thumb|Biavl, Tacuinum Sanitatis Casanatensis (14. århundrede). thumb|Biavler røgter et bistade. Biavl (eller apikultur, af latin apis, bi) er menneskets opretholdelse af honningbi-familier (engelsk: bee colonies), almindeligvis i bistader. En biavler (eller internationalt, apirist) holder bier, med det formål at indsamle honning og bivoks, for at bestøve afgrøder, eller for at producere bier og bifamilier med salg for øje til andre biavlere.
Lokaliteten, hvor bier holdes, kaldes for en bigård. Biavlens og biavleres skytshelgen er Skt. Ambrosius.
Mens en erhvervsbiavler har flere hundrede bistader, har et stigende antal parcelhus- og kolonihaveejere et eller to bistader i haven. Placeres staderne med omhu, generer bierne ikke naboer eller folk, der færdes i haven.
Efter invasionen af varroamider i 1980'erne har det ikke været muligt for honningbier at overleve vildt i store dele af Europa. Biernes overlevelse er afhængig af biavlerens aktive bekæmpelse af miderne.
Historie Oprindelse Biavl har været kendt af mennesket i årtusinder. I Antikkens Grækenland var guden Aristaios hyrdeguden for bl.a. bikuber.
Globalt er der mere end 20.000 arter af vilde bier, herunder adskillige der er solitære eller opfostrer ungbierne under jorden og i små kolonier, som murbier (Colletes daviesanus) og humlebier (Bombus). Biavl beskæftiger sig med den praktiske omgang med og styring af de sociale arter af honningbier, der lever i store kolonier på op til 100.000 individer. I Europa og USA er den almindeligt anvendte race blandt biavlere honningbien (Apis mellifera), der har adskillige underarter og regionale varianter, såsom den "gule" italienske bi (Apis mellifera ligustica ), den brune europæiske bi (Apis mellifera mellifera), og den "grå" Krain bi (Apis mellifera carnica). I de tropiske egne findes andre arter af sociale bier, der benyttes til honningproduktion, heriblandt Apis cerana.
Alle Apis mellifera underarterne er i stand til at krydse sig indbyrdes ved avl og dermed udvikle hybrider. Mange professionelle avlere stræber efter ved selektiv avl og krydsning at frembringe varianter med særligt ønskværdige kvaliteter, såsom modstandsdygtighed overfor parasitter og sygdomme, god honningproduktion, lav tilbøjelighed til at sværme, nem avl og roligt temperament. Den intense avl og krydsning kan dog have bieffekter som bl.a. at de fremavlede karaktertræk med tiden forsvinder i nye generationer og at hybriderne kan have tendens til at være meget defensive og endda aggressive i omgangen.
Nogle professionelle biavlere forsøger at genoplive oprindelige, lokale varianter og bestande, som den sorte engelske bi, den sorte franske og den brune danske, med det formål at bevare biodiversiteten og for at frembringe mere rolige bier. Disse bestræbelser er især udpræget i England , Irland og i Danmark.
Høst af vilde biers honning thumb|Honningjæger afbildet på et 15000 år gammelt hulemaleri ved Valencia i Spanien. Høst af honning fra kolonier af vilde bier er en af de ældste menneskelige aktiviteter og praktiseres stadig i indfødte samfund i dele af Afrika, Asien, Australien og Sydamerika. Nogle af de ældste spor af tegn på indsamling af honning fra vilde bier, findes på hulemalerier, der er dateret til omkring 13.000 f.Kr. Honningen blev sædvanligvis samlet ved at pacificere bierne med røg og derefter brække træet eller klippen, hvor kolonien holdt til, op, hvilket naturligvis ofte resulterede i den fysiske ødelæggelse af kolonien.
Domesticeringen af den vilde bi På et tidspunkt begyndte mennesket at domesticere bierne i kunstige bikuber, fremstillet af hule træer, trækasser, lerkar/krukker eller flettede kurve af strå (det, de fleste på vore breddegrader forstår ved en 'bikube'). Tæmningen af bierne var meget udviklet i det gamle Egypten og forseglede krukker med honning er fundet i bl.a. Tutankhamons grav. Biavl er også udførligt behandlet af antikkens romerske forfattere som Virgil, Gaius Julius Hyginus, Varro, og Columella. Dele af biernes liv behandles også indgående af Aristoteles.
