Victoria Station, også kendt som London Victoria, er et stationskompleks for både fjerntog og London Underground i det centrale London i bydelen City of Westminster. Den er opkaldt efter den nærliggende Victoria Street og ikke efter Dronning Victoria. Den er den næsttravleste jernbaneterminal i London (og i Storbritannien), kun overgået af Waterloo, og indeholder lufthavnsfaciliteter for passagerer, der rejser med tog til Gatwick Airport. Området omkring stationen er også blevet et vigtigt skiftested for andre transportformer: der er en busstation for lokalbusser i forgården og den nærliggende Victoria Coach Station er en terminal for langtursrutebiler med destinationer i hele nationen. Victoria er i takstzone 1.
Der er i praksis fire jernbanestationer på grunden: to betjener fjerntogsruter i Sydøstengland, en underjordisk station bygget med cut-and-cover-metoden, der betjener District og Circle lines, samt en dybtliggende boret station. National Rail- (overjordisk) og London Underground-stationerne behandles særskilt.
Fjerntogsstationens vigtigste semi-fjerne destinationer indebærer Brighton, Hove, Worthing, Eastbourne, Canterbury og Dover.
National Rail Historie thumb|Indkørslen til Victoria Station i 1912. Banen, der fører til stationen, er øverst til højre, 'Brighton line' (vist i grøn) er nederst til venstre og 'Chatham line' (pink) nederst til højre. Forbindelsen til GWR og LNWR (lilla) er øverst til venstre. Englands jernbaner syd for London var ugunstige i forhold til det centrale London i løbet af det 19. århundrede, da banerne lå syd for Themsen, mens de store centre hvad angår befolkning, erhverv og regering var nord for floden i City of London, West End og Westminster. Victoria Station er blevet til i små bidder for at håndtere dette problem for London Brighton and South Coast Railway (LB&SCR) og London Chatham and Dover Railway (LC&DR). Oprindeligt bestod den af to adskilte fjerntogsstationer, der fra passagerernes synspunkt ikke var forbundne.
Baner til Victoria London and Brighton Railways endestation London Bridge havde fornuftig adgang til City of London, men var ikke særlig gunstig for rejsende til og fra Westminster. Så tidligt som i 1842 havde John Urpeth Rastrick derfor foreslået at jernbanen skulle bygge en afgrening til at betjene West End, men hans forslag kom ikke videre. p.116-7. Flytningen af The Crystal Palace fra Hyde Park til Sydenham Hill mellem 1851 og 1854 skabte dog en stor turistattraktion i det dengang landlige område syd for London, og LB&SCR åbnede en afgrening fra Brighton Main Line ved Sydenham til grunden i 1854. Imens denne blev anlagt, planlagde West End of London and Crystal Palace Railway en bane fra Crystal Palace til en ny station (Pimlico) ved Battersea Wharf ved den sydlige ende af den nyopførte Chelsea Bridge, der åbnede den 27. marts 1858. Kort efter leasede LB&SCR det meste af det nye selskabs strækninger og byggede en yderligere forbindelse fra Crystal Palace til Brighton Main Line ved Norwood Junction, hvorved de gav dem selv en rute til Vestlondon, selvom det blev anerkendt at det var nødvendigt med en endestation nord for Themsen.
Victoria Station and Pimlico Railway I løbet af sommeren 1857 blev der foreslået en program for en uafhængig "Grosvenor Basin Terminus" i West End "til brug for Southern Railways of England".Gray 1977, p.44. Stationen blev oprindeligt kaldet "Grosvenor Terminus", men blev senere omdøbt til 'Victoria', da den lå for enden af Victoria Street.Gray 1977, p.45. Tre øvrige jernbaneselskaber søgte ligeledes efter egnede lokaliteter for en endestation i Westminster: Great Western (GWR), London & North Western (LNWR) og East Kent Railway (EKR). De to førstnævnte selskaber havde allerede skinneadgang til Battersea, gennem deres fælles ejerskab af West London Line med LB&SCR. I 1858 leasede EKR West End of London and Crystal Palace Railways resterende baner fra Shortlands Station og forhandlede også midlertidigt om at køre på banerne, der for nylig var anskaffet af LB&SCR, mens de afventede anlægget af deres egen bane til Vestlondon.Turner 1978, p.121. Den 23. juli 1859 dannede disse fire selskaber sammen selskabet Victoria Station and Pimlico Railway (VS&PR), med formålet om forlængelse af den eksisterende jernbane fra Stewarts Lane Junction i Battersea over floden til en mere bekvem beliggenhed nærmere West End,Turner 1978, p.122. og måneden efter skiftede EKR sit navn til London Chatham and Dover Railway.
