St Pancras Station, også kendt som London St Pancras og siden 2007 som St Pancras International,Official name of the station according to the Department of Transport, released in response to a Freedom of Information Act request at Whatdotheyknow.com retrieved 2 December 2008.Official name of the station according to the London Borough of Camden released in response to a Freedom of Information Act request at Whatdotheyknow.com. Retrieved 2 December 2008. er en jernbaneendestation i det centrale London, hyldet for sin Victorianske arkitektur. Den fredede bygning ligger på Euston Road i St Pancras, London, mellem British Library, King's Cross Station og Regent's Canal. Den blev åbnet i 1868 af Midland Railway som den sydlige endestation på selskabets Midland Main Line, der forbandt London med East Midlands og Yorkshire. Da den åbnede var det buede Barlow banegårdshal det største enkelt-spændstag i verden.

Efter at have undgået den planlagte nedrivning i 1960'erne blev komplekset renoveret, og i 2000'erne udvidet til en pris på £800 millioner med en ceremoni, med Dronningen og offentligheden deltagende, hvor stationen blev til et offentligt rum. Der blev anlagt et security-sikret terminalområde for Eurostar-betjeningerne til Kontinentaleuropa — via High Speed 1 og Eurotunnelen — sammen med spor til nationale forbindelser til det nordlige og sydøstlige England. Den restaurerede station huser 15 perronspor, et shoppingcenter og en busstation, udover London Underground-betjening fra King's Cross St. Pancras Station. St Pancras ejes af London and Continental Railways sammen med de tilstødende byudviklingsområder King's Cross Central. Den renoverede endestation er blevet beskrevet som "verdens mest vidunderlige jernbanestation".

Baggrund Overblik Stationen er endestation for East Midlands Trains' tog fra London til byerne Derby, Leicester, Nottingham, Sheffield og de mindre byer imellem.Stationen giver passagererne samordning med Eurostars højhastighedstog til Paris, Brussels og Lille,Official Eurostar website. Retrieved 23 January 2010. og First Capital Connect-tog på Thameslink-ruten, der kører gennem London fra perroner under stationen og giver forbindelse mod syd til Gatwick Airport og Brighton og mod nord til Luton Airport Parkway Station, ved Luton Airport, og så langt væk som Bedford.First Capital Connect Thameslink timetable Retrieved 23 January 2010. Nationale tog til Kent (kørt af Southeastern) begyndte i december 2009.Southeastern: Highspeed timetable .

St Pancras kaldes ofte 'jernbanernes katedral' og indebærer to af de mest hyldede konstruktioner i Storbritannien, bygget i Klunketiden. Hovedbanegårdshallen, fuldført i 1868 af ingeniør William Henry Barlow, var den største enkelt-spændsstruktur bygget frem til den tid. Stationens facade bliver udgjort af St Pancras Chambers, det tidligere Midland Grand Hotel, designet af George Gilbert Scott, et imponerende eksempel på nygotisk arkitektur.

Beliggenhed St Pancras Station ligger på en nord-syd-orienteret grund, der er dybere end den er bred. Sydsiden afgrænset af den trafikerede Euston Road, med facaden langs vejen, tidligere benyttet af Midland Grand Hotel. Bag hotellet er Barlows banegårdshal hævet 5 m over gadeniveau, med stationen nedenunder. Mod vest afgrænses stationen af Midland Road, med British Library på den anden side af vejen. Mod øst afgrænses stationen af Pancras Road, med King's Cross Station på den anden side af vejen. Mod nordøst ligger King's Cross Central, tidligere kendt som Railway Lands, et kompleks af krydsende jernbaner, der krydses af flere veje og Regent's Canal.

Sporlayout thumb|left|Østlige indgang fra Pancras Road. thumb|left|Stationens interiør med Eurostars tog ventende på afgang. thumb|left|Internationale Eurostar-tog i den renoverede banegårdshal. St Pancras indeholder fire grupper af perronspor fordelt på to niveauer og adskilt vertikalt af hovedforhallen i midten i stueniveau. Gruppen i kælderniveau indeholder to gennemgående perronspor (A og B). Det øvre dæk indeholder tre grupper: to grupper med nationale spor (1–4 og 11–13), på hver sin side af de internationale perronspor (5–10). Spor A, B og 1–4 har forbindelse til Midland Main Line en km nord for stationen, mens spor 5–10 og 11–13 fører til High Speed 1; der er ingen forbindelse mellem de to jernbaner, bortset for et vedligeholdelsessidespor udenfor stationen.

