thumb|Roskilde Stændersal i 1830'erne.|308x308px
De Rådgivende Provinsialstænderforsamlinger, ofte blot kaldet stænderforsamlingerne eller de rådgivende provinsialstænder, var fire rådgivende, førdemokratiske repræsentative forsamlinger i kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten, oprettet for at rådgive den enevældige konge. Ordningen blev indført ved lovene af 28. maj 1831 og 15. maj 1834, formelt som led i den udvikling, der fulgte efter Wienerkongressen i 1815, hvor Frederik 6. havde lovet holstenerne en stænderforsamling efter preussisk forbillede. Kongen tøvede imidlertid længe med at opfylde løftet, formentlig i håb om, at spørgsmålet ville forstumme, men under indtryk af Julirevolutionen i Frankrig og uroen omkring Uwe Jens Lornsen blev han tvunget til at gennemføre ordningen, som herefter kom til at omfatte hele riget. Riget blev opdelt i fire stænderdistrikter med forsamlinger i Roskilde for Østifterne, Viborg for Nørrejylland, Slesvig by for Slesvig og Itzehoe for Holsten, mens Lauenburg blev holdt udenfor, idet kongen dér fortsat regerede totalt enevældigt, om end i samråd med det magtfulde ridderskab. De første valg blev gennemført fra september 1834 til januar 1835, og de første samlinger fandt sted i 1835-36; derefter samledes forsamlingerne i 1838, 1840, 1842, 1844 og 1846, og i kongeriget sidste gang i 1848, hvor de drøftede en valglov til Den Grundlovgivende Rigsforsamling, inden de officielt ophørte med vedtagelsen af Junigrundloven i 1849.
Stænderforsamlingerne var ikke lovgivende, men alene rådgivende. Den enevældige konge forpligtede sig dog til "ikke at udgive nogen lov, der har forandring i vore undersåtters personlige rettigheder eller ejendomsrettigheder eller i skatteforholdene og de offentlige byrder til genstand", uden først at have indhentet stændernes råd. Forsamlingerne kunne behandle regeringens lovudkast, foreslå ændringer, rejse spørgsmål om den bestående lovgivning og dens administration samt indgive petitioner, dvs. andragender, om ny lovgivning og klager over forvaltningen, men de havde ingen direkte indflydelse på lovgivningen, fordi kongen ikke var bundet af deres beslutninger.Martin Ø. Carstensen 2013: Stænderforsamlingerne 1834-1848. Danmarkshistorien.dk - Aarhus Universitet , 22. juni 2019. Medlemmerne valgtes særskilt af sædegårdsejere, købstadsbeboere og landbeboere med en vis skatteindtægt, dog således at gårdejerne var relativt stærkere repræsenteret; samlet havde kun omkring 3 % af befolkningen over 25 år valgret, mens valgbarhedsalderen var 30 år. Hertil kom medlemmer, som kongen personligt udnævnte blandt godsejerne, i hertugdømmerne ridderskabet, gejstligheden samt universiteterne i Kiel og København. Valgene gjaldt for seks år, forsamlingerne mødtes hvert andet år, Roskilde og Itzehoe samtidig samt Slesvig og Viborg samtidig, og som mellemmand mellem regering og stænder udpegede kongen en kommissarius, en post som blev besat af A.S. Ørsted 1835-44, P.G. Bang i 1846 og W. Sponneck i 1848. Forsamlingerne valgte selv deres præsidenter, blandt andre J.F. Schouw, H.N. Clausen og P.D. Bruun.
Trods deres stærkt begrænsede beføjelser fik stænderforsamlingerne stor betydning for udviklingen af det politiske liv i Danmark. De gav nye muligheder for at drøfte tidens store offentlige spørgsmål og bidrog til at skabe politisk bevidsthed i brede dele af befolkningen i en mere demokratisk retning. Debatterne var ikke offentlige, men blev formidlet gennem Stændertidende og den fremvoksende politiske presse, hvorved kravene fra stænderforsamlingerne gradvis modnedes til et bredere folkeligt ønske om enevældens ophævelse og indførelsen af en fri forfatning.Rådgivende stænderforsamlinger. Demokratikanon, s. 46-47. , hentet 22. juni 2019. Udgivet af: Udvalget til udarbejdelse af en demokratikanon og Undervisningsministeriet, 2008. . Samtidig kom forsamlingerne i stigende grad til at afspejle den nationale konflikt mellem dansk og tysk. I hertugdømmerne endte samlingerne i uro i 1846, og de blev ikke afholdt i 1848 som følge af oprøret i Rendsborg i marts samme år, der udløste Treårskrigen 1848-50. Efter krigen blev hertugdømmernes stænderforsamlinger genindført med samlinger i Flensborg og Itzehoe i årene 1853-63, først efter bestemmelserne fra 1831 og 1834 og fra 1854 efter nye bestemmelser for hertugdømmerne.