Den nye bane fulgte dele af Grosvenor Canals linjeføring og nødvendiggjorde anlægget af en ny bro over Themsen, der oprindeligt hed Victoria Bridge og senere Grosvenor Bridge. Der var forskellige sporvidder, for også at kunne servicere GWR-tog. Den nye Victoria Station blev rejst på den tidligere kanal.
LB&SCR havde håbet på at fusionere med VS&PR og fremsatte et lovforslag, der skulle tillade dette i 1860. Dette mødte modstand fra GWR og LC&DR og blev afvist. For at komprimere fik LB&SCR lov til at lease den nye station fra VS&PR, men accepterede at give plads til de andre jernbaner indtil der kunne bygget en ny tilstødende endestation til dem.
Udvidelse af indkørsel Den nye Victoria Station viste sig at blive uforudset populær for begge hovedselskaber, og i 1862 var der ofte forsinkelser på grund af trængsel på Stewarts Lane Junction. I marts 1863 finansierede LB&SCR og LC&DR sammen en ny højklasset rute indtil London, der undgik Stewarts Lane og krævede en udvidelse af Grosvenor Bridge. Arbejdet blev færdiggjort i 1867 og 1868.Gray (1977), p.61.
Brighton Line-stationen LB&SCR-siden på Victoria Station åbnede den 1. oktober 1860. Den midlertidige endestation i Battersea blev lukket dagen før."Railway Magazine", March 1958 Den bestod af seks perroner og ti spor med en indgang på Victoria Street. På grunden var der også et hotel (Grosvenor med 300 værelser). Fra 13. august 1866 kørte LB&SCR også tog fra Victoria til London Bridge langs den nyligt færdiggjorte South London Line.
I 1898 besluttede LB&SCR at nedrive sin station og erstatte den med en større bygning i røde mursten og renæssancestil. Da udvidelsen af stationen blev forhindret af den eksisterende LCDR-station og Buckingham Palace Road, blev kapaciteten forøget ved forlængelse af perronerne og anlæggelse af transversaler, der gjorde det muligt for to tog at benytte samme perronspor samtidigt. Arbejdet var fuldendt i 1908, og samtidig blev The Grosvenor Hotel også ombygget.
Elektrisk drevne tog begyndte at køre til Victoria den 1. december 1909 på banen til London Bridge. Banen til Crystal Palace blev elektrificeret den 12. maj 1911.
LB&SCR introducerede Storbritanniens første afgange kun med Pullman-tog i december 1881, der kørte fra Victoria til Brighton som "Pullman Limited". Endnu en kun-Pullman-afgang blev introduceret i 1908 under navnet "Southern Belle" og blev dengang beskrevet som verdens mest luksuriøse tog.
London Chatham and Dover Line-stationen thumb|London Chatham and Dover Railway-stationen efter genopbygning af South East and Chatham Railway. thumb|Chatham Side-forhal LC&DR og GWR leasede sammen "Chatham"-delen af stationen i 999 år fra 28. juni 1860, hvor GWR var ansvarlig for 6,67 %.GWR Memorandum for the Board 23 January 1931. National Archives RAIL 1057/2931. LCDR fuldførte sin hovedbane så langt væk som Canterbury den 3. december 1860 og begyndte at bruge LB&SCR-station fra den dag.
LCDR og GWR åbnede deres egen station den 25. august 1862, med en mindre imponerende bygning med træfacade, der havde indgang på Wilton Road. Chatham Line-stationen havde otte perronspor, hvoraf fem havde blandede sporvidder og blev brugt af bredsporede GWR-tog, der kørte fra Windsor via Southall.
South Eastern and Chatham Railway-station I 1899 indgik LC&DR et samarbejde med sine rivaler i Kent, South Eastern, hvorved South Eastern and Chatham Railway (SECR) blev dannet. Dette betød at tog fra deres Victoria-station begyndte at blive rationaliseret og integreret med dem fra SECR's andre terminaler.
