Cactus Air Force er betegnelsen for den vestallierede flystyrke, som var stationeret på øen Guadalcanal fra august 1942 til december 1942 under den indledende del af slaget om Guadalcanal og især de fly, som operererede fra Henderson Field. Fra december blev enhedens officielle navn Allied Air Forces in the Solomons, men Cactus Air Force blev stadig anvendt tit i omtale af enheden. Begrebet "Cactus" (kaktus) er afledt af de Allieredes kodenavn for øen. I april 1943 blev enheden omdøbt til AirSols.
Baggrund 300px|thumb|left|Stillehavet i august 1942. Guadalcanal ligger i den nedre halvdel midt i højre side af kortet.
Den 7. december 1941 angreb japanerne den amerikanske stillehavsflåde i Pearl Harbor på Hawaii. Angrebet lammede en stor del af den amerikanske slagskibsflåde og førte til krig mellem de to lande. Ved at starte denne krig søgte de japanske ledere at neutralisere den amerikanske flåde, erobre områder, som var rige på råstoffer og opbygge strategiske baser hvorfra de kunne forsvare deres vidtstrakte imperium. Japanske styrker angreb og besatte også Hongkong Filippinerne, Thailand, Malaya, Singapore, Hollandsk Ostindien, Wake Island, New Britain og Guam.Murray, War to be Won, p. 169-195.
To japanske forsøg på at udvide deres forsvarsring mod syd og i det centrale Stillehav blev forpurret i slaget i Koralhavet (maj 1942) og slaget ved Midway (juni 1942). Disse to strategiske sejre til de Allierede gav mulighed for at gribe initiativet og indlede en modoffensiv mod japanerne et sted i Stillehavet. De Allierede valgte Salomonøerne, mere præcis de sydlige Salomonøerne: Guadalcanal, Tulagi og Florida.Murray, War to be Won, p. 196.
Allierede strateger vidste at den japanske flåde havde besat Tulagi i maj 1942 og havde bygget en flyvebådsbase i nærheden. Bekymringen voksede da den japanske flåde i starten af juli begyndte at bygge en stor flyveplads nær Lunga Point på den nærliggende ø Guadalcanal. Når disse baser var færdige kunne de beskytte Japans store base i Rabaul, true de allierede forsyningslinjer mellem USA og Australien og New Zealand og danne udgangspunkt for mulige fremtidige offensiver mod Ny Hebriderne, Fiji, Samoa og Ny Kaledonien.Frank, Guadalcanal, p. 23-31, 129, 628.Smith, Bloody Ridge, p. 5.
275 px|thumb|right|Flyvepladsen ved Lunga Point på Guadalcanal under bygning af japanske styrker i juli 1942. Den allierede plan om at angribe de sydlige Salomonøer var udtænkt af den amerikanske flådes øverstkommanderende admiral Ernest King. King foreslog modoffensiven for at forhindre at de sydlige Salomonøer blev brugt af japanerne som baser, der kunne true forsyningslinjerne mellem USA og Australien, og for at kunne bruge dem som udgangspunkt for en offensiv med det mål at isolere eller erobre den nye store japanske base i Rabaul. Samtidig kunne denne operation også støtte de Allieredes felttog på Ny Guinea. Alt dette havde det ultimative mål at åbne vejen for at USA kunne generobre Filippinerne.Morison, Struggle for Guadalcanal, p. 12. Den amerikanske admiral Chester Nimitz, som var øverstkommanderende for de allierede styrker i Stillehavet, etablerede Operationsområdet i det sydlige Stillehav med viceadmiral Robert L. Ghormley som chef den 19. juni 1942 for at styre den allierede offensiv på Salomonøerne.Murray, War to be Won, p. 199-200 and Lundstrom, Guadalcanal Campaign, p. 5.
Den 7. august 1942 gik 1. marinedivision i land på Tulagi og Guadalcanal ved Lunga Point, hvor de erobrede den delvis færdige japanske flyveplads og indledte dermed den første modoffensiv, som de Vestallierede havde gennemført under Stillehavskrigen. Færdiggørelsen af flyvepladsen gik straks i gang, fortrinsvis med erobret japansk udstyr. Den 12. august blev flyvepladsen omdøbt til Henderson Field, opkaldt efter major Lofton R. Henderson, som blev dræbt under slaget om Midway og som var den første pilot i marinekorpset, som blev dræbt under slaget. Den 18. august var Henderson Field klar til operationer.Frank, Guadalcanal, p. 125-127.
