Litauens historie falder i flere afsnit: stammetiden, den tidlige stat, fællesskabet med Polen, tiden underlagt fremmede herskere, gendannelsen af nationalstaten, den sovjetiske besættelse og den tredje nationalstat.
thumb|Baltiske stammer i 1100-tallet.
Som statsligt organiseret nation fremtrådte litauerne først i midten af 1200-tallet under storfyrst Mindaugas. De var indtil da endnu et ukultiveret, hedensk erobrerfolk, som allerede var begyndt at udbrede sit herredømme til de vestrussiske stammer, hvis nationalitet og sprog med tiden skulle fortrænge deres eget. På den anden side truedes de af de tyske ordensridderes krigeriske mission fra Preussen og Livland, lige som af det efterhånden konsoliderede Polen samt af tatarerne, selvom et fjendtligt hærtog ind gennem Litauens vældige skove udgjorde et overmodigt foretagende.
En nation samles
thumb|180px|Storfyrstendømmet Litauen i 1250 mellem Den Tyske Orden og Sværdbroderordenen
Først i 1200-tallet fremtrådte Litauen som et historisk hele derved, at Mindaugas samlede de af den Tyske Orden i vest og tatarerne i øst truede litauiske stammer til forenet forsvar, erobrede Polotsk og besejrede Sværdbroderordenen ved Saule (1236). Mindaugas førte uafbrudte strider med disse fjender og lod sig døbe, fik kongetitel af pave Innocens 4. og blev kronet til konge af Litauen i 1253. Hans efterfølgere levede i indbyrdes strid, og Litauen tilfaldt med Vytenis (1282–1315) en ny æt, som herskede såvel i Litauen som i det siden dermed forenede Polen til midten af 1500-tallet. Vytenis’ søn Gediminas til 1328 erobrede Žemaitija samt en del af Kievriget og grundlagde byerne Vilnius og Trakai. Af dennes sønner gjorde Algirdas fra 1330 sig til enehersker, fordrev tatarerne fra Podolien og slog Dimitri, storfyrste af Moskva, ved Mosaisk i 1333. I forbund med sin svoger Kasimir den store af Polen erobrede han Røderusland i 1340, besejrede den Tyske Orden i 1343.
Storfyrstendømmet
thumb|180px|Storhertugdømmet Litauens udvikling frem til og igennem 1400-tallet thumb|180px|Det polsk-litauiske samvælde med dets største udstrækning i 1635
Efter hans død i 1377 lod hans søn Jogalia sig døbe i Kraków og antog navnet Vladislav, indgik ægteskab med Jadwiga af Polen og blev kronet som konge af Polen i 1386. Den kongelige dåb medførte, at de fleste ved Jogailas hof og de fleste adelsfamilier konverterede til den nye religion, og udløste massedåb i litauiske vandløb, en begyndelse af kristendommens indførelse i Litauen. Forbindelsen med Polen kom til at spille en vigtig rolle i landets historie i de følgende århundreder. Da Jogaila blev sat fra magten af sin onkel Kęstutis og efterfølgende afsatte og fængslede Kęstutis, indledte Kęstutis' søn Vytautas et oprør, der omtales som Den litauiske borgerkrig. Borgerkrigen, der forløb over to omgange 1381-84 og 1389-1392, svækkede både Litauen og Polen overfor Den Tyske Orden og afsluttedes med, at Vytautas blev storfyrste af Litauen i 1392 og anerkendte Jogalia som konge af Polen. Med udgangspunkt i den styrkede position indledte Den Tyske Orden et koordineret angreb med Den Liviske Orden på Žemaitija, som de indtog i 1401. Angrebet udløste en omfattende krig, som endte i slaget ved Grunwald 1410, hvor Vytautass og Jogalias samlede hære vandt en overvældende sejr over ordensridderne. Den efterfølgende fredsaftale afsluttede krigene mellem Den Tyske Orden og Polen-Litauen og sikrede det omstridte Žemaitija som en del af Storfyrstendømmet Litauen. I 1413 vedtog den polske og litauiske adel Horodłotraktaten, som fastsatte, at kongen af Polen og storfyrsten af Litauen skulle vælges af både den polske og litauiske adel, hvilket førte til, at de to lande nærmede sig hinanden kulturelt.
