Kampene langs Matanikau i september og oktober 1942 var to separate men sammenhængende kampe blandt en række træfninger mellem amerikanske og japanske styrker omkring Matanikaufloden på Guadalcanal, som fandt sted under slaget om Guadalcanal. Kampene, hvoraf den første fandt sted mellem den 23. og 27. september 1942 og den anden mellem 6. og 9. oktober 1942, var to af de største og mest betydningsfulde langs floden.
Området ved Matanikaufloden på Guadalcanal omfattede også halvøen Point Cruz, landsbyen Kokumbona og en række bakker og kløfter, som strakte sig ind i landet fra kysten. Japanske styrker brugte området til at omgruppere sig efter angreb på amerikanske styrker, så de igen kunne gennemføre angreb på de amerikanske stillinger ved flyvepladsen Henderson Field, og som ligger ved Lunga Point på Guadalcanal. Japanerne brugte også området som base i forsvaret imod allierede angreb på japanske soldater og forsyningslejre mellem Point Cruz og Kap Esperance på det vestlige Guadalcanal. Sidst brugte japanerne også området som udkigspunkt, hvorfra man kunne se og rapportere om allieret aktivitet omkring Henderson Field.
I den første træfning angreb elementer af tre marinebataljoner under kommando af generalmajor Alexander Vandegrift japanske troppekoncentrationer på flere punkter ved Matanikaufloden. Marinekorpsets angreb havde til formål at fjerne omstrejfende japanske soldater, som var ved at trække sig tilbage til Matanikau efter det nylige slaget ved Edson's Ridge, at afbryde japanske forsøg på at bruge området ved Matanikau som base for angreb mod marinekorpsets stillinger ved Lunga og at nedkæmpe japanske styrker i området. Japanerne, som var under kommando af generalmajor Kiyotake Kawaguchi, slog marinesoldaternes angreb tilbage. Under kampen blev tre kompagnier marinesoldater omringet af japanske styrker. De havde lidt store tab og undslap knapt med hjælp fra en af flådens destroyere og landgangsfartøjer fra kystvagten.
Under den anden kamp to uger senere, lykkedes det en større styrke af marinesoldater at krydse Matanikaufloden og angribe japanske styrker under kommando af de nyligt ankomne generaler Masao Maruyama og Yumio Nasu. De tilføjede et japansk infanteriregiment store tab, og angrebet tvang japanerne til at trække sig tilbage fra deres stilinger øst for Matanikau samt hindrede japanske forberedelser til deres planlagte store offensiv mod de amerikanske stillinger ved Lunga, der blev til slaget om Henderson Field.
Baggrund Den 7. august 1942 gik Vestallierede styrker i land på Guadalcanal, Tulagi og Floridaøerne i Salomonøerne. Landsætningerne havde til formål at forhindre japanerne i at bruge dem til baser, der kunne true forsyningsruterne mellem USA og Australien og sikre sig øerne som udgangspunkt for et felttog, der havde til formål at indtage eller neutralisere den store japanske base i Rabaul og samtidig støtte de allieredes felttog på Ny Guines. Landsætningerne blev starten på det seks måneder lange slag om Guadalcanal.Hogue, Pearl Harbor to Guadalcanal, s. 235–236. Japanerne blev overrasket af landsætningerne, og om aftenen den 8. august havde de allierede styrker erobret Tulagi og nærliggende småøer samt en flyveplads, som var under opbygning ved Lunga Point på Guadalcanal – og som senere fik navnet Henderson Field af de allierede.Morison, Struggle for Guadalcanal, s. 14–15 og Shaw, First Offensive, s. 13. thumb|left|Salomonøerne i det sydlige stillehav. Den japanske base i Rabaul ses foroven til venstre. Guadalcanal ligger for neden til højre i den sydøstlige ende af "revnen" - "The Slot".
