thumb|Kort over ekspeditioner, der indtil 1913 havde krydset indlandsisen Ved en Grønlandsekspedition forstås en polarekspedition til Grønland, grønlandske farvande eller over den grønlandske indlandsis. I lighed med andre polarekspeditioner er formålet med en sådan ekspedition som regel enten at kortlægge et område eller undersøge dets geologi, planteverden, dyreverden, klimatiske forhold og spor efter menneskelig tilstedeværelse.
Grønlandsekspeditioner er foretaget af danskere og udlændinge, ofte blandet og ofte med større eller mindre deltagelse af den på Grønland indfødte befolkning.
I nyere tid er Grønlandsekspeditioner også udført alene for oplevelsens skyld og for at vise egen selvopholdelsesevne.
Danmark har siden 1933 har opretholdt en patruljetjeneste i Nordøstgrønland form af Siriuspatruljen. Denne patrulje foretager årligt ekspeditioner i Nordøstgrønland.
Udenlandske ekspeditioner til den ikke koloniserede del af Grønland
I slutningen af 19. århundrede lykkedes det flere udenlandske ekspeditioner at komme i land på ulige steder af den ikke koloniserede del af Grønland, og at give deres bidrag til kortlægningen af de før den tid fuldstændig ukendte egne. Blandt disse må nævnes den 2. tyske nordpolsekspedition, der 1869—70 under Koldewey og Payer kom til land på den nordlige del af østkysten og berejste strækningen 73—77° Br., som de gav navnet "Kong Vilhelms Land", og påviste tilstedeværelsen af den store "Kejser Frants Josefs Fjord".
1898 og 99 foretog den svenske professor G. Nathorst med ishavsfartøjet »Atlantic« to ekspeditioner til Polarhavet, på hvilke han berejste og undersøgte de store fjordforgreninger mellem Kejser Frants Josefs Fjord og Scoresby Sund.
Nordvestkysten af Grønland fra Kap York og nord efter blev besøgt af flere engelske og amerikanske nordpolsekspeditioner, som ad denne vej gennem Smiths Sund, Kennedy- og Robeson-kanalen forsøgte at trænge op imod Nordpolen. Blandt disse må nævnes den så sørgelig berømte Greely-ekspedition, der som led i de internationale, meteorologiske stationer omkring Nordpolen i begyndelsen af 1880’erne havde station i Fort Conger på Grants Land og 1882 foretog slæderejser langs Grønlands nordkyst til hen imod landets nordligste punkt. Den berømte nordpolsfarer Robert Peary, ingeniør i den amerikanske marine, har tilbragt en stor del af sit liv med at udforske Grønlands nordligste del, for derigennem at nå sit endelige mål, Nordpolen. Han begyndte 1886 med at foretage den under indlandsisen nævnte rekognosceringsrejse på denne (69%° Br.). Mod slutningen af århundredet overvintrede han adskillige gange mellem polareskimoerne, og ved disses hjælp har han foretaget adskillige rejser i omegnen og to gange, 1892 og 1895, gået tværs over indlandsisen. Den for Grønlands geografi betydningsfuldeste rejse foretog han 1892, ledsaget af nordmanden Ejvind Astrup. Foruden en delvis kortlægning af Melville-bugten gik de som nævnt tværs over Grønland og nåede østkysten ved en bugt fra det nordlige ishav, som han kaldte Independence Bay, og mente, at den gik tværs igennem landet på 82—83° Br. og dermed dannede afslutningen af det grønlandske fastland. Dette har dog senere vist sig at bero på en fejltagelse.
Af fremmede ekspeditioner til Grønland må, foruden de under indlandsisen nævnte, fremhæves en af Dr. Erik v. Drygalski for "Gesellschaft fur Erdkunde zu Berlin" i vinteren 1892—93 foretaget ekspedition til det indre af Umanak-fjorden (70/4° Br.), hvor han overvintrede ved en af de største isfjorde i Nordgrønland, Karajak-fjorden, og foretog en lang række undersøgelser af indlandsisens bevægelsesforhold, mekaniske virkninger, struktur, lagdeling med mere.
