Den Kejserlige japanske hær (: Shinjitai: , Romaji: Dai-Nippon Teikoku Rikugun eller bogstavligt Hæren for det store japanske imperium; , forkortet IJA) var den officielle landbaserede væbnede styrke for Kejserriget Japan fra 1871 indtil 1945. Den blev kontrolleret af den kejserlige hærs generalstab og krigsministeriet, som begge var formelt underordnet Japans kejser som øverstbefalende for hæren og flåden. Senere blev en generalinspektoratet fra det militære (hær) flyvetjeneste, den tredje organ med kontrol over hæren. I krigstid eller nationale nødsituationer, skulle kejserens formelle kommandofunktioner, centraliseres i det Kejserlige generalhovedkvarter, et ad hoc-organ bestående af chefen og vicechefen for hærens generalstab, krigsministeren, chefen og vicechefen for flådegeneralstaben, generalinspektøren for den militære luftfart og generalinspektøren for militær uddannelse.
Historie Grundlæggelse thumb|Træning af shogunattropper ved den første franske militærmission til Japan i 1867, lige før Boshinkrigen (1868-1869), som førte til Meiji-restaurationen. Under Meiji-restaurationen var de militære styrker loyale over for kejseren, samurai hovedsageligt hentet fra de loyalistiske feudale domæner Satsuma og Chōshū. Efter den vellykkede omstyrtelse af Tokugawa-shogunatet (bakufu) og etablering af den nye Meijiregeringen modelleret efter europæiske linjer, blev et mere formel militær, der skulle være loyale over for den centrale regering end de enkelte domæner, anerkendt af den brede befolkning som en nødvendighed for at bevare Japans uafhængighed fra vestlig imperialisme.
Denne centrale hær, den "kejserlige japanske hær", blev endnu mere essentiel efter ophævelsen af de feudale domæner i 1871. For at reformere militæret, indførte regeringen landsdækkende værnepligt i 1873, der krævede, at alle mænd mellem 17 år og 40 forpligter sig til tre års aktiv tjeneste, efterfulgt af yderligere to år i den første reserve (aktiv), og yderligere to i den anden reserve (standby).Harries & Harries, s. 22. En af de primære forskelle mellem samuraierne og bondeklasse var retten til at bære våben, hvor dette gamle privilegium pludseligt blev udvidet til at omfatte alle mænd i landet.Harries & Harries, s. 29.
Udenlandsk støtte
thumb|Soldater fra den Kejserlige japanske hær i 1875. Den tidlige kejserlige japanske hær var hovedsageligt udviklet med hjælp fra franske rådgivere,Harries & Harries, s. 20–24. gennem den anden franske militærmission til Japan (1872-1880), og den tredje franske militærmission til Japan (1884-1889). Men på grund af den tyske sejr i den fransk-preussiske krig, påberåbte den japanske regering også Preussen som en model for deres hær, og hyrede to tyske militære rådgivere (major Jakob Meckel, der blev afløst i 1888 af von Wildenbrück og kaptajn von Blankenbourg) til uddannelse af den japanske generalstab fra 1886 til april 1890. Den kejserlige hærs generalstab, der var baseret på den preussiske generalstab, blev etableret direkte under kejseren i 1878 og blev givet brede beføjelser til militær planlægning og strategi.
Andre kendte udenlandske militære rådgivere var den italienske major Pompeo Grillo, der arbejdede på Osaka-støberiet fra 1884 til 1888, efterfulgt af major Quaratezi fra 1889 til 1890 og den hollandske kaptajn Schermbeck, der arbejdede på at forbedre kystforsvaret fra 1883 til 1886. Japan gjorde ikke brug af udenlandske militære rådgivere mellem 1890 og 1918, indtil atter en fransk militærmission til Japan (1918-1919), der blev ledt af kommandant Jacques-Paul Faure, der blev anmodet om at hjælpe med udviklingen af det japanske luftvåben.Harries & Harries, s. 363.