Henderson Field left|thumb|250px|Overblik over Henderson Field på Guadalcanal, 7. august 1942
Da de første fly begyndte at ankomme, kunne Henderson Field dårligt kaldes en flyveplads. Det var en uregelmæssig klat, som var skåret ud af øens bevoksning – delvis i og delvis udenfor en kokosnødsplantage, med en landingsbane, som var for kort og med få volde af sandsække, som kunne beskytte flyene mod granatsplinter.Hubler and Dechant Flying Leathernecks, p. 40-41. Efter at være landet på Henderson Field den 4. september beskrev lederen af det amerikanske marinekorps' 25. gruppe, oberst W. Fiske Marshall flyvepladsen ved at sige, at den "lignede en Doré tegning af helvede."Hubler and De Chant (1944) p.154
Landingsbanen forløb 720 meter fra nordvest mod sydøst med grusbelægning og yderligere 300 meter med Marsden Matting, som ofte var fyldt med kratere fra japansk artilleri og skibskanoner. Landingsbanen var i så dårlig forfatning, at den kostede lige så store tab i fly, som kampe med fjenden. I heden var banen en bowle af sort støv, som satte sig i flymotorerne.Sherrod History of Marine Corps Aviation in WW II, p.82. Når det regnede blev flyvepladsen hurtigt mudret, og flyene sad fast i dybt mudder. Major Marion Carl beskrev den som "...det eneste sted på jorden hvor man kunne stå i mudder til knæene og stadig få støv i øjnene."Camp, Leatherneck Legends, p.99. De tunge styrtbombefly havde det sværest, da de havde hjul af massiv gummi, som var udformet til starter og landinger på hangarskibe, og som flænsede landingsbanen op som et plovskær. Der blev eksperimenteret med hjul af træ, men de fungerede ikke bedre.Sherrod History of Marine Corps Aviation in WW II, p.83. Landingsbanen blev forlænget og gjort bredere flere gange under det lange slag om Guadalcanal og den 4. september havde den nået en længde på 1.140 meter og en bredde på 45 meter.Lundstrom, Guadalcanal Campaign, p. 181-182.
Henderson Field lå tæt på de tyndt besatte linjer, som blev forsvaret af 1. marinedivision, så sikkerheden var altid en bekymring. Der var ingen tankvogne, hangarer eller reparationsbygninger. Beskadigede fly blev kannibaliseret i jagten på reservedele, og da der ikke var bombekraner måtte al ammunition løftes på plads i flyene med håndkraft. Benzin, som der altid var mangel på, måtte pumpes med håndpumper fra olietønder. Efter at der var ankommet benzinbiler måtte flybenzinen stadig håndpumpes op på lastbilerne.
Den 9. september 1942 åbnede flådens 6. konstruktionsbataljon (SeaBees) en ny landingsbane omkring 1½ km øst for Henderson Fields oprindelige landingsbane. Den nye landingsbane, som fik betegnelsen "Fighter 1", bestod af nedstampede græstørv og var omkring 1.380 meter lang og 90 meter bred. Marinekorpsets jagereskadriller begyndte at operere fra Fighter 1, mens resten af flyene der opererede fra Henderson Field fortsatte med at bruge den oprindelige landingsbane, som herefter blev kaldt "Bomber Field No. 1."
Faciliteterne på Henderson Field begyndte at blive bedre omkring 15. november da den officielt blev en base for marinekorpset. Der blev bygget egentlige landingsbaner af koralsten, som blev sejlet til øen, da de lokale koraller blev vurderet til at være for rådne og sjappede.Sherrod History of Marine Corps Aviation in WW II, p.119.
Levevilkår thumb|right|250px|En oversvømmet kokosnødslund nær flyvepladsen som marineflyverne kaldte hjem.