Danske undersøgelser i Grønland
I 1876 blev der af den danske regering nedsat en kommission til ledelse af geologiske og geografiske undersøgelser i Grønland, og denne kommission har siden den tid for offentlig regning udsendt talrige ekspeditioner, gennem hvilke der er indsamlet et betydeligt videnskabeligt materiale, som efterhånden er udgivet af kommissionen i skriftserien »Meddelelser om Grønland«. Blandt de vigtigste resultater må nævnes udarbejdelsen af kort over så godt som hele Grønlands yderland, bestemmelse af indlandsisens rand på forskellige punkter, undersøgelser på indlandsisen, undersøgelser over indlandsisens tidligere udbredelse, over isens og sneens fordampningsforhold, indsamling af mineraler og planteforsteninger, geologiske undersøgelser og geologiske kort over de berejste strækninger samt hydrografiske målinger i fjordene og i Davis-strædet. Dog er det ikke alene rent geologiske og geografiske arbejder, der er udførte, store og værdifulde botaniske og zoologiske indsamlinger, antropologiske målinger, etnografiske og arkæologiske undersøgelser, meteorologiske iagttagelser, sprogstudier og meget mere har været genstand for undersøgelse og udgivelse.Salmonsen, s. 310
Blandt Ekspeditionerne må, foruden de under indlandsisen nævnte af I. A. D. Jensen og V. Garde foretagne rejser særlig fremhæves dr. Steenstrup’s undersøgelser i Umanaks, Upernaviks og Julianehåbs distrikter.
Gustav Holm’s Konebådsekspedition til Grønlands østkyst 1883—85 har sin særlige betydning derved, at man gennem den har fået et detaljeret kendskab til den stamme af inuitterne, som i århundreder har levet på denne øde kyst uden at have haft den mindste berøring med omverdenen og civilisationen.
Også Carl Ryder’s ekspeditioner 1886—87 til Upernaviks distrikt, der undersøgtes til 74 Br. på strækninger, der hidtil havde været fuldstændig ukendte, og den store skibsekspedition til østkysten af Grønland 1891—92, der udsendtes af Marineministeriet med Carl Ryder som leder. Ekspeditionens skib "Hekla" overvintrede ved "Danmarks ø" i det indre af Scoresby Sund, og herfra blev hele det indre af dette store fjordkompleks kortlagt og undersøgt, blandt andet påvistes talrige ruiner fra gammel eskimoisk bebyggelse.
Hen imod århundredskiftet stod man således med kendskab til den største del af Grønlands omrids, men endnu havde de egne, hvor storisen særlig vanskeliggør kysternes besejling, trodset alle forsøg på at komme til land. Dette gælder særligt strækningen fra Scoresby Sund til Angmagssalik og hele Grønlands nordøstlige kyst fra Kong Vilhelm’s Land til Grønlands nordspids. Til udrustning af ekspeditioner, som skulle tage disse opgaver op, fordredes særligt skib og langt større midler, end kommissionen rådede over. Der blev dog på anden måde skaffet midler, og kommissionen stod bagved med assistance og råd, lige som resultaterne stadig blev udgivet ved kommissionens foranstaltning i "Meddelelser om Grønland".
Amdrup-ekspeditionen
Den første af disse, Carlsbergfondens ekspedition til Østgrønland, udrustedes ved midler fra Carlsbergfondet og udsendtes under kommissionens overledelse 1898—1900 med daværende premierløjtnant G. Amdrup som chef. Denne ekspedition undersøgte den så godt som ukendte strækning fra Angmagssalik på 65° n. Br. til Scoresby Sund på 70—71° n. Br. Da disse kyster ikke kan besejles med skib på grund af is og ikke med slæder eller konebåd, fordi isen uophørlig er i bevægelse, måtte der træffes ganske særlige foranstaltninger for at sikre et godt resultat.
