thumb|Krigsplaner og oversigt over 1914 Østfronten var under 1. verdenskrig den vigtigste front i kampene mellem Centralmagterne Tyskland og Østrig-Ungarn på den ene side og Rusland på den anden. Krigsområdet omfattede store dele af Østeuropa og strakte sig efter Rumæniens indtræden i krigen i 1916 fra Baltikum til Sortehavet.

I modsætning til den næsten fastfrosne skyttegravskrig på Vestfronten skete der store frontforskydninger på Østfronten i løbet af hele krigen. Dette skyldtes bl.a., at Centralmagterne på grund af geografien nemmere kunne flytte tropper mellem krigsskuepladserne. Af afgørende betydning var imidlertid den tyske støtte til de revolutionære bolsjevikker under Lenin, som overtog magten i Rusland ved Oktoberrevolutionen i november 1917.

Efter hårdt pres fra Centralmagterne blev det revolutionære Russiske Føderative Sovjetrepublik (Russiske SFSR) til sidst tvunget til at indgå en separatfred i Brest-Litovsk i marts 1918. Ved freden opgav Russiske SFSR det økonomisk vigtige Ukraine. Eftersom USA i mellemtiden var indtrådt i krigen, fik denne tilsyneladende fordel for Centralmagterne ingen betydning for krigens udfald. Opløsningen af kejserrigerne Rusland og Østrig-Ungarn med deres mange folkeslag og grundlæggelsen af nye nationalstater efter krigen betød afslutningen på en epoke i Østeuropas historie.

Det tyske riges udgangssituation Planer før krigen thumb|Det tyske kejserriges flag Den tyske generalstab gik senest efter 1905 ud fra (se Schlieffenplanen), at en europæisk storkrig under alle omstændigheder måtte udkæmpes mod Frankrig og Rusland samtidig. Dette indeholdt den fare, at man kunne blive tvunget ud i en tofrontskrig, som betød at man måtte dele styrkerne, og derigennem risikere en langsom udmattelse. Dette ville man undgå ved i starten at koncentrere næsten alle styrker mod Frankrig for at gennemtvinge en afgørelse på Vestfronten. Først derefter ville man gå aktivt ind i krigen mod Rusland. Indtil da skulle de preussiske provinser i øst kun dækkes af en svag dækningsstyrke, og man var i værste fald forberedt på at trække sig tilbage til en linje bag øvre Oder – Posen – nedre Weichel.Se Reichsarchiv (Hrsg.), Der Weltkrieg 1914-1918. Band 2. Die Befreiung Ostpreußens, Berlin 1925, S. 39f. En plan, som forudså fransk neutralitet, eller i det mindske passivitet, dvs. en "großen Ostaufmarsch" blev ganske vist revideret årligt også efter 1905, efter ordre fra Moltke men blev i april 1913 helt opgivet. Dermed havde den tyske militærledelse – ganske uden hensyntagen til diplomatiske eventualiteter i forbindelse med optakten eller udbruddet af en storkrig – lagt sig fast på en eneste krigsplan, som på forhånd gav enhver tænkelig konflikt en kontinental dimension.Se Ehlert, Hans, Epkenhans, Michael, Groß, Gerhard P. (Hrsg.), Der Schlieffenplan. Analysen und Dokumente, Paderborn-München-Wien-Zürich 2006, S. 88 og Röhl, John C. G., Der militärpolitische Entscheidungsprozess in Deutschland am Vorabend des Ersten Weltkriegs, i: samme, Kaiser, Hof und Staat. Wilhelm II. und die deutsche Politik, 2. Auflage München 2007, S. 175-202, S. 201f.