Taiwan-ekspeditionen
Taiwan-ekspeditionen i 1874 var en straffeekspedition af japanske militære styrker som reaktion på mordet af 54 besætningsmedlemmer på et forlist ryukyusk handelsskib, på Paiwan indfødte på den sydvestlige spids af Taiwan i december 1871. Den markerede den første oversøiske indsættelse af den kejserlige japanske hær og flåde.Harries & Harries, s. 28.
Satsumaoprøret thumb|Soldater fra den Kejserlige japanske hær under Satsumaoprøret (garnision i Kumamoto, 1877). thumb|left|Japansk artillerienhed, ved Koishikawaarsenalet, Tokyo i 1882. Fotograferet af Hugues Krafft. thumb|Murata-riflen blev udviklet lokalt i 1880. Ikke overraskende førte den nye orden til en række uroligheder fra utilfredse samurai. Et af de største optøjer blev ledet af Saigō Takamori. Det var Satsumaoprøret, som i sidste ende blev til en borgerkrig. Dette oprør blev aflivet hurtigt af værnepligtige i det nydannede kejserlige hær, med vestligt taktik og våben, selvom kernen i den nye hær faktisk var Tokyos politistyrke, hovedsageligt bestående af tidligere samuraikrigere.Harries & Harries, s. 29–31.
En kejserligt reskript til soldater og sømænd i 1882 opfordrede de nye væbnede styrker til ubetinget loyalitet over for kejseren, og hævdede, at kommandoer fra overordnede officerer svarede til kommandoer fra kejseren selv. Fra den tid af eksisterede militæret i et intimt og privilegeret partnerskab med den kejserlige institution.
Toprangerende militære ledere fik direkte adgang til kejseren og myndighed til at fremsende hans udtalelser direkte til tropperne. Det positive forhold mellem værnepligtige og officerer, især yngre officerer, der primært blev hentet fra bønderne, havde tendens til at trække militæret tættere på borgerne. Med tiden kom de fleste mennesker til at se mere ledelse i nationale anliggender hos militære end politiske ledere.
I 1890'erne, var den kejserlige japanske hær vokset til at blive den mest moderne hær i Asien, veltrænede, godt udstyret og med god moral. Men det var dybest set en infanteristyrke, der var mangelfuld i kavaleri og artilleri sammenlignet med sine europæiske samtidige. Artilleristykker, som blev købt fra USA og en række af europæiske nationer, havde desuden to problemer: de var få, og det relative lille antal, der var til rådighed var i flere forskellige kalibre, hvilket skabte problemer med deres ammunitionsforsyning.
1. kinesisk-japanske krig
Den første kinesisk-japanske krig var en krig udkæmpet mellem Qing-dynastiet i Kina og den japanske Meijiregeringen om kontrollen over Korea. Den kinesisk-japanske krig ville komme til at symbolisere det svage Qing-militær, hvor japanerne sikrede sejr efter sejr over de kinesiske styrker. Dette var et resultat af Japans nye værnepligtshær efter vestligt forbillede. De japanske styrker var veludstyret og veluddannet i forhold til deres kinesiske modpart. De vigtigste resultater blev et skift i den regionale dominans i Asien fra Kina til Japan og et skæbnesvangert slag for Qing-dynastiet. Japan opstillede en styrke på 120.000 i to hære og fem divisioner.
Bokseropstanden
thumb|right|Soldater fra den Kejserlige japanske hær i 1900. I 1899-1900 intensiverede Bokserangrebene mod udlændinge i Kina og førte senere til belejringen af de diplomatiske gesandtskaber i Beijing. En international styrke bestående af britiske, franske, russiske, tyske, italienske, østrig-ungarske, amerikanske og japanske soldater blev samlet for at lette gesandtskaber. Japanerne leverede det største kontingent af soldater, 20.840, samt 18 krigsskibe. Af det samlede antal var 20.300 kejserlige japanske hær tropper fra den 5. infanteridivision under generalløjtnant Yamaguchi Motoomi, mens resten var 540 flåderikusentai fra den kejserlige japanske flåde. Oprørerne brugte traditionel kinesisk kampsport, i modsætning til moderne militære våben og taktikker. Dette førte til, at de bliver kaldt "Boksere" af vesterlændinge, da det var sådan de opfattede kampsport på det tidspunkt. Mens officielt at fordømme bevægelsen, havde bokserne uofficielle støtte fra Enkekejserinde Cixi. I sidste ende blev Bokserledere fanget og henrettet. Enkekejserinden, blev tvunget til at flygte fra paladset, da de udenlandske hære gik ind i Den Forbudte By.
