Hjermind-stenen 1 blev iflg. Jon Skonvig fundet "paa Hiermind marck … og ligger neder paa Marcken … sigiss … tilforne att haffue standigg paa en hoÿ icke langtt derfra liggendiss kaldiss Runehoÿ". I 1824 blev den flyttet ind i præstegårdshaven, hvor den endnu står. På bagsiden af stenen er ristet et skib på tværs af stenen.

Runestenen er fundet i det område af Danmark, hvor der er rejst flest runesten i den sene vikingetid omkring 970-1020 e.Kr., nemlig i området mellem Randers, Hobro og Viborg. Her er rejst omkring 30 runesten. En nu forsvunden runesten Hjermind-stenen 2 blev fundet omkring 1000 skridt fra Hjermind 1. Den nærmestliggende runesten er Bjerring-stenen.

Indskrift

Indskriften begynder i stenens nederste venstre hjørne og læses i bustrofedon. Vendingen 'en meget god dreng' eller 'en god dreng' opfattes ikke som på nudansk. 'god' refererer til karaktertræk som retskaffen og brav samt ens herkomst, jf. gode mænd = adelsmænd i middelalderen. 'dreng' refererer til 'ung mand'.

Kilder Danske Runeindskrifter Jacobsen, Lis og Erik Moltke 1942. Danmarks Runeindskrifter. Text., sp. 656. København. Jesch, Judith 2001. Ships and Men in the Late Viking Age. The Vocabulary of Runic Inscriptions and Scaldic Verse. Suffolk.

Kategori:Runesten i Danmark Kategori:Viborg Kommune