Sydsudan, officielt Republikken Sydsudan, er en indlandsstat i det nordøstlige Afrika Sydsudans hovedstad er Juba. Nabolandene er Sudan, Etiopien, Kenya, Uganda, Den Demokratiske Republik Congo og Den Centralafrikanske Republik. 14. juli 2011 blev Sydsudan optaget i FN som medlemsland nummer 193 UN welcomes South Sudan as 193rd Member State.
Dele af Sydsudan har en historie som tidligere uafhængige områder, bl.a. Azande-folket og deres riger og , men området kom siden under dominans af det nordlige Sudan, der var styret af Egypten og siden af Storbritannien.
Ved Sudans uafhængighed i 1956 blev Sydsudan en del af den nye stat, men flere blodige konflikter brød ud mellem nord og syd fra 1950'erne og frem til 2005.
Som et resultat af den 2. sudanske borgerkrig vandt Sydsudan status som autonom region i 2005, med Salva Kiir Mayardit som den første guvernør (og fra 2011 præsident). Sydsudan fik sin uafhængighed fra Sudan i 2011.
Historie Der er ikke mange skrevne kilder til tidlig sydsudanesisk historie, men ifølge de mundtlige overleveringer var Sydsudan befolket af nomadefolk, indtil nilfolkene (dinka-, nuer- og shillukfolket) slog sig ned i Sydsudan omkring det niende århundrede.
Kristendommen nåede Nubien (det nuværende Nordsudan) i løbet af det første århundrede e.Kr., særlig under indflydelse fra Østromerriget. Særlig influerede byzantinsk arkitektur på de tidlige kristne kirker i det nedre Nubien.Bilder av kirker i Nubia
Kejser Justinian 1. gjorde Nubien til et kristent støttepunkt tidligt i middelalderen, og i 580 blev kristendommen den officielle religion i det nordlige Sudan, centreret omkring katedralen i Faras. Denne er senere forsvundet som følge af islamiske erobringer, som hovedsagelig fandt sted i 640'erne, kort efter profeten Muhammeds død i 632.
I 1822 blev Nordsudan besat af en osmannisk-ægyptisk invasionshær ledet af Muhammed Ali, mens Sydsudan forblev frit. Fra 1899 var både Nord- og Sydsudan under egyptisk/britisk overherredømme. Indtil ganske få år før deres fælles uafhængighed fra Storbritannien blev Nord- og Sydsudan behandlet som separate regioner. Praktisk blev regionerne adskilt ved den 8. breddegrad, og af hensyn til risikoen for spredning af sygdomme begrænses enhver bevægelse på tværs af denne breddegrad så vidt muligt. Regionerne fik uafhængighed i 1956, men der udbrød borgerkrig mellem Nord- og Sydsudan i 1955, idet Sydsudan ikke ville styres fra Khartoum. Dette udgjorde indledningen til en blodig konflikt mellem Nord- og Sydsudan, hvor regeringen i Khartoum menes at have begået folkedrab mod befolkningen i Sydsudan.
Efter den 2. sudanesiske borgerkrig blev der i 2008 rejst tiltale ved Den Internationale Straffedomstol, ICC, mod Sudans præsident Omar al-Bashir for ligeledes at organisere folkedrab på befolkningen i Sydsudan. Siden fredsplanens gennemførelse med folkeafstemningen om uafhængighed den 9. januar 2011 har situationen været forholdsvis fredelig, om end der er forekommet mindre sammenstød med oprørsgrupper.
Folkeafstemningen om uafhængighed i Sydsudan
Man anså den største forhindring for sydsudanesisk uafhængighed for at være, at SPLM havde måttet gå med til, at 60 % af de stemmeberettigede skulle afgive stemme for, at Sydsudan kunne opnå uafhængighed, hvilket kunne have været en betydelig hindring i en region præget af krig, analfabetisme og fattigdom. Afstemningen foregik fra den 9. januar 2011 og en uge frem. Efter at man havde optalt stemmerne fra både Nord- og Sydsudan, viste det sig dog i slutningen af januar 2011, at stemmeafgivningen lå på over 80 %, og at 98,83 % af de deltagende havde stemt for en deling. Den 7. februar tilkendegav Sudans præsident al-Bashir, at han ville anerkende det selvstændige Sydsudan. "Bashir erkänner valresultat i Södra Sudan", Dagens Nyheter, 2011-02-07 (Läst 2011-02-08)"99 procent för delning av Sudan", Svenska Dagbladet, 2011-01-30 (Læst 2011-01-30)
Politik
Sydsudanesisk politik har i overvældende grad været præget af forholdet til regeringen i Khartoum og ønsket om uafhængighed herfra. George W. Bush er blevet rost af styret i Juba for sin store støtte i kampen for uafhængighed. Sydsudans præsident er Salva Kiir Mayardit. Han tilhører Dinka-folket og er kristen.BBC News – Profile: Southern Sudan leader Salva Kiir
Regeringen thumb|Salva Kiir Mayardit, den første præsident for Sydsudan. Hans varemærkehat var en gave fra USAs præsident George W. Bush. thumb|Sydsudans præsident-vagt på Independence Day, 2011.