De internationale spor, der benyttes af Eurostar, er forlænget et betydeligt stykke mod syd ind i Barlows banegårdshal, mens de øvrige spor ender i det sydlige ende af delen, bygget i 2005. De længere internationale perronspor fylder ikke hele bredden i Barlows banegårdshal, og dele af gulvarealer er blevet åbnet, for at lade sollys komme ind til den nye forhal i stueetagen. Ankomst- og afgangslounges ligger under disse spor, og har adgang fra den internationale forhal. Dette forhalsområde, der kaldes The Arcade, følger hele længden af Barlows banegårdshal, vest for ankomst- og afgangslounges. Den internationale forhals sydlige ende har forbindelse til King's Cross St. Pancras Stations vestlige billethal.

Adgang til de forskellige nationale perronspor, både over og under stueniveau, foregår gennem en national forhal i gadeniveau, kaldet The Market, der ligger øst-vest på stedet, hvor de gamle og nye dele af stationen mødes — de nationale og internationale forhaller, der ligger vinkelret på hinanden, mødes, hvilket danner en T-form. Den primære indgang til stationen for gående er i den østlige ende af den nationale forhal, hvor en gangtunnel fører til King's Cross Station og den delte stations nordlige billethal.

Offentlig kunst I stationens sydlige ende på det øvre niveau står en 9 m høj, 20 ton bronzestatue, kaldet The Meeting Place under stationsuret. Den er designet af den britiske kunstner Paul Day og skal vække rejseromantikken gennem afbildningen af et par fanget i en kælen omfavnelse. Skulpturen fik dårlig kritik, fx kaldte Antony Gormley den "et meget godt eksempel på lortet derude", med en henvisning til den ringe offentlige kunst i Storbritannien. Der blev skabt mere kontrovers ved Days tilføjelse af et bronzerelieffrise rundt om soklen i 2008. Oprindeligt forestillede frisen en pendler, der faldt ned på skinnerne foran et Underground-tog, kørt af Døden, men Day genovervejede dette før den endelige udgave blev opsat.

Ligeledes på det øverste niveau, over Arcade-forhallen, står der en bronzestatue af den tidligere Poet laureate Sir John Betjeman, stirrende tydeligt begejstret på Barlows tag. Den er designet af den britiske skulptør Martin Jennings, og hylder Betjeman for poetens succesfulde redning af St Pancras Station fra nedrivning i 1960'erne. Den 2 m høje statue står på en flad skive af Cumbriansk skifer, hvor der er indskrevet linjer fra Betjemans digt Cornish Cliffs:

Historie Behovet for en ny station

thumb|left|Interiøret i Barlows banegårdshal, omkring 1870. Stationen blev bestilt af Midland Railway. Før 1860'erne var selskabets fleste ruter i Midlands og det nordlige London, men havde ikke sin egen rute til hovedstaden. Fra 1840 kørte Midlands tog til og fra London fra Euston, og benyttede London and North Western Railway via udfletning ved Rugby. Trængsel og forsinkelser syd for Rugby blev hurtigt normalt efter betjeningen blev udvidet.

En ny bane til London blev foreslået omkring 1845, omkring slutningen af en periode med spekulationer, senere kaldet "Railway Mania". Great Northern Railway blev godkendt af parlamentet i 1846, og en Midland Railway-sidebane fra Leicester til Hitchin blev besluttet i 1847. Mens Great Northern Railway blev anlagt, blev Midland-sidesporet langsomt tiet ihjel i 1850 på grund af økonomiske problemer. Pres fra virksomheder i Leicestershire, Northamptonshire og Bedfordshire (især fra William Whitbread, der ejede omkring 12 % af arealerne banerne ville køre gennem) genoplivede sidebanen. Banen var gen-præsenteret for parlamentet og godkendt i 1853. Byggeriet gik hurtigt i gang, men fortsatte ikke i samme tempo. Banen blev åbnet medio 1857. Midland Railway fik sikret sig øjeblikkeligt og syv år frem nyt materiel, til mindst £20.000 pr. år (hvilket svarer til £1.370.000 pr. 2011).UK CPI inflation numbers based on data available from Lawrence H. Officer (2010) "What Were the UK Earnings and Prices Then?" MeasuringWorth. Midland Company havde nu to ruter indtil London, til Euston og King's Cross, og trafikken steg hurtigt til fordel for især handlen med kul, og i 1852 transporterede Midland Railway omkring en femtedel af det totale kul indtil London.

