Figurer i den danske tv-serie Matador, produceret i perioden 1978 – 1981. Alle figurerne i Matador er fiktive.
Hovedhistorien følger familien Skjern med ægteparret Mads (Jørgen Buckhøj) og Ingeborg (Ghita Nørby) og deres børn, og familien Varnæs med ægteparret Hans Christian (Holger Juul Hansen) og Maude (Malene Schwartz) og deres børn.
Derudover findes en række andre personer med forskellige relationer til hovedkarakterne, der spilles af en række kendte danske skuespillere, heriblandt Arthur Jensen, Ove Sprogø og Jesper Langberg.
Familien Andersen-Skjern
Mads Andersen-Skjern
Figuren medvirker i samtlige 24 episoder og er en af hovedrollerne i serien. Rollen spilles af Jørgen Buckhøj.
Mads Andersen Skjern er født ca. 1897 og ankommer i november 1929 i første afsnit som handelsrejsende med sin lille søn Daniel til Korsbæk og forsøger at sælge sine varer til Damernes Magasin. I den forbindelse opdager han, at butikken, der er byens eneste inden for dametøj, er rettet mod byens overklasse. Han ser derfor en forretningsmulighed i at etablere en butik, "Tøjhuset", der har billigere varer, særligt rettet mod resten af byens kvinder. Trods modstand fra byens traditionelle spidser, eksemplificeret ved bankdirektør Varnæs, der nægter at låne ham penge, blandt andet for at beskytte sin barndomsven Albert Arnesen, der er leder af Damernes Magasin, får Skjern hurtigt succes med sin butik. Det antydes, at succesen skyldes, at Skjern oprindeligt kommer fra Jylland og er præget af indremissionsk og pietistisk kristendomssyn, der påvirker hans arbejdsmoral positivt.
I løbet af sæson 1 udvider Skjern sin forretning til også at omfatte handel med pantebreve, hvilket han får hjælp til af sin bror Kristen Andersen Skjern, samtidig med at han udkonkurrerer Arnesen. Efter Arnesens død og Damernes Magasins konkurs køber Mads ejendommen og indretter butikslokalerne til Omegnsbanken, hvor broderen bliver direktør. Mads Skjerns forhold til byens traditionelle spidser er fra hans første oplevelser særdeles anstrengt, og mange af hans handlinger er styret af en ærgerrighed for at komme op i byens hierarki.
I afsnit 1 møder Skjern en række af byens mere jævne folk som grisehandler Oluf Larsen og dennes familie. Mads' kone er død før seriens begyndelse og han bliver gift med grisehandlerens datter Ingeborg, som har datteren Ellen fra et tidligere forhold. Mads adopterer Ellen og sammen får Mads og Ingeborg sønnen Erik.
Hans stærkt kristne livssyn betyder, at han i starten hverken drikker spiritus eller spiller kort, men tolererer dog andre, der gør det, som sin svigerfar. Den første gang han smager spiritus er som 34-årig - i forbindelse med hans bryllup med Ingeborg. Hans konservative livssyn skinner også igennem over for sønnen Daniel, der som han vokser op ikke lige har lyst til at følge faderens planer for ham. På nogle områder modereres hans indremissionske tankegang i løbet af serien, hvilket blandt andet kan ses, da hans søster Anna kommer til Daniels konfirmation og forsøger at appellere til hans kristne rødder, hvilket han afviser. I 1937 er han blevet formand for menighedsrådet.
I afsnit 22 bliver han slået til ridder af Dannebrog for sit formandskab i Menighedsrådet og hans donationer til kirken. I afsnit 24 får han brev om, at han er blevet udnævnt til svensk konsul.
Ingeborg Andersen-Skjern
Figuren er en af de centrale i tv-serien. Hun ses første gang i det første afsnit af serien og medvirker i samtlige afsnit. Rollen spilles af Ghita Nørby.