Efter Vytautas død i 1430 blev Jogailas yngste broder Švitrigaila (1430-32) valgt til storfyrste af den litauiske adel, den polske adel afviste imidlertid Švitrigaila og greb til våben mod bruddet på Horodłotraktaten. Dette blev indledningen til endnu en arvefølgekrig fra 1431–1435, hvor Švitrigaila søgte støtte hos den ortodokse adel i de østlige og sydlige dele af Storfyrstendømmet. Žygimantas Kęstutaitis, Vytautas broder, var den polske adels kandidat og vandt støtte fra dele af den litauiske adel. I 1432 blev Švitrigaila tvunget fra magten og Žygimantas Kęstutaitis blev storfyrste (1432-40). I det fortsatte opgør om magten allierede Švitrigaila sig med Den Liviske Orden men i 1435 vandt Žygimantas en stor sejr over Švitrigaila og Den Liviske Orden i slaget ved Pabaisko. Švitrigaila beholdt Volhynien og Kievriget.
I 1440 myrdedes Žygimantas af Švitrigailas tilhængere og Vladislav 3.s broder Kazimieras Jogailaitis blev storfyrste af Litauen. Efter broderens død under slaget ved Varna i 1444 blev Kazimieras Jogailaitis tilbudt den polske krone, men den litauiske adel, som fortrinsvis søgte at udbygge Litauens interesser i de ruthenske områder, stillede krav om de omstridte landskaber Volhynien og Podolien, en forbindende ed om at Litauens område ikke opsplittedes, og retslige og økonomiske privilegier til adelen. På disse vilkår blev Kazimieras Jogailaitis konge af Polen i 1447 under navnet Kasimir den 4. Jagiellon.
Efter Kazimieras Jogailaitis' død i 1492 valgte polakkerne hans anden søn, Jan I Olbracht, til konge, mens Litauen valgte hans tredje søn, Aleksandras I, til storfyrste. Efter Jan I Olbrachts død 1501 valgtes Aleksandras I som konge af Polen. Efter valget af Aleksandras I forblev Litauen forenet med Polen, en forening, som højtideligt stadfæstedes med Lublinunionen i 1569 og bekræftedes ved flere rigslove af 1673, 1677 og 1685. Fra den tid faldt Litauens historie sammen med Polens. Ved Polens deling tilfaldt store dele af Litauen Rusland og kun en mindre del Preussen.
Det første romerske-katolske bispedømme oprettedes i Vilnius 1387, det andet i Miedniki i Žemaitija 1417, hvor hedenskaben imidlertid levede videre længe efter. Samtidigt vandt den russisk-ortodokse tro frem blandt fyrstendømmets ruthenske adel. Litauen forblev et med arverige under stor indflydelse af Gediminas slægt, men for at styrke forening med Polen indgik de to landes adel en række unionsaftaler i 1401, 1413, 1499, 1501 med henblik på fælles kongevalg. Litauen havde indimellem fuldt selvstyre under egne storfyrster, men under den polske konges overhøjhed.
Den polsk-litauiske realunion
Efter langvarige forhandlinger kom unionen i stand i Lublin 1569; derved indførtes (efter at Sigismund August allerede tidligere havde afstået sin arveret til Litauen) fælles kongevalg, fælles senat og rigsdag, men hvert rige ("kronen Polen" og "storfyrstendømmet Litauen") bibeholdt sine særskilte rigsembeder og sine indre lovgivning. Det betød under disse forhold mindre, at de omstridte landskaber Volhynien, Podolien og Podlasien trods litauernes protest forenedes med den polske rigshalvdel.
Siden 1400-tallet havde Litauens statsstyre, fastlagt frem for alt i "statutten" fra 1529 og 1566, udformet sig ud fra det polske forbillede. Fra 1413 gennemførtes rigets inddeling i vojvodskaber, i begyndelsen to (omkring de vigtigste byer Vilnius og Trakai), men fra 1569 ti. Hen imod 1500-tallets afslutning organiseredes forvaltningen i rigsembeder efter polsk mønster med kansler, underkansler, marskalk, hétman og så videre, dog med bibeholdelse af visse indenlandske institutioner og titler (civun med flere). Den litauiske adel havde samtidig presset en privilegielovgivning igennem, som stadigt mere øgede dens politiske magtstilling, samtidig med at den også indad til organiserede sig efter det polske forbillede. Allerede 1413 blev de litauiske adelslægter optaget i den polske og antog polske våben. Den principielle jævnbyrdighed inden for adelen blev dog i Litauen ikke så gennemført som i Polen: et fåtal store slægter (så som Radziwill, Chodkiewicz, Sapieha, Pac) besatte som regel de vigtigste embeder inden for central- og provinsadministrationen, hvor igennem de også dominerede i (det fra 1569 polsk-litauiske) senat.
