Operation Downfall var de Allieredes plan for invasionen af Japan ved slutningen af 2. verdenskrig. Operationen blev aflyst, da Japan overgav sig efter atombombningen af Hiroshima og Nagasaki og Sovjetunionens krigserklæring mod Japan. Operationen havde to dele: Operation Olympic og Operation Coronet. Operation Olympic, der var sat til at begynde i oktober 1945, havde til formål at erobre den sydlige tredjedel af den sydligste japanske hovedø Kyūshū, med den nyligt erobrede ø Okinawa, som et opstillingsområde. Senere, i foråret 1946, var Operation Coronet, den planlagte invasion af Kantōsletten i nærheden af Tokyo, på øen Honshū. Flybaser på Kyūshū, der skulle erobres i Operation Olympic, ville give landbaseret flystøtte til Operation Coronet.
Japans geografi gjorde også denne invasionsplan indlysende for japanerne. De var i stand til at forudsige de Allieredes invasionsplaner præcist og dermed justere deres egen forsvarsplan, Operation Ketsugō, i overensstemmelse hermed. Japanerne planlagde et altomfattende forsvar af Kyūshū, med lidt tilbage i reserve til eventuelle efterfølgende forsvarsoperationer. Forudsigelserne for tab varierede meget, men var ekstremt høje for begge parter: afhængigt af i hvilken grad japanske civile modsatte sig invasionen, løber skønnene op i millioner for de Allieredes tab, og adskillige gange det tal for japanske tab.
Planlægning Ansvaret for planlægning af Operation Downfall faldt til de amerikanske ledere: Fleet Admiral Chester Nimitz, General of the Army Douglas MacArthur og Fleet Admiralerne fra Joint Chiefs of Staff Ernest King og William D. Leahy, og Generals of the Army George Marshall og Hap Arnold (sidstnævnte var chef for U.S. Army Air Forces).Skates, The Invasion of Japan, s. 18. Douglas MacArthur var på det tidspunkt også under overvejelse til forfremmelse til en særlig "superrang" som General of the Armies, så han kunne have operativ myndighed over andre femstjernede officerer."Hell to Pay: Operation Downfall and the Invasion of Japan", D.M. Giangreco, Naval Institute Press (oktober 2009) Men forslaget om at forfremme MacArthur var kun på niveau med uformelle drøftelser, da 2. verdenskrig sluttede.
På det tidspunkt var udviklingen af atombomben en meget tæt bevogtet hemmelighed, der kun var kendt af få topembedsmænd uden for Manhattan-projektet, og den indledende planlægning af invasionen af Japan tog ikke dets eksistens i betragtning. Da atombomben blev tilgængelig, forestillede General Marshall at bruge dem, hvis et tilstrækkeligt antal kunne fremstilles i tid, for at støtte invasionen., som citeret i:
Under hele Stillehavskrigen kunne de Allierede, i modsætning til det europæiske operationsområde, ikke blive enige om en enkelt øverstkommanderende (). Den Allierede ledelse var delt op i regioner: i 1945 var Chester Nimitz for eksempel, de Allieredes øverstkommanderende for Stillehavsområderne (), mens Douglas MacArthur var øverste allierede kommanderende for det sydvestlige stillehavsområde (). En samlet kommando blev anset for nødvendig til en invasion af Japan. Diskussionerne mellem de forskellige værn, om hvem det skulle være (den amerikanske flåde ønskede Nimitz, mens den amerikanske hær ønskede MacArthur) var så alvorlige, at det truede med at afspore planlægningen. I sidste ende trak flåden sig delvist, og MacArthur skulle have fuld kommando over alle styrker, hvis omstændighederne gjorde det nødvendigt.Skates, The Invasion of Japan, s. 55–57.
Overvejelser De primære betragtninger, som planlæggerne var nødt til at beskæftige sig med, var tid og tab, og hvordan de kunne tvinge Japans overgivelse så hurtigt som muligt med så få allierede tab som muligt. Forud for Quebec-konferencen i 1943 udarbejdede en fælles britisk-amerikansk planlægningsgruppe en plan ("Vurdering og plan for Japans nederlag", ), som ikke opfordrede til en invasion af de japanske hjemmeøer før 1947-1948.Skates, The Invasion of Japan, s. 37.Spector, 276–277. Den amerikanske Joint Chiefs of Staff mente, at det at forlænge krigen i en sådan grad var farligt for den nationale moral. På Quebec-konferencen besluttede Combined Chiefs of Staff i stedet, at Japan ikke mere end et år efter Tysklands overgivelse burde være tvunget til at overgive sig.
