og hertug Ercole 1. af Ferrara. Omkring år 1500 blev mange af hans værker udgivet af forlæggeren Ottaviano Petrucci, heriblandt messen Missa Hercules dux Ferrariae (ca. 1500). I sine sidste leveår opholdt Josquin sig i Condé, hvor han skrev nogle af sine mest berømte værker, blandet andet messerne Missa de Beata Virgine (ca. 1510) og Missa Pange lingua (ca. 1515), samt motetter som Benedicta es, caelorum regina (ca. 1520), Inviolata, integra et casa es Maria (ca. 1519), Pater noster (ca. 1515) og Praeter rerum seriem (ca. 1520). Af hans sange fra denne periode kan nævnes Mille regretz (ca. 1520), Nimphes, nappés (ca. 1520) og Plus nulz regrets (ca. 1507).
Josquin blev den første komponist i historien, som bevarede en vis berømmelse også efter sin død. Hans musik blev flittigt opført og imiteret i hele det 16. århundrede. Han blev især hyldet af Martin Luther og musikteoretikerne Heinrich Glarean og Gioseffe Zarlino. I barokken blev han som repræsentant for renæssancen dog overskygget af Giovanni Pierluigi da Palestrina, selvom hans værker stadig blev værdsat i visse kredse. I begyndelsen af det 20. århundrede voksede interessen for tidlig musik, og musikologer som Albert Smijers, Helmuth Osthoff og Edward Lowinsky var med til at genoplive interessen for Josquins musik. Der blev blandt andet afholdt en stor konference om hans liv og virke. Selvom nogle forskere har kritiseret den moderne opfattelse af Josquin som overvurderet – især i lyset af, at mange værker tidligere tilskrevet ham nu betragtes som værende af usikker oprindelse – er hans musik stadig en fast del af repertoiret hos mange vokalensembler, der specialiserer sig i tidlig musik. I 2021 blev 500-året for hans død markeret verden over.
Navn Josquins fulde navn, Josquin Lebloitte dit des Prez, blev først kendt i slutningen af det 20. århundrede, da man fandt et dokument fra 1483 i Condé.Elders, Josquin, 17. Her blev han omtalt som søn af Gossard Lebloitte dit des Prez og nevø til Gille Lebloitte dit des Prez.Matthews og Merkley, "Iudochus de Picardia," 208-215. Hans fornavn, Josquin, er en diminutiv form af Josse, som i sig selv er den franske variant af det bretonske helgennavn Judoc.Fallows, Josquin, 9. Josquin var et populært fornavn i både Flandern og Nordfrankrig i det 15. og 16 århundrede.Macey et al., "Josquin (Lebloitte dit) des Prez." Andre samtidige dokumenter viser, at efternavnet "des Prez" kun havde været brugt af Josquins familie i et par generationer, muligvis for at skelne dem fra andre grene af Lebloitte-familien.Fallows, Josquin, 12. På Josquins tid var efternavnet Lebloitte imidlertid sjældent, og det er derfor uklart, hvorfor familien valgte det langt mere almindelige "des Prez" som deres efternavn.Matthews og Merkley, "Iudochus de Picardia," 214.
I sin samtid blev Josquins navn stavet på mange forskellige måder. Hans fornavn optræder i kilderne som Gosse, Gossequin, Jodocus, Joskin, Josquinus, Josse, Jossequin, Judocus og Juschino. Efternavnet blev skrevet som Prato, de Prato, Pratensis, de Prés, Desprez, des Prés og des Près. I sin motet Illibata Dei Virgo nutrix brugte Josquin selv akrostikonet "IOSQVIN Des PREZ" for at stave sit navn.Fallows, Josquin, 52. I samtidige dokumenter fra Condé, hvor han tilbragte sine sidste leveår, blev han omtalt som "Maistre Josse Desprez."Fallows, Josquin, 306. Der er uenighed blandt forskere om, hvorvidt hans efternavn skal skrives i ét ord (Desprez) eller to ord (Des Prez) ord. Traditionelt har forskere fra de kontinentaleuropæiske lande foretrukket førstnævnte, mens engelsksprogede forskere har holdt sig til sidstnævnte.Fallows, Josquin, 18. Derfor omtales han oftest blot som Josquin.Higgins, "The Apotheosis," 448.
Biografi
Tidlige liv
Barndom
Josquins barndom er genstand for debat. I mange år troede man fejlagtigt, at han var født omkring 1440. I dag mener de fleste musikologer, at hans fødselsår snarere ligger mellem 1450 og 1455, hvilket gør ham samtidig med komponister som Loyset Compère, Heinrich Isaac og Jacob Obrecht.
Josquins far, Gossard Lebloitte dit des Prez, var ordenshåndhæver i byen Ath i det nuværende Belgien. Efter adskillige anklager om unødig magtanvendelse forsvinder han fra de historiske optegnelser i 1448.Kellman, "Dad and Granddad Were Cops," 57. Der vides intet om Josquins mor, hvilket kunne indikere, at hun døde enten under eller kort efter fødslen. Det er også muligt, at Josquin var Gossards uægte søn, hvilket kunne forklare, hvorfor der ikke er noteret noget om hans mor. I 1466 blev Josquin adopteret af sin onkel og tante, Jaque Banestonne og Gille Lebloitte dit des Prez, sandsynligvis i forbindelse med farens død.Fallows, Josquin, 11-13.Kellman, "Dad and Granddad Were Cops," 183-200.