Litauens nationale vækkelse thumb|180px|Litauen inden for Det russiske kejserdømme, med nutidens grænser vist med fed streg thumb|180px|Jonas Basanavičius, en af vækkelsens ledere
Det litauiske sprogs status
I 1800-tallet var store dele af den litauiske adel poloniseret som følge af den lange periode med fælles polsk-litauisk statsdannelse. I begyndelsen af 1800-tallet var anvendelsen af det litauiske sprog stort set begrænset til de litauiske landdistrikter. Sproget anvendtes hovedsageligt som talesprog og blev ikke anvendt til skriftlige arbejder og taltes i hovedsagen kun af de lavere samfundslag. Selv i dele af middelklassen var det populært at bruge polsk, og kun nogle få medlemmer af den lavere adel i Žemaitija anvendte sproget dagligt. Litauisk var endnu ikke standardiseret, og dets grammatik varierede meget på de Aukštaitijanske og Žemaitijanske dialekter og deres underdialekter. Der var frygt for, at sproget ville uddø, da mange i de østlige områder i det nuværende Litauen og de nordvestlige dele af det nuværende Hviderusland talte polsk eller hviderussisk til daglig.Ethnographic map or Vilnius region in the 19th century . Retrieved on 2007-05-02. Det eneste område, hvor litauisk var anset som skriftsprog, var i det tyskkontrollerede Lille Litauen i Østpreussen, men selv her truedes sproget og den litauiske kultur af indvandringen af tyskere.
Flere faktorer bidrog til den efterfølgende vækkelse: sproget fik opmærksomhed fra forskere af den nye sammenlignende sprogvidenskab, afskaffelsen af livegenskabet i det russiske imperium i 1861 øgede den sociale mobilitet, og mange litauiske intellektuelle kom fra landdistrikterne. Samtidigt blev sproget forbundet med den nationale identitet, i lighed med andre steder i hele Europa.The Lithuanian language and nation through the ages: Outline of a history of Lithuanian in its social context William R. Schmalstieg, Lituanus, 1989. Inden for den katolske kirke blev begrænsningerne, der tidligere havde forhindret almuen i at blive præster, lempet. Et tættere samarbejde udviklede sig mellem de uddannede præster, som i stigende grad var af litauisk oprindelse, og sognebørnene, herunder deres ønske om at bruge det litauiske sprog.Christianity in Lithuania . Stanley Vardys, Lituanus, Fall 1988. Den nye nationale bevægelse distancerede sig både fra polsk og russisk indflydelse, og brugen af den litauiske sprog blev set som et vigtigt ed af denne bevægelse.Nationalism in Post-Soviet Lithuania. Terry D. Clark, University of Michigan Press. June 12, 2006. Accessed October 29, 2007. På trods af trykkeforbuddet fortsatte læsefærdigheden af litauisk med at stige og var en af de højeste i det russiske imperium, kun overgået a f læsefærdigheden blandt finner, estere og letter.
Udvikling af de nationale ideer
thumb|180px|Auszra formulerede de nationale ideer Udviklingen af litauisk national kultur og identitet blev hæmmet af trykkeforbuddet mod litauisk og forbuddet mod anvendelsen af det latinske alfabet, der var en af de undertrykkende foranstaltninger, som fulgte på folkeopstanden 1863. Vækkelsen startede blandt unge litauere, der var uddannet på universiteter i Rusland og Vesteuropa. De kom hovedsageligt fra velhavende bondeslægter og var mindre påvirket af poloniseringen. Bevægelsen stod for udgivelsen af litauiske aviser, blandt andet "Ausra", som blev ledet af to energiske forkæmpere for den nationale bevægelse, J. Basanavicius og J. Sliupas. Avisen blev efterfulgt af andre litauiske aviser, blandt andet den katolsk indstillede avis "Zemaiciu ir Lietuvos apzvalga", som udkom fra 1890, ligesom der udkom digte og bøger på litauisk. Disse skrifter romantiserede det tidligere i Storfyrstendømme Litauen og skildrede nationens mange helte.