Som reaktion på de allieredes landgang på Guadalcanal gav den japanske overkommando 17. armé, der var på størrelse med et armékorps og havde hovedkvarter i Rabaul under generalløjtnant Harukichi Hyakutake, opgaven med at generobre Guadalcanal fra de allierede styrker. Den 17. armé var på dette tidspunkt stærkt involveret i det japanske felttog på Ny Guinea og havde kun nogle få enheder, som kunne sendes til de sydlige Salomonøer. Blandt disse enheder var 35. infanteribrigade under generalmajor Kiyotake Kawaguchi på Palau, 4. (Aoba) infanteriregiment i Filippinerne og 28. infanteriregiment om bord på transportskibe ved Guam. De forskellige enheder begyndte straks at bevæge sig mod Guadalcanal, men da Ichikis regiment var nærmest, ankom det først. Den første gruppe af Ichikis enhed bestod af omkring 917 soldater og blev landsat fra destroyere ved Taivu Point, øst for Lungastillingen den 19. august. De angreb de amerikanske stillinger den 21. august og blev omtrent udslettet under slaget ved Tenaru. thumb|right|Den japanske generalmajor Kiyotake Kawaguchi (siddende i midten) på et gruppebillede med sin stab i Palau kort før afrejsen til Guadalcanal.Smith, Bloody Ridge, s. 136–137.
Mellem den 29. august og den 7. september landsatte japanske destroyere (kaldet "Tokyo Express" af de allierede styrker) og en konvoj af langsomme pramme 6.000 mand fra Kawaguchis brigade, herunder resten af Ichikis regiment (kaldet Kumabataljonen) og en stor del af Aobaregimentet, på Guadalcanal. General Kawaguchi og 5.000 af tropperne gik i land 32 km øst for Lungastillingen ved Taivu Point. De øvrige 1.000 tropper under kommando af oberst Akinosuka Oka gik i land vest for Lungastillingen ved Kokumbona.Griffith, Battle for Guadalcanal, s. 114–124, Frank, Guadalcanal, s. 199–212, Smith, Bloody Ridge, s. 87–112 og Morison, Struggle for Guadalcanal, s. 118–121. I denne periode fortsatte Vandegrift med at lede indsatsen med at styrke og forbedre forsvaret af Lungastillingen. Mellem den 21. august og 3. september flyttede han tre marinebataljoner – herunder den 1. raiderbataljon under oberstløjtnant Merritt A. Edson fra Tulagi og Gavutu til Guadalcanal.Morison, Struggle for Guadalcanal, s. 15 og Hough, Pearl Harbor to Guadalcanal, s. 298. thumb|left|Guadalcanal. De amerikanske marinestillinger lå omkring Lunga Point (midt i den venstre del af kortet). Matanikaufloden, Point Cruz og landsbyen Kokumbona, hvor mange af de japanske tropper befandt sig, ligger lige vest for Lunga Point.
Kawaguchis midterste styrke på 3.000 mand begyndte deres angreb mod en højderyg syd for Henderson Field den 12. september i det, der senere fik navnet slaget ved Edson's Ridge. Efter talrige frontalangreb blev Kawaguchis angreb slået tilbage med svære tab for japanerne, som trak sig tilbage til junglen den 14. september. Okas angreb i vest og Kumabataljonens i øst blev også slået tilbage af de amerikanske marinesoldater i løbet af de samme to dage. Kawaguchis enheder fik ordre til at trække sig tilbage mod vest til Matanikaudalen og slutte sig til Okas enhed på vestsiden af Lungastillingen. De fleste af Kawaguchis mænd var nået frem til Matanikau den 20. september.Frank, Guadalcanal, s. 228–246, Griffith, Battle for Guadalcanal, s. 140–147 og Smith, Bloody Ridge, s. 138–193.
Mens japanerne omgrupperede sig vest for Matanikau, koncentrerede de amerikanske styrker sig om at udfylde og forstærke deres stillinger ved Lunga. Den 18. september ankom en allieret konvoj med 4.157 mand fra 3. provisoriske marinebrigade (7. marineregiment) til Guadalcanal. Disse forstærkninger gjorde det fra den 19. september muligt for Vandegrift at etablere en ubrudt linje af forsvarsstillinger hele vejen rundt om Lunga.Griffith, Battle for Guadalcanal, s. 156 og Smith, Bloody Ridge, s. 198–200.