Arkæologen Amihai Mazar fra Jerusalem's Jødiske Universitet har fundet spor af avanceret bihold i ruinerne af byen Rehov (der havde 2000 indbyggere på Israeliternes og kana'anæernes tid, og altså blomstrede i bibelens tid, for ca. 3000 år siden). Disse fund inkluderede bl.a. 30 intakte kuber, dateret til ca. 900 f.Kr. Kuberne var fremstillet af strå og soltørret ler og lå i gårde med 100 kuber. Ezra Marcus, en ekspert fra Haifa Universitet, udtalte at fundene var et lille blik ind i virkelighedens biavl på den tid, der også afspejles i tekster og antik kunst fra Mellemøsten. Den religiøse forbindelse sås også i fundet af et alter nær kuberne, dekoreret med frugtbarhedsgudinder.
Studiet af honningbien I adskillige årtusinder, var menneskets forståelse af biernes biologi og økologi meget begrænset og præget af overtro og folklore. Oldtidens mennesker troede at bidronningen var en han, kaldet en bi-konge og der var ikke en egentlig forståelse af, hvordan bier reproducerer sig. Det var ikke før det 18. århundrede at europæiske naturfilosoffer begyndte at foretage videnskabelige studier af bifamilier og fik en forståelse af biernes komplekse og skjulte biologiske verden. Særligt fremtrædende videnskabelige pionerer var bl.a. Svammerdam, René Antoine Ferchault de Réaumur, Charles Bonnet og den blinde schweiziske forsker Francois Huber. Swammerdam og Réaumur var blandt de første, der benyttede mikroskoper og dissektion til at undersøge honningbiens indre. Réaumur var blandt de første til at konstruere et såkaldt observationsstade med glasside, for bedre at kunne observere aktiviteterne inde i boet. Han så dronninger lægge æg i åbne celler, men vidste stadig ikke, hvordan dronningen bliver befrugtet.
Ingen havde nogensinde set en dronning og en drone parre sig og mange teorier gik ud på at dronningen var selvbefrugtende, mens andre troede, at en slags duft eller 'sved' fra dronerne befrugtede dronningerne, uden egentlig fysisk kontakt. Huber var den første, der gennem observation og eksperimenter beviste, at dronningen bliver fysisk insemineret udenfor stadets rammer, ofte i stor afstand fra det. Ved at følge Réaumur's forskrifter, udviklede Huber observationsstader og opdelte stader, der kunne åbnes ligesom en bog, for bedre at studere de individuelle vokstavler.
Dette var en betydelig forbedring af den direkte observation af aktiviteterne i boet. Huber blev blind allerede før han var fyldt tyve og han ansatte derfor en assistent ved navn Francois Burnens til at foretage de daglige observationer og udføre præcise eksperimenter og til at nedskrive resultaterne af disse over en periode på mere end tyve år. Hubers observationer bekræftede, at en bifamilie består af en dronning, der er mor til alle hunnerne (arbejderbierne) og hannerne (dronerne) i kolonien. Han var også den første til at konstatere, at dronningens befrugtning af dronerne finder sted udenfor stadet og at dronningen bliver insemineret af et successivt antal droner højt oppe i luften på lang afstand af stadet eller kuben.
Burnens og Huber dissekerede bier under mikroskop og var blandt de første til at beskrive dronningens æggeledere og spermsæk, ligesom de konstaterede tilstedeværelsen af dronens penis. Huber anses i dag for at være 'bi-videnskabens fader' og hans værk Nouvelles Observations sur Les Abeilles ('Nye observationer af Bier') beskrev alle de basale videnskabelige fakta om biernes biologi og økologi.
