Slaget ved Cape Esperance også kaldet Andet slag ved Savoøen fandt sted den 11. – 12. oktober 1942 og var et søslag i Stillehavskrigen under 2. verdenskrig mellem den kejserlige japanske flåde og United States Navy. Slaget var det andet af fire større flådeslag under slaget om Guadalcanal og fandt sted ved indsejlingen til sundet mellem Savoøen og Guadalcanal i Salomonøerne.
Om aftenen den 11. oktober sendte japanske flådestyrker ved Salomonøerne under kommando af Gunichi Mikawa en stor konvoj med forsyninger og forstærkninger til styrkerne på Guadalcanal. Konvojen bestod af to flyvebådetendere og 6 destroyere og var under kommando af kontreadmiral Takatsugu Jojima. Samtidig, men i en selvstændig operation, skulle tre tunge krydsere og 2 destroyere under kommando af kontreadmiral Aritomo Gotō bombardere de allieredes flyveplads på Guadalcanal – Henderson Field med det formål at ødelægge allierede fly og flyvepladsens faciliteter.
Kort inden midnat den 11. oktober opfangede en amerikansk styrke bestående af 4 krydsere og 5 destroyere og under kommando af kontreadmiral Norman Scott Gotōs styrke da den nærmede sig Savoøen nær Guadalcanal. Japanerne blev overrasket og Scotts skibe sænkede en af Gotōs krydsere og en af hans destroyere, mens de kraftigt beskadigede en anden krydser og sårede Gotō dødeligt. Derved tvang de resten af Gotōs skibe til at opgive bombardementet og trække sig tilbage. Under kampen blev en af Scotts destroyere sænket mens en krydser og endnu en destroyer blev stærkt beskadiget. I mellemtiden gennemførte den japanske forsyningskonvoj losningen af tropper og forsyninger på Guadalcanal og indledte tilbageturen uden at blive opdaget af Scotts styrke. Senere om morgenen den 12. oktober vendte fire japanske destroyere fra forsyningskonvojen om for at hjælpe Gotōs beskadigede skibe under tilbagetrækningen. Luftangreb af amerikanske fly fra Henderson Field sænkede to af disse destroyere senere på dagen.
Som ved de tidligere søslag omkring Guadalcanal var resultatet af slaget strategisk uafgjort, idet hverken japanerne eller amerikanerne opnåede kontrol med farvandet omkring Guadalcanal som følge af dette slag.
Baggrund Den 7. august 1942 gik Vestallierede – fortrinsvis amerikanske – styrker i land på Guadalcanal, Tulagi og Floridaøerne i Salomonøerne. Målet var at berøve japanerne muligheden for at bruge øerne som base for at true forsyningsruterne mellem USA og Australien og sikre et udgangspunkt for et felttog der skulle isolere den store japanske base i Rabaul samtidig med at det også støtte de allieredes felttog på Ny Guinea. Slaget om Guadalcanal kom til at vare i 6 måneder.Hogue, Pearl Harbor to Guadalcanal, p. 235–236.
De allierede overraskede japanerne og ved aftenstid den 8. august havde de allierede styrker, som fortrinsvis bestod af amerikanske marinesoldater fået kontrol over Tulagi og de omkringliggende småøer foruden den flyveplads, som var under bygning ved Lunga Point på Guadalcanal (senere færdiggjort og givet navnet Henderson Field). Allierede fly der opererede fra Henderson Field blev kendt som "Cactus Air Force" (CAF) efter det allierede kodenavn for Guadalcanal.Morison, Struggle for Guadalcanal, pp. 14–15 og Shaw, First Offensive, p. 18. Henderson Field blev opkaldt efter major Lofton R. Henderson, en marineflyver som blev dræbt under slaget om Midway.
Som reaktion herpå tildelte den japanske overkommando den kejserlige japanske hærs 17. armé, der havde størrelse som et armékorps og var stationeret ved Rabaul under generalløjtnant Harukichi Hyakutake, opgaven med at generobre Guadalcanal. Den 19. august begyndte forskellige enheder af 17. armé at ankomme til øen.Griffith, Battle for Guadalcanal, p. 96–99, Dull, Imperial Japanese Navy, p. 225.
