thumb|Kort over Finland efter 2. verdenskrig Ved Finland under den kolde krig forstås landets udvikling fra afslutningen af 2. verdenskrig til den kolde krigs afslutning i 1989. Finlands udvikling var i dette tidsrum kendetegnet af flere delperioder med uens vilkår for landets politik.

Efter krigsnederlaget i fortsættelseskrigen brød landet med den tidligere udenrigspolitiske linje. En ny politik, udformet af præsident Paasikivi indebar, at Finland skulle tilstræbe forbedrede relationer med Sovjetunionen. Den dominerende politiker i dette tidsrum blev dog Paasikivis efterfølger, Kekkonen, som efter at have været statsminister i flere omgange var indehaver af præsidentembedet fra 1956 til 1982.

Finlands økonomi udvikledes stærkt under hele efterkrigstiden og i økonomisk og beskæftigelsesmæssig henseende med en voksende industri og et aftagende landbrug. Mange finner valgte at flytte til Sverige for at skaffe sig arbejde.

Farens år

Perioden 1944-1948 benævnes ofte "Farens år" i finsk litteratur.Begrebet lanceredes af historikeren Lauri Hyvämäki Angsten var stor for, at Finlands ville få samme skæbne som de øvrige lande i Sovjetunionens interessesfære.

I november 1944 dannedes en koalitionsregering ledet af Juho Kusti Paasikivi, leder af Samlingspartiet. I marts 1945 gennemførtes de første riksdagsvalg efter krigen. Det Demokratiska Förbundet för Finlands Folk, "folkdemokraterna", som bestod af socialdemokrater og Finlands kommunistiske parti, FKP, kom med og dannede regering sammen med socialdemokraterne og Agrarförbundet. Folkdemokraten Yrjö Leino blev indenrigsminister med ansvar for det statslige politi, som Sovjet og dele af FKP ville anvende til at skabe en "revolutionær situation" i lighed med forholdene i østeuropæiske lande.Olle Leino, Vem tackar Yrjö Leino? (Stockholm: Askild & Kärnekull 1973), s. 123.Leino., s. 206-207.Milovan Djilas, Conversations with Stalin (New York; Hart-Davis 1961), s. 155.

1946 trådte præsident Mannerheim tilbage før embedstidens udløb af helbredsårsager, og ved en undtagelseslov valgte riksdagen den 9. marts 1946 Samlingspartiets Paasikivi til præsident. Ny statsminister blev folkdemokraten Mauno Pekkala.Meinander (1999), s. 282-283

Krigsskadeserstatningen til Sovjetunionen var 300 mio. dollar i 1938 års kurs. Krigsskadeserstatningen blev afdraget i form af varer især fra metalindustrien, hvilket førte til udvidelse af denne branche. Finland sluttede tillige en handelsaftale med Sovjetunionen i 1945, hvorefter træ- og papirsprodukter byttedes med korn, bomuld og kunstgødning. De etårige handelsaftaler, man havde frem til 1950, erstattedes med femårsaftaler og disse blev siden fornyede med jævne mellemrum frem til 1990.Meinander (1999), s. 294-295

Krigsansvarsprocessen

Ved våbenstilstandsaftalen med Sovjetunionen og Storbritannien havde Finlands regering forpligtet sig til at indlede retssager mod krigsforbrydere. Ifølge den allierede kontrolkommissions mening indbefattede det ikke kun brud på krigens love men tillige anklager mod personer, som kunne anses at være skyldige i, at Finland var kommet i krig med Sovjetunionen. Regeringen nedsatte en kommission som udredte Finlands udenrigspolitik siden 1938, men denne kom frem til, at i det store og hele var regeringens politik blevet godkendt af riksdagen, og at der næppe var tale om nogen lovbrud, som kunne føre til anklager. En uudtalt forudsætning for processen var også, att den øverstbefalende Mannerheims rolle under krigsårene blev holdt uden for.

