NATO (; ; , OTAN) er en international organisation for politisk og militært forsvarssamarbejde omkring den nordlige del af Atlanterhavet, som blev etableret i 1949 på initiativ af de allierede krigspartnere i form af den britiske udenrigsminister Ernest Bevin og embedsmænd i USA's udenrigsministerium. Baggrunden for oprettelsen af NATO var udbruddet af den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen.
Landene er forpligtet til at forsvare hinanden i tilfælde af, at de skulle blive angrebet. Derudover arrangerer NATO ofte større, militære øvelser for medlemslandene. NATO deltog desuden med styrker i krigshærgede lande, fx Afghanistan fra 2001 (efter Al-Qaida fløj fly ind i World Trade Center, d. 11. september) til 2021.NATO - Topic: NATO and Afghanistan
Oprindeligt havde NATO 12 medlemslande: Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Nederlandene, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA.NATO - Topic: Member countries Senere er NATO blevet udvidet med flere medlemslande. Den sidste store udvidelse skete i 2004, hvor blandt andet en række af de tidligere Warszawapagt-lande blev medlemmer af NATO. Efter Sveriges optagelse i marts 2024 består alliancen af 32 medlemslande.Ungarn godkender Sveriges optagelse i NATO - TV 2
Historie Begyndelsen Bruxelles-Traktaten, der blev underskrevet den 17. marts 1948 af Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig og Storbritannien, anses for at være forgængeren til NATO aftalen. Denne traktat etablerede en militær alliance, der kaldtes Vestunionen eller WEU.Bruxelles-Traktaten – EUABC.com Men amerikansk deltagelse blev anset for nødvendig, hvis man skulle kunne matche Sovjetunionens militære styrke, og derfor begyndte forberedelsen af en ny, militær alliance hurtigt efter traktatens vedtagelse.Forhandlingerne om Artikel 5 – NATO review, sommer 2006
Resultatet blev den Nordatlantiske Traktat, der blev udarbejdet af Lester B. PearsonNATO - Declassified: Canada and NATO - 1949 og underskrevet i Washington D.C. 4. april 1949.NATO | Founders, History, Purpose, Countries, Map, & Facts | BritannicaUnderskriftsceremonien og taler af Harry S. Trumann og den norske og danske udenrigsminister er dokumenteret i filmen Atlantpagten Traktaten inkluderede de fem lande, der havde underskrevet Bruxelles-Traktaten, samt USA, Canada, Portugal, Italien, Norge, Danmark og Island.50th Anniversary of the North Atlantic Treaty – National Archives and Record Administration Tre år senere, 18. februar 1952, underskrev også Grækenland og Tyrkiet aftalen. På grund af deres geografiske beliggenhed kunne Australien og New Zealand ikke være med i alliancen, og i stedet blev ANZUS aftalen indgået mellem de to lande og USA.ANZUS – Australian War Memorial
I 1954 foreslog Sovjetunionen, at den skulle indgå i NATO-alliancen for at bevare fred i Europa;Molotov's Proposal that the USSR Join NATO, March 1954 | Wilson Center NATO-landene nægtede dog dette,Soviets tried to join Nato in 1954 | World news | The Guardian da de så det som et forsøg på at opløse NATO indefra.
Indlemmelsen af Vesttyskland i NATO 9. maj 1955 blev beskrevet som "et afgørende vendepunkt i vort kontinents historie" af Norges daværende udenrigsminister Halvard Lange.1955: West Germany accepted into Nato – BBC.co.uk Et af de øjeblikkelige resultater var da også oprettelsen af Warszawapagten,Warsaw Pact | Summary, History, Countries, Map, Significance, & Facts | Britannica der blev underskrevet 14. maj 1955 af Sovjetunionen og dens satellitstater. Dermed var de to parter i den kolde krig endeligt etableret.
Den kolde krig thumb|upright=1.5|Kort der viser NATO- og Warszawapagt-landene 1982-1990 under Den kolde krig.
Krise med Frankrig NATOs sammenhold blev brudt allerede tidligt i alliancens historie med en krise under Charles de Gaulles tid som præsident i Frankrig fra 1958 og frem. De Gaulle protestererede mod det, han mente var USA's hegemonistiske rolle i organisationen og han opfattede NATO som et redskab, USA brugte for at tiltvinge sig magt over Europa.