På grund af truslen fra Cactus Air Force kunne japanerne ikke bruge store langsomme transportskibe til at transportere forstærkninger og forsyninger til øen og brugte i stedet krigsskibe. Disse skibe, som fortrinsvis var krydsere og destroyere kunne som regel gennemføre en tur ned gennem "revnen" til Guadalcanal og tilbage i løbet af en enkelt nat, hvorved de minimerede den tid de var udsat for angreb fra CAF. Fremføring af tropper på denne måde forhindrede imidlertid at man kunne medtage hovedparten af det tunge udstyr og forsyninger, såsom tungt artilleri, køretøjer og store mængder forsyninger og ammunition. Hertil kom at det lagde beslag på destroyere der var desperat brug for til beskyttelse af handelskonvojer. Disse højhastighedskonvojer fortsatte under hele slaget om Guadalcanal og blev senere kaldt for "Tokyo Express" af de allierede, mens japanerne kaldte dem for "rotte transporter".Frank, Guadalcanal, p. 202, 210–211.
thumb|right|Salomonøerne i det sydlige Stillehav. Den japanske base ved Rabaul ligger i øvre halvdel til venstre. Guadalcanal (for neden til højre) ligger sydøst for "renden", den rute som blev anvendt under japanske "Tokyo Express" missioner.
På grund af den store koncentration af japanske overfladekrigsskibe og deres velplacerede logistiske base i Simpson Harbor ved Rabaul og deres sejr i slaget ved Savoøen i begyndelsen af august havde japanerne opnået operativ kontrol over farvandene omkring Guadalcanal om natten, men ethvert japansk skib, som var indenfor rækkevidde af de amerikanske fly på Henderson Field i dagslys – godt 300 km – var i fare for ødelæggelse ved luftangreb. Denne situation havde varet i månederne august og september 1942. Tilstedeværelsen af admiral Scotts eskadre ved Kap Esperence udgjorde den amerikanske flådes første store forsøg på at vriste den operative kontrol om natten væk fra japanerne.Morison, Struggle for Guadalcanal, p. 113–114.
Det første forsøg fra den japanske hær på at generobre Henderson Field blev gjort den 21. i slaget ved Tenaru og det næste var Slaget ved Edson's Ridge, fra 12. – 14. september. Begge slog fejl.Frank, Guadalcanal, p. 141–143, 156–158, 228–246, & 681.
Japanerne satte datoen for deres næste store forsøg på at generobre Henderson Field til den 20. oktober flyttede det meste af 2. og 38. infanteri division fra Hollandsk Østindien til Rabaul som forberedelse til at overføre dem til Guadalcanal. Fra 14. september – 9. oktober blev talrige Tokyo Express missioner gennemført for at overføre tropper fra den 2. infanteridivision samt general Hyakutake til Guadalcanal. Udover krydsere og destroyere involverede nogle af disse missioner flyvebådstenderen Nisshin, som overførte tungt udstyr til øen, herunder køretøjer og tungt artilleri, som andre krigsskibe ikke kunne medtage på grund af pladsbegrænsninger. Den japanske flåde lovede at støtte hærens planlagte offensiv ved at overføre de nødvendige tropper, udstyr og forsyninger til øen samt at optrappe luftangrebene på Henderson Field og sende krigsskibe af sted for at bombardere flyvepladsen.Rottman, Japanese Army, p. 61; Griffith, Battle for Guadalcanal, p. 152; Frank, Guadalcanal, p. 224, 251–254, 266–268, & 289–290; Dull, Imperial Japanese Navy, p. 225–226; og Smith, Bloody Ridge, p. 132 & 158.
I mellemtiden overbeviste generalmajor Millard F. Harmon — chefen for den amerikanske hærs styrker i den sydlige del af Stillehavet viceadmiral Robert L. Ghormley — som var øverstkommanderende for de allierede i den sydlige del af Stillehavet om at marineinfanteriet på Guadalcanal straks måtte forstærkes hvis de allierede skulle kunne forsvare øen under den forventet kommende japanske offensiv. Således blev den 8. oktober de 2.837 mand fra 164. infanteriregiment i Americal Divisionen indskibet på Ny Kaledonien til turen til Guadalcanal, som man regnede med at nå den 13. oktober.Frank, Guadalcanal, p. 293; Cook, Cape Esperance, p. 19–20; Morison, Struggle for Guadalcanal, p. 147–148; og Dull, Imperial Japanese Navy, p. 225. thumb|left|upright|Den amerikanske kontreadmiral Norman Scott.