Josquin blev født i den fransktalende del af Flandern, nutidens Nordøstfrankrig og Belgien. Selvom han senere fik en nær tilknytning til byen Condé, tyder intet på, at han oprindeligt kom herfra. Den eneste ledetråd om hans mulige fødested findes i et sent juridisk dokument, hvor Josquin angav sin hjemstavn som "hinsides Noir Eauwe," hvilket betyder "hinsides Det Sorte Vand." Der er ingen konsensus om, hvad dette henviser til. Nogle forskere har foreslået floden L'Eau Noire i Ardennerne, da der findes en landsby ved navn Prez i nærheden. Dog gør de mange usikkerheder omkring Josquins efternavn denne kobling tvivlsom.Fallows, Josquin, 19. En anden mulighed er floden Haine, som blev brugt til kultransport i perioden og kunne være en kilde til navnet "Sorte Vand."Fallows, Josquin, 19-20. Andre forskere mener, at han blev født i Saint-Quentin, baseret på hans tidlige arbejde der, eller i landsbyen Beaurevoir nær floden Schelde, som han muligvis henviser til i motetten Illibata Dei Virgo nutrix.
Ungdom Som med Josquins barndom ved man i dag meget lidt om hans ungdomsår. I første halvdel af det 17. århundrede skrev Claude Hémeré, baseret på samtidige kilder fra Saint-Quentin, at Josquin i 1460'erne blev optaget som kordreng ved byens kirke.Reese, "Josquin Desprez," 3. Saint-Quentins arkiver gik imidlertid tabt i en brand i 1669, hvilket gør det umuligt at verificere Hémerés påstand. Det er dog velkendt, at kirken i Saint-Quentin var en vigtig musikinstitution, der var under kongens beskyttelse. Det er derfor muligt, at Josquin her etablerede sin senere forbindelse til det franske hof. Josquin studerede sandsynligvis også under Johannes Ockeghem, en af tidens førende komponister, hvis musik han beundrede hele livet. Ved Ockeghems død i 1497 skrev Josquin en sørgesang, Nymphes des bois, og han citerede flere gange Ockeghems musik i sine egne værker.
Josquin kan også have arbejdet ved katedralen i Cambrai i sine unge år. I Loyset Compères motet Omnium bonorum plena (ca. 1470) nævnes en "des Prez" på en liste over domkirkens musikere.Fallows, Josquin, 25. Motetten omtaler flere af tidens mest fremtrædende musikere, såsom Antoine Busnois, Johannes Tinctoris, Johannes Regis, Ockeghem og Guillaume Dufay. Sidstnævnte havde en særlig indflydelse på Josquin, som var dybt inspireret af Dufays musik.Fallows, Josquin, 39.
Tidlige karriere
Josquins første dokumenterede ansættelse var ved hertug René af Anjous hof, hvor han arbejdede som sanger i 1470'erne. Efterfølgende kan han have fundet ansættelse i det kongelige Sainte-Chapelle-kapel i Paris. Hans tilknytning til kongen understøttes blandt andet af, at han i sin motet Misericordias Domini, der menes at stamme fra denne periode, citerede et af Ludvig 11.s yndlingsvers fra Salmernes Bog. Der er dog ingen sikker dokumentation for Josquins præcise aktiviteter i årene 1478-1483, så dette forbliver blot en teori.
I februar 1483 rejste Josquin til Condé for at gøre krav på arven efter sin onkel og tante, som muligvis var blevet dræbt af Ludvig 11.s tropper under tilbageerobringen af byen fra hertug Maximilian af Burgund i maj 1478.Fallows, Josquin, 105. Ved sit besøg i Condé blev Josquin hædret med en gave i form af "vin d'honneur" fra en af byens kirker – en gestus, der antyder, at han blev anset som en fornem person. Dette kunne tyde på, at han havde opnået en fremtrædende position ved det kongelige hof. Josquin hyrede mindst 15 prokuratorer til at håndtere de juridiske spørgsmål omkring arven, hvilket indikerer, at han med arven blev en meget velhavende mand. Denne økonomiske frihed kan forklare hans omfattende rejseaktivitet gennem livet. I modsætning til andre komponister som Heinrich Isaac og Ludwig Senfl synes Josquin ikke at have været økonomisk tvunget til at komponere de ellers meget efterspurgte cykliske messer.Fallows, Josquin, 106.
Italien og rejseaktivitet
Milano og andre steder Efter sit besøg i Condé rejste Josquin til Italien, hvor han muligvis først besøgte Rom i marts 1484, inden han ankom til Milano i maj samme år.Fallows, Josquin, 118. Musikologen David Fallows har foreslået, at Josquin forlod Condé så hurtigt på grund af sin nyerhvervede formue, hvilket gav ham friheden til at undgå et liv i tjeneste hos en konge, der muligvis var ansvarlig for hans onkel og tantes død. I Milano fandt han ansættelse hos kardinal Ascanio Sforza, der tilhørte den regerende hertugslægt. I denne periode modtog Josquin et æreskald som sognepræst i den nordfranske by Saint-Aubin, selvom han ikke var præsteviet.Fallows, Josquin, 111. Tidligere havde han fået afslag på en sådan dispensation, og tildelingen af dette æreskald vidner om den øgede status, han opnåede gennem sin ansættelse ved Sforza-hoffet. Det var også i disse år, at han komponerede sin berømte motet Ave Maria.Rifkin, "Munich, Milan, and a Marian Motet," 305.