I et memorandum, han sendte til USA's præsident Eisenhower og den britiske premierminister Harold Macmillan 17. september 1958, argumenterede han for, at USA, Storbritannien og Frankrig reelt skulle lede NATO i fællesskab.
Charles de Gaulle anså svaret på sit memorandum som utilfredsstillende og begyndte at arbejde for et uafhængigt, fransk forsvar. Frankrig trak sin middelhavsflåde ud af NATO kommandoen 11. marts 1959. I stedet arbejdede landet henimod et selvstændigt atomvåbenprogram.
I juni 1959 forbød de Gaulle al udstationering af udenlandske atomvåben på fransk jord, og USA trak 200 militærfly ud af Frankrig. Dermed blev 26th Tactical Reconnaisance Wing, der tidligere var baseret i Toul-Rosiéres-luftbasen i Frankrig, flyttet til Ramstein Air Base i Vesttyskland, og Toul-Rosiéres blev givet tilbage til Frankrig i 1967.
Mellem 1950 og 1967 drev det amerikanske luftvåben ti større baser i Frankrig. 13. februar 1960 afprøvede Frankrig sin første atombombe,nuclear weapon - France | Britannica Gerboise Bleue.Declassified files expose lies of French nuclear tests
Selv om Frankrig udviste solidaritet med resten af NATO under Cubakrisen i 1962, fortsatte de Gaulle sine bestræbelser for et selvstændigt fransk forsvar ved også at trække de franske atlanterhavs- og kanalflåder ud af den integrerede NATO-kommando. I 1966 blev de franske, væbnede styrker også trukket ud af NATOs integrerede kommando, og alle udenlandske tropper blev bedt om at forlade Frankrig med udgangen af 1967. Frankrig fortsatte dog som medlem af den politiske alliance. Frankrigs nej til udenlandske tropper resulterede i, at NATOs europæiske overkommando (SHAPE) blev flyttet fra Paris til Casteau, nord for Mons i Belgien 16. oktober 1967.NATO update 1966 Frankrig trådte delvist ind i den militære del af NATO-samarbejdet fra 1995 og fuldgyldigt fra 2009.
Standardiseringer
Skabelsen af NATO havde som konsekvens, at der blev brug for en standardisering af militær teknologi. Standardiseringen skete fra 1970'erne gennem STANAG-aftaler, der blandt andet resulterede i en fælles kaliber for militære håndvåben og fælles standarder for radiomateriel og for kommunikationen. Eksempelvis betegner udtrykket "bogey" ifølge STANAG-standarden et uidentificeret, formentlig fjendtligt fly. Der blev også brug for en fælles militær strategi. Den blev sikret gennem fælles kommando, kontrol og kommunikationscentre.
Afspænding og ny skærpelse af konflikten
Under det meste af den kolde krig optrådte NATO ikke som organisation i åbne militære konflikter. 1. juli 1968 blev Traktaten om ikke-spredning af kernevåben åbnet for underskrifter. Den trådte i kraft to år senere, da 40 lande, herunder Danmark, havde underskrevet den.
30. maj 1978 definerede NATO landene to yderligere mål for alliancen: At opretholde sikkerheden og arbejde for afspænding. Dette skulle gøres ved at tilpasse alliancens militære magt til Warszawapagtens offensive formåen uden at starte et våbenkapløb.
12. december 1979 efter at Warszawapagt-landene havde øget deres atomvåbenkapacitet i Europa, blev yderligere amerikanske atomvåben deployeret i Europa. De nye våben skulle styrke Vestens forhandlingsposition i forhandlingerne om nedrustning. Beslutningen blev kaldt Dobbeltbeslutningen, fordi den egentlig indeholdt to beslutninger. Man ville tilbyde Sovjetunionen nedrustningsforhandlinger, men samtidig opruste, hvis ikke disse forhandlinger førte til noget. I 1983-1984 blev der i forbindelse med denne beslutning opstillet amerikanske Pershing II raketter i Europa som svar på Warszawapagtlandenes oprustning med SS-20 mellemdistanceraketter i Europa.NATO - 1979: The Soviet Union deploys its SS20 missiles and NATO responds, 04-Mar.-2009 Pershing II raketterneNATO Update - 1979 var i stand til at nå Moskva på få minutter. Denne oprustning førte til store protester i Vesteuropa, også politisk, hvor særligt socialdemokratiske regeringer kom under pres. Herhjemme sad Socialdemokratiet også på regeringsmagten og bakkede således op om beslutningen, men undsagde den fra 1982 og dannede dermed grundlag for fodnotepolitikken.
