En maskinpistol er et fuldautomatisk let håndskydevåben, der især anvendes til nærkamp.
Maskinpistolen anvender pistolammunition, og de har en skudkadence på 400-900 skud/min og en effektiv skudvidde på ca. 100 m.
Behovet for et let nærkampsvåben opstod under 1. Verdenskrigs skyttegravskampe, hvor Italien og Tyskland udviklede de første maskinpistoler ved en simpel teknisk modifikation af halvautomatiske pistoltyper. Det skete ved at give pistolen en kolbe og et større magasin, samt ved at indføre det fra maskingeværet kendte system med et ulåst bundstykke.
I mellemkrigstiden fortsatte udviklingen i Europa og USA, og maskinpistolen fandt udstrakt anvendelse under 2. Verdenskrig, især som personligt våben for befalingsmænd. Maskinpistolens militære betydning er nu begrænset, og typen anvendes mest af paramilitære enheder og af politiet til bl.a. terroristbekæmpelse.maskinpistol | lex.dk – Den Store Danske
Konstruktion
Den største konstruktionsmæssige forskel på automatiske og halvautomatiske håndskydevåben ligger i bundstykket, der alt efter konstruktionen også kan kaldes en lås. Følgende giver en grov beskrivelse af forskellene:
I begge våbentyper udnyttes det gastryk, der ligger bag projektilet ved afskydningen til at føre bundstykket tilbage mod en fjeder og udkaste det tomme patronhylster.
I halvautomatiske håndskydevåben spændes hanen samtidig, og bundstykket glider derefter frem og skubber øverste patron fra magasinet foran sig ind i kammeret. Affyring af skuddet sker ved, at en påvirkning af aftrækkeren får hanen til at slå mod slagstiften, så denne presses ind i tændsatsen på patronen.
På automatvåben forbliver bundstykket i bageste stilling, fastholdt af spændroen. Ved aftræk slipper spændroen, bundstykket føres frem af fjederen og skubber øverste patron med fra magasinet og ind i kammeret. Slagstiften er her enten: Erstattet af en fast knop forrest på bundstykkets anlægsflade, eller: Fjederbelastet og styret af bundstykkets låsemekanisme, så skuddet går af, idet patronen er på plads i kammeret. Herefter skubbes bundstykket tilbage til bageste stilling, og hvis aftrækkeren stadig er trykket ind, gentages processen med næste skud.
Historisk Oprindelse thumb|James Puckle (1667 - 1724) var en Engelsk opfinder, advokat og forfatter. Maskinpistolen er en forholdsvis ny og moderne våbentype, der første gang så dagens lys under 1. Verdenskrig, men har sine rødder i opfindelsen af maskinkanoner, maskingeværet og dens bagved liggende teknik, der tog sine første spæde skridt for cirka 1000 år siden.
Ideen om hurtigt affyrende geværer eller kanoner har sikkert eksisteret lige siden skydevåbenets opfindelse i Kina omkring 1230, men den teknologiske ekspertise har manglet.
Der var ingen metaller, der kunne modstå trykket fra vedholdende skud, og der var ingen produktionsteknikker, der kunne fremstille våben med den påkrævede præcision. Nogle af de første maskinvåben affyrede en hel salve ad gangen. Orgelkanonen med oprindelse i middelalderen kunne for eksempel skyde mange kugler af sted på én gang. Navnet kom fra kanonens udseende, hvor de mange kanonløb lå ved siden af hinanden som orgelpiber.
Leonardo da Vinci (1452-1519) var en af mange opfindere, der trods sin pacifistiske (fredelige) indstilling beskæftigede sig med at designe orgelkanoner.Vold, magt og penge: Drivkræfterne, der skabte maskingeværet (videnskab.dk)
Maskingevær virkede kun med hestevogn I 1718 udtog briten James Puckle (1667-1724) patent på en lille kanon, der kunne affyre ni skud hurtigt efter hinanden. De ni kugler var placeret i en roterende tromle, og skift af tromle satte en begrænsning på våbenets hastighed.
Ved en offentlig fremvisning i 1722 affyrede en Puckle-kanon 63 skud på syv minutter. Selv om det var en stor teknisk bedrift, fik Puckle ingen kommerciel succes med sit våben.