Levevilkårene på Guadalcanal var nogle af de vanskeligste, som marineflyverne nogensinde havde stået overfor. Piloter og mekanikere boede i telte med mudder på gulvene i en oversvømmet kokosnødsplantage, der blev kaldt "Mosquito Grove". Disse levevilkår betød at de fleste marineinfanterister fik tropesygdomme såsom malaria, dysenteri, dengue feber og svampeinfektioner.Camp, Leatherneck Legends, p.100. Om natten skete det med mellemrum, at japanske skibe bombarderede flyvepladsen, og om dagen slog japanske artillerigranater ofte ned. Den værste nat med bombardementer var 13.-14. oktober 1942 da to japanske slagskibe affyrede over 700 svære granater mod Henderson Field — hvorved de gav dækning til den japanske flådes landsætning af forstærkninger længere mod vest på Guadalcanal.
Næsten daglig omkring middag bombarderede grupper på 20 til 40 Mitsubishi G4M "Betty" bombefly i 6 kilometers højde i en perfekt V-formation Henderson Field. De blev altid eskorteret af en eskadrille jagerfly, og disse bombardementer bidrog til at gøre livet på Guadalcanal endnu mere jammerligt.Camp, Leatherneck Legends, p.91-106.
Chefer thumb|left|200px|General Roy Geiger (venstre) og major Joe Foss, den bedste jagerpilot på Guadalcanal
I tiden fra den første marineeskadrille landede den 20. august og indtil den 25. august var der ingen chef for marineflyverne, som i stedet var direkte underlagt general Vandegrift. Marinekorpset havde ikke udpeget en chef for luftoperationer mens hæren allerede havde en eskadrille på flyvepladsen og den var begyndte at få karakter af en flådebase efter at den var blevet lovet til visse flådeenheder. Den første chef fra marinekorpset var oberst William W. Wallace, men han var kun midlertidig chef.Hubler and DeChant Flying Leathernecks, p. 37 og Miller, Cactus Air Force, p. 37. Cactus Air Force var i princippet underlagt kontreadmiral John S. McCain, som havde kommandoen over alle landbaserede allieree fly i det sydlige Stillehav. Vandegrift og hans operationelle ledere havde imidlertid den lokale taktiske kommando over de allierede fly, som opererede fra Henderson Field.Miller, Cactus Air Force, p. 17-18.
Den 3. september 1942 ændrede situationen sig for de belejrede flyvere da brigadegeneral Roy Geiger ankom om bord på det første SCAT fly, der landede på øen, en R4D Skytrain.De Chant, Devilbirds, p. 67. Som chef for flyene på Guadalcanal (ComAirCACTUS) og 1. marine eskadrille opslog Geiger sit hovedkvarter i en japansk pagode af træ, som lå på en bakke omkring 200 meter fra flyvepladsen. Med sin energi, eksempel og personlighed hævede han moralen blandt de overlevende i eskadrillen. Han blev beskrevet som "...studs, kold og nogle sagde hård....han var fast besluttet på at presse mænd og maskiner til det yderste".Camp Leatherneck Legends, p.96-100. Under hans tid som chef, blev det sagt, at der var en "følelse af desparation, men aldrig af opgivenhed".Sherrod History of Marine Corps Aviation in WWII, p.92. Det var et stort pres at være chef og leve under de barske levevilkår og udmattet såvel mentalt som fysisk overdrog den dengang 57 årige Geiger den 7. november kommandoen til sin stabschef, brigadegeneral Louis E. Woods.Frank, Guadalcanal, p.410.Bergerud, Fire in the Sky, p.420
Brigadegeneral Woods havde været pilot i 21 år, og havde kommandoen i det der blev kaldt den mørkeste tid under felttoget. Han var imidlertid den rette mand på posten og ændrede sig hurtigt fra at være en "venlig oberst til en blodtørstig brigadegeneral."Frank, Guadalcanal, p. 410. Woods overdrog også kommandoen over CAF. Det skete 2. juledag til brigadegeneral Francis P. Mulcahy, som dengang var chef for 2. marineeskadrille.De Chant, Devilbirds, p.68.
Japanerne 250px|thumb|right|Menige piloter fra Tainan Kokutai poserer ved Lae i 1942. Adskillige af disse piloter var blandt de dygtigste japanske piloter, herunder Saburo Sakai (middterste række, 2. fra venstre) og Hiroyoshi Nishizawa (stående, første fra venstre). Disse piloter kæmpede med de allierede jagerpiloter under slaget om Guadalcanal og felttoget på Salomonøerne.