Vilhelm 1. (1131 – 7. maj 1166), med tilnavnene den onde eller den slemme, var den anden konge af Kongeriget Sicilien, og han besteg tronen, da faderen, Roger 2., døde i 1154. Vilhelm var den fjerde søn i ægteskabet mellem Roger 2. og Elvira af Castilien.

Der er ikke meget belæg for Vilhelms tilnavn "den onde". Det synes primært at have været brugt af historikeren Hugo Falcandus og af baronerne, der var modstandere af kongen og hans betroede embedsmænd. Blandt senere historikere er der enighed om, at Vilhelm ikke kunne leve op til faderen med hensyn til begavelse og handlekraft. I stedet foretrak han et tilbagetrukket liv i næsten arabisk stil (med harem) i sine prægtige paladser i og omkring Palermo.

Opvækst Vilhelm var en efternøler i faderens ægteskab, og hans tre brødre var mere end ti år ældre. Der var ikke knyttet nogle særlige forventninger til ham, og han fik ingen titler eller pligter, der skulle forberede ham til at regere. Han voksede op som en stor og stærk mand, der efter sigende kunne rette hestesko ud med de bare næver. Han var helt klart en bedre kriger end sin far, men manglede til gengæld energi og interesse for at beskæftige sig med verden omkring sig, og tilbragte i stedet tiden med afslapning i rigets paladser.Norwich, s. 168-169. Hans situation ændrede sig imidlertid i takt med, at hans ældre brødre døde, og da den ældste bror Roger døde i 1148, var han pludselig tronarving og slet ikke forberedt på opgaven.

Konge af Sicilien right|240px|thumb|Kongeriget Sicilien ved Vilhelms tronbestigelse i 1154. De viste grænser bestod næsten uændret i over 700 år. Da faderen døde i 1154, beholdt Vilhelm de fleste af hans rådgivere. Pladsen som øverste embedsmand, emirernes emir ("ammuratus ammuratum"), havde stået tom siden henrettelsen af Philip af Mahdia i 1153, og en af Vilhelms første handlinger bestod i af forfremme kansler Maio af Bari til titlen. Det var en god beslutning. Maio var veluddannet og søn af en rig oliehandler, og han havde den indsigt i rigets anliggender, der krævedes af en stor statsmand.Norwich, s. 170-171. Maio videreførte den politik, der gik ud på at holde højadelen uden for indflydelse, og han var aldrig bange for at træffe upopulære beslutninger, når han mente, de var rigtige. Norwich vurderer, at hvis den unge konge ikke havde haft Maio til forme politikken, ville hans regeringstid været blevet afbrudt i løbet af få måneder.Norwich, s. 171. left|240px|thumb|Syditalien i slutningen af 1155, hvor grækerne har erobret Apulien (med rødt) mens paven regerer over Campanien (med gråt). Et halvt år senere havde Vilhelm tilbageerobret det hele. Udfordringerne kom hurtigt. Det var Vilhelms uheld, at han regerede samtidigt med to af de mest kompetente kejsere i henholdsvis det tysk-romerske (Frederik Barbarossa) og det byzantinske rige (Manuel Comnenus) og to af de mest betydningsfulde paver i det 12. århundrede (Hadrian 4. og Alexander 3.). Et held i uheld var det så, at disse tre parter, skønt de var fælles om et fjendskab mod Sicilien, aldrig kunne blive enige indbyrdes.Norwich, s. 173.

Frederik Barbarossa var i Italien i 1155, og i juni blev han kejserkronet af Hadrian i Rom. De to aftalte et angreb på Syditalien, men kejserens tyske riddere ville hjem, og Frederik måtte afblæse felttoget. Dermed var Syditalien langtfra reddet, for de lokale baroner, der var vrede over at være holdt uden for indflydelse, gjorde oprør, ledet af kong Vilhelms fætter, grev Robert af Loritello.Norwich, s. 186-187. I sommeren 1155 sendte kejser Manuel to af sine bedste generaler, Michael Palaeogolus og John Ducas til Syditalien. De havde ikke mange tropper med sig, men til gengæld masser af penge og en flåde på 10 skibe.Norwich, Byzantium s. 111-112. De normanniske baroner og græske (byzantinske) tropper sluttede sig sammen, og de erobrede først Bari, der havde en overvejende græsk befolkning fra den tid, hvor byen var hovedstad for det byzantinske vicekongedømme i Syditalien. Senere fulgte Trani, Giovinazzo, Andria og Taranto, mens Brindisi kom under belejring. Pave Hadrian gik også ind i kampen, så i september 1155 drog han sydpå med en hær af lejesoldater, og flere af baronerne i Campanien anerkendte ham som deres lensherre.Norwich, s. 189. Det så sort ud for Vilhelm. Selv lå han syg i Palermo – der gik vedholdende rygter om, at han var død – og den hær, han fik udrustet i Syditalien, led nederlag.

Under kongens sygdom havde Maio holdt hovedet koldt, og sørget for ro på Sicilien. En ny hær blev udrustet og flåden blev gjort klar, så da kongen kom sig i foråret 1156, var der basis for at gå til modangreb. Politik var ikke Vilhelms stærke side, men krigerhåndværket kunne han, og med usædvanlig energi satte han sig i spidsen for en hær, der i april 1156 blev sat i land i Calabrien. Efter at have deltaget i overførslen, satte flåden kurs mod det belejrede Brindisi.Norwich, s. 192-193.