Ingeborg Andersen-Skjern er født Larsen og datter af grisehandler Oluf Larsen og Katrine Larsen. Mellem afsnit 3 og 4 bliver hun gift med Mads Andersen-Skjern. Hun har som ung været sendt på husholdningsskole i Vordingborg, hvor hun har mødt Holger som hun har datteren Ellen med. Holger drikker og var voldelig over for Ingeborg og Ellen, og det er endt med skilsmisse, og at Holger kom i fængsel for bedrageri. Ingeborg møder Mads Andersen-Skjern, da han sammen med sin søn Daniel overnatter hos hendes forældre. Hun får efterfølgende plads hos Mads i hans butik, hvor forholdet er varmt og kærligt imellem dem, men dog platonisk, indtil Ellen bliver nægtet plads i den privatskole i Korsbæk, som følge af Holgers fængselsdom og Ingeborgs status som enlig mor. Mads fortæller skolelederen, at han agter at gifte sig med Ingeborg og adoptere Ellen. Efterfølgende løber Ellen hjem og fortæller Ingeborg, at hun skal giftes, inden Mads når at fri. Sammen får Mads og Ingeborg sønnen Erik. I modsætning til Mads har Ingeborg ikke specielt noget imod Varnæsfamilien eller deres omgangskreds, hvilket fx kan ses af, at da Albert Arnesen dør, besøger hun hans enke Vicki.
Ingeborg er en stabiliserede faktor i familiens liv. Hun støtter Mads' forretningskarriere, men holder ham på jorden, når hans planer bliver lidt for vidtløftige. Hun er også en god stedmor for Daniel og støtter ham i at udfolde sit liv, som han har lyst til, og dette skaber den største konflikt mellem hende og Mads, da hun på et tidspunkt flytter fra ham. Mads opdager, hvor meget hun betyder for ham og bøjer sig for at få hende hjem igen.
En anden situation, der ryster Ingeborg, er, da hendes eksmand Holger på et tidspunkt dukker op i byen. Dette problem løser Mads imidlertid på en ganske kontant måde.
Kristen Skjern
Figuren medvirker i 21 afsnit. Første gang i afsnit 4 "Skyggetanten" og sidste gang i afsnit 24 "New Look". Rollen spilles af Jesper Langberg.
Kristen Skjern er født ca. 1902 og ankommer i 1931 til Korsbæk fra Jylland for at hjælpe sin bror, Mads Andersen-Skjern, med etablering af en pengeudlåning. Han er i modsætning til sin bror ikke præget af deres missionske baggrund. Han bor i en lejlighed oven på Omegnsbanken.
I forbindelse med sin ankomst til Korsbæk indlogerer han sig på Postgården, hvor han træffer Elisabeth Friis til et musikarrangement. De indleder et forhold som fører til, at de har planer om at gifte sig. Forholdet afsluttes i mellemtiden, da bankdirektør Varnæs fortæller Elisabeth, at Kristen og Mads låner penge ud og derved er konkurrenter til Korsbæk Bank.
Forholdet bliver genoptaget kort efter, hvor de har et seksuelt forhold, og hvor Kristen vedbliver at forsøge at få Elisabeth til at gifte sig med ham. Elisabeth afviser ham, og deres forhold afsluttes for anden gang i 1935, da Kristen finder ud af at Elisabeth har afsløret, at det er Mads, som har doneret Ernst Nyborgs maleri til 5000 kr. af borgmesteren til Hans Christian Varnæs. Kristen indgår efterfølgende ægteskab med Iben Skjold-Hansen, men ægteskabet bliver aldrig lykkeligt, og de lever separate liv, som ender med skilsmisse. Under anden verdenskrig bliver Kristen involveret i en modstandsgruppe via doktor Hansen, som ellers oprindelig var hans rival i forhold til Elisabeth. I slutningen af krigen må Kristen sammen med doktor Hansen gå under jorden, hvor de gemmer sig på Brydesø gods hos baron von Rydtger.
Efter krigen gifter Kristen sig endelig med Elisabeth og forlader Korsbæk for at bosætte sig i København.
Daniel Andersen-Skjern Daniel Andersen-Skjern medvirker i 17 afsnit. Daniel som barn spilles af Kristian Steen Rem og Jacob Dalgaard, som ung af Jim Erichsen og som voksen af Niels Martin Carlsen.
Daniel er søn af Mads Andersen-Skjern og dennes første hustru. Daniels mor døde da Daniel var 3 måneder gammel. Hans forhold til faderen er køligt igennem serien, hvor han kæmper for at opnå Mads' anerkendelse. Da Daniel begynder i skole, skuffer hans manglende evner Mads i modsætning til hans søster Ellen og bror Erik. Da Ellen har klaret sig godt i skolen, får hun således en hest af Mads i gave, mens Daniel egentlig som straf for de manglende præstationer ingen belønning skulle have. Daniels mormor Katrine mener dog, at det er forkert af Mads, og har i hemmelighed købt en hest, som hun samtidigt forærer til Daniel.