De fire rådgivende stænderforsamlinger Den Rådgivende Stænderforsamling for Østifterne med mødested i Roskilde. Den Rådgivende Stænderforsamling for Nørrejylland med mødested i Viborg. Den Rådgivende Stænderforsamling for Slesvig med mødested i Slesvig/Flensborg. Den Rådgivende Stænderforsamling for Holsten med mødested i Itzehoe.
Lovgivningen bag de rådgivende stænderforsamlinger thumb|Forsiden til Anordning angaaende Provindsial-Stænders Indførelse i Danmark, 28. maj 1831.|alt=|335x335px Indførelsen af stænderforsamlingerne i det danske rige havde sin rod i det holstenske forfatningsspørgsmål. Holsten og Slesvig var to selvstændige hertugdømmer inden for det danske rige, men efter Napoleonskrigene måtte den danske konge accceptere, at Holsten og Lauenburg blev medlem af Det Tyske Forbund, der oprettedes efter Wienerkongressen ved forbundsakten af 8. juni 1815. Efter forbundstraktatens paragraf 13 var kongen forpligtet til at indføre en stænderforsamling for Holsten. Dette rummede en udfordring for den enhed, som i begyndelsen af 1800-tallet var den danske regerings mål at skabe mellem rigets forskellige dele.Claus Bjørn: En vinter i Wien i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005, hentet 15. juni 2019.
Der var dog ikke sat nogen tidsfrist, så foreløbig kunne kongen udskyde denne sag de næste mange år. Men i juli 1830 udbrød der på ny revolution i Frankrig. Bevægelsen forplantede sig som en revolutionær bølge, der skyllede over Europa, men umiddelbart fik disse revolutionære bevægelser dog ikke den store betydning for danskernes holdning til enevælden. Helt roligt var der dog ikke, eftersom Uwe Lornsen, jurist og embedsmand fra det Slesvig-Holsten-Lauenborgske Kancelli, i 1830 udgav en 12-siders pjece om ’forfatningsværket i Slesvig-Holsten’. Pjecen faldt ikke i god jord hos hverken den danske regering eller det indflydelsesrige Ridderskab i Slesvig-Holsten, men den havde dog sat gang i de liberale tanker i Danmark. Det betød, at ledende embedsmænd i december 1830 foreslog oprettelsen af rådgivende stænderforsamlinger. Ikke blot i Holsten, men også i Slesvig og Danmark.Julirevolution og stænderforordninger i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005, hentet 22. juni 2019.
Umiddelbart efter nytår modtog de to centrale regeringskontorer, Danske Kancelli og Det slesvig-holstensk-lauenburgske Kancelli to overensstemmende reskripter, der pålagde dem at udarbejde udkast til en lov om rådgivende stænder. I ordren til Det slesvig-holstensk-lauenburgske Kancelli hed det direkte, at den preussiske stænderordning fra 1823 skulle tages til forbillede. Efter behandlingen i statsrådet udstedtes den 28. maj 1831 to anordninger om de rådgivende stænderforsamlinger, en for kongeriget og en for hertugdømmerne. Den videre behandling af forslaget blev nu henlagt til en stænderkomité bestående af de to kancelliers præsidenter P. Chr. Stemann og Otto Moltke samt generalprokurører A. S. Ørsted og J. P. Høpp. Efter knap et års forberedelse kunne hertugdømmernes erfarne mænd mødes den 30. april 1832 og kongerigets oplyste mænd den 10. juli 1832. Efter fornyet behandling i stænderkomiteen og statsrådet kunne man endelig den 15. maj 1834 udstede fire forordninger, en for hver Stænderforsamling, der sammen med anordningerne af maj 1831 blev det retslige grundlag for de rådgivende stænderforsamlinger.Claus Bjørn: Uwe Jens Lornsen og Ueber das Verfassungswerk i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005, hentet 16. juni 2019.Claus Bjørn: Fra reskript til forordning i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005, hentet 15. juni 2019.
Stænderforfatningen Den færdige stænderforfatning for det danske monarki hvilede på de to anordninger af 28. maj 1831 og på de fire forordninger af 15. maj 1834.