Også i Danmark var der interesse for hurtige skydevåben. Nicolai Johan Løbnitz (1798-1858), en af Københavns bedste bøssemagere, udviklede i 1834 et luftgevær, der kunne affyre 80 skud på kun ét minut. Det blev testet af en militærkommission, som slog fast, at det var kraftigt nok til at gennembore en fyrretræsplanke på 76 meters afstand. thumb|En såkaldt Puckle-kanon. thumb|Et Gatling maskingevær fra 1865. Problemet var, at den tilhørende luftpumpe krævede et svinghjul på knap to meter i diameter, og det måtte monteres på en medfølgende hestevogn. Ikke overraskende konkluderede kommissionen, at Løbnitz’ maskingevær var ubrugeligt i kamp.
På Løbnitz’ tid var geværet eller bøssen et frygtet, men ikke særlig effektivt våben, når det kom til krig. For eksempel observerede Richard J. Gatling (1818-1903), opfinder af Gatling-maskingeværet, at der under den amerikanske borgerkrig døde langt flere soldater af sygdom end af skud fra geværer.
Nye maskingeværer bliver opfundet Den amerikanske borgerkrig var brudt ud i 1861, og der var stor interesse for nye maskingeværtyper. I perioden november 1862 - juni 1863 blev der indgivet over 80 patentansøgninger på maskingeværer i USA, og én af dem var Gatlings.
Gatlings maskingevær var udstyret med mange roterende geværløb, det samme var dets europæiske forløber, Mitrailleusen, der blev opfundet af en belgisk kaptajn i 1851. Både mitrailleusen og Gatlings maskingevær blev drevet af et håndsving. Rotationen var med til at sikre, at geværløbene ikke blev overophedede.
I modsætning til mitrailleusen, som skulle lades manuelt, havde Gatling udstyret sit maskingevær med en ladningsmekanisme, hvor kuglerne – én efter én – faldt ned i geværet gennem en tragt.
Med en trænet skytte kunne mitrailleusen kunne skyde op til 125 skud i minuttet. Selv utrænede skytter kunne snildt klare 200 skud per minut med Gatlings maskingevær.
Brugt til at rydde demonstrationer Maskingeværer var i 1800-tallet typisk monteret på et kraftigt, lavt stativ kaldet en lavet, som også blev brugt til at transportere mindre kanoner.
Maskingeværerne led af samme svaghed som Løbnitz’ opfindelse fra 1834 – nemlig begrænset mobilitet – omend ikke i så udpræget grad. Maskingeværerne vandt ikke stor udbredelse i den amerikanske borgerkrig eller andre større krige fra samme tid, og deres militære betydning i større slag var lille.
Maskingeværer var derimod langt mere anvendelige, når det gjaldt om at håndhæve overmagten i de europæiske og amerikanske kolonier. Der er mange eksempler på, at maskingeværer blev brugt til at meje store menneskemængder ned i forbindelse med oprør og demonstrationer.
Nogle mente endda, at sådanne massakrer kunne forsvares rent moralsk: "Når kolonimagterne var i besiddelse af så overlegne våben, måtte det være, fordi europæerne også var andre folkeslag overlegne på alle andre punkter og derfor havde ret eller endda forpligtigelse til at håndhæve den militære dominans". Sådan lød den forskruede argumentation.
I 1884 demonstrerede Hiram Stevens Maxim (1840-1916) en måde at bruge geværets rekyl til genladning, så det ikke længere var nødvendigt at bruge håndsving. Maxim-maskingeværet kunne affyre 600 skud i minuttet.
Som andre samtidige maskingeværer skulle der et hold af soldater til at operere det, og det blev mest brugt i kolonierne. Efterhånden som Maxim-maskingeværerne blev kendt og frygtet, var det ofte nok at demonstrere Maxim-maskingeværets kraft for at afskrække lokale oprørere.
Maskingeværet bliver krigsmateriel thumb|Britisk Vickers maskingeværbesætning iført anti-gas hjelme af PH-typen. I nærheden af Ovillers under slaget ved Somme, juli 1916. Skytten havde en polstret vest på, så han kunne bære maskingeværet. 1. Verdenskrig var et vendepunkt for den taktiske brug af maskingeværet. En lettere, enklere og mere pålidelig udgave af Maxims maskingevær var blevet udviklet af det britiske ingeniørfirma Vickers, der opkøbte Maxims firma i 1896. Vickers’ maskingevær kunne ikke skyde hurtigere end Maxims, men det kunne til gengæld affyre en million skud efter hinanden uden svigt.
