DR Radiodrama er DR's fiktionsafdeling for radioen, hvor der produceres dramatik til P1.
Siden Statsradiofoniens oprettelse i 1925 har man produceret udsendelser. Dette foregik i form af hørespil under navnet Radioteatret frem til 2001 hvor det nye navn Radiodrama bliver indført, for at lægge en afstand til teaterets scenekunst, og i stedet nærme sig film og fjernsynets dramatiske format.
I dag producerer DR Radiodrama 30 timers ny radiodramatik årligt, og sender hver onsdag klokken 11:03 i halvtimes udsendelser.
Udsendelser De 30 timers dramatik fordeles på ca 10-15 dramaproduktioner. Ofte består en produktion af fire afsnit, der løber over fire uger, hvorefter en ny begynder. Produktionerne spænder over genrerne dokudrama, historisk drama, klassisk krimi, aktuelt samfundsrelevant drama, samt nogle mere sjældne genrer som science fiction og biografisk drama. Alle dramaproduktioner opføres på dansk og med danske problemstillinger og danske karakterer centralt i fortællingen. Som public service produkt er det en væsentlig egenskab at henvende sig til en dansk lyttende befolkning og være med til at etablerer bevidsthed om aktuelle samfundsemner.
Vision Siden 2007 hvor den nuværende chef Thomas Hedemann blev ansat, har visionen været at Radiodrama skal være modtagerorienteret. Det gode drama er fortællinger for den brede lyttende befolkning, dramatiske stykker der griber alle og ikke ekskluderer sine lyttere ved at være for elitært. De litterære eksperimenter som især blev udfoldet i 60'erne og 90'erne er man gået helt bort fra. I Danmark skal radiodrama være stærk dramatik i øjen- og ørerhøjde med P1s lyttere, og dem der har lyst til at høre radiodrama som stream og podcast.
Nyere tids historie Efter at byggeriet af DR Byen i 2004-2006 oversteg budgettet med 1,7 milliarder kroner, blev der skåret drastisk i medarbejderstaben og dermed også i programmernes fremtidige budgetter. Radioens mere bekostelige produktioner, som fx hele montageafdelingen, blev lukket ned og Radiodrama som også havde et højt budget i forhold til sit lyttertal, følte sig lukningstruet for en stund. Radiodrama var i 2007 blevet rykket fra P1 til P2, hvilket havde fået lyttertallet til at rasle ned til 9.000 ugentlige lyttere - det næstlaveste tal nogensinde. Radiodrama fortsatte på et lavere budget og med en erklæring målsætning om at nå flere lyttere. I 2013 er der ca. 60.000-80.000 ugentlige lyttere på P1 og 5.000-10.000 der henter produktionerne som podcast og nogle tusind, der lytter via DR's hjemmeside.
Kritik af Radiodrama Siden omlægningen i 2007 har forskellige kræfter i kulturlivet kritiseret Radiodrama for at være blevet for populistisk i sit valg af dramatik. I samme åndedrag er der blevet efterlyst mere af fx 90’ernes mere fordybede enkeltspil, der ansås for at være mere udfordrende i både form og indhold.
Hvor DR Radiodrama tidligere opfattede sig selv som rugekasse for nye dramatikere til teatrene, læner Radiodrama sig nu mere op af tv-serier og film i sit valg af historier og fortællemåder.
Nye radiodrama-initiativer Siden Radioteatret gik i luften ved statsradiofoniens fødsel i 1925, har Danmarks Radio haft monopol på mediet. I modsætning til lande som Tyskland, har der i Danmark ikke eksisteret en etableret undergrund eller anden konkurrent der tilbød anden type radiodrama end DRs. Da Radio24syv kom på banen i 2010, meldte de ud af de ville tilbyde en ny type radiodrama. Det er dog endnu ikke kommet til produktioner. I februar 2013 blev der etableret et Radio Drama Netværk i samarbejde med Københavns Universitet og forskningsprojektet LARM. Netværket opstod på baggrund af den spirende interesse for radiodrama, der både spores hos den brede befolkning samt akademiske og kunstneriske kredse. Radio Drama Netværk samler som forening en bred vifte af folk med baggrund i scenekunst, audioproduktion, teater- og lydforskning, der alle har interesse i at styrke og udvikle den iscenesatte lydfortælling ved dels at facilitere produktion af ny lyddramatik, dels at tilgængeliggøre nye såvel som ældre lydproduktioner. Netværket arrangerer en radiodrama-festival i sommeren 2014.
