Litauere (, žemaitisk lietovē) er den baltisk etniske gruppe der taler litauisk eller den žemaitiske dialekt. I Litauen udgør litauerne omkring 2.765.600 af den samlede befolkning på omkring 3.210.000. En anden million eller mere bor i blandt andet USA, Brasilien, Canada, Colombia, Rusland, Storbritannien og Irland. Deres modersmål er litauisk, et af de to overlevende baltiske sprog. Ifølge folketællingen foretaget i 2001 betragter 83,45 % af befolkningen i Litauen sig som litauere, 6,74 % som polakker, 6,31 % som russere, 1,23 % som hviderussere, og 2,27 % som medlemmer af andre etniske grupper. De fleste litauere tilhører den romersk-katolske kirke, mens Lietuvininkai, der boede i den nordlige del af Østpreussen forud for 2. verdenskrig, fortrinsvis var evangelisk-lutherske.
Historie
Antikke kilder dokumenterer at baltikum, herunder det moderne Litauen, var beboet af flere baltiske stammer i forhistorisk tid blandt andet: aukštaičiai, sudovians, litauere, kurlændere, semgallere, selonier, žemaičiai, skalvere og gammelpreussere (den nadruviske klan). Gennem århundrederne samledes nogle af disse stammer i den litauiske stat, Storfyrstendømmet Litauen, primært som forsvar mod den plyndrende Tyske Orden og Østslavere. Litauerne, et af de sidste hedenske folk i Europa, konverterede til kristendommen i 1387.
Området beboet af de etniske litauere er skrumpet gennem århundreder. Engang var litauere ikke bare befolkningen i det nuværende Litauen, men også hovedparten af befolkningen i det nordvestlige Hviderusland, i store områder af den nuværende russiske Kaliningrad Oblast, og i dele af det nuværende Letland og PolenGlanville Price: Encyclopedia of the languages of Europe, 2000, pp.304-306 .
Imidlertid er der fremsat argumenter om at det litauiske sprog ikke var agtet i dele af samfundet, og at det polske sprog blev foretrukket i visse områder af den polsk-litauiske realunion samt at tysk blev foretrukket i områder af det tidligere Østpreussen (nu Kaliningrad Oblast af Rusland), hvilket medførte at antallet af litauisk-talende faldt. Det russiske kejserliges efterfølgende besættelse af Litauen ved Polens tredje deling fremskyndede denne proces gennem en russificeringspolitik, der medførte forbud mod offentligt at tale og skrive på litauisk. Nogle mente på dette tidspunkt, at nationen, sammen med dets sprog, ville uddø i løbet af et par de generationer.
I slutningen af 1800-tallet opstod en bevægelse for Litauens kulturelle og sproglige vækkelse. I begyndelsen af 1900-tallet sluttede nogle polsk- og hviderussisktalende fra det tidligere Storfyrstendømme Litauen sig til den moderne litauiske nation. Den 16. februar 1918, efter 1. verdenskrig, vedtog et råd bestående af 20 fremtrædende litauere Litauens uafhængighedserklæring, hvilket understøttede den nationale konsolidering med blandt andet vedtagelsen af et litauisk standard sprog. Imidlertid blev den østlige del af Litauen, herunder Vilnius-området annekteret af Polen, mens de Klaipeda regionen blev overtaget af Nazi-Tyskland i 1939. I 1940 blev Litauen besat af Sovjetunionen, og tvunget til at slutte sig til det som den litauiske SSR. Tyskerne og deres allierede angreb USSR i juni 1941, og fra 1941 til 1944 var Litauen besat af Tyskland. Tyskerne trak sig tilbage i 1944, og Litauen kom under sovjetisk styre igen. Det gamle litauiske samfund i Lille Litauen, nuværende Kaliningrad Oblast gik næsten i opløsning som følge heraf.
Litauerne er hovedsageligt bosat indenfor Litauens grænser, kun nogle få landsbyer i det nordøstlige Polen og det sydlige Letland har litauisk befolkningsflertal. Der ud over er der litauiske emigrant-samfund i mange lande. I Hviderusland og Kaliningrad Oblast findes stadig indbyggere med litauiske forfædre, men deres antal er svindende. Litauen genvandt sin uafhængighed i 1990, og blev anerkendt af de fleste lande i 1991. Den 1. maj 2004 blev Litauen medlem af Den Europæiske Union. En lav fødselsrate og øget emigration efter optagelsen EU hat medført et hastigt faldende indbyggertal og truer Litauens økonomi og fremtid.
