thumb|Neenets, et finsk-ugrisk folk, omkring 1860. Ved finsk-ugriske folk forstås sådanne, som har finsk-ugrisk sprog som modersmålDertil skal regnes et større antal, nu russisksprogede folk i det nordlige Rusland vest for Ural, som genetisk har den for de finsk-ugriske folk karakteristiske haplogruppe N3, og som derfor ifølge forskerne har foretaget et sprogskifte fra finsk-ugrisk til russisk (kilde: Alo Lõhmus: "Teadlased avastasid venelaste genoomist tugeva soome-ugri jälje"; Postimees 16. januar 2008). Til de finsk-ugriske folk hører blandt andre estere, finner, samer, samojeder og ungarere, men gruppen omfatter tillige et større antal mindre folkerige grupper bosatte i Rusland.
Størrelsen af de enkelte befolkningsgrupper og vilkårene for deres sprog er forskellige. En del er talrige og har gode muligheder for at bruge og dermed bevare deres modersmål, andre er mindre og udsat for pres for at tilpasse sig det samfund, de bor i, herunder sprogligt.
I almindelighed gælder det, at der ved begyndelsen af det 21. århundrede, er betydelig etnisk bevidsthed blandt finsk-ugriske folk, dels med hensyn til egne vilkår, dels med hensyn til de sprogligt beslægtede folks vilkår. Studier af finsk-ugriske folk og til dels formidling heraf støttes af både Finland, Estland og Ungarn.
Hvem er finnougrier?
Til de finsk-ugriske folk regnesefter Uibopuu, s. 115-312:
1. Samiske folk Samer (Lapper)
2. Østersøfinner: Finner Karelere Vepser Ingrere (ingermanlændinge) Voter Estere Liver Setoer
3. Volgafinner Mordviner Ersa Moksa Marier (tjeremisser)
4. Permfinner Komier (syrjæner) Udmurter (votjaker)
5. Ugriere Ungarere Mansij forældet: (voguler) Khanty forældet: (ostjaker)
6. Samojeder Nenets (juraksamojeder) Enets (jenisejsamojeder) Nganasanere (tavgisamojeder) Selkuper (ostjaksamojeder)
Antropologi
Det har tidligere været en udbredt fordom, at finsk-ugriske folk var af mere eller mindre mongolsk race. Denne fordom har sin rod hos den finske sprogforsker Matthias Alexander Castrén, der mente, at de finsk-ugriske folk havde deres oprindelige hjemsted langt inde i Asien omkring Altai-bjergene, og herfra skulle have udbredt sig ved vandringer fortrinsvis vestover til Østersøen og Lapland. Castrén fremsatte sine formodninger først ved en forelæsning, siden i en artikel med titlen "Ueber die Ursitze des finnischen Volkes" i 1849. Han byggede denne teori på et formodet sprogligt fællesskab mellem uraliske sprog og altaiske sprog (hvortil hører tungusisk, mongolsk, tyrkisk-tatarisk, tjuvasisk og koreansk), men ville ikke ganske udelukke et muligt fællesskab mellem uraliske og indoeuropæiske sprog også.Uibopuu, s. 44
I Castréns samtid mente man, at der var indbyrdes forbundne race- og sprogslægtsskaber, og følgelig måtte folk med finsk-uraliske sprog tilhøre den mongolske race. I et brev fra 1846 udtrykte Castrén sin opfattelse således: "Vi må i sandhed vende (vænne?) os til tanken, at vi er efterkommere af de foragtede mongolere. Under alle omstændigheder kan vi i fremtiden appellere med følgende spørgsmål: Findes der virkelig nogen bestemt forskel mellem den kaukasiske (= indoeuropæiske) og den mongolske race? Efter min opfattelse foreligger ingen sådan forskel. – Fra et folologisk synspunkt kan man endnu mindre finde en sådan raceforskel".Uibopuu, s. 45
Spørgsmålet gav siden anledning til fremsættelse af modteorier om sprogskifte. Den finske historiker Eino Jutikkala skrev i artiklen "Suomen kansan juuret" (oversat: Det finske folks rødder) fra 1981 således: "Hvis Finlands befolkning fra det ene årtusinde til det næste ikke var større end befolkningen i et nutidigt sogn, så behøves der ingen folkevandring for, at en raceforandring skulle finde sted. Det var nok med indvandring af en gruppe købmænd eller håndværkere til Finland på fredelig vis eller også med grupper af krigere, som trængte ind med vold. Det er let at forstå, at befolkningen numerært under sådanne forhold forblev uforandrede. At en del mindre grupper forsvandt under det, at andre levede videre, beroede på tilfældigheder".Uibopuu, s. 47