For at beskytte transportskibene, som medførte 164. infanteriregiment til Guadalcanal gav Ghormley Task Force 64 (TF 64), der bestod af de fire krydsere USS San Francisco, Boise, Salt Lake City og Helena) samt de fem destroyere (USS Farenholt, Duncan, Buchanan, McCalla og Laffey) under kommando af kontreadmiral Norman Scott, ordre til at opspore og bekæmpe ethvert japansk skib, som nærmede sig Guadalcanal og truede konvojen. Scott gennemførte en natkampsøvelse med sine skibe den 8. oktober og gik herefter i stilling syd for Guadalcanal nær Rennell Island den 9. oktober for at afvente besked om japanske flådebevægelser mod de sydlige Salomonøer.Cook, Cape Esperance, p. 16 and 19–20; Frank, Guadalcanal, p. 295–297; Morison, Struggle for Guadalcanal, p. 148–149; og Dull, Imperial Japanese Navy, p. 225. Da ikke alle Task Force 64's krigsskibe var til rådughed fik Scotts styrke betegnelsen Task Group 64.2. De amerikanske destroyere var fra 12 eskadre under kommando af kommandør Robert G. Tobin på Farenholt.
Som led i forberedelserne til oktoberoffensiven planlagde staben for den japanske viceadmiral Gunichi Mikawas 8. flåde, der havde hovedkvarter i Rabaul, en stor og vigtig Tokyo Express mission, der skulle løbe af stablen om aftenen den 11. oktober. Nisshin skulle sammen med flyvebåds hangarskibet Chitose og overføre 728 soldater, 4 store 15 cm haubitser, 2 75 mm feltkanoner, en antiluftskytskanon og et stort udvalg af ammunition og andet udstyr fra den japanske flådebase på Shortlandøerne og Buin på Bougainville til Guadalcanal. Seks destroyere, heraf fem med tropper om bord skulle ledsage Nisshin og Chitose. Forsyningskonvojen, som blev kaldt "forstærkningsgruppen" af japanerne var under kommando af kontreadmiral Takatsugu Jojima. Samtidig men i en anden operation skulle de tre tunge krydsere i krydser division 6 — Aoba, Kinugasa og Furutaka under kommando af kontreadmiral Aritomo Gotō bombardere Henderson Field med særlige eksplosive granater med det formål at ødelægge Cactus Air Force og flyvepladsens faciliteter. To destroyere Fubuki og Hatsuyuki ledsagede krydserne. Da amerikanske flådeskibe endnu ikke havde forsøgt at gribe ind mod Tokyo Express missioner til Guadalcanal, ventede japanerne heller ikke modstand fra den amerikanske overfladeskibe denne gang.Frank, Guadalcanal, p. 295–296; Hackett, HIJMS Aoba: Tabular Record of Movement; Cook, Cape Esperance, p. 31 og 57; Morison, Struggle for Guadalcanal, p. 149–151; D'Albas, Death of a Navy, p. 183; og Dull, Imperial Japanese Navy, p. 226. CombinedFleet.com siger, at Jojima havde kommandoen over forstærknings konvojen. Andre kilder siger imidlertid, at det var skibschefen på Nisshin, er havde kommandoen og at Jojima ikke var tilstede. Jojima kan have givet konvojen ordrer fra et andet sted i Salomonøerne eller fra Rabaul.
Slaget Forspil thumb|upright|Den japanske kontreadmiral Aritomo Gotō
Kl. 8 den 11. oktober afsejlede Jojimas forstærkningsgruppe fra Shortlandøerne på deres 400 km lange tur ned gennem "revnen" til Guadalcanal. De 6 destroyere, der ledsagede Nisshin og Chitose var Asagumo, Natsugumo, Yamagumo, Shirayuki, Murakumo og Akizuki. Gotō afsejlede fra Shortlandøerne mod Guadalcanal kl. 14 samme dag.Cook, Cape Esperance, p. 31–32 og 57; Frank, Guadalcanal, p. 296; Morison, Struggle for Guadalcanal, p. 150–151; og Hackett, IJN Seaplane Tender Chitose.