Frederik V (31. marts 1723 – 14. januar 1766) var konge af tvillingrigerne Danmark og Norge fra 1746 til 1766. Han tilhørte den oldenborgske slægt og havde som valgsprog: "Ved forsigtighed og bestandighed" ().

Biografi

Tidlige liv

Fødsel og familie

thumb|left|Prins Frederiks fødested Københavns Slot, kort før dets nedrivning i 1731.

Prins Frederik blev født mellem klokken 10 og 11 om aftenen den som det ældste barn af Kronprins Christian (den senere Kong Christian 6.) og Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach. Han var den sidste danske prins, der blev født på det gamle Københavns Slot, der stammede fra 1300-tallet og var blevet udvidet og ombygget så mange gange, at murene begyndte at skride og slå revner. Det blev revet ned i 1731 for at give plads for en ny tidssvarende residens, det første Christiansborg Slot, hvorfra Frederik til sin tid kom til at regere som konge. Han blev døbt dagen efter fødslen i Kronprinsessens Sovegemak af den kongelige konfessionarius Christen Lemvig. Den nyfødte prins blev opkaldt efter sin farfar Kong Frederik 4., der som gudfar bar prinsen under dåben.

Som kronprinsens eneste søn var han fra fødslen forudbestemt til at regere. En yngre søster døde som spæd kort efter fødslen i 1724, og hans eneste overlevende søster, Prinsesse Louise, blev født tre år efter hans fødsel, i 1726. Syv år efter hans fødsel, den 12. oktober 1730 døde hans farfar Kong Frederik 4., og Frederiks far besteg tronen som Kong Christian 6., mens han selv blev kronprins.

Opvækst

thumb|left|Prins Frederik som barn.

Kong Christian 6. og Dronning Sophie Magdalene var dybt hengivne til pietismen, en bevægelse inden for lutheranismen, der lægger vægt på individuel fromhed og en levende, personlig tro. Som en konsekvens heraf fik Kronprins Frederik en strengt religiøs opdragelse. Som 7-årig fik han sin egen hofstat med den tyskfødte adelsmand Georg Wilhelm von Söhlenthal som hofmester. Söhlenthal var en ivrig tilhænger af den herrnhutiske bevægelse, og hans hus var centrum for de pietistiske kredse i hovedstaden. Han delte en inderlig pietistisk fromhed med Kong Christian 6., og en tid var han kongens rådgiver i kirkelige sager. Det lykkedes dog ikke Söhlenthal at påvirke kronprinsens åndelige udvikling, idet han selv var en alt for blid og svag karakter, og i 1738 blev han afskediget fra sin stilling som hofmester.

Kronprins Frederiks uddannelse var temmelig mangelfuld. I 1730 gav kongen ganske vist den betydelige og fint dannede gehejmeråd Iver Rosenkrantz overtilsyn med kronprinsens opdragelse, men denne fik ingen indflydelse på den egentlige undervisning. Rosenkrantz var tilhænger af den traditionelle lutherske ortodoksi, mens Kong Christian 6. mere og mere gled over i pietisternes lejr og mistede tilliden til Rosenkrantz. Kronprinsens undervisning blev derfor fuldstændig gennemført i den tyske pietistiske ånd, der herskede ved hoffet. Resultatet af undervisningen var ynkeligt: lærerne klagede over hans mangel på flid, jagt og andre fornøjelser havde beslaglagt kronprinsens tid. Ud over de nødvendigste kundskaber i læsning, skrivning, tysk, fransk, latin og historie har hans viden næppe strakt sig. Dansk var ikke undervisningsfag, og med undtagelse af en franskmand, der var lærer i fransk, var alle kronprinsens lærere tyske. Ligesom sine forfædre ved det dengang primært tysksprogede hof i København, beherskede han det danske sprog dårligt og talte hele livet bedre tysk end dansk. Dette forhindrede ham dog ikke i at lære lidt dansk, som han senere benyttede det i private optegnelser, der dog er meget ubehjælpsomt affattede. Hans mor omtalte ham som "Der Dänische Prinz", fordi han ind imellem talte dansk. Bortset fra en vis interesse for møntsamling havde han kun beskedne kulturelle eller intellektuelle interesser.

Natur

thumb|left|Frederik som kronprins i Hestgardens uniform.