Den allierede kontrolkommission, som virkede i landet, ivrede for, at de ansvarlige skulle straffes, og i november anklagedes otte personer for at have været ansvarlige for landets krig. I februar 1946 dømtes den tidligere præsident Ryti til 10 års tugthus, tidligere statsminister J.W. Rangell til seks års fængsel, tidligere statsminister Edwin Linkomies til fem og et halvt års fængsel, tidligere statsråd Väinö Tanner til fem og et halvt års fængsel, tidligere statsråd Henrik Ramsay til to og et halvt års fængsel, tidligere statsråd Antti Kukkonen til to års fængsel, tidligere statsråd Tyko Reinikka til to års fængsel og Finlands tidligere ambassadør i Berlin T.M. Kivimäki til fem års fængsel. Samtlige benådedes i årene 1947-1949.Meinander (1999), s. 280-282

Statsminister Paasikivi og justitsminister Kekkonen havde forsøgt at finde former for rettegangen, som skulle være en afvejning af den allierede kontrolkommissions krav, lovgivningen og den folkelige modvilje mod rettegangen. Selv om Risto Ryti i egenskab af præsident var ansvarlig for fortsættelseskrigen, havde den daværende hærfører Mannerheim og militærledelsen handlet temmelig selvstændigt - men som præsident var Mannerheim urørlig. Flere af statsrådene kan næppe påstås at have haft nogen som helst indflydelse på udenrigspolitikken under krigen, og Kivimäki (statsminister i 1930-erne) havde som Finlands udsending i Berlin været underlagt den finske regering.

Fredsaftalen og Marshall-hjælpen thumb|Juho Kusti Paasikivi, Finlands præsident 1946-1956

Den 10. februar 1947 undertegnedes en fredsaftale i Paris mellem de allierede og fem besejrede stater: Italien, Bulgarien, Rumænien, Ungarn og Finland; nogen egentlig fredsaftale med Tyskland blev ikke indgået før 1990 i forbindelse med To plus fire-aftalen. I september 1947 kunne den allierede kontrolkommissionen i Finland stoppe sin virksomhed efter, at aftalen var blevet ratificeret af alle parter, og Finland fik nu sin suverænitet tilbage.

I sommeren 1947 tilbød USA den så kaldte Marshallhjælp til Europas lande. I stedet for at hjælpe enkelte lande ønskede USA, at pengene skulle fordeles via en samarbejdsorganisation. Den 14. juli indledtes en europæisk genopbygningskonference i Paris. Også Finland var indbudt, men viceformanden i kontrolkommissionen Grigorij Savonenkov meddelte Finlands statsminister, at Sovjetunionen modsatte sig Finlands deltagelse. Konferensen blev starten på OECD, men først i 1968 blev Finland medlem.

VSB-aftalen

Allerede i januar 1945 havde præsident Mannerheim begyndt overvejelser om en forsvarsaftale mellem Finland og Sovjetunionen, og statsminister Paasikivi støttede denne tanke. Men Sovjet var blevet enig med de andre allierede om ikke at indgå nogen aftale med noget besejret land inden fredsaftalens indgåelse. Da dette var sket, ventede man i Moskva på, at Finland ville tage initiativ i spørgsmålet, men da var Paasikivi ikke længere interesseret, efter som man var begyndt at få økonomisk bistand fra USA. Men i et brev den 22. februar 1948 foreslog Stalin Paasikivi, at landene skulle indgå en aftale om venskab, samarbejde og gensidig bistand. Paasikivi hævdede over for omverdenen, at Sovjetunionen havde legitime sikkerhedsinteresser at forsvare og gik ud fra, at Sovjet kun havde defensive ambitioner og ved at komme Sovjet i møde kunne Finlands selvstændighed sikres. Den 6. april 1948 undertegnedes Venskabs-, samarbejds- og bistandsaftalen, VSB-aftalen. Aftalen skulle gælde i ti år og indebar, at hvis nogen forsøgte at angribe Sovjetunionen over Finlands territorium, skulle Finland kunne anmode Sovjetunionen om militær bistand. Trods navnet var der ikke tale om gensidig bistand, idet Finland forbeholdt sig retten til at være neutral ved krige mellem andre stater.Jakobson (2001), s. 37-39, 43-63

Folkdemokraten Yrjö Leino trådte tilbage som indenrigsminister i maj 1948 efter afsløringen af, at Valpo, det statslige politi, var ved at udvikle sig til en stat i staten og anvendtes af kommunisterne til at fremme et statskup. Allerede i januar 1948 havde det sovjetiske kommunistpartis centralkommité smidt Leino ud af FKPs partiledelse. Det er et stridsemne i finsk nutidshistorie, om FKP planlagde et statskup i april 1948 eller ej. Ved riksdagsvalget i juli gik det dårligt for DFFF, og de måtte forlade regeringen. Da socialdemokraterne dannede regering med K.A. Fagerholm som statsminister, indledte den nye regering med at opløse det statslige politi.Jakobson (2001), s. 42, 65-66