Radiodramas historie 1925-2013 1920’erne: Monopol og opdragelsespligt Hørespillet bliver født sammen med Danmarks Radio i 1925.
Kammersangeren Emil Holm bliver driftsleder for den danske Statsradiofoni. Han lover at man i de første år vil give danskerne adgang til at høre de store anerkendte teaterværker. Statsradiofoniens monopolstatus bliver fra begyndelsen taget alvorligt, som et ansvar for at opdrage den danske befolkning, ved at give alle landets borgere adgang til teaterdramatik og derigennem kulturel dannelse.
I radioens første leveår står repertoiret derfor på klassiske skuespil fra tiden, både danske og internationalt anerkendte stykker (bl.a. Nej, Fruentimmerskolen og Henrik og Pernille).
Hørespillene bliver til under primitive forhold, studiemæssigt og teknisk, og udsendelserne bliver opført direkte uden mulighed for optagelse. Derfor er der også kun bevaret tekstuelle vidnesbyrd fra tidens hørespil, såsom manuskripter og avisartikler.
1930’erne: billedsiden mangler 1931 bliver der udskrevet en hørespilskonkurrence, hvor der indsendes 1396 originale manuskripter. 32 af dem bliver opført i løbet af årtiet, bl.a. H.C. Branners ”Eftermæle” der bliver startskuddet på hans karriere.
Selvom konkurrencen stimulerer opførslen af originale værker, er repertoiret stadig præget af at hørespillet endnu ikke har fundet sin egen radiofoniske lyd. Man opfører mest af alt populære stykker fra bl.a. Det Kgl. Teater, med den brist, at en del af spillet er uforståeligt uden billedsiden.
Der er fokus på at forbedre det tekniske aspekt og kvaliteten af skuespillet, men selve manuskripterne bliver ikke tilpasset hørespillet som selvstændig kunstart.
1940’erne: krigstid er fortællingstid I 1941 flytter radioen fra de primitive lokaler på Axelborg, til store lyse og akustisk tilpassede lokaler i Radiohuset på Rosenørns Allé i Frederiksberg. I 1940 kommer så den tyske besættelse af Danmark, hvilket lægger store dele af kunstlivet øde, men ikke radioteateret. Tværtimod bliver der, i de fem år besættelsen står på, opført et utal af danske stykker, Eventyr på fodrejse, Molboerne, Elverhøj, Sankt Hansaften spil, Axel og Valborg og serien Familien Hansen som fortsætter ud i næste årti og i alt får lavet 903 episoder af den populære familiekrønike. Danskerne samles om radioen for at forsvinde ind i det fiktive afbræk fra den pressede hverdag. To nye instruktører, Kai Wilton og Edvin Tiemroth, bliver ansat og giver hørespillet en ny lyd.
I 1949 opføres Hundrede Kroner af H.C. Branner, instrueret af Tiemroth. Det bliver det første stykke der optages på bånd. Hundrede kroner er et samfundskritisk stykke der skildrer pengenes magt over det moderne menneske, og stykket giver efterfølgende mange anmeldelser i dagspressen.
1940’erne byder desuden på begyndende optagemuligheder på lakplade, så man kan optage stykkerne og afspille dem senere, hvilket stiller en større vifte skuespiller til rådighed.
1950’erne: kriminalserier og diskussion om folkelighed Forandringerne starter da den nye programchef Henning Rohde tiltræder i 1950 og fortsætter da Felix Nørgaard overtager stillingen i 1953. De sorterer ud i lavkvalitetsspillene og opbygger et radioteater med stærke fortællinger. Rohde spalter radioteatret i to, et litterært-dramatisk radioteater, og et mere folkeligt underholdende radiospil med navnet ”ugens radiospil”. Dog må denne skelnen i betegnelse afskaffes igen, da de forfattere der havner i kategorien radiospil, føler sig degraderede. Siden hedder de to udsendelser begge radioteater, og præsenteres med specifikke genrebeskrivelser der kan spore lytterne ind på formatet.