Russisk-japanske krig
Den russisk-japanske krig var et resultat af spændinger mellem Rusland og Japan, hovedsageligt på grund af rivaliserende imperialistiske ambitioner over Manchuriet og Korea. Japanerne påførte alvorlige tab på russerne, men de var ikke i stand til at påføre et afgørende slag mod de russiske hære. Overafhængighed af infanteri førte til store tab blandt de japanske styrker især under belejringen af Port Arthur.
1. verdenskrig
thumb|right|Kejserlige japanske hæruniform fra ekspeditionen til Kiaochow. Kejserriget Japan gik ind i krigen på Ententemagternes side. Selvom forsigtige planer blev udarbejdet for at sende en ekspeditionsstyrke på mellem 100.000 og 500.000 mænd til Frankrig,Harries & Harries, s. 109. blev i sidste ende den eneste aktion, som den kejserlige japanske hær var involveret i, et omhyggeligt og velgennemført angreb på den tyske koncession Tsingtao i 1914.Harries & Harries, s. 110–111.
Mellemkrigstiden
I løbet af 1917-18 fortsatte Japan med at udvide sin indflydelse og privilegier i Kina ved hjælp af Nishiharalånene. Efter det Russiske Kejserriges sammenbrud under Oktoberrevolutionen, planlagde den kejserlige japanske hær oprindeligt, under den sibiriske intervention, at sende mere end 70.000 tropper til at besætte Sibirien så langt mod vest som Bajkalsøen. Hærens generalstab så det tsaristiske sammenbrud som en mulighed for at frigøre Japan fra enhver fremtidig trussel fra Rusland ved at fjerne Sibirien og danne en selvstændig stødpudestat.Humphreys, The Way of the Heavenly Sword: The Japanese Army in the 1920's, s. 25 Planen blev nedtrappet betydeligt på grund af modstand fra USA.
I juli 1918 bad præsident Wilson den japanske regering om at levere 7.000 soldater som del af en international koalition på 24.000 tropper der var planlagt til at støtte American Expeditionary Force Siberia.Harries & Harries, s. 123. Efter en ophedet debat i Diet, blev premierminister Terauchi Masatakes regering enig om at sende 12.000 tropper, men under kommando af Japan, i stedet for, som en del af en international koalition. Japan og USA sendte styrker til Sibirien for at styrke den Hvide Hær under ledelse af admiral Aleksandr Koltjak mod den bolsjevikiske Røde Hær.
Da den politiske beslutning var nået, tog den kejserlige japanske hær fuld kontrol under stabschef general Yui Mitsue, og i november 1918, havde mere end 70.000 japanske tropper besat alle havne og større byer i det russiske Primorskij kraj og det østlige Sibirien.
I juni 1920 trak USA og dets allierede koalition partnere sig tilbage fra Vladivostok efter Den Røde Hærs tilfangetagelse og henrettelse af den Hvide hærs leder, admiral Aleksandr Koltjak. Men japanerne besluttede at blive, primært af grund for frygt for spredning af kommunismen så tæt på Japan, og det japansk kontrollerede Korea og Manchuriet. Den japanske hær gav militær støtte til den japansk-støttede provisoriske Priamur regering baseret i Vladivostok mod den Moskva-støttede Fjernøstlige Republik.
Den fortsatte japanske tilstedeværelse bekymrede USA, som mistænkte Japan for at have territoriale planer for Sibirien og det russiske Fjernøsten. Efter at være udsat for intens diplomatisk pres fra USA og Storbritannien, og over for stigende indenlandske modstand på grund af de økonomiske og menneskelige omkostninger, trak premierminister Kato Tomosaburos regering de japanske styrker tilbage i oktober 1922.Harries & Harries, s. 124.
Fremgang for militarisme i Shōwa-perioden thumb|Prins Kan'in Kotohito, stabschef for hæren fra 1931 til 1940.