Digitaliseringsstyrelsen er en statslig styrelse under Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet med ansvaret for den offentlige sektors digitalisering i Danmark, bl.a. MitID, samt for regler og tilsyn på en række områder, herunder teleområdet og kunstig intelligens.
Styrelsen blev dannet i 2011, primært ved en sammenlægning af dele af IT- og Telestyrelsen og dele af den tidligere Økonomistyrelse under Finansministeriet. Ved regeringsdannelsen i december 2022 blev den lagt ind under Ministeriet for Digitalisering og Ligestilling, der siden ændrede navn til Digitaliseringsministeriet, inden det i 2026 blev en del af Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet. Styrelsen har, siden den blev grundlagt, løbende fået overflyttet opgaver fra bl.a. Erhvervsstyrelsen og Klimadatastyrelsen,digst.dk: Frekvenser, backup men har også afgivet opgaver, bl.a. på cybersikkerhedsområdet til Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Styrelsen har flere end 400 medarbejdere fordelt på kontorer på Landgreven i København og i Nykøbing Falster.
Digitaliseringsstyrelsens opgave er bl.a. at udforme og implementere digitaliserings- og it-politik på tværs af den offentlige sektor. Styrelsens opgaver på dette område kan inddeles i fire hovedområder, henholdsvis fællesoffentlig digitalisering, digitale løsninger på velfærdsområderne, it-politik og styring samt fællesoffentlig infrastruktur. Rammerne for dette arbejde er blandt andet lagt af de fællesoffentlige digitaliseringsstrategier, som er forankret i styrelsen. Den nuværende strategi for perioden 2026-2029 er besluttet af regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner og indeholder 12 initiativer på digitaliseringsområdet.
Digitaliseringsstyrelsen er ansvarlig for en række fællesoffentlige løsninger blandt andet MitID (og tidligere NemID), borger.dk, Digital Post og NemKonto.
Hovedparten af den danske telemyndigheds opgaver hører siden august 2024 under Digitaliseringsstyrelsen.Kongelig resolution af 29. august 2024. Statsministeriet. https://stm.dk/media/wqzeywxl/kgl-resolution-af-29-august-2024.pdf Herunder hører blandt andet administration af radiofrekvenser i henhold til frekvensloven og de danske telefonnumre, slutbrugerrettigheder så som regler om bindingsperioder i abonnementskontrakter, regler om indbyrdes deling af mobilmaster mellem mobiloperatører m.v. Styrelsen varetager også internationale forhold på teleområdet i bl.a. EU og den Internationale Telekommunikationsunion. Denne opgaveportefølje har i nyere tid tidligere henhørt under Klimadatastyrelsen (2022-2024), Energistyrelsen (2015-2022) og Erhvervsstyrelsen (2011-2015).
Referencer
Eksterne referencer Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside. Pressemeddelelse fra Finansministeriet om reorganisering
Kategori:Danske styrelser Kategori:Etableret i 2011 Kategori:Offentlig it Kategori:Ministeriet for Digitalisering