Spørgsmålet om en krig mod Rusland spillede af indenrigs- og udenrigspolitiske årsager en langt større rolle for den civile regering end for militæret, som var aldeles fikseret på Frankrig,Se Angelow, Jürgen, Kalkül und Prestige. Der Zweibund am Vorabend des Ersten Weltkrieges, Köln-Weimar-Wien 2000, S. 375. og som til sidst frarådede en krigserklæring mod Rusland."Når Bethmann angiver at have været tvunget til at erklære krig på baggrund af den militære situation i Rusland, så leder jeg forgæves efter ord, som kan videregive min forundring over dette udsagn." Skrev den tidligere overkvartermester i generalstaben Georg Graf von Waldersee an Gottlieb von Jagow den 8. oktober 1920. Citeret fra Gutsche, Willibald, Kaulisch, Baldur (Hrsg.), Herrschaftsmethoden des deutschen Imperialismus 1897/98 bis 1917. Dokumente zur innen- und außenpolitischen Strategie und Taktik der herrschenden Klassen des Deutschen Reiches, Berlin 1977, S. 189. Bortset fra den omstændighed, at kredsen omkring Bethmann Hollweg i forvejen anså Rusland for den største trussel mod den tyske magtposition i Europa, kom det for rigskansleren frem for alt an på under julikrisen at få en diplomatisk holdbar grund til en tysk offensiv mod vest, og at vanskeliggøre og i bedste fald undgå en britisk indtræden i krigen. For at dette kunne lykkes måtte Rusland imidlertid stå som angriber,Se herom Fischer, Fritz, Krieg der Illusionen. Die deutsche Politik von 1911 bis 1914, Düsseldorf 1969, S. 542ff dvs. at krigen kom øst fra, som kansleren allerede den 8. juli bemærkede over for Kurt Riezler.Se: Stern, Fritz, Bethmann Hollweg und der Krieg. Die Grenzen der Verantwortung, Tübingen 1968, S. 20. Gottlieb von Jagow skitserede logikken, som den 1. august 1914 – efter at den russiske regering ganske vist havde mobiliseret, men ikke havde gjort tyskerne den tjeneste at indlede krigenGutsche, Willibald, Sarajevo 1914. Vom Attentat zum Weltkrieg, Berlin 1984, S. 142. – førte til den tyske krigserklæring mod Rusland, i en skrivelse til en medarbejder ved Reichsarchiv således:

Opgaven for den politiske ledelse bestod dengang i at indlede denne krig og at retfærdiggøre den, og det i en form så vi fremstod som de angrebne, at angriberen var Rusland. Vi havde ingen strid med Frankrig. (...) Med Belgien havde vi slet intet udestående, den planlagte krænkelse af dette lands neutralitet kunne kun begrundes med krigen mod Frankrig, og denne igen med krigen mod Rusland. Ruslands opførsel var således det grundlag, som alle de tyske handlinger – også i vest – blev begrundet med. (...) Indmarchen i Belgien lod sig kun retfærdiggøre ved krigen mod Frankrig, og denne kun ved krigen mod Rusland. Uden krig mod Rusland var der overhovedet ingen grund til en krig i vest."Citeret fra Gutsche, Kaulisch, Herrschaftsmethoden, S. 187. Fremhævelse i originalen.

Desuden anså Bethmann Hollweg krigen mod Rusland for ønskværdig af hensyn til de socialdemokratiske vælgere: Disse kunne, mente han, ikke forklares behovet for en angrebskrig i vest uden en samtidig "forsvarskrig" i øst mod det reaktionære zarstyre, og det ville i givet fald uundgåeligt føre til alvorlige indre spændinger.Se Groh, Dieter, Negative Integration und revolutionärer Attentismus. Die deutsche Sozialdemokratie am Vorabend des Ersten Weltkrieges, Frankfurt am Main-Berlin-Wien 1973, S. 625ff. Albert Ballin, som få timer inden afsendelsen af krigserklæringen til Rusland spurgte rigskansleren om hvorfor det hastede så meget ("Jeg må straks have min krigserklæring mod Rusland!"), fik af Bethmann Hollweg svaret: "Ellers får jeg ikke socialdemokraterne med."Citeret fra Meyer-Arndt, Lüder, Die Julikrise 1914. Wie Deutschland in den Ersten Weltkrieg stolperte, Köln-Weimar-Wien 2006, S. 261.

Krigsmål