Antropologiske analyser
Spørgsmålet om forholdet mellem sprog og race blev siden gjort til genstand for grundige analyser. Helt frem til den genetiske forsknings gennembrud var det mest omfattende studium heraf lavet af den estiske antropolog Karin Mark, der i årene 1955-1970 besøgte alle finsk-ugriske folk og gennemførte målinger på i alt 120 etniske og territorielle grupper, omfattende ydre kendetegn som hud-, hår- og øjenfarver, kraniets og næsens former, krops- og skægvækst samt blodgrupper, forekomst af farveblindhed og smagsnervernes funktion, alle egenskaber af arvelig karakter. Resultaterne af disse studier blev sammenfattet i værket "Zur Herkunft de finnish-ugrischen Völker vom Standpunkt der Antropologie" fra 1970. Hvad hun fandt, var ikke ganske små uligheder mellem de forskellige folke- og sproggrupper. Resultatet var en inddeling i: Den uraliske race omfattende mindre folkegrupper bosatte i det nordvestre Sibirien og omfattende ostjaker, voguler og samojeder. Hos disse folk var de mongolide træk mest udprægede, og den uralske race anses for en blanding af europid og mongolsk race. De mest udprægede træk er mørktfarvede øjne og hår. Den lapponide og suburalske race omfattende syrjäner, tjeremisser og mokšamordviner, hvor europide træk dominerer. Den hvidehavs-baltiske race, der kun udviser svage mongolide træk, forekommer hos flertallet af syrjäner, kareler, vepser, ingrier, voter og ersamordviner. Den atlantisk-baltiske race, hvis udbredelse strækker sig fra det sydvestlige Finland over det vestlige Estland til det vestlige Letland, hvor liverne bor, er udpræget europid. Den centraleuropæiske race, omfattende ungarerne og mordvinerne, er ligeledes udpræget europid. Af denne oversigt fremgår, at europide racetræk præger samtlige finsk-ugriske folkeslag, omend de mest nordøstlige folk udviser en række dominerende mongolide træk.Uibopuu, s. 47-49
Markører
Den finske antropolog, læge og genetikprofessor Harri Nevanlinna har i en artikel med titlen "Geenit kertovat alkuperästämme" (oversat: Generne fortæller om vores herkomst) fra 1980 foretaget en analyse af de såkaldte markører, der findes i blodet, og herved for den finske befolknings vedkommende fundet, at af i alt 26 undersøgte arvelige markører er samtlige de for europæiske folk karakteristiske markører tilstede, men herudover forekommer 2-3 markører hos mindre grupper af finner, som ikke findes i andre europæiske folk, men hvoraf de to findes hos alle sibiriske folk (D-chi og Bo-l), men her 2-4 gange oftere end i Finland. Man har heraf sluttet, at finnerne er 75% europide og 25% mongolide. En lignende undersøgelse i Estland gav, at esterne var 86-87% europide og således må regnes som en praktisk talt europid befolkning. Endelig gav en lignende undersøgelse blandt ungarere til resultat, at disse har en enkelt ikke-europid markør tilfælles med estere og finner.Uibopuu, s. 50f
Genetik
De finsk-ugriske folk udgør ikke nogen ensartet gruppe i henseende til kultur, levemåde eller arveanlæg. Ikke desto mindre har en række genetiske undersøgelser vist, at Y-kromosomet haplogruppe N3, og undertiden N2, der er udviklet fra haplogruppe N, hvilken selv, formentlig spredtes mod nord og derefter vest- og østover fra det nordlige Kina omkring 12.000–14.000 før vor tid fra haplogruppe NO (haplogroup O er den mest almindelige haplogruppe i Sydøstasien), er et karakteristisk træk (omend ikke kun) for uralisk og finsk-ugrisk talende befolkninger, især som en udtalt eller den vigtigste haplogruppe på fædrene side.
Udbredelse thumb|Geografisk udbredelse af de finsk-ugriske folkeslag
Finsk-ugriske folk lever overvejende i et område fra Østersøen til Sibirien i egne, der grænser op til ishavet eller i Sibiriens indre landområder.