Den 28. maj 1831 udstedte kongen den første anordning for kongeriget samt en for hertugdømmerne om den kommende indførelse af i alt fire rådgivende stænderforsamlinger. Der skulle være to forsamlinger i kongeriget - en for Nørreylland med mødested i Viborg og en for Østifterne (Sjælland, Fyns og Lolland-Falsters Stifter samt Island og Færøerne) med mødested i Roskilde, og der skulle være to forsamlinger i hertugdømmerne - en for Holsten med mødested i Itzehoe, en for Slesvig med mødested i byen Slesvig.
Den 15. maj 1834 udsendte kongen de endelige forordninger med bestemmelser om indretningen af stænderforsamlingerne, herunder valgret og valgbarhed. Under hensyn til adskillelsen mellem Slesvig og Holsten blev der givet en forordning for hver Stænderforsamling. Forordningerne for Østifternes Stænderforsamlig omfattede 89 paragraffer, og Nørrejylland omfattede 87, men forordningerne de for Slesvigske og Holstenske Stænderforsamlinger hver omfattede 82 paragraffer.
Valg til stænderforsamlingerne 1834-48 Stænderforsamlingernes deputerede blev valgt for 6 år i deres respektive valgdistrikt. Valghandlingen blev ikke gennemført samlet på samme dato, men blev afholdt i de respektive valgdistrikter på datoer spredt udover nogle få måneder.
Der blev afholdt valg til de fire stænderforsamlinger tre gange mellem 1834 og 1848. Første valg blev gennemført fra september 1834 til januar 1835 for valgperioden 1835-40, anden valg blev gennemført fra september 1840 til januar 1841 for valgperioden 1841-46 og tredje valg blev gennemført fra slutningen af 1846 til begyndelsen af 1847 for valgperioden 1847-52.
Valgret og valgbar Valgret eller stemmeret havde kun mandlige ejendomsbesiddere over 25 år, der blev inddelt i tre valgklasser: 1) Godsejerne og 2) ejendomsbesidderne i købstæderne (med en grundværdi over 4.000 rigsdaler i København og over 1.000 rigsdaler i de øvrige købstæder) samt 3) de mindre landejendomsbesiddere, både selvejerbønder (som ejede mindst 4 tdr. hartkorn) og fæstebønder (med mindst 5 tdr. hartkorn).
For at være valgbar til stænderforsamlingerne skulle man være mand og fyldt 30 år og eje dobbelt så meget jord som de valgberettigede.
Selv om kun ca. 3 % af befolkningen kunne opfylde disse krav til valgret og valgbarhed, så var det et ganske stort vælgerkorps set med samtidens øjne.Nina Koefoed 2011: Valgret 1834-1915. Danmarkshistorien.dk - Aarhus Universitet , 22. juni 2019. Forordningerne tillod dog ikke nogen af de tre valggrupper fortrin for nogen anden, hvilket gjorde de danske stænderforsamlinger forholdsvis demokratiske set i europæisk sammenhæng.
Den såkaldte "intelligensen" i form af præster, lærere ved de højere skoler og universitetet samt embedsmænd uden grundbesiddelse var ikke tilgodeset med valgret og valgbarhed. Dette forhold blev der dog rettet lidt op på ved udnævnelsen af de kongevalgte medlemmer af stænderforsamlingerne.
Forsamlingernes sammensætning og valgdistrikter Kongeriget og hertugdømmerne var inddelt valgdistrikter for hver af de tre valgklasser.
Øerne Ved Østifternes stænderforsamling i Roskilde skulle der møde 70 deputerede (medlemmer) fra de tre stifter øst for Lillebælt samt et tilsvarende antal suppleanter, der skulle være valgt i følgende valgkredse:
Valgdistrikt Godsejerne Købstæderne Landejendomer Kongen Sjællands Stift 9Fyns Stift5Lolland-Falster Stift3København12Helsingør1Roskilde, Køge, Hillerød og Frederikssund1Holbæk, Kalundborg og Nykøbing S.1Sorø, Ringsted, Slagelse, Korsør og Skælskør1Præstø, Store Heddinge, Næstved, Vordingborg og Stege1Odense1Kerteminde, Bogense, Middelfart og Assens1Nyborg, Svendborg, Faaborg og Rudkøbing1Nakskov, Maribo og Rødby1Sakskøbing, Nysted, Nykøbing F. og Stubbekøbing1Rønne, Nexø, Hasle, Allinge og Sandvig,