Daniel bliver konfirmeret i oktober 1939 og i den forbindelse kommer hans indremissionske faster, Anna, til Korsbæk. Efterhånden som Daniel bliver voksen, får han sværere og sværere ved at forene sine egne ønsker og behov med faderens forventninger, hvilket fører til flere sammenstød mellem dem. Daniel får i den forbindelse en ubetinget støtte af stedmoderen Ingeborg.
Daniel bliver gode venner med nabosønnen Ulrik Varnæs, som han møder i afsnit 1 og forbliver venner med igennem serien. Dette tolererer faderen, men Ulriks familie er meget utilfredse med det.Skjern, Daniel (til 1934 Andersen-Skjern) . matadoronline.dk. Hentet 20/4-2020
I afsnit 17, hvor Oluf Larsens hund, Kvik, dør kommer Daniel forbi med en hundehvalp i en kurv og lader den stå på bordet mens han går udenfor, og snart efter er Larsens humør forbedret betragteligt. Han bliver sendt til Hillerød for at komme i lære hos manufakturhandler Sand. Han vender hjem med frk. Mose, som Mads Skjern tror er en veninde, men det viser sig hun blot er en ældre medarbejder, der har taget sig godt af ham. Han starter siden på Niels Brock, men dropper ud, da han får lov at tegne og sy for modeskaberen hr. Jørn i København.
Han tager siden til Paris for at lære om haute couture. Han bryder med sin far i 1947, da han springer ud som homoseksuel.
Ellen Skjern Figuren spilles som voksen af Benedikte Dahl.
Ellen er født ca. 1923. Hun er datter af Ingeborg Larsen og Holger Jørgensen og bliver ved moderens andet ægteskab adopteret af Mads Andersen-Skjern.
Gennem sin barndom er Ellen langt dygtigere i skolen end sin stedbror Daniel og bliver favoriseret af Mads. Ellen har romantiske følelser for nabosønnen Ulrik Varnæs, men hun ender med at gifte sig med den rige Mogens Lamborg. Deres ægteskab er dog ikke lykkeligt, og hun begynder at se Ulrik igen, men dette afbryder hun da hun finder ud af, at han har gjort Maja gravid. I afsnit 24 er hun blevet skilt fra Lamborg, og hun vil begynde at studere til tandlæge. Ifølge Agnes har hun fundet sammen med en professor i afsnit 24. Hun er god til at tæmme Mads, når han er sur, og taler godt for Daniel. Til gengæld får hun til Daniels store ærgrelse vist den engelske wingcommander rundt i Korsbæk, da han er hjemme på besøg med ham i afsnit 21.
Erik Skjern
Erik bliver født i 1932 som søn af Mads Andersen-Skjern og Ingeborg Andersen-Skjern. Han er opkaldt efter Mads' far. Han er igennem serien ret anonym, men lader til at være ganske dygtig i skolen og udtrykker ønske om at blive atomfysiker. I afsnit 24 fortæller Agnes, at børnene i skolen kalder ham "professoren".
Som lille barn, i afsnit 8-10, spilles han af Kenneth Schmidt, som skolebarn, i afsnit 15, spilles han af Nikolaj Harris,15. At tænke og tro (1939) . danskefilm.dk19. Handel og vandel (forår 1944) . danskefilm.dk] som stort barn, i afsnit 19, spilles han af Lari Hørsted, og som ung, i afsnit 24, spilles han af Jens Christian Milbrat.24. New Look (1947) . Danskefilm.dk.
Anna Andersen-Skjern Anna Andersen-Skjern er søster til Mads og Kristen Skjern. Rollen spilles af Kirsten Rolffes. Anna er stærkt troende og medlem af Indre Mission. Hun medvirker i en enkelt episode, nummer 15, "At tænke og tro", hvor hun giver anledning til at nuancere Mads' religiøse standpunkt. Hun bor på en gård i Vestjylland og er enke efter sin mand Mathias, der er død i 1936.Anna, Faster. Matadoronline.dk. Hentet 18/12-2021
Familien Varnæs
Hans Christian Varnæs
Figuren medvirker i 23 afsnit. Rollen spilles af Holger Juul Hansen.
Hans Christian er tredje generation af bankdirektører i familiens bank, Korsbæk Bank. Han er gift med Maude og har været det siden 1922. Sammen har de børnene Ulrik, Regitze og Helle. Fru Fernando Møhge er hans gudmor.