LC&DR-stationen blev genopbygget og genåbnede den 16. juni 1906. Den nye bygnings facade var tegnet af A. W. Blomfield, SECR's arkitet, og er i Portland-sten.
GWR stoppede med at bruge stationen for planlagte tog i 1915, delvist på grund af 1. verdenskrig og delvist på grund af konkurrencen mellem Ealing Broadway Station og Victoria fra Metropolitan District Railway, der kørte elektriske tog. Stationen blev også endestation for tog, der bragte soldater til og fra Frankrig, hvoraf mange var sårede. En mindetavle markerer ankomsten af den ukendte krigs lig på spor 8 kl. 20:32 den 10. november 1920.
thumb|right|275px|"Golden Arrow" forlader Victoria Station, 1953.
Southern Railway-station De to stationer på Victoria kom under fælles ejerskab i 1923 med dannelsen af Southern Railway (SR). De efterfølgende år blev der taget skridt mod at integrere de to stations. Sporene blev omnummereret til at følge en enkelt sekvens, der blev lavet åbninger i muren der adskilte dem, hvorved passagerer kunne passere fra den ene til den anden uden at gå ud på gaden, og diverse ændringer blev lavet på sporene for at gøre skifter mulige. SR koncentrerede også kontinental damptrafik på Victoria, hvor det mest berømte af disse tog, Golden Arrow, blev introduceret i 1926 og Night Ferry i 1936.
Stationen blev også udstyret med en nyhedsbiograf (senere brugt til tegnefilm), der viste et løbende program for de rejsende. Biografen var tegnet af Alastair Macdonald, søn af premierminister Ramsay MacDonald, og var i drift fra 1933 til den blev nedrevet i 1981. GWR forblev medejer af stationen fremtil 1932. Herefter beholdte de drivkraft på stationen, men det virker ikke til at de har brugt det.
Stationen fik betydelig bombeskader under 2. verdenskrig, men ikke så meget som andre London-terminaler.
Southern Electric Stationens største ændring var i 1920'erne og 1930'erne, da tredjeskinne-elektrificering blev introduceret på alle forstads- og mange fjerntog, hvorved det oprindelige LB&SCR-program med køreledninger var erstattet i 1929 og stort set også erstattede dampdrift, bortset fra Chatham Section-fjerntog. Tog til Orpington blev elektrificeret i 1925 og Epsom året efter. I 1932 var Brighton Main Line elektrificeret og hurtigt herefter fulgte banerne til kystbyer i Sussex og Portsmouth i 1938. Varemærket "Southern Electric" blev tildelt alle disse betjeninger. Brighton Belle, verdens første elektriske Pullman-tog, kørte fra Victoria fra 29. juni 1934 og indtil ophøret den 30. april 1972.
British Railways-station British Railways overtog ansvaret for fjern- og forstadstogsstationen den 1. januar 1948. I løbet af 1950'erne og primo 1960'erne fuldførte British Railways sine Kent-Coast Electrification-programmer, hvilket betød at det meste af de resterende tog fra stationen blev elektrificeret (inklusive færgetogene). Nogle mindre betjeninger ophørte, og de få tilbageværende dampafgange til Oxted Station og East Grinstead Station blev erstattet af dieseltogsæt.
Stationen blev renoveret indvendigt i 1980'erne, med tilføjelse af butikker i forhallen, og over de vestlige spor (shoppingcenteret "Victoria Place"). Et større signalprogram blev også udført på stationens indkørsel.
thumb|right|Gatwick Express på Victoria i 2003.
Gatwick Express De øvrige større ændringer på stationen under British Railways var den gradvise udvikling af betjeninger til den nye Gatwick Airport Station efter åbningen af denne i juni 1958. I 1984 begyndte non-stop-servicen Gatwick Express med et rejsetidsmål på 30 minutter. Denne er blevet sammensat med opførelsen af en lufthavnslounge og check-in-faciliteter på første sal, med dedikerede rulletrapper ned til Gatwick Express-sporene. British Airways og andre store flyselskaber har sine egne check-in-skranker på stationen.
National Rail-station Driftsmæssigt set er der stadig to adskilte fjerntogsterminaler: