Slaget ved Savoøen eller slaget ved Savo Island var et søslag, som blev udkæmpet i Stillehavskrigen under 2. verdenskrig. Det blev udkæmpet mellem flådestyrker fra den kejserlige japanske flåde og de Vestallierede. Slaget fandt sted den 8. – 9. august 1942 og var det første store søslag under slaget om Guadalcanal. Det var det første af mange søslag, som blev udkæmpet i det, som på grund af de mange sunkne krigsskibe kom til at hedde Ironbottom Sound, nær øen Guadalcanal. Slaget var det første af fem store søslag og sø- og luftslag, som fik betydning for landslaget på selve Guadalcanal, da japanerne forsøgte at imødegå den amerikanske offensiv i Stillehavet. Disse intense søslag fandt sted med korte mellemrum, som voksede til længere og længere mellemrum i takt med at begge sider havde behov for at omgruppere og reparere, og fortsatte indtil slaget ved Tassafaronga den 30. november 1942. Herefter måtte japanerne i betragtning af de stadig større tab, forsøge at overføre forsyninger til tropperne på Guadalcanal med undervandsbåde og pramme indtil det sidste store søslag – slaget ved Rennell Island fandt sted den 29. – 30. januar 1943 mens de forsøgte at trække sig tilbage og evakuere deres resterende landstyrker.
Som reaktion på den allierede landgang på de østlige Salomonøer sejlede viceadmiral Gunichi Mikawa sin eskadre af 7 krydsere og en destroyer ned gennem New Georgia Sound (også kaldet "the Slot") fra de japanske baser på New Britain og New Ireland for at angribe den allierede landgangsflåde og dens eskorte. Eskorten bestod af 8 krydsere og 15 destroyere under den britiske kontreadmiral Victor Crutchley VC, men kun 5 krydsere og syv destroyere var involveret i slaget. Mikawa overraskede den allierede styrke og slog den på flugt mens han sænkede en australsk og tre amerikanske krydsere. Japanerne led selv kun små skader. Straks efter slaget trak Mikawas styrke sig tilbage uden at forsøge at ødelægge de allierede transportskibe, som var involveret i landgangen.
De resterende allierede krigsskibe og amfibiestyrker trak sig tilbage fra Salomonøerne og overlod midlertidigt kontrollen over farvandet omkring Guadalcanal til japanerne. Allierede landstyrker var gået i land på Guadalcanal og omkringliggende øer blot to dage tidligere. Tilbagetrækningen af flåden efterlod dem i en prekær situation, hvor de knap nok havde tilstrækkelige forsyninger, udstyr og fødevarer til at holde deres brohoved. Mikawas undladelse af at ødelægge de allierede transportskibe da han havde chancen skulle vise sig at være en vigtig strategisk fejltagelse for japanerne, da det tillod de allierede at fastholde deres fodfæste på Guadalcanal til sidst komme sejrrige ud af kampen.
Baggrund Operationer ved Guadalcanal den 7. august 1942 gik allierede styrker i land på Guadalcanal, Tulagi og Floridaøerne i de østlige Salomonøer. Landsætningerne havde til formål at forhindre japanerne i at etablere baser, især den næsten færdige flyveplads på Guadalcanal, for fra de østlige Salomonøer kunne japanske fly og flådestyrker true forsyningsruterne mellem USA og Australien. De allierede ønskede også selv at bruge øerne som udgangspunkt for et felttog der skulle generobre Salomonøerne, isolere eller erobre den store japanske baser i Rabaul, og støtte det allierede felttog på Ny Guinea, som dengang voksede i styrke under General Douglas MacArthur. Landsætningerne blev indledningen på det seks måneder lange slag om Guadalcanal.Hogue, Pearl Harbor to Guadalcanal, pp. 235–36.
Den øverstkommanderende for de allierede flådestyrker i operationerne ved Guadalcanal og Tulagi var den amerikanske viceadmiral Frank Jack Fletcher. Han havde også kommandoen over hangarskibsgrupperne, som ydede flystøtte. Den amerikanske kontreadmiral Richmond K. Turner havde kommandoen over landgangsflåden, som landsatte de 16.000 allierede tropper på Guadalcanal og Tulagi.. Den britiske admiral Victor Crutchleys beskyttende styrke af 8 krydsere, 15 destroyere og fem minestrygere var også underlagt Turner. Styrken skulle beskytte Turners skibe og yde artilleristøtte under landsætningerne. Crutchley ledede sin styrke af fortrinsvis amerikanske skibe fra sit flagskib, den tunge australske krydser HMAS Australia.
De allierede landsætninger kom som en overraskelse for japanerne. De allierede sikrede sig Tulagi og de nærliggende småøer Gavutu og Tanambogo samt den næsten færdige flyveplads på Guadalcanal inden det blev aften den 8. august. Den 7. august og 8. august angreb japanske fly fra Rabaul den allierede flådestyrke adskillige gange og satte det amerikanske transportskib USS George F. Elliott i brand (det sank senere) og beskadigede destroyeren USS Jarvis svært.. Under disse angreb mistede japanerne 36 fly mens amerikanerne mistede 19, herunder 14 jagerfly fra hangarskibene.
thumb|left|HMAS Canberra (midten tv.) beskytter tre allierede transportskibe (baggrund og midten t.h.) som losser tropper og forsyninger ved Tulagi.
Fletcher var betænkelig ved tabene af jagerfly, meget nervøs over truslen mod hans hangarskibe fra yderligere japanske luftangreb og bekymret over sine skibes brændstofbeholdninger, og meddelte at han ville trække hangarskibene tilbage om aftenen den 8. august.Hammel, Carrier Clash, p. 99.
Nogle historikere hævder at brændstofsituationen slet ikke var alvorlig, men at Fletcher brugte det som undskyldning for at trække sig tilbage fra kampområdet. Fletchers levnedsbeskriver bemærker, at Fletcher konkluderede at landsætningerne var lykkedes, og at der ikke var vigtige mål tilbage for flyene. Men bekymret over tabet af 21 af hans jagerfly, vurderede han, at hans hangarskibe var truet af angreb fra torpedobombefly og han ønskede at få fyldt brændstofreserverne op inden japanernes flådestyrker ankom, og derfor trak han sig tilbage, som han tidligere havde advaret Turner og Vandegrift om. Turner troede imidlertid, at Fletcher forstod at han skulle yde flystøtte indtil alle transportskibene var blevet losset den 9. august.Lundstrom, Black Shoe Carrier Admiral, pp. 368–85.
Selv om losningen foregik langsommere end planlagt, besluttede Turner at uden flystøtte måtte han trække sine skibe bort fra Guadalcanal. Han planlagde at losse så meget som muligt i løbet af natten og afsejle den følgende dag.
Japansk reaktion Japanerne var ikke forberedt på den allierede operation ved Guadalcanal, og den indledende japanske reaktion bestod af luftangreb og et forsøg på forstærkning. Mikawa, som havde kommandoen over den nyligt dannede 8. flåde med hovedkvarter i Rabaul, afsendte 519 marinesoldater på to transportskibe til Guadalcanal den 7. august. Da japanerne fandt ud af, at de allierede styrker på Guadalcanal var stærkere end oprindelig rapporteret, blev skibene kaldt tilbage.Den 8. flåde blev også kaldt den Ydre Sydsøstyrke og omfattede krydser division 6 og 18.
Mikawa samlede også alle til rådighed stående krigsskibe i området til et angreb mod de allierede styrker på Guadalcanal. Ved Rabaul lå den tunge krydser Chōkai, som var Mikawas flagskib, de lette krydsere Tenryū og Yubari samt destroyeren Yunagi. På vej fra Kavieng var fire tunge krydsere fra krydserdivision 6 under kontreadmiral Aritomo Goto: Aoba, Furutaka, Kako og Kinugasa...Efter at de to transportskibe var kaldt tilbage blev et af dem, Meiyo Maru, sænket nær Kap St George på Bougainville kl. 21.25 den 8. august af undervandsbåden USS S-38 og 373 mistede livet. Dette tab ses som regel ikke som en del af slaget ved Savoøen.
Den japanske flåde havde trænet meget i natkamptaktik inden krigen, noget de allierede ikke var klar over.De japanske forberedelser til natlige kampe omfattede brugen af søfolk, som var særligt trænede i at fungere som udkig om natten, den langtrækkende type 93 torpedo, brug af flydeplaner fra slagskibe og krydsere som nedkastede lysblus samt hyppige og realistiske træningsmanøvrer om natten. Mikawa håbede på at komme i kamp med de allierede flådestyrker ud for Guadalcanal og Tulagi om natten mellem den 8. og den 9. august, hvor han kunne anvende sin natkamps ekspertise samtidig med at han undgik angreb fra allierede fly, som ikke kunne operere effektivt om natten. Mikawas krigsskibe mødtes på havet nær Kap St. George om aftenen den 7. august og stævnede herefter mod sydøst.
Slaget Optakt thumb|right|Ruten som Mikawas styrke fulgte fra Rabaul og Kavieng (foroven tv.) med ophold øst for Bougainville (centrum) og derpå ned gennem "The Slot" for at angribe allierede flådestyrker ud for Guadalcanal og Tulagi (foroven t.h.)
Mikawa besluttede at sejle sin eskadre nord om Buka Island og derpå ned langs kysten af Bougainville. Flåden blev liggende i seks timer øst for Kieta om morgenen den 8. august. (Dette ville forhindre luftangreb i dagslys under når de nærmede sig Guadalcanal.) Derpå skulle de fortsætte ned gennem den farlige kanal, der blev kaldt "The Slot" (revnen), men hans håbede, at ingen allierede fly fik øje på eskadren mens lyset svandt. Den japanske flåde blev imidlertid sigtet i St George kanalen, hvor deres kolonne næsten stødte på USS S-38, der lå i baghold. Den var for tæt på til at kunne affyre torpedoer, men kaptajnen, orlogskaptajn H.G. Munson, meddelte over radioen: To destroyere og tre større skibe af ukendt type på kurs en fire nul i høj fart 8 miles vest for Kap St George"
Da de var nået til Bougainville, spredte Mikawa sine skibe ud over et stort område for at skjule sammensætningen af sin styrke og opsendte fire vandflyvere fra sine krydsere for at holde udkig efter allierede skibe i de sydlige af Salomonøerne.
Klokken 10.20 og 11.10 blev hans skibe observeret af australske Hudson rekognosceringsmaskiner fra Milne Bay på Ny Guinea.De vandflyvere som Makawa sendte op var tre Aichi E13A "Jake" og en Kawanishi E7K2 "Alf". En Jake blev skudt ned af et fly fra USS Wasp, og besætningen blev dræbt. (Loxton, Shame of Savo, p. 129). Den første Hudson identificerede dem fejlagtigt som: "tre krydsere, tre destroyere og 2 flyvebådstendere". (Bemærk: Nogle fremstiller anfører at den første Hudson identificerede de fjendtlige skibe korrekt, men at sammensætningen af den fjendtlige styrke blev ændret i forhold til flybesætningens rapport af efterretningsofficerer i Milne Bay.) Hudsonflyets besætning forsøgte at rapportere observationen til den allierede radiostation ved Fall River, Ny Guinea. Da de ikke fik nogen bekræftelse, vendte de tilbage til Milne Bay kl. 12.42 for at sikre at rapporten blev modtaget så hurtigt som muligt. Den anden Hudson fik heller ikke afleveret sin rapport over radio, men afsluttede sin patrulje og landede ved Milne Bay kl. 15.00. Den rapporterede, at den havde set "to tunge krydsere, to lette krydsere og en af ukendt type". Af ukendte årsager blev disse rapporter ikke videresendt til den allierede flåde ud for Guadalcanal før kl. 18.45 og 21.30.Den fejlagtige identifikation af to af Mikawas krydsere som flyvebådstendere af den første Hudson kan skyldes den store spredning af de japanske krigsskibe. Hudsonflyets besætning så også en flyvebåd, som returnerede. Den første Hudsons rapport blev ikke modtaget over radioen fordi stationen ved Fall River var lukket ned på grund af en luftalarm. Da den anden Hudson forsøgte at rapportere sin observation af Mikawas styrke nægtede Fall River at modtage rapporten og irettesatte Hudsonflyets besætning for at have brudt radiostilheden. Loxton betegner påstande fra Morison, Dull, Richard Newcomb og andre historikere om at den første Hudsons besætning ikke gjorde forsøg på at transmittere deres observation over radioen, men stille og roligt afsluttede deres patrulje og derefter fik te inden de indlevedere deres rapport i Milne Bay som et "uhyrligt rygte" og "bagvaskelse" som ikke stemmer overens med hvad han fandt frem til ved sin forskning.