Opfindelsen af den bevægelige tavlebygning thumb|Løs tavle med avl. De tidlige tiders indsamling af honning indebar destruktion af hele bisamfundet ved høsten. Den naturlige kube blev udsat for et brutalt indgreb, ved hjælp af røg, hvorefter hele bikagen (med honning, æg, larver osv.) blev revet ud og mast sammen. Den flydende honning blev så ekstraheret gennem en si eller flettet kurv. Denne metode var naturligvis både meget destruktiv og uhygiejnisk, men for jæger-samler samfundene var dette underordnet, eftersom honningen oftest blev konsumeret umiddelbart efter indsamlingen og der altid var flere vilde bikolonier i nærheden. I de stadigt mere organiserede samfund medførte dette indgreb et stort tab af resurser, som gav biholdet (der altså egentlig ikke har noget med bi-avl at gøre) præg af en stadig "tilbage til start" aktivitet, men ikke desto mindre fortsatte denne metode helt frem til det 19. århundrede. Der var ingen kontinuitet i produktionen og ingen mulighed for selektiv avl, qua ødelæggelsen af bifamilien og ikke mindst den værdifulde bidronning.
I middelalderen var især klostre og bispegårde ofte centre for bihold, eftersom bivoks var en meget efterspurgt vare til fremstilling af finere lys til kirkelig brug og honningen benyttedes til fremstilling af forskellige alkoholiske drikke, såsom mjød i egne af Europa, hvor vindruer ikke naturligt vokser.
Omkring midten af det 19. århundrede skete der en revolution indenfor biholdet, ved opfindelsen og perfektionen af den flytbare tavlebygning. Opfinderen hed Lorenzo Lorraine Langstroth, der var amerikansk-italiensk immigrant. Langstroth var den første, der gjorde praktisk brug af Hubers opdagelse, at der var et præcist mellemrum mellem vokspladerne i kolonien – hvilket senere blev døbt "bi-rummet" – som bierne ikke fyldte med voks, men beholdt som frit mellemrum. Efter at have fastslået dette "bi-rum" (ca. 5-8 mm), fabrikerede Langstroth en række trærammer, der nøje overholdt mellemrummet og kom dem i en rektangulær kasse. Da han installerede en bisværm i kassen, opdagede han, at bifamilien byggede parallelle vokstavler i kassen uden at forbinde dem til hverken de andre rammer eller til kassens vægge.
Dette gør i realiteten biavleren i stand til at tage en hvilken som helst tavle op af kassen til nærmere inspektion, uden at gøre skade på hverken bier eller tavlebygning. Det siger sig selv, at dette heller ikke går ud over hverken æg, larver eller pupper, der måtte befinde sig i rammerne. Det betød også, at rammerne, der kun indeholdt honning, kunne fjernes og høstes uden at gøre nogen skade på familien, hvorefter den tømte tavle efterfølgende kan sættes intakt tilbage i stadet. Langstroth beskrev sine erfaringer, om genopdagelsen af birummet og udviklingen af hans patenterede bevægelige stade (som egentlig var en kasse), i det nu klassiske værk The Hive and Honey-bee, 1853. Opfindelsen af det flytbare stade satte gang i en fremvækst af egentlig kommerciel honningproduktion i stor skala, både i Europa og USA.
Bistadets udvikling thumb|Bistader i karrusel. Langstroths udvikling af bistader blev hurtigt videreført af både biavlere og opfindere på begge sider af Atlanten, og et stort antal forskellige designs blev udviklet og perfektioneret i England, Frankrig, Tyskland og USA. Klassiske former som Dadants stadet og Langstroth stadet er stadig dominerende i USA. I Frankrig (og også Danmark) blev især De-Layens trugstade populært. I Storbritannien blev British National Hive standard så sent som 1930erne, mens det mindre Smith Hive stadig er populært i Skotland. Trugstadet er stadig meget udbredt i Skandinavien og Rusland, dog nok mest på hobbyplan, mens egentlige erhvervsbiavlere og efterhånden også de fleste hobbybiavlere foretrækker opstablingsstader. Regionale udformninger af staderne er ofte dikteret af klimaet, floraen og distinkte reproduktive træk hos de forskellige underarter af den indfødte honningbi i hver bioregion.