Kronprins Frederik viste sig allerede fra barn at være af en helt anden natur end sine strenge og noget dystre forældre. Han var mild og venlig af væsen og udmærkede sig ved munterhed, elskværdighed og tilgængelighed. I modsætning til sine indesluttede forældre, der sjældent viste sig udenfor deres slotte, optrådte han gerne offentligt og omgikkes velvilligt personer fra alle lag af befolkningen. På trods af at kronprinsen voksede op i et strengt pietistisk hjem, blev han ikke selv grebet af pietismen. Selv om religiøse følelser bestemt ikke var fremmede for ham, blev han en livsnyder, som elskede fornøjelser, jagt, vin og kvinder.

Hans hedonisme udviklede sig dog med tiden til udsvævelser, og han tillagde sig en libertinsk livsstil præget af seksuelle udskejelser og alkoholisme. Sammen med sine svirebrødre turede han rundt på byens værtshuse og bordeller, i et omfang så faderen på et tidspunkt overvejede at umyndiggøre ham. Kongens rådgivere talte ham dog fra det, da det rent juridisk ville være et brud på Kongeloven, Danmark-Norges enevældige forfatning fra 1665. Samtidig ville det selvfølgelig udgøre et problem for kongehuset at indrømme, at den fremtidige konge var ude af stand til at regere.

thumb|right|Adam Gottlob Moltke

Af afgørende betydning for kronprinsens og hans rigers fremtid blev det, at han fik den 19-årige Adam Gottlob Moltke, en 11 år ældre mecklenborgsk adelsmand, som kammerpage i 1730. Moltke havde været page hos Frederiks fader, inden han var blevet konge, og kongeparret stolede på Moltkes evner som opdrager til at lære den nye kronprins at styre sig. Da kronprinsen ægtede den senere dronning Louise i 1743, blev Moltke leder for kronprinsparrets hofstat. Moltke gjorde imidlertid intet for at styre hverken Frederiks seksuelle appetit eller hans alkoholforbrug, men til gengæld blev der grundlagt et livsvarigt tillidsforhold mellem de to mænd, der blev af afgørende betydning efter Frederiks tronbestigelse.

I 1740 blev han konfirmeret og fik fra da af som tronfølger sæde i Gehejmekonseillet, idet hans undervisning fortsattes til det 21. år. Under den svenske tronfølgekrise i 1743, der fulgte efter Dronning Ulrikke Eleonore af Sveriges død i 1741, hvor det stod klart, at der ikke kunne forventes nogen legitim arving til den svenske trone, havde Kronprins Frederik i 1743 store udsigter til at blive valgt til tronfølger i Sverige. Bondestanden valgte ensidigt Kronprins Frederik, og i Dalarna anstiftede almuen endda et oprør, "Den Store Daldans", for at gennemtvinge hans valg. Som følge af Freden i Åbo i 1743, som afsluttede den russisk-svenske krig, blev Adolf Frederik af Slesvig-Holsten-Gottorp imidlertid udpeget til tronfølger i stedet for Kronprins Frederik efter pres fra den russiske kejserinde Elisabeth Petrovna.

Første ægteskab med Louise af Storbritannien

thumb|left|Kronprinsparret Frederik og Louise på hver side af kongeparret Christian 6. og Sophie Magdalene. I baggrunden ses Hirschholm Slot.

I håbet om at lægge en dæmper på kronprinsens udskejelser fremskyndede man planerne om hans giftermål. I løbet af 1743 blev der forhandlet en aftale på plads om et dynastisk ægteskab mellem Kronprins Frederik og den jævnaldrende Prinsesse Louise af Storbritannien, der var den yngste datter af Kong Georg 2. af Storbritannien. Ægteskabet blev foreslået af Storbritannien af politiske årsager. På den tid foregik der en kappestrid sted mellem Frankrig og Storbritannien om at indgå en alliance med Danmark-Norge. Det protestantiske Storbritannien havde fordelen af at kunne indgå en ægteskabsalliance med de ligeledes protestantiske tvillingriger på den anden side af Nordsøen, og der opstod blandt de engelske statsmænd idéen om at arrangere et ægteskab mellem Louise og Kronprins Frederik. Den danske regering var positivt indstillet, mens Frederiks far, Kong Christian 6., i første omgang var lunken overfor idéen. Men da han øjnede chancen for, at ægteskabet ville medføre britisk støtte til mulighederne for at gøre Kronprins Frederik til svensk tronfølger, blev han positivt stemt. Kronprinsen selv erklærede sig også velvillig overfor planerne, efter at han havde set et portræt af Louise og var blevet fortalt om hendes venlighed, så meget desto mere som også han kunne se de politiske fordele ved ægteskabet.