Den amerikanske flåde opfordrede til anvendelsen af blokader og brug af flystyrker for at opnå Japans kapitulation. De foreslog aktioner med henblik på at erobre flybaser i det nærliggende Shanghai i Kina og Korea, hvilket ville give United States Army Air Forces en række fremskudte flybaser, hvorfra man ville kunne bombardere Japan indtil underkastelse.Skates, The Invasion of Japan, s. 44–50. Den amerikanske hær fremførte på den anden side, at en sådan strategi kunne "forlænge krigen på ubestemt tid" og unødvendigt spilde liv, og at det derfor var nødvendigt med en invasion. De støttede igangsættelsen af et storstilet fremryk direkte mod det japanske hjemland, men ingen af de sideoperationer, som flåden havde foreslået. I sidste ende vandt hærens synspunkt.Skates, The Invasion of Japan, s. 53–54.
Fysisk var Japan et frygtindgydende mål med kun nogle få strande, der var egnet til invasion. Kun Kyūshū (den sydligste ø i Japan) og strandene ved Kantōsletten (både sydvest og sydøst for Tokyo), var passende invasionszoner. De Allierede besluttede at iværksætte en totrinsinvasion. Operation Olympic ville angribe det sydlige Kyūshū, hvorfra flybaser skulle etableres, hvilket ville give dækning for Operation Coronet, angrebet i Tokyobugten.
Antagelser Mens Japans geografi var kendt, var de amerikanske militære planlæggere nødt til at skønne antallet af forsvarende styrker, som de ville blive udsat for. Baseret på efterretninger, der var tilgængelige i begyndelsen af 1945, omfattede deres antagelser følgende:Sutherland, Richard K. et al., "DOWNFALL": Strategic Plan for Operations in the Japanese Archipelago ; 28. maj 1945. (PDF tilgængelig her. Hentet 4. december 2006.)
"At operationer i dette område ikke kun vil være mod de tilgængelige organiserede militære styrker i Kejserriget, men også mod en fanatisk fjendtlig befolkning."() "At cirka tre (3) fjendtlige divisioner ville være disponeret i det sydlige KYUSHU og yderligere tre (3) i det nordlige KYUSHU ved indledningen af OLYMPIC-operationen."() "At det samlede antal fjendtlige styrker, sat ind mod KYUSHU-operationer ikke ville overstige otte (8) til ti (10) divisioner, og at dette niveau hurtigt ville være nået."() "At cirka enogtyve (21) fjendtlige divisioner, herunder reservedivisioner, ville være på HONSHU ved indledningen af [Coronet], og at fjorten (14) af disse divisioner kunne anvendes i KANTOSLETTE-området."() "At fjenden kunne tilbagekalde sine landbaserede flystyrker til det asiatiske fastland for at opnå beskyttelse fra vores neutraliserende angreb. At under sådanne omstændigheder kunne fjenden muligvis samle fra 2.000 til 2.500 fly i dette område ved økonomiseret anvendelse, og at denne styrke kunne operere mod KYUSHU-landgange ved at bevæge sig gennem hjemligt terræn."()
Olympic thumb|250px|Operation Olympic skulle angribe det sydlige Japan. thumb|250px|Operation Coronet var planlagt til at indtage Tokyo. Operation Olympic, invasionen af Kyūshū, skulle begynde på "X-Day", som var planlagt til den 1. november 1945. Den kombinerede Allierede flådearmada ville have været den største nogensinde samlet set, med 42 hangarskibe, 24 slagskibe og 400 destroyere og destroyereskorter. Fjorten amerikanske divisioner var planlagt til at deltage i de indledende landgange. Ved hjælp af Okinawa som en samlingsbase ville formålet have været at erobre den sydlige del af Kyūshū. Dette område ville så blive brugt som et nyt samlingssted for et senere angreb af Honshū i Operation Coronet.