Etnisk sammensætning i Litauen
I Baltikum har Litauen den mest homogene befolkning. Ifølge folketællingen foretaget i 2001 erklærede 83,45% af befolkningen sig som etniske litauere, 6,74% som polakker, 6,31% som russere, 1,23% som hviderussere, og 2,27% som medlemmer af andre etniske grupper såsom tatarer, finner, danskere, jøder og andre.
Polakkerne er koncentreret i Vilnius-området, der var kontrolleret af Polen i mellemkrigstiden. Især lever store polske befolkningsgrupper sig i Vilnius distriktskommune (61,3% af befolkningen) og Šalčininkai distriktskommune (79,5%). Denne koncentration har sikret at Lietuvos lenkų rinkimų akcija (), et polsk minoritets-parti, politisk indflydelse. Partiet blev ved valget 2008 repræsenteret i Seimas (Litauens parlament) med 3 mandater. Partiet er aktivt i lokalpolitik og kontrollerer flere kommunalbestyrelser.
Russerne, som er næsten lige så talrige som polakkerne, er meget jævnt spredt og har ikke et stærkt minoritets-parti. I Visaginas bykommune udgør russerne 52 % af indbyggerne, hvor de fleste af flyttede til for at arbejde på Ignalina-atomkraftværk. En del russere forlod Litauen efter uafhængighedserklæringen i 1990.
I fortiden, har den etniske sammensætning af Litauen varieret dramatisk. Den mest omfattende ændring var udryddelsen af den jødiske befolkning under Holocaust. Før 2. verdenskrig var omkring 7,5 % af befolkningen jødisk, kaldet Litvaks, der var koncentreret i byerne og havde en betydelig indflydelse på kunsthåndværk og erhvervsliv. I Vilnius, der kaldtes nordens Jerusalem, var omkring 30 % af befolkningen jødisk. Næsten alle jøder blev dræbt under Holocaust i nazi-besatte Litauen eller emigrerede senere til USA og Israel. I 2011 er der omkring 3.200 jøder i Litauen.
Historiske befolkningsgrupper i Litauen thumb|200px|<small>Litauens historiske landsdele.
Litauen er opdelt i fem historiske landsdele: Aukštaitija, Dzūkija, Lille Litauen, Suvalkija og Žemaitija baseret på de kulturhistoriske forskelle. Befolkningsgrupperne kaldes aukštaičiai, dzūkai, prūsai, suvalkiečiai og žemaičiai. Befolkningsgruppen prūsai () er næsten forsvundet, udvandret til Tyskland efter 2. verdenskrig, mens Žemaičiai har en blomstrende kultur med egen dialekt og eget skriftsprog. I hovedsagen betragter byboerne sig som litauere, især i de store byer som Vilnius og Kaunas. De fire befolkningsgrupper har landsdelsspecifikke traditioner, dialekter og historie. I spøg tillægges disse befolkningsgrupperne særlige træk, for eksempel siges suvalkiečiai at være sparsommelige mens žemaičiai er stædige.
Antropologi
Siden bondestenalderen er indbyggerne i det litauiske område ikke er blevet erstattet af andre etniske grupper, der er således stor sandsynlighed for, at beboerne i det nuværende Litauen har bevaret deres forfædres genetiske sammensætning relativt uforstyrret af folkevandringstiden,G. Česnys: Anthropological roots of the Lithuanians. Science, Arts and Lithuania 1991; 1: s. 4-10. selv uden at være egentligt isoleret.Daiva Ambrasienė, Vaidutis Kučinskas Genetic variability of the Lithuanian human population according to Y chromosome microsatellite markers Den litauiske befolkning synes at være relativt homogen, uden større genetiske forskelle mellem de etniske undergrupper.Mitochondrial DNA Sequence Analysis in the Lithuanian Population
En analyse i 2004 af den litauisk befolknings mtDNA afslørede, at litauerne har tætte bånd til indoeuropæiske og finsk-ugrisk-talende befolkninger i Nordeuropa. En SNP-analyse af litauernes Y-kromosoms haplogruppe analyse viste, at de er tættest beslægtede med letterne, esterne og finner.