Den nu hedengangne Sydsudans lovgivende forsamling ratificerede en overgangsforfatning, kort før selvstændigheden den 9. juli 2011. Forfatningen blev underskrevet af præsidenten for Sydsudan på selvstændighedsdagen og trådte dermed i kraft. Det har siden været den øverste lov i landet, der erstattede den midlertidige forfatning fra 2005.
Forfatningen etablerer et blandet præsidentstyre ledet af en præsident, der er statsoverhoved, leder af regeringen og leder over de væbnede styrker. Det fastlægger også en national, lovgivende forsamling bestående af to huse: en direkte valgt forsamling (den nationale lovgivende forsamling) og et andetkammer af repræsentanter fra delstaterne (Rådet af Stater).
John Garang, grundlæggeren af SPLA/M var den første præsident for den autonome regering indtil sin død den 30. juli 2005. Salva Kiir Mayardit, hans stedfortræder, blev taget i ed som første næstformand for Sudan og præsident for regeringen Sydsudan den 11. august 2005. Riek Machar erstattede ham som næstformand for regeringen. Den lovgivende magt ligger hos regeringen og tokammersystemmet. Forfatningen giver også mulighed for et uafhængigt retsvæsen, det øverste organ er højesteret.
Udvikling af statens kapacitet Det post-konflikt miljø er vigtigt for forståelsen af Sydsudans regeringens evne til at fungere og med held gennemføre sin politik. Regeringen i Sydsudan har haft stor succes med at opbygge sin egen kapacitet ved at udvikle et integreret system til planlægning og forberedelsesbudget. Dette er opnået gennem ledelse af Finansministeriet, den stærke tekniske ledelse og støtte af det samme ministerium og gøre disse mål relevante for de lokale myndigheder. Resultaterne har været, at regeringen har været bedre i stand til at styre de finansielle aspekter af sine funktioner og projekter og stigninger i ekspertisen af sit personale på afgørende færdigheder såsom grundlæggende IT.
Projekt om grundlæggelsen af en ny hovedstad Hovedstaden i Sydsudan er placeret i Juba i den sydlige del af Sydsudan. Byen er også hovedstad i provinsen Central Equatoria og administrativt centrum for den navnkundige provins Juba, samt at det er landets største by. Men på grund af Jubas dårlige infrastruktur og massive byvækst, og at den geografisk ligger yderligt i Sydsudan, vedtog Sydsudans regering en resolution i februar 2011 om at iværksætte oprettelsen af en ny planlagt by, som skal fungere som hjemsted for regeringen. Dette forslag minder om lignende byggeprojekter i Abuja (Nigeria), Brasília (Brasilien) og Canberra (Australien), blandt andre i den moderne æras planlagte nationale hovedstæder. Det er dog uklart hvordan, regeringen vil finansiere projektet.
I september 2011 sagde en talsmand for regeringen, at landets politiske ledere havde accepteret et forslag, om at bygge en ny hovedstad i Ramciel, i Lakes, et sted nær grænsen til Central Equatoria og Jonglei. Ramciel anses for at være det geografiske centrum af landet, , og den afdøde leder John Garang havde angiveligt planer om at flytte hovedstaden før sin død i 2005. Forslaget blev støttet af Lakes' delstatsregeringen og mindst én Ramciel høvding. Udformning, planlægning og konstruktion af byen vil sandsynligvis tage fem år, og flytningen af nationale institutioner til den nye hovedstad vil blive gennemført i etaper.