I løbet af 1743 indledte man derfor ægteskabsforhandlingerne, der blev vellykket afsluttet den 14. september efter et par måneders forhandlinger. Parret blev først gift den 10. november 1743 i Hannover i Kurfyrstedømmet Braunschweig-Lüneburg ved en såkaldt prokurationsvielse, hvor brudens broder, hertugen af Cumberland, var stedfortræder for brudgommen. En uge efter brylluppet mødte Frederik for første gang sin brud ved grænsen i Altona i det dengang danske Hertugdømme Holsten. Frederik og Louise rejste derefter sammen videre til København, hvor hendes festlige indtog fandt sted den 11. december under stor jubel fra befolkningens side. Allerede samme dag blev vielsen gentaget, nu med brudgommen selv, i den nyligt færdigbyggede Christiansborg Slotskirke.

thumb|right|Kongens yndlingselskerinde Madam Hansen.

Louise blev hurtigt populær både ved hoffet og i befolkningen. Hun var yndefuld og elskværdig, lærte sig og talte gerne dansk og holdt af at færdes med sin mand blandt den brede befolkning, hvor hun optrådte med en naturlig værdighed og lethed. Hendes popularitet bidrog også til Frederiks popularitet. Selvom ægteskabet var arrangeret, var forholdet mellem ægtefællerne tilsyneladende godt, i hvert fald i deres første ægteskabsår. Parret fik fem børn, hvoraf den ældste døde som spæd. Det lykkedes dog kun delvist for Louise at tøjle sin ægtemands løsslupne livsstil, og end ikke i den første tid af ægteskabet formåede han at holde sig borte fra de orgier, han havde vænnet sig til. Frederik 5. havde megen livskraft at give af og nåede at dyrke børneavlen med flid. Med sin yndlingselskerinde, Else Hansen, senere adlet de Hansen og kendt som Madam Hansen, fik han i årene fra 1746 til 1751 også fem børn, 4 døtre og en søn.

Efter brylluppet flyttede det nygifte par ind på Charlottenborg Slot på Kongens Nytorv, hvor de boede, indtil de i 1745 kunne flytte ind i Prinsens Palæ ved Frederiksholms Kanal, der var blevet ombygget til tronfølgerbolig af hofbygmester Nicolai Eigtved i den nye, moderne rokokostil. Deres hjem blev hurtigt rammen om et livligt og selskabeligt hof, der adskilte sig markant fra den tunge og stive etikette, der herskede hos kongeparret på Christiansborg.

Måske frimurer

Den norske frimurer-historiker Karl Ludvig Tørrisen Bugge hævder, at Frederik 5. som kronprins blev optaget i den københavnske frimurerloge St. Martin. Dette skete sandsynligvis 3. juni 1744, og med inspiration efter den preussiske konge Frederik den Store som også blev optaget i en frimurerloge i sin ungdom. De havde begge fædre som var indædte modstandere af frimurerne, men i modsætning til den preussiske konge erklærede Frederik 5. aldrig offentlig sin tilknytning til logen.K.L. Bugge, Det danske frimureries historie, bind 1, 1910, s. 191-194.

Regeringstid

Tronbestigelse

thumb|left|Frederik 5. i kroningsdragt.

Den 6. august 1746 – dagen før sit sølvbryllup – døde Kong Christian 6. 46 år gammel på Hirschholm Slot. Ved faderens død arvede Frederik 23 år gammel den dansk-norske trone og blev rigernes femte enevældige konge. Det nye kongepar flyttede derefter den korte distance fra Prinsens Palæ over Frederiksholms Kanal til Christiansborg Slot. Den 4. september det følgende år afsluttedes ceremoniellet omkring tronskiftet, da den nye konge og dronning blev salvet i Frederiksborg Slotskirke, den traditionelle kroningskirke for Danmark-Norges monarker under enevælden.