Det CCR5-allel, som giver resistens over for hiv-smitte, er til stede i omkring 16 % af den litauiske befolkning. Dens relativt høje frekvens kan være opstået som en reaktion på epidemier af kopper eller pest i regionen.PLoS Biology — The Geographic Spread of the CCR5 Δ32 HIV-Resistance Allele
Litauiske Ashkenazi jøder har også interesseret genetikere, på grund af en vis en række unikke genetiske egenskaber;. Nytten af disse variationer har været genstand for debat.Genetic diseases among the Ashkenazi En variation, som er impliceret i familiær hyperkolesterolæmi, der medfører en højere risiko for åreforkalkning, er dateret til det 1300-tallet, svarende til etablering af Ashkenazi bosættelser som reaktion på VytautasVytautas den Stores indbydelse af jøder i 1388.Familiar hypercholesterolemia among Lithuanian Ashkenazi
Litauere er, som de fleste andre baltiske og nordiske folkeslag, kendt for at være folk over gennemsnittet højde. I slutningen af det 1800-tallet var den gennemsnitlige højde for mænd 163,5 cm og den gennemsnitlige højde af kvinder 153,3 cm. Ved udgangen af det 1900-tallet var den gennemsnitlig højde 181,3 cm for mænd og 167,5 cm for kvinder.J. Tutkuviene. Sex and gender differences in secular trend of body size and frame indices of Lithuanians. Anthropologischer Anzeiger; Bericht über die biologisch-anthropologische Literatur. 2005 Mar;63(1):29-44.
De baltiske lande: Litauen, Letland og det af ikke-indoeuropæiske talende Estland har lignende, dog særskilte sprog og kulturelle traditioner.
Litauiske immigrantsamfund
Bortset fra de historiske samfund i Litauen og omkringliggende lande, er litauere emigreret til andre kontinenter gennem 1800- og 1900-tallet samt efter årtusinde skiftet.
Det litauiske samfund i USA er det største af disse immigrantsamfund; omkring 1 million amerikanere har litauisk afstamning. Udvandring til USA begyndte i slutningen af 1800-tallet frem til 2. verdenskrigs afslutning, hvor udvandringen faldt stærkt. Den største koncentration af litauere i USA er bosat omkring de store søere og de nordøstlige stater. Næsten 20.000 litauere er emigreret til USA siden Sovjetunionens opløsning i 1991.DHS | Immigration Statistics Det litauiske samfund i Mexico og Sydamerika (Argentina, Brasilien, Colombia og Uruguay) opstod i slutningen af 1800-tallet og det tidlige 1900-tal. I øjeblikket er der ikke større udvandring til disse lande, da de økonomiske forhold ikke adskiller sig væsentligt fra forholdene i Litauen. Litauisk-jødiske samfund i Sydafrika opstod i slutningen af 1800-tallet og 1900-tallet. Litauiske samfund i områder i Sovjetunionen opstod efter 2. verdenskrig. Antallet af litauere i Sibirien og Centralasien steg da en del litauere blev deporteret til disse områder. Efter Khrusjtjovs magtovertagelse vendte flertallet imidlertid tilbage til Litauen. Senere flyttede en del litauere efter arbejde til andre dele af Sovjetunionen, flere af disse vendte ikke tilbage til Litauen efter uafhængigheden i 1990. De litauiske samfund i Vesteuropa er en følge af økonomisk migration efter Litauens selvstændighed i 1990. I perioden 1996-2000 udvandrede mere end 400.000 fra Litauen, heraf omkring 200.000 etnisk litauere til blandt andet Storbritannien (~140.000), Irland (~25.000)CSO: Statistics: Persons usually resident and present in the State on Census Night, classifieid by place of birth and age group, Tyskland (~20.000)Statistisches Bundesamt Deutschland – GENESIS-Online: Links, Norge (~20.000), Spanien (~15.000), Sverige (~8.000) og Danmark (~3.000). Efter Litauens indtræden i EU i 1994 og den økonomiske krise i de Baltiske lande fra 2008 er udvandringen til Vesteuropa intensiveret. Fra september 2010 til september 2011 anslår Litauens Department of Statistics at befolkningstallet i Litauen er faldet med 60.000Department of Statistics: Litauens befolkningstal faldt til 3,210 millioner i september 2011 (hentet 7. oktober 2011) svarende til et fald på næsten 2%. Litauiske samfund i Australien (~12.000) findes, men på grund af den store afstand fra Europa er udvandringen hertil mindre. Der findes litauiske samfund i Melbourne, Sydney, Adelaide, Brisbane, Hobart og Perth.
Kultur og traditioner