Japanerne begyndte straks at forberede deres næste forsøg på at generobre Henderson Field. 3. bataljon af 4. (Aoba) infanteriregiment var gået i land i Kamimbobugten på den vestlige del af Guadalcanal den 11. september. Det var for sent, til at de kunne deltage i Kawaguchis angreb på Lungastillingen. Under angrebet havde bataljonen sluttet sig til Okas styrker ved Matanikau. Senere Tokyo Expresser, som begyndte den 15. september, bragte fødevarer og ammunition foruden 280 mand fra 1. bataljon af Aobaregimentet til Kamimbo på Guadalcanal.Alexander, s. 204, Griffith, Battle for Guadalcanal, s. 152, Frank, Guadalcanal, s. 224 og 266 samt Smith, Bloody Ridge, s. 132 og 158.
Generalløjtnant i marinekorpset, Vandegrift, og hans stab var klar over, at Kawaguchis tropper havde trukket sig tilbage til området vest for Matanikau og at talrige grupper af omstrejfende japanere var spredt ud over området mellem Lungastillingen og Matanikaufloden. Marinesoldater havde tidligere gennemført to raids – den 19. og 29. august – og havde her dræbt nogle af de japanske soldater i området, men det var ikke lykkedes at fjerne muligheden for at bruge det som et samlingspunkt og en forsvarsstilling for de japanske styrker, som truede den vestlige del af marinekorpsets stillinger. Vandegrift besluttede derfor at gennemføre en ny række af operationer med små enheder omkring Matanikaudalen. Formålet med disse operationer var at fjerne de spredte grupper af japanske tropper øst for Matanikau og at sørge for, at den japanske hovedstyrke ikke fik ro til at konsolidere deres stillinger så tæt på marinekorpsets stillinger ved Lunga Point. Den første operation blev tildelt 1. bataljon af 7. marineregiment under oberstløjtnant Chesty Puller, og operationen startede den 23. september. Operationen fik artilleristøtte fra 11. marineregiment.Smith, Bloody Ridge, s. 204 and Frank, Guadalcanal, s. 270.
Kampene i september Optakt thumb|right|Kort over kampene ved Matanikau, 23.-27. september. Grønt angiver enhederne fra marinekorpsets bevægelser og rødt japanske stillinger og kampe. Point Cruz er fejlagtigt angivet som "Koli Point", og destroyerer USS Monssen, som støttede operationen, kaldes fejlagtigt for USS Ballard.
Marinekorpsets plan gik ud på, at Pullers bataljon skulle marchere vestpå fra Lungastillingen, kravle op på Mount Austen, krydse Matanikau-floden og derpå rekognoscere området mellem Matanikau og landsbyen Kokumbona. Samtidig skulle 1. raiderbataljon, som nu var under kommando af oberstløjtnant Samuel B. Griffith, krydse Matanikau ved udmundingen og udforske området mellem floden, Kokumbona og længere vest på mod Tassafaronga. Marinekorpset mente, at der var omkring 400 japanere i området.Zimmerman, The Guadalcanal Campaign, s. 96, Smith, Bloody Ridge, s. 204 og Frank, Guadalcanal, s. 270.
Antallet af japanske tropper i Matanikaudalen var rent faktisk langt højere end marinekorpset ventede. Da han troede, at de allierede kunne finde på at gennemføre en stor amfibielandgang ved Matanikaufloden, tildelte Kawaguchi Okas 124. infanteriregiment, der var på omkring 1.900 mand, opgaven med at forsvare Matanikau. Oka placerede sin "Maizuru"-bataljon omkring basen på Mount Austen og langs Matanikau bredder. Resten af Okas lå vest for Matanikau, men var placeret således, at den hurtigt kunne reagere på et allieret angreb i området. Sammen med andre japanske tropper ved Kokumbona var den samlede japanske styrke omkring Matanikau på 4.000 mand.Alexander, s. 205, Frank, Guadalcanal, s. 269 og Smith, Bloody Ridge, s. 202–203, 209.
Kampen De 930 mand i Pullers bataljon marcherede vestpå fra Lungastillingen tidligt om morgenen den 23. september. Senere på morgenen fordrev Pullers tropper to japanske patruljer, som rekognoscerede stillingerne ved Lunga. Pullers bataljon slog herefter lejr for natten og forberedte sig på at klatre op af Mount Austen næste dag.Smith, Bloody Ridge, s. 205.