thumb|H. C. Andersen, 1869, en af de nationalt og internationalt bedst kendte forfattere fra Danmark Dansk litteratur omfatter den litteratur, der er skrevet af danskere, i Danmark eller på dansk. De første spor stammer fra runeindskrifter fra jernalderen og vikingetiden, men begynder for alvor i middelalderen og nyere tid. Dansk litteratur omfatter forfattere som Saxo Grammaticus, Søren Kierkegaard, H. C. Andersen, Henrik Pontoppidan og Karen Blixen. Da Danmark i en del af sin historie også havde overherredømmet over Norge deler de to nationer en fælles kultur og litteratur og derfor en del forfattere. Mest kendt er Ludvig Holberg. Middelalderen thumb|left|150px|Anders Sørensen Vedel fra Billeder af berømte danske Mænd og Kvinder af J.P. Trap, 1867
De tidligste bevarede tekster fra Danmark er runeinskriptioner på mindesten og andre objekter. En del af disse består af korte digte i stavrim. Religionsskiftet betød at Danmark kom i tættere kontakt med den europæiske lærdomstradition, da kirkefolk uddannet i latinsk skriftkyndighed kom til landet. I 12. århundrede blev de første egentlige danske litterære værker, og ca. 1200 blev hovedværket i dansk middelalder, Gesta Danorum (Danernes bedrifter) om Danmarks heroiske fortid, skrevet af Saxo på latin. Dette var ikke bare en krønike om gamle dage, men også en samtidsaktuel politisk fortælling. De omfattende legendariske fortællinger om de første danske konger havde stor underholdningseffekt, og bidrog til at skabe en dansk selvforståelse og udenlandsk respekt. Dette gjaldt ikke kun i højmiddelalderen, men helt op i nyere tid. Bogen blev første gang trykt i Paris i 1514. Saxo har været kilde til legenden om Hamlet. Han blev hovedperson i William Shakespeares berømte drama. Men Saxos tekst er også en vigtig primærkilde til studiet af skandinaviske myter og legender foruden at være en livlig redegørelse for dansk historie op til forfatterens egen tid. Selv om Saxo antagelig tilhørte kirken var hans værk verdslig i sin natur, modsat ærkebiskop Anders Sunesens (ca 1167-1228) Hexaëmeron. Med det konstruerede han en teologisk skabelsesdigt på latin, skrevet på heksameter og dens 8 040 vers fremstillede den skolastiske teologis dogmer.
En vigtig dansk genre fra middelalderen er folkevisen, den er den danske udgave af den fælleseuropæiske balladegenre. Mere end 500 forskellige sange er overleveret til i dag, mere end fra noget andet europæisk land. Mange af dem blev nedskrevet i manuskripter fra renæssancen, andre fra 18. og 19. århundrede. Balladerne blev gennem hele middelalderen og århundrederne overleveret mundtlig, og var hovedsageligt episke digte. Indholdet var normalt ridderromancer og eventyr, men kunne også være meget burleske sange. Deres alder er fortsat diskuteret, men mellem 1200 og 1500 er det tidsrum, der oftest er blevet foreslået i forbindelse med deres datering. En af grundene til at så mange ballader blev bevaret i Danmark, var at adelskvinder allerede i 1500-tallet begyndte at nedskrive de hidtil mundtlige ballader. På grundlag af disse udgav præsten og historikeren Anders Sørensen Vedel (1542-1616) sin bog Hundredvisebogen i 1591. Den var da den første i sin art i Nordeuropa. Vedel udgav også en oversættelse af Saxos Gesta Danorum til dansk mellem 1570 og 1575. I 1695 udgav præsten og sprogforskeren Peder Syv (1631-1702) en ny udgave af Vedels visesamling med en udvidelse på hundrede nye ballader, som han kaldte Kjæmpevisebogen. Den bog blev meget populær, ikke bare i Danmark, men også i Norge og på Færøerne. Danske ballader blev også oversatte til tysk, bl.a. af Johann Gottfried von Herder i 1778-1779. Her fandt Johann Wolfgang Goethe inspiration til sit digt Der Erlkönig (Alfekongen, 1782)
Reformationen thumb|Thomas Kingo, salmedigter I 1500-tallet blev den lutherske reformation bragt til Danmark, og derved begyndte en ny periode i landets litteratur. Betydelige forfattere fra denne tid omfattede humanisten Christiern Pedersen (ca 1480-1554), som oversatte Det nye testamente til dansk, og humanisten Poul Helgesen (1485-1534), som heftigt modsatte sig reformationen. Han skrev Skibbykrøniken på latin, et historisk værk, hvor han især behandlede sin egen samtid i en stærkt polemisk form. I 1500-tallet blev også de første skuespil skrevet i Danmark, bl.a. af Hieronymus Justesen Ranch (1539-1607). Fra hans hånd kender vi titler som Kong Salomons hyldning (opført 1584), Samsons fængsel (opført 1599), Karrig Niding (opført 1633) og Fuglevisen (opført 1876) Hieronymus Justesen Ranch's danske skuespil og fugleviseHieronymus Justesen Ranch – Værker.