I denne periode var der ikke de store ændringer i NATOs sammensætning. I 1974 trak Grækenland sine tropper væk fra NATO-kommandoen, og 30. maj 1982 blev Spanien medlem af alliancen.NATO Update - 1982 Grækenland vendte efter spændingerne om Cypern tilbage til NATOs militære samarbejde i 1980.
NATO-øvelsen Able Archer 83, der fandt sted i november 1983, har været omdiskuteret i eftertiden. Øvelsen simulerede et atomangreb mod Sovjetunionen, og det har derfor været diskuteret hvorvidt man i Kreml frygtede et reelt angreb. Det er der imidlertid intet, der tyder på. Tværtimod nævner arkiverede notater fra politbureauet intet om Able Archer.
Operation Gladio
24. oktober 1990 afslørede den italienske premierminister, Giulio Andreotti, eksistensen af Gladio, en hemmelig, paramilitær milits, hvis officielle mål var at udkæmpe en guerillakrig bag fjendens linjer i tilfælde af et angreb fra warszawapagtlandene. Andreotti fortalte det italienske parlament, at NATO længe i det skjulte havde trænet partisaner til dette formål.Secret agents, freemasons, fascists... and a top-level campaign of political 'destabilisation' – Cambridge Clarion, 5. december 1990Gladio is still opening wounds – Cambridge Clarion, 1. december 1990
Gladio programmet var tilsyneladende aktivt i alle europæiske NATO-lande og nogle neutrale lande og kaldes uformelt Operation Gladio. Emnet er specielt kontroversielt i Italien, hvor en rapport i 2000 konkluderede, at Gladio havde været involveret i nyfascistisk terrorisme, der skulle mindske kommunistisk, politisk indflydelse i landet.US 'supported anti-left terror in Italy' – The Guardian, 24 juni 2000Nekrolog for Paolo Emilio Taviani – The Guardian, 21. juni 2001
Efter den kolde krig
Afslutningen på den kolde krig og opløsningen af Warszawapagten i 1991 fjernede NATOs primære modstander. Dette gav anledning til en strategisk revaluering af NATOs formål og opgaver. I praksis medførte det en gradvis (og stadig igangværende) ekspansion af NATO i Østeuropa og en udvidelse af aktiviteter til en række områder, der ikke tidligere havde været NATOs arbejdsområder. Den første udvidelse af NATO efter den kolde krig skete med genforeningen af Tyskland 3. oktober 1990 efter Berlinmurens fald. Det tidligere Østtyskland blev en del af Tyskland og dermed også af NATO alliancen. For at sikre en sovjetisk godkendelse af et forenet Tyskland, der fortsat var en del af NATO, blev det aftalt, at udenlandske tropper og atomvåben ikke måtte udstationeres i Østtyskland. Fra russisk side påstås at der blev lavet en mundtlig aftale om at NATO aldrig ville blive udvidet længere østpå, men dette bestrides af NATO. Gorbachev's Lost Legacy – The Nation, 24. februar 2005
28. februar 1994 deltog NATO for første gang i åben kamp, da fire serbiske fly blev skudt ned efter at have brudt et flyveforbud over Bosnien-Hercegovina der var beordret af FN. NATO-operationen blev kaldt Operation Deny Flight og varede fra 12. april 1993 til 20. december 1995. NATOs luftangreb i 1995 hjalp med til at afslutte krigen på Balkan.
Mellem 1994 og 1997 dannede NATO flere fora for regionalt samarbejde mellem NATO og alliancens naboer, for eksempel Partnerskab for fred og Euro-Atlantic Partnership Council. 8. juli 1997 blev tre tidligere kommunistiske lande, Ungarn, Tjekkiet og Polen inviteret til at deltage i NATO alliancenhttps://www.nato.int/docu/comm/1999/9904-wsh/pres-eng/03acce.pdf og blev formelt medlemmer i 1999.https://www.nytimes.com/1999/03/13/world/expanding-alliance-the-overview-poland-hungary-and-the-czechs-join-nato.html