I medio 1862 strides Great Northern- og Midland-selskaberne om banens begrænsede kapacitet, ved den enorme trafik til den anden International Exhibition. Dette var incitament for Midland Company til at bygge deres egen bane, og opmålen for en 80 km lang bane fra Bedford til London begyndte i oktober 1862. For at sikre sig en grund til en station havde Midland Company opkøbt store landområder i sognet St Pancras siden 1861.

thumb|right|Nærbillede af klokketårnet. St Pancras var et ucharmerende distrikt, med berygtede slumkvarterer. Af andre vartegn i området var den overdækkede flod Fleet, Regent's Canal, et gasværk ejet af Imperial Gas Company (der kortefter blev til Gas Light and Coke Company), St Pancras Old Church (hvorfra distriktet har sit navn), og St Luke's Church med en stor kirkegård. Midland Railway valgte en grund på New Road (senere Euston Road), få hundrede meter øst for Euston og umiddelbart vest for King's Cross Station til deres endestation. Den oprindelige plan var at føre stationens indkørselsspor under kanalen i en tunnel, på samme måde som ved King's Cross Station, selvom kirkegården og gasværket ville tilføre problemer. Thomas Hardy, der var junior-arkitekt før han skiftede til litteratur, rådgav på ligopgravningen. På grunden var beboelsen Somers Town og slumkvarteret Agar Town. Grundejerne solgte for £19.500 og opsagde beboerne uden kompensation, for ekstra £200. St Luke's blev revet ned og en erstatning bygget for £12.000 i 1868-69 i Kentish Town. Den nedrevne kirke blev genrejst stykke for stykke i 1867 som kirke for kongregationalisterne i Wanstead, og eksisterer stadig.

Selskabet ville have en forbindelse fra grunden, gennem en tunnel (St Pancras-grenen) til den nye Metropolitan line, der åbnede i 1863 og kørte fra Paddington til Farringdon Street under Euston Road, for at lave en gennemkørende rute til Kent.

Design og anlæg Midland Railway-direktørerne var fastbesluttet på at imponere London med deres nye station, selvom grundens hældende og irregulære form gav væsentlige problemer. De kunne se den overdådigt udsmykkede Euston Station, med sin berømte bue, Lewis Cubitts funktionelle succes på King's Cross Station, det innovative design i jern, glas og layout af Brunel på Paddington, og især John Hawkshaws enkelt-spændstagdesign, der blev bygget på Charing Cross og Cannon Street.

Stationens oprindelige plan blev udlagt af Midlands rådgivende ingeniør William Henry Barlow. Barlow overtalte selskabet til at ændre deres oprindelige planer, ved at hæve stationen 6 m på jernsøjler, og herved skabe et brugbart underliggende rum og samtidig lade indkørselssporene krydse Regent's Canal på en bro frem for i en tunnel.

Det ellipsiske tag i ét spænd, der dækkede hele konstruktionen, var ved åbningen verdens største. Materialerne var et smedejernsskelet i gitterdesign, glas dækkende den midterste halvdel og tømmer (udvendigt)/skifer (indvendigt) dækkende de yderste fjerdedele. Afskærmningen i de to gavle var i glas med dekorativt tømmer påklædt rundt om de ydre kanter. Det var 207 m langt, 72 m bredt og 30 m højt i spidser over skinnerne. Dette var resultatet af et samarbejde mellem William Henry Barlow og Rowland Mason Ordish. Dette tillød at stationen kunne få maksimalt udbytte af rummet nedenunder uden forhindringer. I planerne var også plads til en hotel i facaden, og den samlede plan blev accepteret primo 1865.