Levevis
Finnougriernes udbredelsesområde omfatter dels tundra, dels nåleskovsområder, og deres levevis har traditionelt (og er endnu i vid udstrækning) tilpasset disse forhold. En del grupper lever derfor overvejende som rensdyrnomader, andre lever af jagt (især efter pelsdyr) og/eller fiskeri, mens befolkningen i de sydligere dele af udbredelsesområdet lever af landbrug. I løbet af det 20. århundrede gik en del af befolkningerne over i skovbrug og industri, herunder minedrift.
Historie
Man kan i hovedsagen udskille to overordnede problemstillinger i tilknytning til de finsk-ugriske folks historie: spørgsmålet om sproggruppens og sprogenes oprindelse, spørgsmålet om de forhold, der i historisk tid har påvirket levevilkårene for de finsk-ugriske folk.
Oprindelse
Der er gjort flere forsøg på at fastslå oprindelsen i tid og sted for de finsk-ugriske folk.
Forsøg på at fastslå beliggenheden for og afgrænsningen af et urhjem er gjort på grundlag af studier af navne på træer i uraliske sprog og derefter sammenlignet disse træers udbredelse. Også fiskearter og kulturelle træk har været inddraget i bestemmelsen ad denne vej. Man er derved nået frem til en teori om, at dette urhjem må have ligget vest for Ural omkring floden Kamas øvre løb, idet dette er det eneste sted, hvor samtlige træarter forekommer.Uibopuu, s. 65-68
Sprogforskerne mener, at ugrierne tidligt (ifølge finske og estiske sprogforskere senest omkring 3.000 f.Kr.) må være udvandrede fra det formodede urhjem, dels i østlig retning mod skovene nær Ural, dels i sydøstlig retning mod stepperne for ungarernes vedkommende.Uibopuu, s. 70-75
En spredning i vestlig retning frem til Østersøens bredder menes at være indtruffet med den kamkeramiske kulturs spredning, idet der i hovedtræk er en overensstemmelse mellem udbredelsen af denne kultur og kendte finsk-ugriske folks bosættelsesområder.
Den yderligere opsplitning i særskilte sprog må ses i lyset af, at den finsk-ugriske sproggruppe efterhånden havde spredt sig over et så stort område, at mulighederne for regionale uligheder under indtryk af de hvert enkelte sted særlige levevilkår blev forøgede. Sprogforskerne har forsøgt at belyse disse regionale forhold.Uibopuu, s. 76-114
Historisk tid
Trods deres fjerne beliggenhed fra magtens centre blev de finsk-ugriske folk tidligt udsat for erobringsforsøg dels af Sverige, dels af tatarerne, dels af Republikken Novgorod, senere af Moskva. Årsagerne hertil var i begyndelsen bestræbelser på at kristne de nordligt boende hedenske folkeslag men desuden at få dem til at betale skat. Mens kampene om de østersøfinske folk var hård og stod mellem de da romersk-katolske svenske, danske og tyske korsfarere på den ene side og det græsk-ortodokse Novgorod på den anden, så kom kampene længere østpå omkring Ural til at stå mellem tatarerne på den ene side og først Novgorod, siden Moskva på den anden.
Korstogene
Fra vest indledte tyskere og danskere de baltiske korstog mod Estland og Livland, og længere nordpå foretog svenskerne korstog mod de finske områder. I takt med den svenske fremtrængen mod sydøst stødte de på en konkurrent i form af Republikken Novgorod, som på samme tid havde indledt erobringsfremstød mod nord og nordvest. Svenskerne ville udbrede den romersk-katolske lære, Novgorod derimod den græsk-ortodokse lære.
Under Novgorod
Republikken Novgorod gjorde tidligt forsøg på at undertvinge folkene mod nord og øst: karelere, vepsere, ingrere, voter, mens komier tidligt synes at have udviklet handelsforbindelser med Novgorod og mansij og khanty havde en stilling som delvist selvstyrende fyrstedømmer under Novgorods formelle overhøjhed.
Under volgabulgarerne
I tiden fra omkring 700 til 1236 kom mordviner, marier og udmurter under det volgabulgarske riges overhøjhed. Kendetegnende for denne var, at forholdet mellem de finsk-ugriske folk og volga-bolgarerne tilsyneladende var fredeligt og ikke præget af egentlig tvang.Uibopuu, s. 233, 243, 267
Tatarerne trænger frem