Da de oprørske baroner hørte om Vilhelms hær, begyndte de at miste modet, og de forlod belejringshæren. Palaeogolus døde efter en kort sygdomsperiode, så det var op til John Ducas at fortsætte belejringen. Da Vilhelms hær nåede frem i maj 1156, var det Ducas' tur til at være belejret, og da Vilhelms styrker angreb den 28. maj, samtidigt fra landsiden og søsiden, var det slut for Ducas, der blev taget til fange med resterne af sin hær. Alle hans erobringer var tabt, og som Norwich skriver, var det som om grækerne aldrig havde været der.Norwich, s. 194-195. 240px|thumb|Pave Hadrian 4. var oprindeligt Vilhelms modstander, men truslen fra kejser Frederik gjorde ham moden til en alliance med Sicilien. Vilhelms hær drog nordpå, og der var ingen nåde for de oprørske baroner. Pave Hadrian måtte slutte en ydmygende fred i Benevento den 18. juni, og i traktaten anerkendte pavedømmet for første gang officielt normannernes herredømme over det nordlige Abruzzo og dele af Marche.Norwich, s. 197-198. Vilhelm vendte tilbage til Sicilien i juli 1156 og genoptog det behagelige liv i sine paladser.Norwich, s. 201. Sicilien var stadig i krig med grækerne, og i sommeren 1157 blev der sendt en flåde på 164 skibe, med næsten 10.000 mand om bord til de byzantiske områder ved Ægæerhavet. Tropperne hærgede Euboea og området ved Volosbugten, under ledelse af Maios bror Stefan, der var blevet forfremmet til admiral. Så var byzantinerne parate til at slutte fred, og i løbet af 1158 fik parterne udvekslet fanger og skrevet under på en fredsaftale, som ikke er bevaret.Norwich, Byzantium s. 118.

Nye alliancer Pave Hadrian og kejser Frederik var i disse år på kollisionskurs, og et af de centrale stridspunkter var spørgsmålet om, hvorvidt kejseren havde fået sin krone som vasal af paven, eller om han var Guds verdslige repræsentant på Jorden, mens paven var den religiøse. Uenigheden slog ud i lys lue, da kejseren holdt rigsdag i Besançon i oktober 1157. Den pavelige udsending, kardinal Roland, var tæt på at miste livet, og da kejseren arriverede i Norditalien med en stor hær i juli 1158, stod det klart for paven, at han havde brug for nye allierede. Frederiks officielle hensigt var at undertvinge de oprørske norditalienske byer, men når det var gjort, var der intet, der forhindrede ham i at fortsætte sydpå. Denne trussel var Maios diplomater glimrende til at forklare paven, så parterne nåede til forståelse, og i august 1159 holdt de møde i byen Anagni. Her deltog også repræsentanter for de norditalienske byer Milano, Crema, Piacenza og Brescia, og de skabte grundlaget for det, der senere blev til den Lombardiske Liga.Norwich, s. 207-208. Den følgende måned døde Hadrian, og i stedet blev kardinal Roland valgt som pave Alexander 3.. Kejser Frederik anerkendte imidlertid en modpave, Viktor 4., og Alexanders svar var at lyse kejseren i band. Alexander måtte drage i eksil i flere år, men i november 1165 kunne han endelig vende tilbage til Rom, beskyttet af sicilianske tropper. Koalitionen med paven og lombarderne var stærkt medvirkende til, at kejser Frederik aldrig fik lejlighed til at angribe Syditalien og Sicilien.Norwich, s. 268-269.

De nordafrikanske besiddelser Mens kongeriget var alvorligt truet i begyndelsen af 1156, benyttede den lokale sheik, der var indsat som guvernør i Sfax (i det nuværende Tunesien), lejligheden til at gøre oprør, og den 25. februar 1156 blev alle kristne i byen myrdet. Kort efter gjorde også øerne Djerba og Kerkenna oprør og løsrev sig. I 1158 nåede oprøret til Tripoli, og i sommeren 1159 var der kun Mahdia tilbage som siciliansk besiddelse i Nordafrika.Norwich, s. 210-211. Ud over sin sædvanlige befolkning husede byen nu også alle de kristne, der var flygtet fra de tabte områder. Den politiske situation i Nordafrika havde ændret sig væsentligt. Tidligere havde området omkring de sicilianske kolonier været regeret af lokale sheiker, men nu havde almohaderne overtaget Nordafrika, og under ledelse af Abd al-Moumen indledte de en belejring og blokade af Mahdia den 20. juli 1159. Byen var velforsynet med tropper og mad, så i første omgang ventede indbyggerne med fortrøstning på en undsætningsflåde fra Sicilien. Flåden kom også, for på dette tidspunkt var admiral Peter af Djerba med 160 skibe på togt mod saracenerne på de Baleariske øer, og han blev straks sendt til Mahdia, hvor han arriverede i september. Hugo Falcandus skriver, at Peter vendte om, så snart han så de arabiske skibe, men Norwich citerer arabiske kilder, der fortæller, at flåden faktisk var blevet splittet af en voldsom storm, og at skibene, der ankom enkeltvis til Mahdia, ikke kunne stille noget op mod araberne, og derfor vendte om. Peter blev da heller ikke gjort ansvarlig for den mislykkede undsætning.Norwich, s. 211-212. Der kom aldrig nogen undsætningsflåde, og Mahdia overgav sig i januar 1160. Maio blev stærkt upopulær på grund af tabet af de nordafrikanske besiddelser, men Norwich vurderer, at Maio simpelt hen havde taget bestik af den nye situation i Nordafrika. Det ville kræve voldsomme resurser at føre krig mod almohaderne, og udbyttet ville slet ikke stå mål med indsatsen.Norwich, s. 212-214. thumb|240px|Da oprøret efter mordet på Maio var nedkæmpet, kunne Vilhelm koncentrere sig om bygninger som paladset Zisa. Mordet på Maio af Bari