Olympic ville også inkludere en vildledningsplan, der var kendt som Operation Pastel. Pastel var designet til at få japanerne til at tro, at Joint Chiefs havde afvist idéen om en direkte invasion, og i stedet ville man forsøge at omringe og bombardere Japan. Dette vil kræve, at man erobrede baser på Formosa, langs den kinesiske kyst og i det Gule Hav.Skates, The Invasion of Japan, s. 160.
Den 20. luftflåde () skulle have fortsat sin rolle som den vigtigste allierede strategiske bombestyrke mod de japanske hjemmeøer. Taktisk flystøtte skulle være foretaget af den amerikanske Far East Air Forces (FEAF) (en formation, der bestod af de 5., 7. og 3. luftflåder) under forberedelserne til invasionen. FEAF var ansvarlig for at angribe japanske flyvepladser og transportveje på Kyūshū og det sydlige Honshū (f.eks Kanmontunnelen), og at opnå og fastholde luftoverlegenhed over strandene.
Før hovedinvasionen skulle øerne Tanegashima, Yakushima og Koshikijimaøerne indtages, begyndende på dag X-5.Skates, The Invasion of Japan, s. 184. Invasionen af Okinawa havde demonstreret nytten af at sikre ankerpladser lige i nærheden til skibe, der ikke var behov for ved landgangsstrandene og til skibe, beskadiget af luftangreb.
Kyūshū skulle blive invaderet af den amerikanske sjette armé () ved tre steder: Miyazaki, Ariake og Kushikino. Hvis et ur blev tegnet på et kort over Kyūshū, ville disse punkter stort set svare til henholdsvis klokken 4, 5 og 7. De 35 landgangsstrande blev alle opkaldt efter bilmærker: Austin, Buick, Cadillac til Stutz, Winton og Zephyr.'Beach Organization for Operation against Kyushu; from COMPHIBSPAC OP PLAN A11-45, August 10, 1945. Skates, The Invasion of Japan, pictorial insert Med et korps tildelt til hver landgang antog invasionsplanlæggerne, at amerikanerne ville være overtal i forhold til japanerne med omkring tre til en. I begyndelsen af 1945 var Miyazaki næsten ubeskyttet, mens Ariake med dens nærliggende gode havn blev stærkt forsvaret. Selv om Kushikino blev forsvaret svagt, betød det imponerende terræn, at marineinfanteristerne, der gik i land der, sandsynligvis ville have haft det vanskeligst.
Invasionen havde ikke til hensigt at erobre hele øen, men kun den sydligste tredjedel af den, som angivet ved den stiplede linje på kortet, "generelle grænse i det nordlige forryk" (). Det sydlige Kyūshū skulle fungere som et samlingssted og som en værdifuld flybase for Operation Coronet.
Coronet Operation Coronet, invasionen af Honshū ved Kantosletten syd for hovedstaden, skulle begynde på "Y-Day", som var planlagt til den 1. marts 1946. Coronet ville have været den største amfibieoperation nogensinde med 25 divisioner, herunder den flydende reserve, der var øremærket til de indledende operationer (Overlord-invasionen i Normandiet havde til sammenligning 12 divisioner i de indledende landgange). Den amerikanske første armé () ville have invaderet på Kujūkuristranden på Bōsōhalvøen, mens den amerikanske ottende armé () ville invadere ved Hiratsuka i Sagamibugten. Begge hære ville derefter køre nordpå og ind i landet for så at mødes i Tokyo.
Omgruppering
Olympic skulle være udført med ressourcer, der allerede var til stede i Stillehavet, herunder den britiske Pacific Fleet, en Commonwealth-formation, der omfattede mindst atten hangarskibe (og som udgjorde 25% af de Allieredes flystyrke) og fire slagskibe. Den australske 1. taktiske luftflåde () deltog i slaget om Filippinerne. Disse styrker ville sandsynligvis have forstærket de amerikanske tætte flystøtteenheder over Japan. Den eneste større omplacering for Olympic var Tiger Force, en langtrækkende tung bombeflyenhed fra Commonwealth, der bestod af 10 eskadriller, og som var planlagt til at blive overført fra RAF Bomber Command i Europa til flybaser på Okinawa.