Flere af DR’s populære krimispil, såsom Gregory-mysteriet i ti afsnit og Siva-skriget i seks afsnit, præger tendensen i 50’erne. Finn Methling er periodens store folkelige radiodramatiker. Han dukker op efter at afdelingen længe har diskuteret hvad der egentlig er folkeligt. I denne søgen er mange blevet afvist, både forfattere der tidligere havde været beskæftiget af statsradiofonien, og nye som Morten Korch der er utilfreds med at han ikke bliver anvendt i radioen. Men Methlings stykker er folkekære på den rigtige måde og han formår at skrive i alt 35 spil for radioteatret med et aktivt virke frem til sin død i 2010.
Op i gennem 50’erne bliver der eksperimenteret med redigering, brug af sceneskift som på film, og reportageagtig spillestil.
1960’erne: Det originale hørespils opblomstring Begyndelsen på årtiet byder på flere store interne diskussioner om hvilken rolle radioteatret bør spille som kulturinstans. Ledelsen og produktionscheferne er uenige. Ledelsen mener at radioteatret (og tv-teatret) skal være folkeligt underholdende og ikke for barskt. Programcheferne vil eksperimentere med bedre kvalitet og intellektuelle stykker som Ionescos Enetime der i 1961 bliver det første absurde stykke i dansk radio. Enetime vækker ramaskrig i ledelsen der forbyder den linje, hvilket medfører at programredaktør Erik Aalbæk Jensen siger sin stilling op. Han kan ikke stå inde for den dramatik der produceres, og vil ikke bære ansvaret.
I 1964 kommer en ny programchef til, han hedder Jørgen Claudi. Under hans ledelse skifter radioteatret fra at have hentet 75 % af stykkerne fra teatret, til nu at hente 75 % at stykkerne i manuskripter, skrevet direkte til hørespillet. På den måde bryder Claudi med afhængigheden af sceneteatret. For Claudi er radioteatret ”det rendyrkede, kompromisløse ordets teater” hvor man kan spille ”suverænt på det måske rigeste kunstneriske instrument, den medskabende fantasi” . Tanken er at radioteatret ikke skal væltes omkuld af det nye fjernsyn, men forstå radiomediets egne unikke kvaliteter, og baserer repertoiret på dem.
Claudi finder sine nye radioforfattere i det litterære miljø og undgår at forsømme den brede lytterskare, ved at der stadig bliver sendt traditionel scenedramatik (bl.a. Karlsens kvarter, H.C. Branners Mørket mellem træerne, Finn Methlings Den vidunderlige hermafrodit) om mandagen på Program 1. Men fredagsudsendelsen på Program 2, bliver en eksperimentalscene, hvor modernismens digtere (Inger Christensen, Svend Åge Madsen, Ulla Ryum m.fl.) kan undersøge ordenes kraft i lange enkeltspil på 60 - 75 min.
1970’erne - transportårti og socialrealisme Tv er blevet allemandseje og folkevandring tager fart fra radiomediet til fjernsynet. Hvor radioteatret i 1966 havde en peak på 120.000 lyttere, var der i 1976 kun 35.000 der lyttede med. Desuden dør den store fornyer af radioteatret, Jørgen Claudi i 1971, og efterfølges af en mindre visionær ledelse . De temaer der finder vej til radioteatret i 70’erne er de samme som resten af samfundet og kulturlivet er optagede af, nemlig de socialrealistiske temaer, generationskonflikter, venstrefløjen, vilkår på fabrikken, det er en slags arbejdspladsrealisme der vinder plads. Formmæssigt er den ikke særlig nyskabende, og mediets formsprog bliver derfor ikke udviklet i perioden. Men stilen har sin kvalitet i at ”den synliggør et stykke af Danmark der havde glimret ved sit fravær i en menneskealder” Jørgen Claudi dør i 1971 og hans post overgår til Henning Pade. Pade fortsætter samarbejdet med de eksperimenterende forfattere, og holder den kurs som Claudi har udstukket, uden at bibringe nogen egen fornyelse. På den ene side ligner 70’erne på den måde et transportårti der bringer noget med sig fra 60’erne og langsomt går i den retning som først tager sin form i 80’erne. Men 70’erne har alligevel et eget særpræg, nemlig en socialrealistisk tendens, der når radioteatret. Der bliver desuden produceret mere dansk drama, end tidligere. I 1965-66 opføres 13 danske produktioner, mens der ti år senere i 1975-76 opføres 27. Økonomiske nedskæringer og en svagere ledelse gør at nogle af de forfattere der vejede tungt i 60’erne, falder fra, bl.a. Inger Christensen og Cecil Bødker.