Paasikivi-linjen

Den så kaldte Paasikivi-linje indebar, at Finland udformede sin udenrigspolitik således, at landet kunne holde sig uden for stormagtskonflikter. Mod Sovjetunionen efterstræbtes venskabelige relationer. Da Paasikivis dagbøger blev udgivede i 1985, afsløredes det, at endog Paasikivi selv indså, at den officielle retorik var løgnagtig og tilrettelagt. Under fortsættelseskrigen havde Finlands rigsradio bedt Paasikivi om at skrive en tale til oplæsning, når tyskerne havde erobret Leningrad, og det bevarede manuskript viser hans daværende russerfjendtlighed. Paasikivis udgangspunkt ved undertegnelsen af VSB-aftalen var, at udtalelserne om, at Sovjetunionen kun havde fredelige hensigter over for Finland, kun var beregnet på at berolige almenheden, men som realpolitiker så han intet andet alternativ.

Fagerholms regering udsattes allerede fra begyndelsen af hård kritik fra den sovjetiske presses side, men i december kunne man fornye den finsk-sovjetiske handelsaftale for yderligere et år. I stedet havde FKP arrangeret demonstrationer og vilde strejker under efteråret med det formål at skabe mistro på arbejdsmarkedet, tage magten over fagforeningerne fra socialdemokraterne og vælte regeringen. Strejkerne fortsatte i foråret og sommeren 1949, men regeringen formåede at ride stormen af.Meinander (1999), s. 319-320

Ved præsidentvalget i februar 1950 kandiderede Kekkonen for første gang, men Paasikivi blev genvalgt. Efter præsidentvalget blev Kekkonen statsminister. Med dennes kontakter både med de indenrigske kommunister og med Moskva kunne østrelationerne forbedres mærkbart de følgende måneder. Frem til 1956 havde Finland syv regeringer, fem ledede af Kekkonen, en af Svenska Folkpartiets Ralf Törngren og et ekspeditionsministerium ledet af Framstegspartiets Sakari Tuomioja - som regel kombinationer af Agrarforbundet og socialdemokraterne.

Da Nordisk Råd blev dannet i marts 1952, valgte Finland at stå uden for, efter som man frygtede, at Sovjetunionen ville modsætte sig et finsk medlemskab. Nogle måneder tidligere havde Kekkonen i en artikel Agrarförbundets avis opkastet et forslag om at hele Norden skulle danne en sikkerhedspolitisk neutral zone. Kontakter med det sovjetiske sendebud havde givet ham grønt lys til forslaget, og den svenske statsminister Erlander havde udvist interesse. Men efter som Danmark og Norge allerede var blevet medlemmer af NATO, er det uklart hvad, Kekkonen troede sig at kunne opnå.Jakobson (2001), s. 156

thumb|Paavo Nurmi tænder den olympiske ild ved OL 1952

Finland var blevet tildelt OL i 1940, men de måtte af indlysende årsager opgives. I stedet arrangerede Helsingfors OL i 1952.

Frem til Stalins død i marts 1953 holdt Finland en lav profil i udenrigspolitikken. I begyndelsen af 1950-erne var præsident Paasikivi blevet stemplet som "en reaktionær Wall Street-lakaj" i den sovjetiske presse, men i september 1954 modtog han Leninordenen. Der spekuleredes i, at Paasikivi ikke ville genopstille til præsidentvalget, og derfor begyndte et spil, hvor fremstående politikere som Kekkonen, Svenska Folkpartiets Ralf Törngren og socialdemokraternes Väinö Leskinen gjorde udspil for at vise deres troværdighed hvad gjaldt relationerne med Sovjetunionen forud for det kommende præsidentvalg. Kekkonen formåede dog at overtrumfe modstanderne med tre udenrigspolitiske sejre under sin tid som statsminister: i efteråret 1955 besluttede Sovjetunionen at tilbagegive militærbasen i Porkala vest for Helsingfors samt tillod Finland at fra december 1955 blive medlem af Nordisk Råd og medlem af FN. Kekkonens tilhængere håbede, at en tilbagegivelse af Karelen var mulig.Meinander (1999), s. 341-346