left|thumb|Leonora Christine Ulfeldt, fra J P Traps : Berømte danske mænd og kvinder. Først i 1600-tallet ved begyndelsen af enevælden begyndte en bevist sprogpolitik, da man ved de lærde institutioner begyndte at etablere et regulært og ensrettet skriftsprog. Præsten Thomas Kingo (1634-1703) var den store salmedigter i denne epoke. Han debuterede i bogform i 1655 med Seeby-Gaards-koe-klage (digt), og fra 1665 udgav han jævnlig digtsamlinger og skrev flere salmer. Mange af dem blev som noget nyt skrevet til verdslige melodier. Kingos salmebog, dens officielle titel var Dend Forordnede Ny Kirke-Psalme-Bog blev i 1699 autoriseret af kongen til brug i alle kirker i Danmark-Norge. Med hans lidenskabelige salmer udviklede fik sangen et nyt oversanseligt litterært udtryk. 1600-tallet var, med lærde som Ole Worm (1588-1654) i første række, også en tid for fornyet interesse for skandinavisk oldtid. Selv om religiøs dogmatisme fortsat var i fremgang. Eksterne stridigheder med Sverige og intern rivalisering iblandt den danske adel, der førte til enevælden i 1660, blev nedskrevet fra en kongelig fanges perspektiv i Jammersminde. Det er et inderligt stykke prosa af Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698). Der sad fængslet i Blåtårn i næsten 21 år. Værket blev først udgivet i 1869.
Dansk litteraturs fader thumb|Holbergstatuen på Vågsalmenningen i Bergen er lavet af John Börjeson og blev afsløret 3. december 1884. Traditionelt har danske litteraturhistorikere betragtet Ludvig Holberg (1684-1754) som dansk litteraturs fader. Holberg, som blev født i Bergen, havde en omfattende produktion; han skrev farcer, historiske og moralfilosofiske værker. Dansk dramatradition har sin oprindelse, og, vil nogle måske mene, også sit højdepunkt, i de 25 komedier som Holberg skrev i et voldsomt kreativt udbrud (Den poetiske raptus) for Lille Grønnegade Theatre (1722-1728) på et tidspunkt da dansk scenekunst ellers var ny og ukendt. En del titlerne opføres stadig, bl.a. Den politiske Kandestøber, Jeppe paa Bierget, Den Stundesløse, og Erasmus Montanus.
Holberg var delvis inspireret af den franske komedieforfatter Molière (1622-1673), delvis af romeren Plautus’ (254 f.v.t.-184 f.v.t.) burleske komedier, og til dels af italiensk Commedia dell'arte, det folkelige gadeteater, han selv havde set i Rom. Oplysningstidens tanker om sund fornuft, som Holberg siden gjorde sig til talsmand for i sine historiske og filosofiske værker, er derimod vanskelige at finde i hans teaterstykker, der i stedet var præget af en robust og barok samtidshumor.
Romantikken
thumb|left|150px|Heinrich Steffens I tiden mellem oplysningstiden og romantikken gjorde Jens Baggesen (1764-1826) sig kendt. Hans første forsøg som digter begyndte dog med små komiske vers i stil med nordmanden Johan Herman Wessel (1742-1785). Hovedværket kom med Labyrinthen (1792-1793), en halvbiografisk beskrivelse af en rejse gennem Europa, og som også nærmest er en tidlig psykologisk roman. Næsten en tredjedel af Baggesens forfatterskab blev skrevet på tysk, og hans store episk digt Parthenaïs (1802-1803) kom i flere oversættelser, dog ikke på dansk før så sent som 1965.