Det var dog ikke briterne, men tyskerne, der først indså den taktiske værdi af de mere mobile og mere stabile maskingeværer. Det tyske Maschinengewehr 08 eller bare MG 08 var som Vickers en forbedret kopi af Maxim-maskingeværet.
Ved krigens udbrud i 1914 havde Tyskland over 12.000 MG 08’ere, og alene i 1916 blev der produceret 14.400. Mens nogle britiske bataljoner ofte kun var udstyret med få maskingeværer, placerede tyskerne som regel mange maskingeværskytter helt i front mod fjenden.
Slaget ved Somme var en britisk-fransk offensiv i sommeren og efteråret 1916, og det er et af de blodigste slag i verdenshistorien med 1,1 million døde. Maskingeværer stod for en stor andel af tabene. Slaget var en skyttegravskrig, hvor ethvert forsøg på fremrykning kunne mejes ned med maskingeværsalver.
De britiske generaler var ved slagets begyndelse fast besluttet på at angribe med fodfolk/infanteri og kavaleri, hvilket gav de tyske maskingeværskytter let spil. 1. juli 1916 døde 60.000 britiske soldater, hvoraf langt de fleste faldt for kugler fra tyske maskingeværer.
Først i slagets allersidste fase indsatte briterne og franskmændene pansrede tanks mod de tyske maskingeværpositioner, og det gav resultat. Selv om tyskerne hurtigt havde taget maskingeværet i brug som taktisk våben til skyttegravskrig, var de mere forbeholdne over for brug af tanks og byggede selv kun få eksemplarer. Det var med til at vende krigens gang.
Maskingeværet bliver håndholdt Udviklingen af maskingeværet til et relativt let, transportabelt og hurtigt affyrende våben var med til at ændre den måde, krig bliver ført på. I 1. Verdenskrig blev mange nye opfindelser inkorporeret i krigsførelsen. Særligt skyttegravskrigen på vestfronten blev en årelang nedslidningskrig hvor begge sider anvendte ny tekonolgi til at påføre modparten maksimalt mulige tab. Anvendelsen af maskingeværet betød, at offensiver fra skyttegravsstillinger normalt var umulige, og den angribende side fik hurtigst ødelæggende tab.
Forfatteren Erich Maria Remarque (1898-1970) beskrev i bogen 'Intet nyt fra vestfronten' (1929) den følelse af meningsløshed, som krigen havde indgydt i mange: »Bombardementer, spærreild, tæppeild, miner, giftgas, tanks, maskingeværer, håndgranater – ord, ord, men de rummer al verdens rædsel.«
Ved afslutningen på 1. Verdenskrig i 1918 opfandt amerikaneren John T. Thompson (1860-1940) en af verdens første maskinpistoler, som en enkelt person kunne bære alene. Den skulle anvendes i skyttegravskrigene i Europa, og prototypen gik under navnet Annihilator (udsletter). thumb|Thompson med hans opfindelse "Tommy-Gun´en" Krigen sluttede netop, som Thompson i samarbejde med sine tre kompagnoner havde afsluttet udviklingsarbejdet. De erstattede den komplicerede rekylladning, som de fleste tidligere maskingeværer anvendte, med en mere simpel mekanisme til bagstykkeladning.
Den blev patenteret i 1915 af John Bell Blish (1860-1921). Maskinpistolens officielle navn var 'Thompson’s sub-machine gun', og den fik hurtigt tilnavnet Tommy gun.
Tommy gun’en vandt med sit karakteristiske runde patronmagasin udbredelse under forbudstiden i USA fra 1920 til 1933. Det er nok den maskinpistol, der er bedst kendt fra populærkulturen, især amerikanske gangsterfilm.
At Tommy-gun’en var mere populær i gangsterkredse end blandt politifolk, ser man i en berømt skududveksling i Brian de Palmas gangsterfilm De urørlige (1987). Scenen finder sted på en trappe i Union Square-togstationen i Chicago. Her kæmper to brave politifolk med rifler og pistoler mod en gruppe gangstere, hvoraf flere er bevæbnet med Tommy guns.
Scenen er for øvrigt inspireret af en tilsvarende trappescene i Sergei Eisensteins Panserkrydseren Potemkin (1925), der viser, hvordan civile jøder under den sidste bølge af russiske pogromer i 1905 bliver beskudt af Zarens soldater i byen Odessa – dog uden brug af maskinpistoler.
Udviklingen fortsætter under mellemkrigstiden thumb|Bergmann MP 18.1. thumb|Soldat udrustet med en Britisk stengun