Stater og amter
2011-2015 thumb|De ti delstater fra 2011-2015 i Sydsudan grupperet i de tre historiske provinser i Sudan. Sydsudan er opdelt i ti stater, der svarer til tre historiske regioner: Bahr el Ghazal, Equatoria og Greater Upper Nile
Bahr el Ghazal Northern Bahr el Ghazal Western Bahr el Ghazal Lakes Warrap
Equatoria Western Equatoria Central Equatoria Eastern Equatoria
Greater Upper Nile Jonglei Unity Upper Nile - med delstatshovedstaden Malakal
De 10 stater er yderligere opdelt i 86 amter.
Abyei-området, en lille region i Sudan grænser op til det sydlige sudanesiske stater i det nordlige Bahr el Ghazal, Warrap og Enhedslisten, har i øjeblikket en særlig administrativ status i Sudan og er styret af en Abyei-administrationen. Det skyldtes en folkeafstemning i 2011 om hvorvidt, man skulle slutte sig til Sydsudan eller forblive en del af Republikken Sudan, men i maj angreb sudanesiske militær Abyei, og det var ikke klart, om folkeafstemningen ville blive afholdt.
2015–2020
I 2015 blev skabt 28 stater i Sydsudan. I 2017 blev der tilføjet fire mere. Dette varede indtil 2020.
2020–present
I forbindelse med en fredsaftale underskrevet d. 22. februar 2020 blev Sydsudan igen inddelt i 10 stater, samt to administrative områder og et område med speciel administrativ status.
Militær
Et papir om forsvaret blev udarbejdet i 2007 af daværende minister for SPLA anliggender Dominic Dim Deng, og et udkast blev udformet i 2008. Det erklærede, at det sydlige Sudan i sidste ende ville bevare land-, luft- og marine hære.
Medier
Mens den tidligere informationsminister Barnaba Marial Benjamin svor, at Sydsudan vil respektere pressefriheden og give journalister uhindret adgang i landet, hævdede chefredaktør for Juba avisen The Citizen, at i mangel af en formel medielov i den spæde republik, har han og hans oplevet overgreb udført af sikkerhedsstyrkerne. Denne påståede indskrænkelse af mediefriheden blev af Al-Jazeera tilskrevet den vanskelige situation som det regerende parti SPLM stod over for med at reformere sig selv som en legitim regering efter års oprør mod den sudanesiske regering. The Citizen er Sydsudans største avis, men dårlig infrastruktur og fattigdom har gjort, at avisen har holdt sit personale relativt småt, og det har begrænset dens effektivitet i både dens rapportering og dens cirkulation uden for Juba, hvor den ikke har nogen dedikerede nyhedesbureauer i fjerntliggende stater, og avisudgivelse der ofte tager flere dage at nå stater, som Northern Bahr el Ghazal.
Censur Den 1. november 2011 anholdt Sydsudans National Security Services (NSS) redaktøren af en privat Juba-baseret avis, Destiny og suspenderede dens aktiviteter på ubestemt tid. Dette var en reaktion på en udtalelse i en artikel af klummeskribent Dengdit Ayok med titlen "Let Me Say So", der kritiserede præsidenten for at lade sin datter gifte sig med en etiopisk statsborger, og anklagede ham for "farvning hans patriotisme". Et officielt brev beskyldte avisen for manglende overholdelse af "adfærdskodeks i medierne og faglig etik", og for at udgive "ulovlige nyheder", der var ærekrænkende, inciterende og invadere privatlivets fred. Committee to Protect Journalists havde udtrykt bekymring over pressefriheden i Sydsudan i september. NSS frigav journalisterne uden sigtelse, efter at have været tilbageholdt i 18 dage.
Udenlandske relationer
Siden uafhængigheden har forbindelsen med Sudan været under forandring. Sudans præsident Omar al-Bashir annoncerede først i januar 2011, at dobbelt statsborgerskab i Nord og Syd ville være tilladt, men ved Sydsudans uafhængighed har han trukket tilbuddet tilbage. Han har også foreslået et konføderation i EU-stil. Essam Sharaf, premierminister i Egypten efter den egyptiske revolution i 2011, gjorde sit første udenlandske besøg i Khartoum og Juba i op til Sydsudans løsrivelse. Israel har hurtigt anerkendt Sydsudan som et uafhængigt land, og er vært for tusindvis af flygtninge fra Sydsudan, der nu står over for udvisning til deres hjemland. Egypten, Sudan, Tyskland og Kenya anerkende landets uafhængighed den 8. juli 2011.