Steen Steensen Blicher (1782 – 1848) fik sit gennembrud som novelleforfatter, da hans Samlede Noveller, bd. 1-4, udkom i 1832 og 1834. Hans popularitet hos læserne gjorde ikke indtryk på anmelderne, som generelt bedømte hans produktion som mindre betydningsfuld. Først langt senere blev hans "tragiske realisme" anerkendt.
thumb|Guldhornene fra jernalderen, som Adam Oehlenschläger skrev digt til. I Adam Oehlenschlägers (1779-1850) forfatterskab er der to hovedværker: Digte 1803 (som udkom allerede i 1802), og Poetiske Skrifter I-II (1805), bl.a. med digtet Aladdin. Et af hans bedst kendte digt findes i den førstnævnte samling, og er Guldhornene (se Gallehus-hornene). Oehlenschläger regnes som Danmarks første store romantiske forfatter, og hans mest berømte værk er den danske nationalsang Der er et yndigt land.
Oehlenschläger indledte både romantikken og den såkaldte danske guldalder eller Københavnerskolen ... Københavnerskolen, som især har vundet indpas i udlandet, og som skal markere den betydning, København havde som kunstcentrum med et kunstakademi, der tiltrak en række tyske kunstnere som Caspar David Friedrich (1774-1840) og Philipp Otto Runge (1777-1810). fra Om guldalderen- en introduktion af Kasper Monrad.. Det betegner en periode i dansk historie, da kunst- og kulturlivet, særligt i København, nåede et højdepunkt. Perioden strækker sig fra omkring 1800 til 1850 . Guldalderens begyndelse sættes normalt til sammenfaldet af to begivenheder: Oehlenschlägers digt Guldhornene og naturfilosoffen Heinrich Steffens (1773-1845), som var født i Stavanger, hjemkomst efter sin dannelsesrejse og hans foredrag om turen. Afslutningen på perioden sættes sædvanligvis til ca. 1848/50, da de mest betydningsfulde navne enten var døde eller ikke længere var aktive.
thumb|August Saabyes statue af H.C. Andersen i Kongens Have. Var oprindeligt planlagt til at være omgivet af børn, men forfatteren selv modsatte sig dette, da han mente, at han skrev for alle aldersgrupper. I berømmelse og oplag kommer Oehlenschläger, som ellers var godt kendt i Europa, og særligt i Tyskland, alligevel ikke i nærheden af den berømmelse, som kom H. C. Andersen (1805-1875) til del. Litteraturhistorisk er H.C. Andersen blevet karakteriseret som den danske forfatter, der markerer overgangen fra romantikken til tidlig realisme. Hans udgangspunkt som digter var ikke let; hans far døde mens han var og ung, og han fik kun en nødtørftig uddannelse i fattigskolen. Allerede i 1830’erne og 1840’erne] fik hans romaner og eventyr et gennembrud i mange lande, først i tysk oversættelse og siden i engelsk. I 1859 blev han i en fransk biografisk encyklopædi beskrevet af Louis Gustave Vapereau som en af de mest originale poeter i 1800-tallets europæiske litteratur.
Til trods for sit øvrige forfatterskab er det først og fremmest eventyrene som han huskes for, og som er blevet oversat til mere end hundrede sprog, blandt dem er Kejserens nye klæder (1837), Den grimme ælling (1843), og Pigen med svovlstikkerne (1848). I eftertiden har eventyrene givet ham en reduceret status som en idealistisk forfatter for børn, men disse fabulerende fortællinger har flere lag, som ikke nødvendigvis bliver opfattet på samme måde af alle aldersgrupper, og flere af dem blev ikke en gang skrevet med børn for øje, – noget H. C. Andersen selv lagde stor vægt på. Mere end nogen anden dansk forfatter har H.C. Andersen fået en nær ikonisk position.
Kierkegaard og Grundtvig thumb|left|150px|Den danske filosof Søren Kierkegaard lagde grundlaget for den kristne eksistentialisme.