Vinteren 1898—99 overvintrede Amdrup med 4 ledsagere ved Angmagssalik og rejste såvel med båd som med slæder så langt mod nord, som forholdene på nogen måde tillod. Det lykkedes herved at undersøge og kortlægge kysten til 67° 27’ n. bredde samt at udlægge depoter til afbenyttelse af hovedekspeditionen.
Med det dertil indkøbte ishavsfartøj »Antarctic« afgik ekspeditionen 14. juni 1900. Polarisbæltet forceredes på 74^ n. Br., hvor efter kysten fulgtes syd på så langt, isen tillod, til Kap Dalton på 69° 25’ n. Br. Her landsattes en kystekspedition, bestående af Amdrup og 3 mand, mens ekspeditionens næstkommanderende, mag.se. Hartz med en stab af videnskabsmænd undersøgte kysten nord efter med tilslutning til de ovennævnte svenske undersøgelser fra 1899. Fra Kap Dalton udgik Amdrup’s dristige bådfærd, på hvilken 4 mand i en åben 18 fods jolle trodsede alle de farer og besværligheder, som den ca. 900 km lange rejse langs den ukendte og af is blokerede kyststrækning frembød. Rejsen lykkedes over al forventning: trods tåge og is blev hele strækningen kortlagt. Først ved den store fjord Kangerdlugsuak på 6&K° n. Br. blev landet nogenlunde tilgængeligt, og kun på strækningen derfra til Angmagssalik fandtes rester af tidligere eskimoisk bebyggelse. 2. september efter 43 dages rejse i båd nåede Amdrup og hans mænd Angmagsalik. Skibsekspeditionen havde med lige så gunstigt resultat udført alle de for den planlagte undersøgelser og medbragte, herfra et rigt udbytte af geologiske, zoologiske og botaniske indsamlinger. 11. september afhentede »Antarctic« Amdrup og hans mænd ved Angmagssalik, og 4. oktober 1900 ankom de til København.
Endnu stod Grønlands nordøstlige kyst som et hvidt blad i kortet, med en punkteret kystlinje fra ca. 77 n. Br. til de steder, hvor Peary havde færdedes nær Grønlands nordligste punkt. 1905 var det lykkedes hertugen af Orleans med »Belgiea« at nå op på østkysten til 78K n. Br. og at gå i land på 11/4°; han havde herved slået rekorden fra den 2. tyske nordpolsekspedition 1869—70, som nåede til Kap Bismarck på 77 Br. og bragte vind i sejlene for videre forskning ad denne vej. Fra dansk side ønskede man, at en dansk ekspedition kunne sætte slutstenen på det store værk, og det lykkedes forfatteren, cand. phil. Mylius-Erichsen, ved en utrolig energi at slå til lyd herfor og at få en sådan ekspedition sat i værk. Mylius-Erichsen havde 1902—04 ledet den danske litterære Grønlands-ekspedition, med hvilken han i forening med den i Grønland fødte, senere så navnkundige Grønlandsforsker Knud Rasmussen havde berejst hele Grønlands vestkyst. De overvintrede 1902—03 ved kolonien Jakobshavn på 69 n. Br. og drog 1903 med 2 andre danske og 3 grønlandske ledsagere på en eventyrlig rejse i hundeslæde fra den nordligste danske koloni til Cap York over den isfyldte og vanskelig tilgængelige Melville Bugt, som i en lang periode havde dannet en uoverstigelig hindring for samfærdsel mellem de danske vestgrønlændere og deres omkring Smith-Sund boende stammefrænder. Imellem disse overvintrede ekspeditionen og hjembragte et rigt materiale til bedømmelse af denne ægte eskimoiske stamme. Ekspeditionen afsluttedes med en rejse langs vestkysten rundt Kap Farvel til Aluk, hvor ca. 4 uger tilbragtes sammen med nylig døbte grønlændere.
Danmarks-ekspeditionen
thumb|Brønlund, Bertelsen, Mylius-Erichsen, Rasmussen and Moltke